Forside Blog Side 375

I kørestol fra Hornum til grænsen ad Hærvejen – hvorfor?

Far og datter, der begge lider af rygmarvbrok, tog her til morgen starten på en 260 km lang tur fra Hornum til grænsen

VESTER HORNUM/HORNUM: For at motivere andre handicappede og kørestolsbrugere til at komme mere ud i naturen, lyder svaret fra Niels Peter Krog Jensen fra Vester Hornum, der her til morgen, sammen med sin datter Sofie, startede turen på de 260 km fra Hornum til grænsen.  

Rygmarvsbrok
Begge lider af rygmarvsbrok. Niels Peter i den grad, at han må have hjælp af en kørestol. 14-årige Sofie er mere selvhjulpen, fordi hun trodser sin sygdom gennem fysisk aktivitet og træning, hvilket betyder at hun kan cykle turen på en almindelig mountainbike, dog med el-batteri, som Sofie dog ikke mener hun får brug for.

Niels Peter Var også helt frisk som ung. Det var først som 30-årig at hans sygdom brød ud og gjorde ham handicappet.

Kørestol med elektrisk hjælpemotor
De seneste års udvikling med el-cykler har også gjort at man kan få en elektrisk hjælpemotor, der kort og godt spændes foran kørestolen og således trækker Niels Peter frem. Han kan køre ca. 30 km. på en opladning, så han har naturligvis altid et ekstra batteri med i kurven.

Sidste år brændte kørestolsmotoren sammen, I år regner Niels Peter Krog Jensen og hans 14-årige datter Sofie med at nå hele vejen i mål – fra Hornum til Padborg på cykel.

Det er halvanden år siden at Niels Peter fik bevilliget den elektriske hjælpemotor.

-Det forandrede så meget for mig, fortæller Niels Peter. Jeg kunne komme ud, og var ikke bundet af kørsel i handicapbil og at nogen skulle skubbe mig frem i kørestolen. Jeg opdagede naturen og hvor fantastisk den er – og nu var den ovenikøbet gjort tilgængelig for mig.

Det startede med, at fulgtes med Sofie til ridning i Ranum. Hun kørte på cykel og jeg i kørestol med hjælpemotor.

Ud over at det har gjort noget særligt for vores sammenhold, så var det også udløberen for at vi ville ud på en længere tur sammen.

Fra Vesthimmerland til grænsen 
-Så det er ikke første gang vi prøver turen fra Vesthimmerland til grænsen langs hærvejen. Vi prøvede sidste år, men der brændte min el-hjælpemotor sammen lige før Rødding – og dermed var turen slut. Sådan håber vi ikke det går i år.    

Sofie mener vi kan klare turen på 4.5 dage. Jeg mener nu 5-6 dage. Det bliver mellem 50-70 km. hver dag – alt efter underlag, for hærvejsruten består både af stenmel og grus og det trækker selvsagt godt i batteriet. Desuden er ruten også tilrettelagt efter shelterpladserne og andet ophold undervejs. Min kone Kamilla kører følgevognen, altså vores handicapbil. Hun kører dermed i forvejen og har gjort alt klar til Sofie og mig, når vi ankommer.

Vi glæder os rigtig meget. Siden sidste år er vi blevet en del af projektet Natur for Alle, som er støttet af Aage V Jensens Fonde, Friluftsrådet og Videnscenter om handicap.

Vi er på den måde blevet frontløbere, forstået på den måde at vi er med til at kortlægge tilgængelig natur i vort lokalområde og i Danmark, således at flere mennesker med handicap kan komme ud i det fri.   

På den måde er vi også kommet i kontakt med Vesthimmerlands Kommunes naturvejleder Karin Winther, fortæller Niels Peter Krogh Jensen.  

Naturvejleder går meget op i at gøre naturen tilgængelig for alle
Hun går meget op i at gøre naturen tilgængelig for alle. For nogle år siden introducerede hun rollatorruter i to af kommunens skove, bl.a. Uhrehøje.

-Der kommer jeg også selv, men har taget skridtet videre til mountainbike sporet sammen med Sofie.

Karin Winther er også involveret i promoveringen og optimeringen af i Hærvejsruten, der renoveres for 12,1 mio. kr. erfor var hun også med på den første del af Niels Peters og Sofie tur.

På den første del af turen gennem Vesthimmerland kørte naturvejleder Karin Winther med, for at blive klogere på, hvilke faciliteter der skal til, for at Natur er for Alle.

Fulgte med på første del af turen
-Jeg følger med indtil de kører ud af Vesthimmerlands Kommune. På den måde kan jeg blive klogere på hvilke ting vi skal fokus på for handicappede, når de benytter vore cykelruter og shelters. Desuden har jeg bedt Niels Peter om at føre dagbog undervejs, så vi kan få samlet alle de gode og dårlige oplevelser op under undervejs. Det kan være alt lige fra nedkørsler, manglende toiletter manglende adgang til strøm o.a., fortæller Karin Winther, der er meget begejstret for projektet ”Natur for alle”            For Niels Peter og Sofie er hovedformålet at motivere andre handicappede og kørestolsbrugere til at komme mere ud i naturen.      

Afgang fra Hornum

De lækreste kager serveret på Hessel

Det var svært at vælge imellem de mange lækre kager

HVALPSUND: I gamle dage var det meget almindeligt, at der blev inviteret til søndagskaffe med kage.

Således var det også i dag, hvor Herregården Hessel inviterede til Store Kagedag.

Kagedagen er en meget populær tradition på Hessel, hvor den blev afholdt for ellevte år i træk.

Der var kø udenfor Hessels cafe til de lækre kager og der kom hele tiden nye gæster til.

Som sædvanlig, var der en lang kø af lækkersultne der ventede på at komme til kagefadene kl. 14.00, da 2 timers arrangementet startede. For det er med at være på plads mens udvalget er størst!.

25 forskellige kager havde Hessels køkkenpige laug – med Gitte Bøgh i spidsen, frembragt – alle bagt på baggrund af gamle husmandsopskrifter.  Hertil skal huskes, at der ikke kun blev bagt et styk af hver. For lagkagerne eksempelvis gjaldt det, at der var blevet bagt flere styk af hver variant, så der kunne blive nok til de mange gæster der rykkede ind på Hessel.

Først de bløde “stopkager”- boller og kringle, så pladekager, tørkager, æblekage, flødeskumslagkager, og til sidst småkager.

Som en nyhed i år kunne Gitte Bøgh fremhæve en boghvedekage, som var glutenfri og marmorkage. Også flere kager var sukkerfrie, så alle kunne være med.

Heldigvis måtte man gerne gå flere gange

Og det var naturligvis muligt at gå flere gange, men der var altså kun plads til tre kager ad gangen på tallerkenen plus en småkage. 

Om nogle fik prøvesmagt alle 25 forskelige varianter er uvist, men det var tydeligt blandt de fleste, som stod i kø i ved kagebordet, at det var svært at vælge imellem lækkerierne, hvor den ene kage fristede mere end den næste. Der var stor ros til køkkenpigerne.

Heldigvis kunne der hentes flere forsyninger af kagerne.

Tæt på 150 gæster tog for sig af det gigantiske kaffebord med kaffe, the eller saftevand til. Med fare for at flødekagerne flød ud, satte kagegæsterne sig til rette på de udendørs opstillede borde og bænke i det flotte sommervejr eller i skyggen i det udendørs telt. Begge steder kunne man nyde de særdeles velsmagende kager sammen med Hessels flotte udsigt til Limfjorden. 

Med fyldt mave kunne man efterfølgende tage en tur rundt på Hessel og se udstillingerne i stuehuset, og var man undervejs i kagespisningen stødt på en favoritkage, som man kunne have lyst til at bage hjemme, var der også mulighed for at få opskriften med sig hjem.

FAKTA:
Man kunne bl.a. smage disse kager:
Kaffeboller, Kærnemælkshorn, Kringle, Muffins, Roulade
Flere forskellige lagkager m. frugt eller chokolade,
Linser, Jordbærtærte, Boghvedekage, Squashkage, Appelsinkage
Marmorkage, Bedstefar m. skæg kage, Drømmekage, Vandbakkelse
Hindbærsnitter, Mandeldrenge, Kyskager, Godsets dejlige småkager, Sukkerfrie småkager

Tommel-op for områdefornyelsen mellem havnene

Her til eftermiddag kunne involverede Hvalpsund borgere og medarbejdere fra Vesthimmerlands Kommune give ”tommel-op” for at vedtage det endelige områdefornyelsesprogram for ”Mellem havnene i Hvalpsund”.

HVALPSUND: Her til eftermiddag mødtes de involverede Hvalpsund borgere og medarbejdere fra Vesthimmerlands Kommune for at vedtage det endelige områdefornyelsesprogram for ”Mellem havnene i Hvalpsund”.

Her gennemgår Carsten Agesen fra Vesthimmerlands Kommune det endelige program for områdefornyelsen “Mellem havnene” til godkendelse

Programmet er udarbejdet af Kjølhede Arkitekter i Århus.

Programmet skal nu godkendes af Økonomiudvalget i Vesthimmerland, således pengene til projektet kan blive frigivet og myndighedsbehandlet. Sidstnævnte kan tage op til et år.

Planen er
Kystsikringen er færdiggjort, og derfor kan anlæggelsen af de to badebroer som det første gå i gang næste forår. Promenaden vil have anlægsstart i oktober 2023 samtidig med Strandpladsen med gynger. Med andre ord vil projektet være afsluttet i slutningen af 2023 og starten af 2024.   

Sådan ser planen ud for mellem havnene.
Så flot kommer Strandpladsen med gynger ved lystbådehavnen til at se ud. I baggrunden ses promenaden og broerne.
Det er er strandpladsen kommer til lægge

 Høj inddragelse af borgere og brugere
Der har i projekteringsfasen været en høj inddragelse af borgere og brugere i Hvalpsund. I omegnen af 30 borgere har været med i forløbet omkring områdefornyelse “Hvalpsund – Mellem Havnene

I den forbindelser er der i starten af året blevet afholdt to borgermøder i Hvalpsund Hallen og efterfølgende et ekstraordinært møde i Nautilus’s klubhus.  

Afsættet har hele tiden været den foreliggende visionsplan for Hvalpsund, samt de tanker og idéer som arbejdsgruppen “Mellem havnene” har arbejdet med, suppleret med input fra bestyrelsen for Nautilus og “Flugten til Hvalpsund”.

Fysisk forbindelse mellem havnene prioriteret
Der har hele tiden været bred enighed om, at det er den fysiske forbindelse mellem havnene, som skal prioriteres. Det vigtige på dette sted er vandet, stenene, himlen og opholdet ved vandet, som skal styrkes gennem enkle greb af kvalitet.

Med afsæt i disse tanker og idéer præsenterede Kjølhede arkitekter tidligere i år et samlende projektforslag for området mellem havnene. Fra borgerne var der dog ønske om at stiforbindelsen mellem havnene kunne forlænges et yderligere stykke.

Dette er blevet løst, således at promenaden kommer til at dække 92% af strækningen.

Den nye kystsikring er etableret, men det bliver først næste år at promenade, badebroer og strandplads etableres

En del af en større udvikling af Hvalpsund
Områdefornyelsen mellem havnene er en del af en større udvikling af Hvalpsund, som understøttes af både kommunale og private investeringer samt en række tiltag, som Hvalpsunds foreningsliv står bag.

Den igangværende og kommende udvikling af området ved lystbådehavnen mod nord, bygger i høj grad på den gældende lokalplan fra 2014.

Flere ting er allerede iværksat
En række initiativer er allerede iværksat. For øjeblikket er Vesthimmerlands Kommune ved at omlægge Fjordvej bag om Marina for 2,3 mio. kr. Der etableres ny plads til vinter-oplag af både og nyt mastehus for 5 mio. kr.

Flere boligbyggerier
Begge projekter baner vejen for flere nye boligbyggerier. Det første er netop gået i gang, hvor Aars Boligforening opfører seks rækkehuse.

I de kommende år forventes der endnu flere nye boligområder i lystbådehavnområdet i samarbejde med Vesthimmerlands Kommune. Vesthimmerlands Kommune har netop sat arealet med tidligere Restaurant Marina til salg med henblik på nedrivning og opførelse af nye attraktive boliger.      

Bedre vilkår for sejlende
Desuden har Vesthimmerlands Kommune netop etableret en læmole ved indsejlingen til lystbådehavnen og har forstærket ydermolen med adgang for gående. Dette har kostet 3,5 mio. kr.

Vandsportsklubben Nautilus arbejder på et nyt klubhus og mindre bygninger til robåde og kajakker, der placeres nær lystbådehavnen og den nye opliggerplads.

Nye ting allerede etableret ved erhvervshavnen
Udviklingen af området ved erhvervshavnen er også i gang Her er der etableret flex-parkering og efter sommerferien følger begrønning af den eksisterende parkeringsplads.  Legepladsen er blevet udvidet og har fået ny toiletbygning. Anlæggelsen af en solnedgangsplads i vandkanten nær færgelejet går i gang i slutningen af august måned. Desuden er der ved at blive lavet et skitseforslag for et nyt aktivitetshus ved havnen.

Det sker meget frem til udgangen af 2024
Områdefornyelsen der gennemføres i 2021-2024 beløber sig til 3 mio. kr. og omfatter også stier gennem og omkring Hvalpsund med et forbindende mødested midt i byen ved Dagli Brugsen.

I alt har/er fem arbejdsgrupper været/er i gang med de mange projekter. 

Ny Home-indehaver har ansat tidligere kollega

Peter Asbjørn og Camilla Kristensen, der begge har taget deres ejendomsmægleruddannelse i Farsø, har nu åbnet en Home ejendomsmæglerbutik i Aars.

VESTHIMMERLAND: Ejendomsmægler Peter Asbjørn Poulsen, der står bag ejendomsmæglerkæden Home’s etablering i Vesthimmerland med kontor i Aars, har lige ansat sin første kollega.

Kamilla fra Farsø
Det er ejendomsmægler Kamilla Kristensen, 37 år, der kommer fra en stilling som ejendomsmægler hos EDC i Farsø.

Og det var faktisk også her, hvor Peter Asbjørn og Kamilla arbejdede sammen i halvandet års tid, at de fandt ud af, at de gik rigtig godt i spænd som kolleger.

-Vi har bare god kemi og respekt for hinandens evner og faglighed, så da jeg fandt ud af, at jeg skulle være indehaver i Home-kæden, var jeg ikke i tvivl om, at jeg gerne ville have Kamilla med på holdet. Og nu er det heldigvis lykkedes, at få mit eget ’dream team’,” siger en glad Peter Asbjørn Poulsen, der med sine 29 år en af de yngste indehavere i Home-kædens 185 butikker.

Kamilla Kristensen tiltrådte som ejendomsmægler i Home i Aars, der dækker hele Vesthimmerland, allerede den 1. maj, inden mæglerbutikken var helt på plads.

-Jeg glæder mig til samarbejdet med Peter Asbjørn. Vi har en fælles opfattelse af, hvordan tingene skal gøres, og det glæder jeg mig til at føre ud i livet, fortæller Kamilla.

Et godt sted at være barn
Hun har været vidt omkring i sit arbejdsliv – dog altid inden for salg – og hun er blandt andet uddannet materialist.

-Siden handelsskolen har jeg altid sagt, at jeg skulle lære at ’sælge sand i Sahara’, og siden har jeg takket ja til de muligheder, der er kommet min vej og har på den måde haft fornøjelsen af, at komme hele vejen rundt i salgsverdenen, fortæller Kamilla, der er opvokset i Farsø, men flyttede til Aalborg i en årrække, da karrieren trak hende i den retning.

Siden 2017 har hun igen boet i Farsø sammen med sin kæreste Torben og deres sønner Anton og Arthur.

-Farsø har jo bare det hele, og det er et dejligt sted for børn at vokse op og få god tid til at være barn, fortæller Kamilla, der faktisk har haft en drøm om at blive ejendomsmægler, siden hun gik på handelsskolen. Men på det tidspunkt var temperamentet ikke lige til mere tid på skolebænken.

Mens hun var på barsel, voksede lysten dog til at forfølge den gamle karriereplan, og hun fik overbevist den lokale EDC-mægler om at ansætte hende i en trainee-stilling.

Så i 2018 gik Kamilla fra at sælge ’sand i Sahara’ til at sælge ’boliger i Vesthimmerland’, og i 2021 fik hun uddannelsen som ejendomsmægler i hus.

Bløde værdier i stedet for spidse albuer
Kamilla er glad for, at hun forfulgte drømmen om at blive ejendomsmægler.

-Jeg føler, jeg er havnet på rette hylde, men jeg passer slet ikke på fordommen om en ejendomsmægler med fuld fart på og ’spidse albuer’. Jeg elsker at møde nye folk, tage mig god tid til at lære dem at kende og hjælpe dem helt i mål med deres boligplaner, fortæller Kamilla og uddyber:

-Faktisk er det bedste, jeg ved nøgleoverdragelsen, når handlen er på plads, hvor jeg kan se og mærke, at både køber og sælger er glade. Det er meget tilfredsstillende, siger hun med et smil.

I den første måned i sit nye job hos Home Aars arbejdede Kamilla hjemmefra, indtil Home-butikken var klar til at tage i brug.

Nu glæder jeg mig rigtig meget til at møde kunderne, siger Kamilla.

Også Peter er helt igennem lokal
Igennem et godt stykke tid har man i ejendomsmæglerkæden Home været på udkig efter den helt rigtige ejendomsmægler og den rigtige beliggenhed til at flytte ind i Aars med en ny mæglerbutik. Og med 29-årige Peter Asbjørn Poulsen var der et match.

Han bor og har altid boet i Aars og er også udlært som ejendomsmægler i området – dog med en afstikker til EDC i Randers de seneste par år.

-Jeg ville ud og prøve kræfter med noget andet, og det har været fedt, fortæller Peter Asbjørn Poulsen.

Da muligheden for et samarbejde med Home bød sig, var han ikke i tvivl om, at han ville vende hjem

-Jeg er virkelig glad for at være tilbage i min egen ’baghave’. Det er her, jeg kender hver en villavej og sidegade, og det er området her, mit hjerte banker for,” fortæller Peter Asbjørn, der startede i ejendomsmæglerbranchen tilbage i 2015 som led i sin uddannelse til Finansøkonom. I 2019 kom uddannelsen til ejendomsmægler i hus. 

Med sin mæglerbutik, der også dækker Farsø, Løgstør, Ranum, Gedsted m.fl. er Peter Asbjørn således helt på hjemmebane i det vestlige Himmerlands boligmarked,

-Det er en drøm for mig at blive selvstændig. Jeg glæder mig rigtig meget til at tilbyde boligejerne i Vesthimmerland et alternativ til de etablerede mæglere, fortæller Peter.

Fuldt fokus
Peter Asbjørn og Kamilla Kristensen starter fra bunden, uden boliger til salg, men det mener Peter kun er positivt for boligejere, der vil sætte til salg hos Home Aars.

-Hos os skal boligen og boligejeren jo af gode grunde ikke dele opmærksomheden med andre kunder. Man får vores fulde fokus, påpeger han, men satser selvfølgelig på i løbet af kort tid at bygge et udvalg af boliger op til interesserede købere.

Åbningen af den nye Home-butik i Aars skal selvfølgelig fejres.

-Vi holder en reception den 1. juli, hvor man er velkommen til at komme og hilse på og få lidt godt til ganen, siger Peter Asbjørn.

Runde grunde fjernes på Iduns Vej

Lige nu fjernes jordvoldene omkring de runde grunde på Iduns Vej. Grundene gøres firkantede og nogle ændres i grundstørrelse.

FARSØ: En ny og netop godkendt lokalplan har gjort det op med runde grunde i Idunsvej udstykningen i Farsø. Det er sket med stor borgerinddragelse og dialog.

Entreprenørmaskiner er derfor lige nu ved at fjerne de jordvolde, der har omgivet udstykningens udskældte runde grunde. Nu gøres matriklerne firekantede, ligesom der etableres tre miniparceller.

Desuden fjernes der høje træer i den sydlige del af udstykningen som vil give et bedre lysindfald. Også vild beplantning vil blive skåret tilbage, ligesom der vil blive lagt nyt stenmål på udstykningens stier.

Formålet med omlægningen er at gøre op med primært de runde grunde, som ikke har været særligt efterspurgte, og dermed har sat grundsalget i stå. De ændres derfor nu til mere traditionelle grunde med skel og hjørner. Desuden kommer der tre små grunde, som vil henvende sig til husbyggere som ønsker en mindre have. En trekantet grund inddrages til fællesareal og til udvidelse af regnvandssøen.

Ud over ændring af grundene gives der også mulighed for plantning af hæk. Befæstelsesgraden hæves til 50% og byggehøjden ændres fra 11 til 9 meter.

Sådan ser den nye lokalplan og grundplan ud for Idunsvej. 10 tidligere runde grunde gøres firkantede. En grund ændres til tre miniparceller og en trekantet grund sløjfes og inddrages til fællesareal.

Spadestik taget til nye boliger i Hvalpsund

I mandags blev der taget spadestik til de seks nye almenboliger på lystbådehavnen i Hvalpsund, der vil blive opført af Aars Boligforening. Der blev taget hele tre spadestik af henholdsvis borgmester Per Bach Laursen, formand for Aars Boligforening Jørn Jensen og hvalpsundborger og byrådspolitiker Lars Andresen. Yderst til venstre ses direktør for Aars Boligforening Brian Larsen.

HVALPSUND: Mandag morgen blev 1. spadestik – eller snarere de 3 første spadestik, taget til 6 nye boliger på lystbådehavnen i Hvalpsund, opført af Aars Boligforening.

3 spadestik
For de tre spadestik stod først formand for Aars Boligforening Jørn Jensen, dernæst Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen og endelig byrådsmedlem – og ikke mindst borger i Hvalpsund med stort engagement i udviklingen af Hvalpsund, Lars Andresen.

Lokal arbejdsgruppe tog kontakt for 3,5 år siden
Men allerførst fortalte direktør for Aars Boligforening, Brian Larsen om de nye boliger i Hvalpsund.

-For 3,5 år siden da jeg startede i boligforeningen, da gik der ikke ret mange dage før der stod en lokal arbejdsgruppe her fra Hvalpsund og sagde: Vi vil rigtig gerne have nogle boliger i Hvalpsund. Er det ikke noget boligforeningen vil bygge, blev der spurgt. Og det synes vi faktisk var en rigtig god idé. Men når en boligforening skal bygge nye boliger, så tager det altid lidt tid for at få aftaler på plads. Og derfor er jeg glad for at det blev Aars Boligforening der blev valgt til at bygge her i Hvalpsund. Og jeg er også glad for at vi nu endelig er klar til at tage det første spadestik. Aars Boligforening bygger rigtig mange steder i øjeblikket. Ud af de 43 boliger der står klar om lidt i Aars, Gedsted og Vegger er der kun tre der er ledige. Og det har vi det rigtig godt med. Det viser at behovet for almenboliger er der i hele Vesthimmerland. Det kunne være dejligt med denne skønne beliggenhed i Hvalpsund, at det ovenikøbet bliver nye tilflyttere til Vesthimmerland, der flytter ind. Vi tror at dette projekt i Hvalpsund bliver en god succes. Og derfor har vi også allerede sendt en tegning på den gule bygning(Marina). Der synes vi også, at det kunne være oplagt at bygge lidt flere almene boliger, når vi har fået lejet de 6 boliger vi skal til opføre nu.

Udviklingen er i gang i Hvalpsund
Fra formand for Aars Boligforening, Jørn Jensen lød det: – Jeg har set hvad der er sket her i Hvalpsund over de senere år, og jeg vil sige at vi vil gøre vores ypperste for at følge med jer her i Hvalpsund. For det I har lavet ovre omkring havnefronten det ser hammer-godt ud. Det kan I godt være stolte af. Vi forsøger at lægge os i selen og levere noget pænt og ordentligt byggeri.

Borgmester Per Bach Laursen sagde: -Jeg glæder mig til dette byggeri. Det har været mange år undervejs. Det er rigtig det du siger Brian. Fokus på Hvalpsund har været der i mange år fra Byrådets side af. Der er lavet en lokalplan og det er grunden ti,l at vi nu kan bygge her. Og området oppe bagved (Marina – red) er ganske rigtigt klar til at bygge videre på, men det er den investor der kommer med det bedste projekt og byder mest, der får opgaven. Og her mener jeg at Aars Boligforening har budt ind med rigtig gode projekter. Og på kommunens vegne, vil gerne sige tak, fordi I kigger på de mindre samfund, for det har vist sig de senere år, at det kan man godt – og boligerne kan lejes ud.

Kan blive startskuddet til endnu mere spændende boligbyggeri
Lars Andresen sagde: -Tak fordi jeg må komme her i dag for at tage et spadestik til et byggeri i min egen hjemby. Jeg var med i 2013 og 2014 da vi lavede den nye lokalplan for området. Det foregik oppe på Restaurant Marina med 2 borgermøder med inddragelse af hele Hvalpsund og omegn samt forvaltningen. Så det er 8 år siden lokalplanen blev vedtaget i Byrådet, og det er nu vi høster frugterne af det arbejde der blev gjort dengang for at bygge boliger her på havnen. Så det har vi glædet os rigtig meget til. Og det er rigtigt, at jeg har været i røret til Brian en gang imellem for at høre hvad det sker efter at det blev offentliggjort, at der kommer nogle lejligheder hernede. Vi vil gerne åbne for muligheden for, at man kan sælge sit hus eller sin landejendom for at flytte til noget mindre – noget almennyttig. Så vi synes det er en rigtig god ting der sker med disse boliger sammen med en masse andre ting i områdefornyelsen i Hvalpsund. Personligt synes jeg, at det her byggeri godt kan blive startskuddet til noget rigtigt spændende. For hvis det bliver en succes, så gad vide hvad der kan ske af boligbyggeri heromme bagved eller nede på vinteropbevaringspladsen. Der er mange potentialer og muligheder.

Projektet omfatter en træbygning i et-plan, opført som rækkehus, indrettet med 6 stk. 3- værelses lejligheder på hver 90m2, med egen carport.

Står klar til indflytning næste forår
Der er allerede etableret forsyning til de nye boliger på lystbådehavnen i Hvalpsund som får adressen Fjordvej 22, og selve opførelsen går i gang i denne uge. Beboere vil kunne flytte ind i marts/april måned 2023. På det tidpunkt vil omlægningen af Fjordvej bag om Marina også være tilendebragt, således der ikke vil være gennemgående trafik på selve havneområdet, men p-pladserne vil fortsat bestå.

140 til herregårdskoncert på Hessel – FOTOS

140 koncertgæster deltog i 1. udgaven af herregårdskoncert på Hessel

HVALPSUND: Vejret var sommerlunt og holdt tørt. Kun vinden drillede lidt, så arrangørerne af den første friluftskoncert på Herregården Hessel i nyere tid, nemlig Hvalpsund Borgerforening og Hessel selv, besluttede sig for at beholde siderne på det bolsjestribede telt, der søndag eftermiddag agerede koncertsal for selveste Kim Sjøgren og Tina Siel.

Formand for Hvalpsund Borgerforening, Ole Randrup er meget tilfreds.

-Det er jo det her arrangement vi har drømt om at afholde i årevis. Jeg er allerede begyndt at tænke på hvem vi skal have til at optræde næste år, siger han. 

Selvom siderne ikke blev lynet af siderne på teltet – så den flotte udsigt til fjorden kunne åbenbare sig foran de 140 koncertgæster, så gik det hele over al forventning. Tilhørerne lyttede, sang med og hyggede sig.

Kim Sjøgren optrådte med vanlig humor og viste sit talent på en violin.

I første afdeling optrådte Kim Sjøgren. I anden afdeling Tina Siel, der havde medbragt sin to døtre Julie og Emilie.

Tina Siel ankom med en infektion på stemmebåndene og kunne derfor beklageligvis ikke synge igennem. Men det kompenserede hun i den grad med, ved at medbringe hendes to ikke mindst ligeså sangtalente døtre Julie og Emilie. Der blev således sunget både solo, to-stemmigt og tre-stemning på sangene, der ud over Tina Siels eget repertoire også udgjorde kendte sommersange – såsom ”Jeg ved en lærkerede”, som koncertgæsterne sang med på hele to gange, da Kim Sjøgren også havde valgt den smukke sommersang.

Koncerten foregik i dette telt bag ved Hessels lade

Koncerten på Hessel bliver den første af flere koncerter som Hvalpsund Borgerforening står bag denne sommer.Den 1. juli vil der ligesom sidste år, være hyggelig friluftskoncert på Havnepladsen, denne gang med Den Syngende Bager. I forbindelse med Havnefesten i uge 28, vil der på havnefestens sidste dag være optræden af Ole Gas. Den 21. juli vil der være irsk folkemusik med Fjordfolk i teltet på Havnepladsen og den 7. august vil der være Sommersang ved Fjorden med Jættebanden.  

Også Herregården Hessel kan byde på endnu en koncert, nemlig i Hessels lade. Det bliver den 3. juli med Alberte Winding.

Janni inviterede indenfor i sin hyldeplantage – FOTOS

LOUNS: Søndag eftermiddag var der premiere på Hyldens Dag på Skoulund Økologi i Skovbakker.

Her var der Janni og Peter Sørensen der inviterede indenfor i deres hyldeplantage – plantet i 2014, der i dag er omdrejningspunktet for deres leverance af økologiske hyldeblomster til flere danske producenter af saft, øl, ekstrakt, is m.m.

Janni Sørensen fortæller om hyldeblomsten i sin plantage

Baggrunden for arbejdet med hyldeblomst udsprang egentlig af Janni’s forkærlighed for hyldesaft, men det skulle vise sig af hyldeblomsten har et meget større potentiale og flere anvendelsesmuligheder end bærerne.

Fra ca. 1.500 buske i plantagen høstes der i dag 4 tons hyldeblomst.

Der er ca. 1.500 hyldebuske i plantagen og hyldeblomsterne plukkes med håndkraft.

Hyldeblomsterne høstes lige nu her i juni, hvor smag, duft og saft er bedst. Der er seks plukkere i gang for øjeblikket fra 7 morgen til 4 eftermiddag, og der plukkes ca. 400 kg. om dagen. I januar og februar skal buskene beskæres, da det vigtig at holde dem nede, så man kan plukke fra jorden, ellers bliver hylden meget hurtigt et stort træ. Plantagen holder i 25 år.

-Vi har et klimabælte i Danmark der er helt ideelt, og en jordbund her på Louns Halvøen der giver god grobund. Derfor er hylden også så udpræget her, og årsagen til vi har startet plantagen. Hyldeblomsterne her er af fineste kvalitet, siger Janni Sørensen.      

-Plantagen gør også noget for biodiversiteten. I afskårne grene bor der dyr såsom ræve og harer. I buskene bygger fuglene reder og der fyldt med insekter. Der er så meget liv her. Så når vi giver naturen plads, så kommer den også hurtigere og tager over, fortæller Janni Sørensen videre.   

Dagens gæster blev budt på mange smagsprøver med hyldeblomst som ingrediens. Bl.a. friteret hyldeblomst med hyldeblomst is til. Hyldeblomst kage m.m.
Her skåler Janni Sørensen (t.h.) med gæster, de har fået serveret en hyldecocktail.

På Hyldens Dag havde Janni Sørensen inviteret sine nuværende samarbejdspartnere, som hun leverer hyldeblomsterne til, og det blev derfor til nogle meget lækre smagsprøver til de mange gæster der lagde vejen omkring Skoulund denne dag. Det var lige fra friteret hyldeblomst, til cocktails, øl, saft, is og kage.

I den gamle studestald var der salg af øl, saft, snaps, likør, marmelade og andre produkter hvori hyldeblomst indgår.

Og meget spændende var det da Janni Sørensen bød på rundvisning i plantagen og fortalte om plukningen og pasningen af hylden. Der findes ca. 50 forskellige hyldesorter og mange findes vildtvoksende i naturen. Selv har Janni udvalgt 3 sorter, som passes og plejes i plantagen.

Der rokeres rundt og sorteres i Vesterbølle 

Mange kiggede forbi til Åbent Hus i Levende Landsbykultur i Vesthimmerlands udstillinger i Vesterbølle

VESTERBØLLE: I anledning af Kulturarvsmåneden inviterede Levende Landsbykultur i Vesthimmerland til Åbent hus på de nu tre matrikler som foreningen råder over i Vesterbølle.

Og der arbejdes ihærdigt på alle tre. Efter at Hougaarden sidste blev solgt til Levende Landsbykultur i Vesthimmerland for en krone, er der blevet arbejdet på at skaffe fondsmidler til renovering af den historiske og bevaringsværdige gård midt i Vesterbølle.

Landsbykulturen har overtaget Hougaarden for en krone og nu skal den bevaringsværdige gård renoveres og indrettes som besøgscenter.

Det er særligt stuehuset, der trænger til den store omgang.  Ca. 600.000 er ”i hus” til formålet, og svar på flere ansøgninger afventes lige for øjeblikket. Renoveringen inklusiv nyt tag og nye vinduer er budgetteret til kr. 750.000.

Planen er, at Hougaarden skal åbne som et besøgscenter i 2023 med åbent flere dage om ugen i sommerperioden, hvor turister kan finde inspiration til en tur i Vesterbølle og foreningens store kulturhistoriske samling af landbrugsredskaber og køretøjer.

Og netop landbrugsredskaber og køretøjer er netop nu ved at finde vej til Hougaardens lade. Det har tidligere stået opmagasineret på Lerkenfeld og på landsbykulturens øvrige to matrikler.

Der er således nu ved at blive ryddet op i vognparken, men også de mange andre udstillede genstande, hvor man fremover helst ikke vil have for mange udgaver af de samme effekter og redskaber, for det er der simpelthen ikke plads til.    

Ertebøllefolket melder klar til sommeren

Centerleder og arkæolog Louise Villadsen melder klar til et brag af en sommersæson på Stenaldercenter Ertebølle, hvor levende formidling, særlige oplevelser og en ny udstilling venter gæsterne.

ERTEBØLLE: Skoleklasser og andre besøgsgrupper har allerede gæstet Stenaldercenter Ertebølle siden april.

Nu vil alle andre gæster også snart få mulighed for at sejle i stammebåd, skyde med bue og pil eller dykke ned i et af de mange spændende værksteder, når dørene nu slåes op til sæsonåbningen.

-Jeg glæder mig meget til at byde folk velkommen til stenalderen igen, fortæller arkæolog og centerleder Louise Villadsen, der forud for sæsonåbningen har travlt med de sidste forberedelser.

Stenaldercenter Ertebølle er landets eneste og største center til levende formidling af vores viden om stenalderen i Danmark, og igen i år vil sommergæsterne blive mødt af en gruppe engagerede medarbejdere, som både guider og fortæller i det store udendørs anlæg og på de mange populære ture langs kysten.

-For os er det vigtigt at gøre fortiden relevant og nærværende, og det gør man allerbedst ved at skabe sammenhæng til den verden, som folk oplever her og nu, understreger Louise Villadsen. Derfor vil besøgende i år kunne opleve en ny særudstilling, som sætter fokus på landskab og klimaændringer, idet også stenaldermenneskene måtte forholde sig til en foranderlig verden – præcis som os, der lever i 2022.

I det hele taget er det meget magtpåliggende for Louise Villadsen, at folk går fra Stenaldercenter Ertebølle med en oplevelse af ikke blot at være blevet lidt klogere på stenalderen, men også at have fået en både nærværende og sanselig oplevelse. Derfor er der 100% fokus på den levende formidling i landskabet, og som et nyt tiltag denne sommer får folk mulighed for at komme til middag med ertebøllefolket.

-Måltidet har til alle tider været et forum for fællesskab og videregivelse af viden, og derfor vil vi gerne i år invitere på middag i stenalderen, forklarer centerlederen, der på udvalgte dage i juli og august står bag dette helt særlige arrangement. For hvad spiste stenalderfolket egentlig? Her bliver der meget bogstaveligt mulighed for at smage på stenalderen og nyde et fælles måltid tilberedt af de råvarer, som også var tilgængelige for stenalderens mennesker.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.