Om en uge er der FarSØ fest

FARSØ: Efter to års ufrivillig aflysning – grundet coronarestriktioner, er FarSØ festen langt om længe tilbage.

Det bliver, som man kender FarSØ festen bedst, med Farsø løb, grisefest, optog, aktiviteter for børn og mange andre aktiviteter.

Festteltet finder man i Farsø Søanlæg, og der er lagt op til det FarSØ Festen står for – nemlig at være festlig, folkelig og fornøjelig – fire dage i træk.   

Mange glæder sig!
Og mange glæder sig! Som nævnt i sidste uges avis, blev billetterne til grisefesten udsolgt på kun 9 timer. Dertil skal dog tilføjes, at FarSØ festens 17 VIP sponsorer på forhånd havde reserveret deres billetter. Men summa – summarum 500 mødes til spisning og efter spisningen lukkes endnu flere gæster ind.

Starter med Farsø Løbet
Men FarSØ Festen lægger ud allerede på næste torsdag med Farsø Løbet og Hyggeløbet. For 2. gang er det Farsø Tri & Trim der står for det praktiske, og det er også løbeklubben – der 2019, hvor der sidst var Farsø løb, fik stor succes med ”Hyggeløbet”. Her kunne familier med mindre børn eller andre med lyst til en god aftengåtur, benytte sig af den halve distance på 3,1 km i forhold til Farsø Løbet. Man så sågar gangbesværede med rollator på denne rute. På den måde er Farsø Løbet blevet for alle – og en god og hyggelig måde at få ”løbet” FarSØ Festen i gang på.

En rigtig SØ fest
Med egen sø og ”sø” i bynavnet, så finder FarSØ festen sted i Farsø Søanlæg.

Og sådan bliver det naturligvis også i år!

I bare sådan at starte op igen
Men det er ikke sådan at vende tilbage til festen efter to års pause, for det er ikke bare at tage fat hvor man slap. I starten af juni gik Østergaard Underholdning, som i 2019 stod for hoppeborge, madvogn og forlystelser for de voksne, konkurs.

-Det var noget at en melding, fortæller Farsø Festens formand Palle Bro Kristensen – og gode råd var dyre. Heldigvis havde Østergaard kontakter. Men i et år hvor der er rift om disse firmaer var det svært, men vi fik fat i firmaet JP udlejning, som kunne tilbyde os noget tilsvarende Østergaard. Men vi har haft is i maven, for det er kun få uger siden at aftalen omkring Sjov og Lej faldt på plads.

Også byfestens kasserer Anette Engsig har fået mere at se til.

-Reglerne er virkelig blevet strammet op de seneste to år. Ansøgningerne er blevet mere omfattende, og vi var sågar ude i at en af klubberne bag Farsø Festen måtte ændre i sine vedtægter og indkalde til en ekstraordinær generalforsamling, for at vi kunne få en ansøgning igennem.

3 medlemmer i komiteen har endnu ikke holdt deres første fest
-Men vi glæder os, og de gør de tre nye byfestkomitemedlemmer også, som er blevet valgt ind i komiteen inden for de seneste 3 år, og som altså endnu ikke har været med til at afholde en FarSØ fest.   

De tre nye medlemmer er Jess Andreasen, Kris Rokkedahl og Annemarie Lindgaard Nielsen.

-Til gengæld, har de været med de seneste år i forbindelse med handelsstandsforeningens Hot Sommer aktiviteter. Her har FarSØ festen været på plads med tombolavognen og et cykelsponsorløb, fortæller Palle Bro Kristensen

Han er sammen med Annette Engsig og Bendt Bro Kristensen de erfarne i komiteen.   

-På den måde er vores nye hold blevet rystet godt sammen alligevel – og vi har ikke ligget på den lade side, selvom FarSØ festen har været aflyst. Med sommeraktiviteterne har vi alligevel kunnet udlodde penge til klubberne bag FarSØ festen, selvom der ikke har været afholdt fest. Det vi indtil videre har solgt i tombolaen i år sammen med de ca. 11.000 fra cykelsponsorløbet, salg af FarSØ vin og aftaler med 17 VIP sponsorer, er den startkapital vi starter festen op med i år.

Satser på de gode folkelige aktiviteter
Programmæssigt satses der – som altid, på det festlige, folkelige og fornøjelige – altså de ting der trækker godtfolk til, fremfor at lave et stort omfattende program.

Efter føromtalte Farsø Løbet torsdag aften, er der for de tørstige og spilleglade Øl banko – og så er festen ligesom i gang!.           

Grisefesten hvor godtfolk mødes
FarSØfestens Grisefest fredag aften er uden sidestykke festens mest populære programpunkt, og er samme grund udsolgt.

Der er lagt op til at 500 gæster kan smæske sig i grillbuffet fra Det Lille Slagteri og dansemusik fra Shu-bi-duo. Dette er en fest, som ingen må gå glip af, og efter kl. 21.00 åbnes der op for endnu flere gæster.

Det skal gå hurtigt i baren
Byfestkomiteen har efterhånden gjort gode erfaringer med et rabatstempelkort med plads til 10x drikkevarer. Det betyder mindre håndtering af kontanter, MobilePay og betalingskort for såvel gæster som hjælpere i baren. Men man kan selvfølgelig også fortsat betale som man har lyst til – også for en enkelt øl, sodavand, drink.

-Rabatstempelkortet betyder, at der bliver langet betydelig flere drikkevarer over disken – og det skal jo gerne gå hurtigt, forklarer Palle Bro Kristensen men arbejdsfordelingen vil også være sådan, at nogle ekspederer, mens andre står bag fadølsankeret og kun har den opgave at fylde i krusene.  

FarSØ Vinen som FarSØ festen introducerede tidligere på året, vil naturligvis også kunne købes til maden.        

Beer Pong og ølbowling
I 2019 fandt en Beer Pong turnering vej til festteltet lørdag aften. I år bliver den suppleret med ølbowling. Senere på aftenen er der diskotek for de unge. Her gør Palle Bro Kristensen opmærksom på at unge under 18 år gerne må komme i teltet, men der ikke udskænkning af øl og alkohol til dem. De kan derfor godt være forberedt på at vise legitimation ved indgangen og de vil få et armbånd, der viser om de er over eller under 18 år.    

Optog
Søndag ser mange frem til opfindsomme indslag i forbindelse med byfestoptoget. Herefter foregår resten af festen i Farsø Søanlæg med forlystelser for børnene, livemusik for de voksne i teltet og slantefest fra kl. 18.00-19.00, hvorefter FarSØ Festen siger tak for i år.   

– Lad os i år få en helt fantastisk hyggelig fest i Søanlægget – det trænger vi til, siger Palle Bro Kristensen.

Programmet for festen fremgår af forsiden af denne avis og i byfesthæftet, som alle husstande i 9640 modtog i deres postkasse i sidste uge.

I byfesthæftet fremgår alle programpunkter og praktiske informationer omkring FarSØ Festen. Programmet viser også med al tydelighed at festen har en god opbakning fra de lokale erhvervsdrivende.

– Støt derfor vore annoncører – de støtter nemlig os, siger Annette Engsig.   

Bag FarSØ Festen står klubberne FUIK, Farsø KFUM HK, Farsø Rideklub og Farsø Motionsklub og de mange frivillige under festen arbejder alle for et overskud på FarSØ Festen, som kan gå til ungdomsarbejdet i klubberne. Det vurderes at ca.200 frivillige fra klubberne er i gang under festen og de lægger ca. 1.000 timer i arbejdet. Det er da en indsats som skal belønnes og det kan man altså gøre ved at møde flittigt op til FarSØ festen i uge 33!.          

SE PROGRAMMET FOR FARSØ FESTEN HER

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: