Forside Blog Side 369

FarSØ Løbet – du kan nå det endnu!

Du kan nå det endnu – at deltage i FarSØ Løbet eller Hyggeløbet, torsdag aften Der kan tilmeldes i startområdet en time før løbsstart.

FARSØ: I morgen, torsdag aften kl.18.30 løbes FarSØ Festen i gang med den 33.udgave af FarSØ Løbet og for 2. gang det nye ”Hyggeløbet”.

Har du fundet løbe- eller gå-skoene frem, men endnu ikke tilmeldt dig, så behold skoene fremme! Du kan stadig nå at deltage i løbet ved at eftertilmelde dig på dagen kl.17-18 på Store Torv. Start & mål for løbet er i Farsø midtby ved Vestjysk Bank.

Mange tilmeldte
Farsø Tri & Trim, som nu for 2.gang, står i arrangørrollen og ligeledes har tilført det halvt så lange ”Hyggeløbet” til FarSØ Løbet, fortæller, at det går ganske godt med tilmeldingerne.

Søndag aften var der allerede over 800 tilmeldinger tilsammen på de to distancer. Farsø Skole bakker som vanligt op om løbet, og flere af byens virksomheder har tilmeldt store hold. Men også Farsø Efterskole har i år valgt at møde talstærkt op til FarSØ Løbet – og giver voksenholdene fra virksomhederne baghjul i holdkonkurrencen.

Der er allerede godt gang i tilmeldingerne til FarSØ Løbet og Hyggeløbet. Farsø Skole, mange lokale virksomheder, Farsø Efterskole og Vesthimmerlands Kommune har allerede tilmeldt deres deltagere.

Farsø Skoles elever er forhåndstilmeldt
Farsø Skole deltager for 11.gang og har forhåndstilmeldt sine elever.   0. og 1. klasse er tilmeldt Hyggeløbet, mens resten af skolens elever er tilmeldt Farsø Løbet. Startnumrene er blevet udleveret på skolen og SKAL huskes på aftenen, da chippen til tidstagning sidder på nummeret. Uden startnummer på maven, kan der ikke måles en sluttid.

Skolens elever har fået tildelt en ny skole t-shirt, som rigtig gerne må luftes denne aften. Det giver et flot felt og gør, at børnene bliver særligt synlige, når de bevæger sig afsted i deres ens løbetrøjer.

Mange detaljer at holde styr på
Planlægningen af løbet går godt, om end Farsø Tri & Trim kom lidt sent i gang i forhold til det ønskede. Men den massive corona-smitte i årets 3 første måneder, betød, at klubben var meget tilbageholdende og afventede grønt lys fra Sundhedsmyndighederne til afvikling af store motionsevent hen over sommeren.

Ruten for FarSØ Løbet passerer forbi rigtig mange sideveje, hvor trafikken skal holdes tilbage for det store løbefelt. Det kræver en hær af hjælpere – og heldigvis møder Tri & Trims medlemmer talstærkt op som vejvisere, om end de fleste hellere ville snøre deres løbesko og selv være med i løbet. Løbeklubben har gennem årene fostret rigtig mange gruppevindere, og medlemmerne har høstet en stor mængde af præmierne. Men nu er det andre tider og andre får chancen for at hente præmierne hjem, sponseret af Vestjysk Bank,

Du kan stadig være med
I startområdet har Farsø Tri & Trim sat ekstra bemanding på både til ”Udlevering af startnumre” og på ”Eftertilmelding”. Forhåbentlig glider det bedre end sidst, men for at undgå de lange køer, opfordres folk til at komme tidligt!  Udlevering af startnumre og mulighed for eftertilmelding er begge åbent kl.17-18.  Dvs. de lukker ½ time før løbsstart – vær opmærksom på dette!

Speak og publikumspræmier i mål området 
En anden uundværlig hjælp er byens kendte speaker-par, Peter og Karen Møller. Peters velkendte speaker-stemme vil fortsat styre løjerne via mikrofonen og give de nødvendige informationer og opmuntrende tilråb. Og der bliver nok af underholdning til publikum i målområdet. Vestjysk Bank har sagt Ja til at videreføre traditionen med sponserede publikumspræmier. Når løberne er sendt afsted, vil personale fra banken uddele flag (eller ”klappere”) blandt publikum.  Er man så heldig, at der er skrevet nummer bagpå, har man vundet en præmie!

Nye cykel-officials
I mange år har tre motorcykler kørt foran og guidet feltet. Men de tre MC’ere synes selv, de er ved at falde for aldersgrænsen, hvorfor Tri & Trim har indsat friske folk. To unge triatleter, Mathias på 18 år og Simon på 20, cykler foran feltet. Og de kan cykle stærkt, endda rigtig stærkt og skal nok føre de forreste løbere sikkert rundt på ruten.

Bagerst i feltet kommer endnu to unge cykel-officials, om end i et mere roligt tempo. De agerer ”fejebakke” og vil følge de sidste løbere rundt på 6,5 km-turen, således at hjælperne ude på ruten ved, hvornår de må gå hjem.

Farsø Tri & Trims jubilæumsmedalje uddeles i år til gruppevinderne i Farsø Løbet på 6,5 km.

Præmieoverrækkelse i byfestteltet
Præmieoverrækkelsen finder sted kl.20 og foregår i Byfestteltet i Søanlægget. Her hyldes hurtigste mand og kvinde i løbet, samt alle gruppevinderne. Der er hele 6 aldersgrupper i år og præmie til nr.1-2-3 dreng/pige i hver gruppe, dvs. der skal uddeles hele 36 præmier og medaljer. Desuden afsløres de tre firmaer, som har stillet med de største hold. Samtidig kan løbsresultaterne ses på my.raceresult.com.

-Vi håber rigtig mange vil følge med ned i Byfestteltet og klappe af de mange dygtige løbere, opfordrer Britt Folkermann fra Farsø Tri & Trim

SE HVORDAN DU TILMELDER DIG HER

LÆS OGSÅ: FarSØ Løbet er tilbage – Husk, der er to ruter!

SE PROGRAMMET FOR BYFESTEN HER



Erhvervsråd peger på nyt erhvervsområde

Her ses arealet bag Genbrugspladsen der i dag er landbrugsjord. Billedet viser et større areal end det der peges på.

FARSØ: Farsø Erhvervsråd har gennem en længere årrække arbejdet på en udvidelse af erhvervsarealet i og omkring Farsø. Det skyldes at der i Farsø kun er en kommunalt udstykket erhvervsgrund at vælge imellem, hvilket ikke er befordrende for erhvervsudviklingen i Farsø. 

Råstofplan stak kæp i hjulet
Der har ganske vist i en årrække – forgæves, været arbejdet på en mulig udvidelse af erhvervsarealet beliggende mellem Fabriksvej og grusgraven sydøst for Farsø by. Men efter Region Nordjyllands langtrukne færdigbehandling af Råstofplan 2020, endte det kun med et beskedent og mindre anvendeligt areal, der blev taget ud af råstofområdet.

Farsø Erhvervsråd har efterfølgende haft en positiv dialog med Vesthimmerlands Kommune omkring udviklingen af fremtidigt erhvervsområde.

På den baggrund har Farsø Erhvervsråd nu henvendt sig til Vesthimmerlands Kommune  med et konkret forslag til placering med dertilhørende vejadgang. 

Erhvervsområde og vej bag genbrugspladsen 
Der peges på et areal bag genbrugspladsen på Røjbækvej og langs med Svoldrupvej mod øst. Erhvervsarealet forudsætter anlæg af en vej bagom genbrugspladsen. Området anvendes p.t. som landbrugsareal. 

Farsø Erhvervsråd foreslår et nyt erhvervsområde bag Genbrugspladsen og langs Svoldrupvej mod øst(skraveret område). Der ønskes også en vejforlægning af Røjbækvej bag om Genbrugspladsen, således der sikres direkte tilknytning mellem Røjbækvej og Fabriksvej.

Røjbækvej og Fabriksvej føres sammen
Erhvervsrådet foreslår samtidig en fordel i at føre Røjbækvej bag om genbrugspladsen med henblik på at skabe en direkte tilknytning mellem Røjbækvej og Fabriksvej. Ud over at give en mere hensigtsmæssig vejsammenfletning – og dermed lettere trafikafvikling, så gør det også hele området til et attraktivt tilgængeligt erhvervsområde.

På den modsatte side af Svoldrupvej er to matrikler beliggende (matr. nr. 2h og 2q) som Erhvervsrådet på et senere tidspunkt håber kan tages ud af råstofområdet, så arealet kan tillægges det forslåede erhvervsareal bag genbrugspladsen. 

Indgår i ny byudviklingsplan
Da arbejdet med en ny byudviklingsplan og et områdefornyelsesprogram for Farsø er igangsat, anser Vesthimmerlands Kommune det som naturligt, at overvejelser om og ideer til nye arealudlæg ved Farsø til både boliger og erhverv indgår i byudviklingsplanen.  

Ingen PFAS i badevandet

VESTHIMMERLAND: Kommunerne modtog den 17. juni en kraftig opfordring fra Miljøstyrelsen til at analysere badevandet for 4 skadelige PFAS-stoffer. På den baggrund valgte Vesthimmerlands Kommune at udtage prøver langs Limfjordskysten ved 5 af Vesthimmerlands strande.

Der blev analyseret for de fire fluorholdige stoffer i stofgruppen PFAS (PFOA, PFOS, PFNA og PFHxS

Resultaterne fra Ertebølle, Hvalpsund, Løgstør, Stistrup og Rønbjerg viser, at værdierne de fem steder er langt fra grænseværdien på 40 ng/L.  Badesøerne Sjørup Sø og Navnsø er også begge meget rene søer, hvor der slet ikke forventes at forekomme PFAS

-Desuden er de andre badevandsprøver, der undersøger for forhøjet antal colibakterier og enterokokker, også rigtig fine, oplyser Lise Buchreitz fra Vesthimmerlands Kommune. 

Der tages jævnlig vandprøver ved 11 Vesthimmerlandske strande – og altså de 2 badesøer. Alle badevandsprøverne udtages i 0,30 meters dybde.

Med andre ord er Limfjorden fin at bade i. 

Perfekt høstvejr

Her høstes der ved Svingelbjerg

VESTHIMMERLAND: Mejetærskere og ballepressere har kørt i døgndrift i den seneste uges tid hvor høsttidspunkt og det tørre og varme vejr har indfundet sig på samme tid.

Det har nærmest været optimale vilkår, hvor landmændene heller ikke har skullet bekymre sig om tørring af hverken korn eller halm.

Nu kommer en ustadig vejrperiode, men hvad gør det nu hvor høsten er i hus! 

Vesterbølle efterskole vokser

De nye elever på Vesterbølle Efterskole mødte frem med deres forældre forrige søndag.

VESTERBØLLE: Antallet af efterskoleelever på landsplan har de seneste år været stigende. Det samme billede tegner sig på Vesterbølle Efterskole, hvor man dette skoleår har udvidet optaget med 10 elever.

Det nye elevhold er netop ankommet på efterskolen, og man har budt velkommen til 114 elever, hvilket er det højeste antal i efterskolens historie.

Forstander Martin Diget Aamann tager imod det nye hold af elever på Vesterbølle Efterskole.

En efterskole i udvikling
Siden skoleåret 19/20 har man etableret 20 ekstra elevpladser. Udvidelsen er i tråd med de mål efterskolen har sat sig, og der er løbende blevet arbejdet på at skabe de bedste rammer med de ekstra elever i huset. De senere år har efterskolen således lavet ombygninger og tilbygninger, bl.a. i form af en ny hal, fitnesslokale samt ny foredragssal. Elevværelser er der også kommet flere af, og man har renoveret en del af de eksisterende. Det er også blevet til en lærerbolig mere samt en ekstra parkeringsplads.

Den løbende udvidelse har automatisk også krævet flere medarbejdere, lige fra pedeller til lærere. Dette skoleår er endnu en lærer blevet ansat og med flere lærerkræfter kommer også nye kompetencer i huset, som bl.a. afføder nye spændende valgfag. Eksempelvis er yoga, skriveværksted, floorball, strik & design samt spansk nogle af de nyeste fag i skemaet.

Målet om at blive lidt større går hånd i hånd med efterskolens vision – forstander Martin Diget Aamann understreger, at efterskolens værdier er nerven i alt, hvad man gør og drømmer om at gøre.

-Der ligger mange muligheder i flere elever og ansatte såvel som i udvidelsen af de fysiske rammer, fortæller forstanderen.

Han løfter da også sløret for, at han i fremtiden drømmer om at kunne gøre endnu mere ud af rammerne for efterskolens mange kreative fag samt bygge en stor ny idrætshal til de mange sportsglade elever. Andre drømme realiseres indenfor nær fremtid, hvis alt går efter planen. Bl.a. afventer efterskolen grønt lys til at opsætte en 30 meter høj vindmølle, som efterskolen har anskaffet sig fra Vestas. Planen er, at den skal ombygges til et sjovt klatretårn.

Efterskolen har til dette skoleår haft venteliste, og forstanderen vurderer tilfreds, at det er efterskolens samlede pakke, der er attraktiv for mange, ligesom  han glædes over, at ingen medarbejdere har valgt andre græsgange.

Kop & Kande match

Her ses vinderne af Kop & Kande Match sammen med sponsor Jørgen H. Jensen i midten.

HVALPSUND: På en fantastisk dejlig solbeskinnet søndag, var der golfmatch med Kop & Kande v. Jørgen Højrup Jensen.

Sponsoreren roste Hvalpsund golfbane, som stod meget flot. Vejret var fint og de 62 glade deltagere havde en dejlig dag, der sluttede med dejlig mad på terrassen, hvor Jørgen H. Jensen uddelte flotte præmier til vinderne.

Resultaterne blev: I A – rækken: Erling Nielsen med 39 point, nr. 2 Ernst Rieks med ligeledes 39 point og nr. 3 Dan Jensen med 38 point. I B – rækken: Palle Thulsted med 40 point, nr. 2 Nina Hansen med 38 point og nr. 3 Svend Børge Børresen med 37 point. I C – rækken: Bente Bach Poulsen med 41 point, nr. 2 Jan Andersen med 39 point og nr. 3 Anna Bach Poulsen med 39 point.

Nærmest flaget på alle par 3 hullerne: Hul 3 med 3,45 m. Torben Wils, Hul 7 med 2,51 m. Svend Børge Børresen, Hul 11 med 6,75 m. Morten Aaen, Hul 15 med 4,44 m. Palle Thulsted, Hul 17 med 3,75 m. Kurt Nielsen. Nærmest flaget i 2 slag: Hul 2 med 5,32 m. Bjarne S. Sørensen.

Klar til FarSØ fest!

Søndag blev det store byfesttelt rejst i Farsøs idylliske søanlæg. Fra torsdag til søndag lægges der op til en festlig, folkelig og fornøjelig byfest i Farsø.

FARSØ: Søndag formiddag, trak FarSØ Fest komiteen og deres hjælpere i arbejdstøjet i Søanlægget.

Den første arbejdsopgave stod på at få rejst festteltet på pladsen foran mindelunden.

Det var en hed dag til hårdt fysisk arbejde, men arbejdet med at rejse det 40×20 meter store telt skred frem med hjælp fra kran, truck og trykluft til jordspydene. 

Sidst på eftermiddagen stod teltet med plads til 500 siddende gæster klar.

Søanlæg, telt og de omkringliggende arealer skal fra i morgen torsdag være rammen for dette års udgave af FarSØ Festen i de idylliske omgivelser i Farsø Søanlæg.

Godt med stort telt hvis det regner
Vejrudsigten ser desværre ikke perfekt ud. Ganske vist siger temperaturen sommerlunt, men der kommer perioder med regn.   

-Men det er jo heldigvis udenfor teltet, siger Bendt Bro Kristensen fra Byfestkomiteen, der midt i sommerheden søndag, kiggede på vejrudsigten under byfesten.  

-Netop derfor er det godt med det store festtelt, der sikrer ”tørvejr” under festen ved at vi kan rykke nogle ting ind i det, hvis det regner.

Og dermed mener han og resten af byfestkomiteen at alle forberedelser er gjort, så selv regn ikke kan slå byfesten ud.

Men derfor beder Byfesten alligevel om godt vejr. Også gerne så godt, at man på en solskinsdag kan lyne en side af teltet og nyde den idylliske udsigt over søen. Men ellers har teltet så mange vinduer at søudsigten kan nydes uanset hvad.

Festplads med aktiviteter for børn og voksne
Ud over teltet, så finder man også et indhegnet legeland for børn. Her kan børnene muntre sig i timevis.

For de voksne vil der også være ”legeland” med en skydevogn. Herudover vil festpladsen byde på en snackbod, en pølsevogn og salg af slush ice.         

Indgangene til festpladsen foregår fra Søvej, Kirkens p-plads og Stadion Allé.

Opfordrer alle til at deltage i festen
– Vi håber på en stor opbakning til festen – især ovenpå to aflyste byfester grundet coronarestriktioner. Derfor har vi også en stor forventning om, at se rigtig mange mennesker i alle aldre til folkelig fest i Søanlægget i de kommende dage, siger formand for FarSØ Festen Palle Bro Kristensen.

Der lægges mange timer
Han håber på en stor tilslutning til festen, ikke mindst af hensyn til klubberne bag FarSØ Festen.

-Der lægges rigtig mange timer i opbygning og nedtagning, vagter og opgaver under festen fra klubbernes side. Og det skal jo ingen hemmelighed være, at jo mere der festes og bruges penge, jo gladere bliver vi!. Belønningen går direkte til ungdomsarbejdet i fodbold, håndbold, motions og rideklubben i Farsø. 

Klubberne, der er aktivt involveret i FarSØ Fest dagene og andre trofaste hjælpere lægger ca. 1.000 timers frivilligt arbejde i festen.

Programmet for FarSØ Festen kan læses HER

LÆS OGSÅ: Om en uge er der FarSØ fest

Borgmester endte på træhesten – FOTOS

Den uvorne hovbonde Per - alias borgmester Per Bach Laursen endte på træhesten sammen med den anden uvorne bonde Jørn. Det var til stor morskab for alle inklusive borgmesteren selv.

HVALPSUND: For første gang deltog Vesthimmerlands borgmester, Per Bach Laursen i høsten på Hessel. Ikke på en mejetærsker, som han er bekendt med, nej det var som historisk hovbonde

Marie Bjerre (forrest), folketingskandidat for Venstre i Himmerlandskredsen deltog også i Høstspillet. Hun havde taget familien med og synes det var rigtigt sjovt at være med. Det kan meget vel tænkes at vi kommer igen næste år, sagde hun. På billedet inspicerer den strikse ladefoged den kratte som Marie Bjerre som høstpige skal arbejde med i høstmarken.

Han var i øvrigt ikke den eneste politiker der deltog i årets høst. Til at hjælpe sig havde han folketingskandidat Marie Bjerre(V). Selvom det var lidt skjult valgreklame, så var der ikke en finger at sætte på arbejdet i marken. Også byrådsmedlem Morten Mejdahl (V) og Henrik Dalgaard(C) arbejdede sikkert med leen i marken.  

Ud over borgmester Per Bach Laursen (V) (i stribet vest) deltog også byrådsmedlem Henrik Dalgaard (C) (i midten) og byrådsmedlem Morten Mejdahl (V) (til højre) i høstspillet. Her er de ved at hvæsse deres leer inden inspektionen på gårdspladsen.

Men borgmesteren havde åbenbart fundet en god kammerat i hovbonden, der i efterhånden mange år er endt på træhesten for drikfældighed og dovenskab.  Det smittede af, og de to gik til flaskerne som de begge havde i lommen. Det betød at den strikse ladefoged nu havde to uvorne hovbønder at holde øje med. Det viste sig, at borgmesteren havde talent for skuespil og sågar skålede med publikum.

De to uvorne hovbønder Jørn og Per får sig en dram i høstmarken
Der var et stort publikum til høstspillet. I alt 900 gæster lagde vejen forbi til høstdagen på Hessel. Ud over borgmesteren var der 239 andre frivillige i gang med høst og andre praktiske opgaver på høstdagen, så de mange gæster fik en oplevelse og indsigt i livet i gamle dage omkring høst.

Alt dette gik ikke ustraffet forbi. Ladefoged og ridefoged besluttede sig for at begge hovbønder skulle på træhesten. I reb blev de trukket til gårdspladsen med publikum i hælene.

Her kom de en tur på træhesten. Men de kom kort tid efter ned igen, for herremandens gæster var på vej til kaffegilde, og man skulle da ikke tro at man ikke var gode ved hovbønderne på Hessel. Det skulle syne af fred og idyl. I stedet blev de to gemt af vejen i hundehullet.                                 

I alt lagde 900 gæster vejen forbi Høstdagen på Hessel. Hertil kommer de 240 frivillige. 

LÆS OGSÅ: Høsten kom i hus på Hessel

Det gjorde godt at blive svalet af i fjorden

Der var mange badegæster ved strandene langs kysten henover weekenden. Billedet er fra Hvalpsund søndag middag, hvor slørskyer gjorde det knap så hedt som dagene forinden hvor solen skinnede fra en skyfri himmel.

LIMFJORDEN: Flere dage med hedebølge, hvilket vil sige flere dage i træk med over 28 grader, gjorde at mange søgte til kysten og Limfjordens vand for at svale sig af.

Brisen fra vandet gjorde også at lufttemperaturen var et par grader lavere end i inde i landet. Forskellen fra Farsø til Hvalpsund lå på en 3-4 grader. Mens det altså var steghedt i Farsø, var det behageligt i Hvalpsund, Ertebølle og Trend, hvor en tur i bølgen blå gjorde sit til nedsvalingen, hvilken en is fra kiosken i øvrigt også kunne hjælpe med til.

Mange benyttede også det blikstille vand til en tur på padleboard og kajak, som Limfjorden også egner sig fremragende til.

Høsten kom i hus på Hessel – FOTOS

Høstdagen startede med en præsentation af af de maskiner der efterfølgende deltog i høstarbejdet på marken ved Hessel

HVALPSUND: Det var perfekt høstvejr, da Herregården Hessel søndag afholdte den populære høstdag.   

De fleste gæster mødte op fra starten af høstdagen, hvor Hessels formand Holger Jessen og Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen bød velkommen.

Høstdag afholdt i over 50 år
Holger Jessen sagde: – I over 50 år er der blevet afholdt Høstdag på Hessel. Det var et de ønsker som den sidste ejer af Hessel, Folmer Elle, havde inden han overdrog Hessel til Nordjyllands Amt. Senere er arven givet videre til Vesthimmerlands Kommune. I over 50 år har vi levendegjort Hessel med de redskaber og de ting der foregik på en gammel stråtækt herregård. Det kan vi takke alle dem der gang på gang kommer her og hjælper til. I dag hjælper 240 frivillige til, for at vi kan få det hele til at fungere. Tusind tak til alle, som på en eller anden måde igennem hele sæsonen har været med til at levendegøre Hessel. Hvis vi ikke havde de mange frivillige kunne et sted som dette slet ikke fungere, lød det fra Holger Jessen inden han gav ordet til borgmester Per Bach Laursen.

Borgmester: Vigtig kulturarv at holde i hævd
Hessel er et sted vi er stolte af i Vesthimmerland. Det er med til at bevare vores kulturarv, men vigtigst af alt et sted hvor man levendegør tingene. Det gør man ikke blot i dag. Det gør man faktisk hele året rundt, hvor der er arrangementer her på Hessel. Stedet er en del af vores kulturhistorie; enevældens tid, fæsteriet, hoveriet. Det var ikke så udbredt i Vesthimmerland – men det var her omkring Hessel og Lerkenfeld, omkring Vitskøl Kloster og ved Aggersborg i nord. Det er vigtigt at holde vores kulturarv i hævd og vide hvad vi kommer af og give alt det videre til vore børn og de unge mennesker. Det er mit indtryk, at med arrangement som det her, så vinder man interessen hos de helt unge. Det så jeg faktisk sidste weekend, hvor der var et arrangement lidt lignende det her. Unge mennesker der interesserer sig for maskiner. Altså ikke nye maskiner, men nogle af dem man kan skrue i, og nogle af dem man kan få til at virke, når de ikke duer, for det gør de ofte ikke!. Men det er godt for unge mennesker – måske især unge drenge, som har brug for noget andet end det vores skolesystem kan tilbyde. Jeg vil også sige tak til alle de frivillige. Som formanden var inde på, så vil Hessel aldrig kunne fungere uden frivillige. Sådan er det i øvrigt mange steder, måske især herude hvor der er lidt længere mellem husene. For meget af den værdi vi skaber bliver skabt af frivillige og her på Hessel er det helt unikt.
Jeg glæder mig til en fantastisk dag. Jeg glæder mig også til hvad jeg selv skal udsættes for ude i høstmarken. Velkommen til Hessel. Jeg ønsker alle en rigtig god dag.        

En selvbinder præsenteres og den byder på mere “moderne” teknik end man umiddelbart tror

Præsentation af de gamle høstmaskiner
Herefter gik høstdagen i gang. En efter en trak de gamle høstmaskiner forbi Hessels port. Hans Larsen formand for Morsø Traktormuseum og formand for Motor- og Traktorklubben Jylland, præsentere hver enkelt maskine så spændende, at man hverken skulle være traktorfanatiker, landmand eller sågar fra den tid hvor de gamle høstmasker var almindelige på høstmarkerne for kunne forstå, hvor forskelligt høstarbejdet var dengang i forhold til i dag. Hans Larsen påpegede dog at mange af de teknikker der blev udviklet til pressere og mejetærskere i tiden fra 1950’erne og op i 1970’erne stadig går igen i maskinerne i dag – dog i meget større udgave. Det var først i starten af 1960’erne at mejetærskeren afløste selvbinderen.   

Hans Larsen formand for Morsø Traktormuseum og formand for Motor- og Traktorklubben Jylland stod for præsentationen af de gamle maskiner

Publikum til høstarbejdet i marken
Efter præsentationen fulgte gæsterne med i høstmarken, hvor der kunne ses en formation af mejetærskere ned over marken. Herefter fulgte arbejdet med presning. På marken sås også et gammelt tærskeværk, som var i gang store dele af dagen.    

Om eftermiddagen fulgte høstspillet.
LÆS OGSÅ: Borgmester endte på træhesten

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.