Forside Blog Side 1135

Hjertestart 24 timer i døgnet

FARSØ: Røde Kors butikken i Farsø er nok den første genbrugsbutik i landet, der har fået en AED’er, altså en hjertestarter opsat udenfor butikken. Dermed vil hjertestarteren være tilgængelig og vil kunne bruges uanset på døgnet, der vil blive brug for den.

Her fremviser førstehjælpsinstuktør Olau Holtvind den nye udendørs hjertestarter frem for Stinne Pedersen, formand for Røde Kors Farsø og butiksleder for Røde Kors butikken i Farsø Bodil Jørgensen. Begge har fået instruktion i at bruge hjertestarteren.

Olau Holtvind fra Røde Kors, Farsø fortæller at der er en by i Frankrig, hvor der opsat 300 af disse skabe med hjertestarter. Når man ringer 112 vil alarmcentralen oplyse hvor den nærmeste hjertestarter befinder sig. Der er flere hjertestartere i Farsø, men indtil videre er det altså kun den ved Røde Kors genbrugsbutikken, som er tilgængelig hele døgnet.

Olau Holtvind fortæller at skabet med hjertestarteren vil give en frygtelig larm fra sig, når det åbnes, men det skal det gøre. Det er for at skabe opmærksomhed, så eventuelt andre hjælpere kan komme til. Ventetiden indtil ambulance eller akutbil kommer til, skal jo udnyttes bedst mulig.

Olau Holtvind, der for øvrigt er førstehjælpsinstruktør for Røde Kors i Vesthimmerland, opfordrer til at tage et kursus i førstehjælp. Som han selv siger: – Ikke alle kurser er livsvigtige, men et førstehjælpskursus er.

Med andre ord, jo flere der kan førstehjælp, jo større er chancen for at der kommer en og hjælper den tilskadekommende.

 

Legepatruljen en realitet i Vester Hornum

VESTER HORNUM: Fra Vester Hornum Skole har der været seks elever og en lærer på legepatruljekursus, hvor der var deltagere fra flere skoler i Nordjylland.

Legepatruljen har sat fysisk aktivitet på dagsordenen i frikvartererne på Vester Hornum skole. Det betyder leg på tværs af klassetrinene og forebyggelse af mobning eleverne imellem

Det var et kursus, der stod i legenes navn. Eleverne fra de forskellige skoler blev leget med af to legeinstruktører fra Dansk Skoleidræt, som stod for kurset. Derudover skulle eleverne undervise hinanden i forskellige lege – både for at komme til at lære flere lege og for at øve sig i at stå foran en forsamling og fortælle hvad en leg går ud på. Efter legene fik de feedback fra eleverne fra de andre skoler for at få at vide, hvad de havde gjort godt, og hvad der måske kunne gøres bedre.

 

For to uger siden lagde legepatruljen så fra land på Vester Hornum Skole. Legepatruljens plan er at lege med elever fra 0.-5.klasse hver torsdag og første gang var det legen ”Lygtepæl og tissetrængende hunde” der var på programmet.

Det var en rigtig sjov leg, og der var gang i den fra frikvarterets start og til det ringede. Legepatruljen i Vester Hornum består af Emely, Katrine og Alex fra 6.klasse og Sofie, Maja og Niklas fra 7.klasse.

De ser frem til at være med til at sætte fysisk aktivitet på dagsordenen i frikvartererne, og samtidig være med til at de yngre elever vil få mulighed for at lege med nogle, som de måske ikke ellers leger med. En vigtig sidegevinst ved at lege sammen på tværs af årgangene er, at det er med til at forebygge mobning – de der leger godt sammen driller nemlig sjældent hinanden.

 

Skolens Støtteforening og elevråd har betalt for kurset og uddannelsen af legepatruljen.

 

Fuldt hus til dameaften

FARSØ: 176 damer mødte sidste torsdag aften op til en modeshowsaften på Hotel Farsø, hvor også hårmode og make-up havde en fremtrædende rolle.

Bag dameaftenen stod dametøjsbutikken She og frisør KlipOKjær. For make-up stod Matas i Farsø Rådhuscenter.

Aftenens program var opdelt i 2 afdelinger med modeshow. I pausen var der servering af en let anretning og gode råd til en hurtig efterårs make-up.

Konferiencier Meta Thorup ledte de opmærksomme damer langs catwalken ind i efterårets farver, faconer og tilbehør. Og der var rigtig god inspiration at hente.

Hos KlipOKjær var det ikke tøj, men smarte frisures snit og farve, der blev lagt mærke til – dog lige med en undtagelse. For som finale og afslutningsindgang havde KlipOKjær, ud over smart hår, designet en særlig kjole lavet af ægte blade, der virkelig gjorde indtryk i salen, til de rørende toner af Paul Potts.

Lene Thorup fra She glæder sig meget over den store interesse for dameaftenen, som var over en fordobling i antallet af deltagere i forhold til sidste år, hvor dameaftenen for øvrigt med kort varsel  blev rykket til større lokaler af samme grund.                      

Festlig dag på demensafsnittet

FARSØ: Det blev en festlig dag på Ældrecenter Højgården, sidste tirsdag, da demensafsnittet fejrede flere gaver, som afdelingen i den senere tid har fået.

Her ses kunstner Helle Nøhr med nogle af beboerne fra demensafsnittet. Motivet hun har malet er fra Farsø Søanlæg

Kunstner Helle Nøhr har i et stykke tid haft opgaven med at udsmykke tre fløjdøre med lokale motiver. De tidligere kedelige døre har dermed fået en hel ny mening for demensafsnittets 14 beboere. I stedet for at forvilde sig igennem dørene, bliver de nu i stedet grebet af motiver fra Søanlægget og fra Ertebølle bjerg.

Imens kunstværket blev til fulgte beboerne meget nøje Helle Nøhr’s penselstøg. Og fra at være noget ”klatmaleri” ifølge beboernes eget udsagn, til at motiverne trådte tydelig frem i klare farver er der fremkommet en tydelig glæde hos beboerne, som vækkes igen og igen, når de kigger på dem.

Samme glæde er der når en anden af afdelingens gaver tages i brug. I forbindelse med de månedlige aktiviteter og andre begivenheder, er afdelingens personale eller frivillige hjælpere flittige til at tage billeder. Herudover har Højgårdens Venner påtaget sig den opgave at tage ud for at fotografere i de lokalområder hvor beboerne stammer fra. Disse billeder vises jævnligt på den store 50 tommers fjernsynsskærm, som afdelingen netop har fået foræret og giver anledning til gode konversationer.

Andre gaver der blev fejret, var renoveringen af afdelingens gårdhave med nye blomsterrige bede og opholdspladser. Senere vil der sågar komme et rislende springvand til.

Demensafdelingen på Ældrecenter Højgården har 6 frivillige hjælpere og det er takket være disse hjælpere, at afdelingen er blevet begavet. En af de frivillige hjælpere er Margit Carlsen, som har forstået beboernes behov. Hun har således fået Helle Nøhr, Malermester Per Hougaard, Sparekassen Farsø, Frivilligrådet i Vesthimmerlands kommune og Højgårdens Venner til at bidrage økonomisk til gaverne.

Disse sponsorer var naturligvis inviteret til indvielsesfesten, som blev markeret med tale og røde pølser.          

Sparekassen Farsø igen blåstemplet som sund virksomhed

FARSØ: Sparekassen Farsø er stadig en af Danmarks sundeste arbejdspladser. Sparekassen er netop som de første blevet recertificeret af Dansk Firmaidrætsforbund.

Sparekassen Farsø gør det igen. I 2008 blev Sparekassen Farsø kåret som landets sundeste arbejdsplads. Nu er Sparekassen som de første blevet recertificeret af Dansk Firmaidrætsforbund,

Som den første virksomhed i Danmark blev Sparekassen Farsø i 2008 sundhedscertificeret. Nu pengeinstituttet igen fået stemplet ”en sund arbejdsplads” af Dansk Firmaidrætsforbund.

De 100 medarbejdere i Sparekassen Farsø er meget stolte af at ligge forrest i sundhedsfeltet, og førerpositionen vil de gerne holde fast i.

– Det giver en gejst blandt medarbejdere. De er stolte over det, vi gør for både medarbejdere, deres familier og lokalsamfundet, siger udviklingschef Gert Hosbond. 

– Sparekassen Farsø er foregangsmænd på dette område, især fordi de forstår at involvere medarbejderne i projektet – og endda får deres familier og andre i lokalsamfundet med på den sunde vogn, siger Ragna Knudsen, næstformand i Dansk Firmaidræt, der sidste onsdag overrakte recertificeringen til Sparekassen Farsø.

Indsatsen breder sig 
I 2008 blev Sparekassen Farsø kåret som landets sundeste arbejdsplads og udviklingschef Gert Hosbond kåret som årets ildsjæl på sundhedsområdet. Titlerne er mange, men de startede heller ikke indsatsen i går.

– Vi har de sidste 20 år fokuseret på at lave både motionsaktiviteter og andre aktiviteter i lokalsamfundet. Vores medarbejdere er meget lokalt engageret, og det har været en tradition i Sparekassen Farsø, at udvise det engagement f.eks. ved Farsø-løbet med 1.500 deltagere i år, siger Gert Hosbond. 

I 2005 tog det fart, da det blev en del af strategien at gøre arbejdspladsen sundere.

– Vi ville gøre sundhed til en mere konkret del af vores hverdag, men ikke kun for vores medarbejdere. Vi har kunnet mærke, at her gør vi en forskel for medarbejdere, så det var naturligt også at inddrage kunderne og lokalsamfundet. Vi har en stor lokal markedsandel – derfor er det også vigtigt for os at brede indsatsen ud her. Og tingene hænger sammen – den brede indsats giver en endnu større trivsel og arbejdsglæde blandt medarbejderne, mener Gert Hosbond.

Sidste onsdag blev Sparekassen Farsø som de første recertificeret som sund virksomhed. Alle medarbejdere var inviteret til en sjov og sund aften i Dronning Ingrid hallerne.  Her kunne medarbejderne møde Susanne Wilbek, tidligere håndboldmålmand for damelandsholdet. Susanne Wilbeck har også tidligere arbejdet med sundhedsfremme i Viborg kommune og gav sparekassens medarbejdere gode råd om at ændre vaner og sætte realistiske, personlige mål. Aftenen bød også på sunde og sjove aktiviteter, der gav sved på panden og besøg i sundhedscafé med masser af information om sundhed og måling af blodtryk, BMI og lungekapacitet m.m.

FAKTA : Sundhedscertificering
Ganske som med arbejdsmiljø kvalitetsstempler Dansk Firmaidrætsforbund private og offentlige virksomheder, der lever op til fastlagte krav på Sundhedsstyrelsens indsatsområder: Kost, rygning, alkohol, motion og stress. SundhedsCertificering sætter ord og handling på sundhedsarbejdet og er en håndsrækning til arbejdspladser, der ønsker en sundere hverdag. En SundhedsCertificering® gælder i 2 år hvorefter virksomheden skal recertificeres.

Haubro har brug for sin nærbutik

HAUBRO: Selvom de større omegns byer, Farsø og Aars trækker godt i områdets beboerne, når der skal gøres dagligvare indkøb, så mener Haubro’s nye købmandspar Birgitte Nielsen og Jesper Sørensen at Haubro har brug for sin egen nærbutik.

Det nye købmandspar i Haubro, Birgitte Nielsen og Jesper Sørensen. Som det ses på vinduet har butikken åben alle ugens syv dage fra tidlig til sent.

Købmandsparret som også driver Vesthimmerlands Maskinstation i Haubro er begge lokalpatrioter og mener at det er af afgørende betydning for lokalområdet, at byens sidste butik bevares og kan være samlingsstedet for borgerne.

Det at drive butik i en lille by er mere end blot at lange varer over disken. Det har Birgitte Nielsen forstået.

Fra sine uddannelsesår til købmand i en købmandsbutik i nærheden af Horsens, ved Birgitte Nielsen hvor stor en betydning den lokale købmand har for at bibeholde sammenholdet i lokalområdet. For hos købmanden er det de nære ting der drøftes og værnes om.

Men for at nærbutikken kan bevares skal der også sælges varer. Som medlem af købmandskæden LetKøb, kan butikken også bevisligt være konkurrencedygtig med discountbutikkerne. Det vidner de gule prisskilte i butikken om, der ikke kommer i nærheden af købmandspriser, men snarere kan betegnes som et godt køb.

Butikken fører alt til den daglige husholdning og sågar mere til. For til butikken hører også frisk frugt og grønt, friskbagt brød og kager, madpakkeservice, pølsebar og friskbrygget kaffe. Herudover er der salg af håndkøbsmedicin og lotto. 

Birgitte Nielsen og Jesper Sørensen overtog butikken for en måned siden og har brugt tiden til at få rokeret rundt i butikken, få de praktiske ting på plads og ikke mindst få butikkens syv ansatte sat ind i tingene.

– Men nu er vi klar, fortæller Birgitte Nielsen. Vi har netop udsendt tilbudsblad nr. 2 til de 900 husstande i nærområdet, og nu vil vi vise at vi er her, ved også at indrykke ugentlige ”fladpristilbud” i lokalavisen. Vi vil bevise at det godt kan betale sig at tage turen til Haubro og ikke mindst vise overfor Haubro borgerne at de med fordel kan handle i deres egen nærbutik.

I slutningen af denne måned lægger Birgitte Nielsen ud med butikkens første arrangement. Det bliver en Halloween-aften for hele familien, hvor købmandsparret samtidig benytter lejligheden til at afholde en åbningsreception.    

5 tons gratis kartofler delt ud til kunderne

FARSØ: Heldigvis er der ikke mangel på kartofler på Farsø-egnen, så derfor blev der i sidste uge fyldt op igen – og igen med kartofler i Farsø Rådhuscenter, så alle kunder kunne få en gratis pose kartofler med sig hjem.

Der var rift om de gratis kartofler, som der blev delt i alt 5 tons ud af.

Mange børn var igang med kartoflerne, der blev tiil kartoffeldyr, kartoffeltryk og kartoffelchips.

Morten, Mads og Caroline delte smagsprøver ud på deres hjemmelavede kartoffelchips. Var man mere til ”Kims” udgaven kunne man også få det.

Søndag blev efterårsmoden vist frem af Farsøs butikker

Dette skete i forbindelse med tre aktivitetsdage, hvor der var gået kartoffel i den med kartoffelkonkurrence, kartoffelretter, kartoffeltryk, kartoffeldyr, kartov’lige tilbud fra butikkerne og ikke mindst udlevering af gratis kartofler.

De gratis kartofler var særdeles populære og de forudbestilte 4 tons kartofler fra Justelund ved Ullits blev hurtigt til et ekstra ton udleverede kartofler. Så mon ikke der kom mange kartoffelretter på bordet i de små hjem i weekenden?.

Også kartoffelkonkurrencen på Centertorvet vakte stor interesse. Hver dag blev der udtrukket en vinder af et gavekort til handelsstandsforeningens butikker på kr. 1.000.

De tre vindere blev: Lise Andersen, Lærke Klausen og Susanne Nielsen – alle fra Farsø, der blev fundet blandt mere end 1.200 indleverede kuponer.  

Lørdag formiddag var Rådhuscentrets foyer mod Søndergade blevet indrettet til kartoffelværksted. Farsø Handelsstandsforening havde allieret sig med Farsø’s blå spejdere og der blev lavet kartoffeltryk, kartoffelchips og kartoffeldyr i lange baner sammen med børnene.

Søndag var en lang firedelt catwalk opstillet på Centertorvet og den lagde i to shows gulv til efterårsmoden fra Farsøs butikker.  

Bålhus i Ullits blev indviet

ULLITS: Forleden var rigtig mange bedsteforældre og forældre mødt op ved Børnehuset i Ullits. Samlingspunktet var det nye bålhus, som skulle indvies.

Drømmen om et bålhus opstod for at give børnene gode muligheder for et aktivt udeliv helt tæt på Børnehuset, så de ikke altid skulle ned i den anden ende af sportspladserne for at kunne hygge sig med aktiviteter.

I foråret blev der indhentet tilbud fra Vesterris Savværk på et bålhus til 40.000 kr. Børnehusets aktive forældreråd havde selv skaffet 20.000 kr. ved at lave forskellige aktiviteter, men manglede altså de sidste 20.000 kr. Sparekassen Farsø var parat til at bevilge et tilskud på de sidste kr. 20.000  og dermed kunne drømmen blive en realitet.

Bålhuset er nu indviet og opfylder til fulde sit formål. Børnene nyder at være ude og bruger huset til at lave forskellige værkstedsaktiviteter og mad over bål.

Garantmatch i Hvalpsund

HVALPSUND: Sidste lørdag holdt Sparekassen Farsø for første gang golfmatch for garanterne. Det var en helt fantastisk flot dag på golfbanen i Hvalpsund, der dannede rammen for matchen med 53 golfspillere og 16 nybegyndere.

Her ses vinderne i Sparekassen Farsøs Garantmatch

A-rækken blev vundet af Palle Asmussen (37 point) foran Frits Ebbesø (34 point) og Johnny Lund (33 point).

I B-rækken vandt Thomas Skals (33 point med laveste handicap) foran H.P. Sauer (33 point), mens Peter Møller (32 point) tog tredjepladsen. Arent Poulsen (29 point) blev nummer fire og Poul Jørgensen (27 point) nummer fem.

Ove Pedersen (33 point) blev vinder i C-rækken foran Karin Klitgaard (32 point) og Palle Jensen (31 point) på tredjepladsen.

D-rækken, som blev spillet på 9-huls banen blev vundet af Jacob Mortensen (25 point) foran Ellen Buus (24 point med laveste handicap) og Finn Poulsen (24 point) på tredje pladsen.

På 18-huls banen var der ”nærmest flaget” konkurrencen på hul 3 som blev vundet af Annette Andersen, mens Dorthe Byrjalsen vandt nærmest flaget på hul 7. Frants Wetche var nærmest på hul 11 og Henrik Mikkelsen og Poul Jørgensen var nærmest på hul 15 og 17.

Garantmatchens længste drive på hul 5 vandt Annette Andersen for damerne, mens herrernes konkurrence blev vundet af Thomas Skals.

På 9 huls-banen blev ”nærmest flaget” konkurrencen på hul 6 vundet af Lindy Nielsen. Her vandt Lis Jessen nærmest flaget på hul 3, mens Jakob Mortensen var tættest på hul 9.

Længste drive på 9 huls-banen vandt Ingeborg Wetche, og hos herrerne vandt Ole Reeslev.

Garantmatchen var en god oplevelse for både de rutinerede golfspillere og de mange nybegyndere, hvor flere gav udtryk for, at de nu har fået mod på at lære at spille golf.

Efter matchen var der præmieoverrækkelse og hygge i klubhuset

Farsø Varmeværk nedsætter atter varmeprisen

FARSØ: Trods en varmepris der i forvejen hører til blandt landets laveste, er der udsigt til nedsættelse af varmeprisen når Farsø Varmeværk udsender sin årsopgørelsen den 1. oktober.

Farsø Varmeværk har haft et godt jubilæumsår. Stigende varmesalg og nye forbrugere. Derfor nedsættes varmeprisen med 10%.

Fjernvarme bestyrelsen har nemlig indstillet at afregningsprisen pr. m3 nedsættes med 10%, i forhold til a conto opkrævningen.

– I varmeværkets 50 års jubilæumsår er det dejligt at kunne nedsætte varmeprisen, samtidig med at vi har kunnet byde velkommen til 32 nye forbrugere efter tilbud om tilslutning med 50% rabat, fortæller formand for Farsø Varmeværk, Søren Kjær.   

Ved regnskabsårets afslutning er der 1.469 tilsluttede forbrugere, og der forventes en jævn tilslutning af nye forbrugere.

Varmesalget har været på 759.688 m3 mod et budget på 710.700 m3 og et salg i 2008-2009 på 677.567 m3. 

Stigningen i salget harmonerer godt med den øgede produktion som følge af en kold vinter og flere forbrugere.

Reduktionen i varmeprisen sker på baggrund af de senere års forsigtige budgettering omkring indkøb af flis og forventede udgifter til den løbende renovering.

Alle målere aflæses nu automatisk og det giver mulighed for at besøge de forbrugere der har væsentlige ændringer i deres forbrug,

Fjernvarmebestyrelsen ser frem til at fremlægge beretning og regnskab til generalforsamlingen, der finder sted i slutningen af november, hvor alle forbrugere er velkomne.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.