Sparekassen Farsø igen blåstemplet som sund virksomhed

FARSØ: Sparekassen Farsø er stadig en af Danmarks sundeste arbejdspladser. Sparekassen er netop som de første blevet recertificeret af Dansk Firmaidrætsforbund.

Sparekassen Farsø gør det igen. I 2008 blev Sparekassen Farsø kåret som landets sundeste arbejdsplads. Nu er Sparekassen som de første blevet recertificeret af Dansk Firmaidrætsforbund,

Som den første virksomhed i Danmark blev Sparekassen Farsø i 2008 sundhedscertificeret. Nu pengeinstituttet igen fået stemplet ”en sund arbejdsplads” af Dansk Firmaidrætsforbund.

De 100 medarbejdere i Sparekassen Farsø er meget stolte af at ligge forrest i sundhedsfeltet, og førerpositionen vil de gerne holde fast i.

– Det giver en gejst blandt medarbejdere. De er stolte over det, vi gør for både medarbejdere, deres familier og lokalsamfundet, siger udviklingschef Gert Hosbond. 

– Sparekassen Farsø er foregangsmænd på dette område, især fordi de forstår at involvere medarbejderne i projektet – og endda får deres familier og andre i lokalsamfundet med på den sunde vogn, siger Ragna Knudsen, næstformand i Dansk Firmaidræt, der sidste onsdag overrakte recertificeringen til Sparekassen Farsø.

Indsatsen breder sig 
I 2008 blev Sparekassen Farsø kåret som landets sundeste arbejdsplads og udviklingschef Gert Hosbond kåret som årets ildsjæl på sundhedsområdet. Titlerne er mange, men de startede heller ikke indsatsen i går.

– Vi har de sidste 20 år fokuseret på at lave både motionsaktiviteter og andre aktiviteter i lokalsamfundet. Vores medarbejdere er meget lokalt engageret, og det har været en tradition i Sparekassen Farsø, at udvise det engagement f.eks. ved Farsø-løbet med 1.500 deltagere i år, siger Gert Hosbond. 

I 2005 tog det fart, da det blev en del af strategien at gøre arbejdspladsen sundere.

– Vi ville gøre sundhed til en mere konkret del af vores hverdag, men ikke kun for vores medarbejdere. Vi har kunnet mærke, at her gør vi en forskel for medarbejdere, så det var naturligt også at inddrage kunderne og lokalsamfundet. Vi har en stor lokal markedsandel – derfor er det også vigtigt for os at brede indsatsen ud her. Og tingene hænger sammen – den brede indsats giver en endnu større trivsel og arbejdsglæde blandt medarbejderne, mener Gert Hosbond.

Sidste onsdag blev Sparekassen Farsø som de første recertificeret som sund virksomhed. Alle medarbejdere var inviteret til en sjov og sund aften i Dronning Ingrid hallerne.  Her kunne medarbejderne møde Susanne Wilbek, tidligere håndboldmålmand for damelandsholdet. Susanne Wilbeck har også tidligere arbejdet med sundhedsfremme i Viborg kommune og gav sparekassens medarbejdere gode råd om at ændre vaner og sætte realistiske, personlige mål. Aftenen bød også på sunde og sjove aktiviteter, der gav sved på panden og besøg i sundhedscafé med masser af information om sundhed og måling af blodtryk, BMI og lungekapacitet m.m.

FAKTA : Sundhedscertificering
Ganske som med arbejdsmiljø kvalitetsstempler Dansk Firmaidrætsforbund private og offentlige virksomheder, der lever op til fastlagte krav på Sundhedsstyrelsens indsatsområder: Kost, rygning, alkohol, motion og stress. SundhedsCertificering sætter ord og handling på sundhedsarbejdet og er en håndsrækning til arbejdspladser, der ønsker en sundere hverdag. En SundhedsCertificering® gælder i 2 år hvorefter virksomheden skal recertificeres.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: