Forside Blog Side 1154

Håndboldens Venner med et flot år 2009

FARSØ: Forleden viste Håndboldens Venner sig igen fra den rundhåndede side, da moderklubben, Farsø KFUM Håndboldklub fik overrakt en check på kr. 150.000,-.

Håndboldens Venner overrækker en check kr. 150.000,- til formand Morten Nielsen, Farsø KFUM HK. Fra Håndboldens Venner er det Aage Kræfting, Thomas Stentoft og Karina Mathiasen. På billedet mangler Mette Lapirtis.

Året 2009, var et økonomisk godt år for Håndboldens Venner, der havde succes med sine opgaver.

Mange husker nok Gnags koncerten i 2008, hvor Håndboldens Venner ikke ligefrem havde den største succes. Koncerten blev en økonomisk plet, som Håndboldens Venner gerne ville have vasket hurtigt af igen.

Derfor blev aktiviteterne i 2009 nøje overvejet og prioriteret, således at der kunne skabes succes igen. Det lykkedes!. Håndboldens Venner fik et meget tilfredsstillende resultat på 80’er festen i november, hvor det var orkestret Rocazino, der besøgte de mange 80’er gæster i Dronning Ingrid Hallerne. Overskuddet fra denne fest blev godt kr. 90.000,-, hvilket samtidigt fortalte Håndboldens Venner, at de havde taget den rigtige beslutning om at afholde en 80’er fest, frem for en koncert med et for tiden mere populært navn på scenen.

Samtidig har avis turene i sommerhusområderne givet et meget flot resultat. Der er blevet omdelt 17 gange med start fra foråret og alle sommerugerne, hvor Farsø Avis trofast er blevet omdelt af Håndboldens Venners mange frivillige forældre og spillere, som gerne tager en eller flere ture i løbet af de planlagte uger.

Af øvrige aktiviteter, kan nævnes Håndboldskole og Cykelsponsorløbet i oktober, hvor der var to løb, nemlig et for politikere, forretningsdrivende og andre, som gerne ville støtte op om Håndboldens Venner og Støtteforeningen for Farsø Sygehus, som der var indgået et samarbejde med ved dette cykelløb. Det efterfølgende løb var for klubbens håndboldspillere, som også gik fint. Her ville Håndboldens Venner dog gerne have set mange flere af håndboldklubbens spillere i sadlen.

Håndboldens Venner ændrede i 2009 det almindelige medlemskontingent til klublotto, dvs. et medlemskab og en lodseddel kombineret i ét.

Håndboldens Venner påskønner meget alle de frivillige hjælpere, uden hvis hjælp, det ikke ville være muligt at give Farsø KFUM HK en økonomisk støtte i den størrelse. Moderklubben bruger pengene til ungdomsarbejdet, og kan af samme grund også holde spillernes kontingenter nede på et meget fornuftigt niveau.

Håndboldens Venner afholder generalforsamling i aften. Her håber venneforeningen på, at se mange både forældre og spillere, så der også fremover kan skabes de bedste rammer for Håndboldens Venner og Håndbolden generelt i Farsø.   

Byrådet kommer til ”Åben by” i Vester Hornum

VESTER HORNUM: ”Åben by”- udvalget og Aktionsgruppen i Vester Hornum er sammen med resten af byen helt klar til at byde Vesthimmerlands Kommunes Byråd velkommen i dag lørdag, når der holdes ”åben by”.

Fra ”åben by” udvalget i Vester Hornum ses Helle A. Bæk og Søren Gertsen. I udvalget er desuden Kent Klitgaard (alle tre fra skolebestyrelsen)samt Anne Dorte Simoni og Søren Vasegaard fra Aktionsgruppen. Herfra ses også Rikke Christensen og Randi Kristensen. I Aktionsgruppen er også Pia Gravesen Jensen, Kristian Lorenzen og Asger Larsen. Lone Gertsen, der har gjort det store arbejde med at få folderen sat op var også forhindret, da billedet blev taget.

Dagen er et resultat af, at der i efteråret blev dannet en aktionsgruppe, hvis hovedformål skulle være at arbejde for udvikling af Vester Hornum og omegn. Ret hurtigt blev en idé om at lave en folder om området taget op og alle institutioner, foreninger og erhvervsdrivende blev inddraget i processen.

Byens dygtige hjemmeside-administrator tog opgaven med at samle materiale og opsætning af folderen på sig. Folderen blev så flot og viste så meget om Vester Hornum og omegn, at man hurtigt blev enige om, at den burde levendegøres med et ”åben by” arrangement, hvor også kommunalpolitikerne skulle inviteres til at se, hvad Vester Hornum og omegn har at byde på.

Der blev nedsat et ”åben by”-udvalg, som de seneste måneder har arbejdet målrettet med idéen, og da folderen blev husstandsomdelt i Flejsborg, Gatten, Hyllebjerg og Vester Hornum, blev borgerne samtidig præsenteret for ”åben by” arrangementet og fik en invitation til at deltage i festlighederne.

Aktionsgruppen er meget stolt over den opbakning, den har fået gennem hele forløbet fra idé til virkelighed. Mange har arbejdet rigtig hårdt med at få alt til at gå op i en højere enhed, og det har været fantastisk at mærke interessen for at bidrage til fællesskabet. Vi er derfor også meget stolte, når vi på lørdag skal byde velkommen til 18 byrådsmedlemmer, som har fundet plads til vores arrangement i deres kalender, blandt familiesammenkomster, konfirmationer m.m., lyder det fra aktionsgruppen.

Vester Hornum viste byrådsmedlemmer hvad den kan byde på

VESTER HORNUM: Solen skinnede og Vester Hornum tog ud sig ud fra sin allerkønneste side. Det var nu ikke forårsrengøringen, som for øvrigt var til UG, som 17 ud af Vesthimmerlands byråds 27 medlemmer idag, lørdag,var kommet til Vester Hornum for at inspicere.

Nej, invitationen kom fra byens aktionsgruppe, der sammen med stort set hver eneste borger i Vester Hornum, gjorde sit til at vise det lille samfunds fortræffeligheder frem.  

Klokken 11,00 stod en VIP-lastbil, der var specielt konstrueret til lejligheden klar til at fragte byrådsmedlemmerne rundt på en guidet tur i Vester Hornum med lokale Carsten Thomsen og Kent Klitgaard som guider.

Bag rattet sad en anden lokal borger, nemlig Søren Vasegaard og omkring lastbilen strøg vågne bodyguards rundt i bedste ”Obama” stil, for at dirigere trafikken langs ruten.

Turen foregik i afstemt tempo, så de to guider undervejs, meget faktuelt og i en humoristisk tone, kunne få fortalt om byen. Hovedgaden var pyntet med flagallé og ved de otte holdepunkter undervejs var det også dannebrogsflag, glade smil og vink der kom byrådsmedlemmerne i møde.

Ved de 8 holdepunkter fandt man: dagplejen og onsdagsklubben foran Firkløveren, byens købmand, børnehaven i kernehuset, Gatten borgerforening og VHIF ved stadion, Jagtklubben ved Risevej Hyllebjerg Rideklub, Veterantraktorklubben og menighedsrådene ved kirken og endelig spejderne ved deres klubhus på Kirkebakken. Herefter gik turen retur af samme rute, hvor sidste stop inden Vester Hornum skole var Vester Hornum hallen, hvor der indenfor blev spillet håndbold og badminton. På pladsen foran hallen havde byens erhvervsliv taget opstilling med deres firmabiler.

2. sidste punkt for Åbent Hus arrangementet, inden serveringen af de gratis pølser, var et fælles foto af byens borgere sammen byrådsmedlemmerne. Her var det tydeligt at bemærke ”byrøddernes” begejstring for Vester Hornum borgernes sammenhold og byens aktivitetsniveau.

Om begejstringen får indflydelse på skæbnen for Vester Hornum skole, må tiden vise. Vester Hornum borgerne har i al fald gjort sit, for at vise hvad der har betydning for dem.                          

 

Fannys Indramning har overtaget 2M Rammer

VESTER HORNUM: Det er nu ved at være tre år siden at Fanny Iversen i Vester Hornum åbnede sin egen forretning med indramning af spejle og billeder på Nyboesvej.

Fanny Iversen, der driver Fanny’s Indramning har netop købt 2M Rammer i Aars

Fanny Iversen var allerede på det tidspunkt ingenlunde grøn i faget med at ramme malerier, plakater og spejle ind og ej heller med hensyn til at skære glasplader til i alle afskygninger, hvad enten de skal bruges som hylder, bordplader eller som indsatser

Denne erfaring, er også baggrunden for, at indehaverne af 2M Rammer, Kasper Haldrup og Jesper Jensen ikke tøvede med at tage direkte kontakt til Fanny Iversen for at spørge, om hun var interesseret i at overtage deres forretning.   

Det var Fanny Iversen meget positivt indstillet overfor, og hun har derfor nu overtaget 2M Rammers kunder og varelager – og al indramning foregår nu på Nyboesvej i Vester Hornum.   

Fanny Iversen er egentlig uddannet i boghandel i Løgstør, men har også beskæftiget sig med meget andet end at stå i butik. Ikke mindst har hun passet regnskabet i sin mands murermesterfirma.

Interessen for glas og indramning fik Fanny Iversen for godt 10 år siden, hvor hun var ansat hos Løgstør Glas og fik lært indramningskunsten af en kollega der var tillært glarmester. Egentlig var hun ansat på kontoret, men når der var travlt i produktion, gav hun tit en hånd med for at samle termoruder. Men kunsten at ramme ind, havde trods alt hendes største interesse, og der blev flere af den slags opgaver for Fanny i værkstedet og færre opgaver på kontoret.

Løgstør Glas valgte dog på et tidspunkt at sælge indramningsdelen fra – og dermed også Fanny Iversen, der fulgte med til et indramningsfirma i Brøndum, hvor hun var indtil hun etablerede Fannys Indramning for 3 år siden.

Værkstedet har Fanny Iversen indrettet i familiens garage. Her er der god plads til at vise rammer frem for kunderne og til at arbejde med de pladskrævende indramningsopgaver.

Hvalpsund Dagli’ Brugs går solidt ind i jubilæumsåret

HVALPSUND: – Dette var det overordnede og bund-solide budskab fra næstformand Karen Nørskov på Dagli’ Brugsens generalforsamling i sidste uge.

Dagli’ Brugsen Hvalpsund kan i fejre sit 100 års jubilæum, som et stort aktiv for byen Hvalpsund. Billedet stammer fra indvielsen af den nye butiksudvidelse den 26. februar i år.

Dermed kan de ca. 366 medlemmer af Dagli’ Brugsen Hvalpsund – og andre, glæde sig ekstra meget til 100 års jubilæet, som er i år og fejres den 9. juni.

Til denne dato, er det også hele medlemskredsens håb, at den for tiden sygemeldte formand, Bente Jensen er på fode igen. Med flere årtier i Dagli’ Brugsen Hvalpsunds bestyrelse, er det ikke mindst hende, der skal høste roser i jubilæumsåret.             

Det var derfor ingen sag for næstformand Karen Nørskov, at være stand-in og aflægge formandsberetningen.   

– I Dagli´ Brugsen Hvalpsund har der i 2009 været en omsætning på 17,9 mio. kr. Det fordeler sig med 14,6 mio kr. i butikken og 3,3 mio kr. på benzinsalget. Det regnskabsmæssige overskud er på kr. 285.365, svarende til index 142, kunne Karen Nørskov oplyse.

I 2009 stod Dagli’ Brugsen Hvalpsund bag en række aktiviteter. Vi havde aftenåbent den 17. maj, hvor Hvalpsund Vinen med etiket af klubhuset på golfbanen blev lanceret. For hver flaske vin der blev solgt blev der doneret 5 kr. til ungdomsarbejdet i golfklubben. Klubben har nu modtaget en check på kr. 5.275.

Vi deltog også, med en frugt- og grøntbod ved turistdagen på havnepladsen i juni, som var arrangeret af Vesthimmerlands Kommune.

Der blev afholdt en vellykket Golfmatch i Hvalpsund Golf Club i samarbejde med OK. Der var fint vejr og mange deltagere.

Dagli’ Brugsen har desuden bidraget med et tilskud til Spilloppens nye bålhytte, som børnene allerede nu har fået meget fornøjelse af.

Den 11. juli deltog Dagli’ Brugsen i Havnefestens torvedag. Denne gang fandt den sted på parkeringspladsen ved Dagli’ Brugsen. Der var gode tilbud og mange mennesker.

I 2009 var der i lighed med tidligere år et samarbejde mellem OK og forældreforeningen på Louns Alstrup skole. Forældreforeningen har modtaget en check på kr. 7.729.

Den 29. oktober var der ”syng dansk” i Dagli´Brugsen, hvor Samuel Frederiksen spillede og sang sammen med elever og lærere fra Louns Alstrup skole. Efterfølgende var der kaffe og rundstykker til alle i baglokalet.

I december var der julemarked på torvet ved sparekassen, hvor Dagli’ Brugsen også deltog med en bod. Senere i december var der julehygge i Dagli’ Brugsen, hvor børnene afhentede deres julesokker og der var servering af gløgg og vafler.

I efteråret 2009, påbegyndte Dagli Brugsen Hvalpsund sin om- og tilbygning. Der er bygget 226 m2 til og efter det hele er blevet færdigt, kan vi alle glæde os over det flotte resultat.

– Nu har vi en rigtig flot og indbydende butik, der er dejlig at handle i, lød det fra Karen Nørskov.

Her i 2010 har Dagli’ Brugsen Hvalpsund 100 års jubilæum. Det er onsdag den 9. juni. Det vil blive fejret på behørig vis. Vi kan allerede nu afsløre, at etiketten til årets Hvalpsund Vin er et billede af den gamle brugs for 100 år siden. Brugsen lå på det tidspunkt i den bygning vi i dag kender som Lord Nelson. Jubilæumsvinen vil blive solgt fra den 29. april, hvor der er aftenåbent i Hvalpsund.

Jeg vil gerne sluttelig takke personale og uddeler for et rigtigt godt samarbejde. I har gjort det rigtig godt, ikke mindst i den periode, hvor der blev bygget om. Der skal også lyde en tak til kunderne for deres forståelse i byggerodet.

Der skal også lyde en tak til de øvrige bestyrelsesmedlemmer for et godt og positivt samarbejde i det forgange år, og så håber vi at Bente snart er rask igen, sluttede Karen Nørskov.

Der blev ryddet op i Ullits

ULLITS: En rengøringskolonne, bestående af såvel voksne som børn, begav sig i søndags ud i gaderne i Ullits, for så at sige at støvsuge området for plastik, dåser, papir, glas og andet affald, der havde forputtet sig langs fortovene og grøftekanterne. Også byens fællesarealer blev finkæmmet for affald.

Rengøringskolonnen i Ullits klar til afgang

Såvel børn som voksne deltog i affaldsindsamlingen i Ullits

Det var Ullits Borgerforening, inspireret af andre landsbyer i området, der havde valgt at tage udfordringen op mod affaldet. Et initiativ der helt sikkert vil blive fulgt op igen næste år, for der var fangst!.

Såvel børn som voksne deltog, og de var lidt overraskede og forargede over hvad de fandt. Særligt bunkevis af glasskår på fortovene og efterladenskaber efter hunde, synes de renlige Ullits borgerne, husejerne og hundeejerne i Ullits burde tage større ansvar for at få ryddet af vejen.        

Kl. 9.00 mødtes rengøringskolonnen i borgerforeningens pavillion til rundstykker, som var sponsoreret af den lokale købmand, og kaffe således alle var tanket op med energi til et par timers affaldsindsamling.  

Kunsten har fundet rodfæste i Gatten

GATTEN: Det er ganske vist ved at være et år siden, at Galleri Himmerland i Gatten åbnede.

Parret Hanne og Svend Bendtsen har en livslang passioneret interesse for kunst, derfor har de etableret Galleri Himmerland i Gatten med skiftende udstillinger

Men det er først nu, nærmere bestemt i forbindelse med galleriets påskeudstilling, at stedet blev kendt ud over Gatten og omegn.   

– Vi annoncerede og fik et kæmpe ryk-ind fra sommerhusområderne og fra lokale på kunstrundtur, fortæller galleriets indehaver Hanne Bendtsen.

Så det vil vi også gøre fremover for vore kunstudstillinger i Galleri Himmerland, der går under overskriften ”Kunst i Gatten”.

Indtil 10. maj kan man fortsat iagttage påskeudstillingen med kunstværker af tre meget spændende og unikke kunstnere, der har udstillet vidt omkring bl.a. i Tyskland, Frankrig, Sct. Petersborg, Korea og nu her i Himmerland.

Leif Fogh Jakobsen laver malerier i surreel ekspressionistisk stil.  Henning Bjørn Thomsen (tidligere Løgstør dreng) fremstiller skulpturer, malerier og ikke mindst akvareller. Han er en international alsidig kunstner.  Maleren Erik Bøgh kredser om eventyr, mytologi og naturen

Galleri Himmerland ligger tæt ved Himmerland Bowling Center og Himmerland Golf & Country Club.

Det er ægteparret Hanne og Svend Bendtsen, der har indrettet en af længerne i deres private ejendom til galleri. Det er en livslang passioneret interesse for kunst, der førte til deres eget galleri, da de for lidt over et år siden flyttede til Gatten for at leve deres pensionist tilværelse der efter karrierer som henholdsvis økonomichef og reklamefotograf i Århus.

Tidligst indvielse af Johannes V. Museet til efteråret

FARSØ: Samtidig med at der arbejdes og ventes tålmodigt på Johs. V. effekter fra Nationalmuseet, finder bestyrelsen for Johannes V. Jensen Museet også tiden rigtig til at ændre i vedtægterne.

Johs. V. Jensen Museet forventes tidligst indviet til efteråret.

Anledningen er at bestyrelsen for øjeblikket kun består af tre medlemmer efter at bestyrelsens litterære ekspert Anders Thyrring Andersen har trukket sig fra bestyrelsen, ligesom Støtteforeningens udpegede medlem Evald Saarup har gjort det.

Bestyrelsesformand for Johannes V. Jensen Museet, Uffe Bro har derfor fremsendt kommunens Kultur- og Fritidsudvalg en anmodning om, at der udpeges nye medlemmer til museets bestyrelse, og at bestyrelsessammensætningen ændres, således at bestyrelsen fremover består af 5 personer alle udpeget af byrådet, hvor de tre udpeges efter indstilling fra Johannes V. Jensen Museets Støtteforening. Desuden foreslås et af de to medlemmer, som ikke indstilles af Støtteforeningen valgt blandt byrådets egne medlemmer.

Der pågår pt. forhandlinger, udregninger og undersøgelser af, hvilke effekter fra Johannes V. Jensens arbejdsværelse museet skal låne af Nationalmuseet, og hvordan disse skal udstilles.

Disse forhandlinger forventes afsluttet omkring sommerferien. Det er en vanskelig arbejdsproces, som ikke unødig bør forstyrres, forlænges eller vanskeliggøres yderligere, lyder det fra museets bestyrelse, idet det kan få økonomiske konsekvenser.

Det er administrationens opfattelse, at den nuværende bestyrelsesbeslutning om udlånet fra Nationalmuseet og aftalen med udstillingsarkitekt bør følges uanset om, der udnævnes en ny bestyrelse eller gives museet nye eller ændrede vedtægter.

Det forventes, at den endelige udlånsaftale kan godkendes og underskrives i løbet af august måned, og at en indvielse af arbejdsværelset kan ske i det tidlige efterår.

Vognsild borgere var på affaldsfangst

VOGNSILD: I dag søndag, hvor det var Hold Danmark Ren dag, gik et dusin af Vognsilds borgere i gang med den årlige forårsoprydning i vejgrøfterne i og omkring Vognsild, der faktisk strakte sig til både Vestrup og Svoldrup .

Vognsildborgerne holdt sig ikke til, kun at samle affald ind i egen by. Affaldskorpset begav sig også både til Vestrup og Svoldrup

Som altid, fristes man til at sige, var der god fangst.

Vejret var heldigvis fint og humøret højt, da man begav sig ud på vejene. Dagen blev afsluttet med en kop kaffe i klubhuset.

Klar til hovedrengøring

GEDSTED: Igen i år vil Gedsted og nærmeste omegn få en hovedrengøring i forbindelse med kampagnen ”Hold Danmark ren” som arrangeres af Danmarks Naturfredningsforening.

I Gedsted er der god tradition for at deltage i den årlige landsdækkende affaldsindsamlingsdag ”Hold Danmark Ren”. Og alle giver en hånd med!.

Det er Gedsted og Omegns Beboerforening der har tilmeldt sig den store affaldsindsamling, som finder sted over hele landet søndag den 18. april.

Sidste år blev der indsamlet sækkevis af affald, dåser, flasker osv. der lå og skæmmede vores flotte natur til skade for miljøet.

På søndag vil det så vise sig, om vi er blevet bedre til at placere vores affald der, hvor det hører hjemme i stedet for det meningsløse svineri i naturen.

Kampagnens succes afhænger naturligvis af, om der møder nogle indsamlere op, når turen skydes i gang søndag eftermiddag.

Sidste år mødte der hele 48 indsamlere, og i beboerforeningen håber man et tilsvarende antal bevidste borgere i år.

Gedsted Skole går igen i år ind som partner i projektet, og eleverne vil den efterfølgende fredag komme ud i byen og hjælpe med til at samle affaldet ind. Det er en god og lærerig aktivitet for skoleeleverne, og beboerforeningen glæder sig til samarbejdet med skolen.

Også rengøring i resten af Vesthimmerland
Beboerforeningen sender samtidig en appel til alle husejere og andre ansvarlige om at få gjort rent og ryddet op på deres arealer (fortove, græsarealer, veje osv), så der kommer til at se ordentligt ud både på de offentlige og de private områder.

Når de forhåbentlig mange ansvarlige borgere har forskønnet byen og omegnen, vil Beboerforeningen til gengæld stille an med et godt kaffebord og en hyggesnak efter indsamlingen.  

Også borger- og beboerforeningerne i Ranum, Vegger, Skivum, Haubro, Vognsild, Testrup og Fjelsø-Klotrup har arrangeret affaldsindsamling på fredag i regi af Danmarks Naturfedningsforening, ligesom de større byer Løgstør og Aars har det. Men mon ikke andre foreninger og private også griber affaldssækken og rydder op i naturen. 

Sidste år blev der indsamlet 1,1 ton affald fra naturen på affaldsindsamlingsdagen. 

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.