Høsten kom i hus på Hessel – FOTOS

HVALPSUND: Det var perfekt høstvejr, da Herregården Hessel søndag afholdte den populære høstdag.   

De fleste gæster mødte op fra starten af høstdagen, hvor Hessels formand Holger Jessen og Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen bød velkommen.

Høstdag afholdt i over 50 år
Holger Jessen sagde: – I over 50 år er der blevet afholdt Høstdag på Hessel. Det var et de ønsker som den sidste ejer af Hessel, Folmer Elle, havde inden han overdrog Hessel til Nordjyllands Amt. Senere er arven givet videre til Vesthimmerlands Kommune. I over 50 år har vi levendegjort Hessel med de redskaber og de ting der foregik på en gammel stråtækt herregård. Det kan vi takke alle dem der gang på gang kommer her og hjælper til. I dag hjælper 240 frivillige til, for at vi kan få det hele til at fungere. Tusind tak til alle, som på en eller anden måde igennem hele sæsonen har været med til at levendegøre Hessel. Hvis vi ikke havde de mange frivillige kunne et sted som dette slet ikke fungere, lød det fra Holger Jessen inden han gav ordet til borgmester Per Bach Laursen.

Borgmester: Vigtig kulturarv at holde i hævd
Hessel er et sted vi er stolte af i Vesthimmerland. Det er med til at bevare vores kulturarv, men vigtigst af alt et sted hvor man levendegør tingene. Det gør man ikke blot i dag. Det gør man faktisk hele året rundt, hvor der er arrangementer her på Hessel. Stedet er en del af vores kulturhistorie; enevældens tid, fæsteriet, hoveriet. Det var ikke så udbredt i Vesthimmerland – men det var her omkring Hessel og Lerkenfeld, omkring Vitskøl Kloster og ved Aggersborg i nord. Det er vigtigt at holde vores kulturarv i hævd og vide hvad vi kommer af og give alt det videre til vore børn og de unge mennesker. Det er mit indtryk, at med arrangement som det her, så vinder man interessen hos de helt unge. Det så jeg faktisk sidste weekend, hvor der var et arrangement lidt lignende det her. Unge mennesker der interesserer sig for maskiner. Altså ikke nye maskiner, men nogle af dem man kan skrue i, og nogle af dem man kan få til at virke, når de ikke duer, for det gør de ofte ikke!. Men det er godt for unge mennesker – måske især unge drenge, som har brug for noget andet end det vores skolesystem kan tilbyde. Jeg vil også sige tak til alle de frivillige. Som formanden var inde på, så vil Hessel aldrig kunne fungere uden frivillige. Sådan er det i øvrigt mange steder, måske især herude hvor der er lidt længere mellem husene. For meget af den værdi vi skaber bliver skabt af frivillige og her på Hessel er det helt unikt.
Jeg glæder mig til en fantastisk dag. Jeg glæder mig også til hvad jeg selv skal udsættes for ude i høstmarken. Velkommen til Hessel. Jeg ønsker alle en rigtig god dag.        

En selvbinder præsenteres og den byder på mere “moderne” teknik end man umiddelbart tror

Præsentation af de gamle høstmaskiner
Herefter gik høstdagen i gang. En efter en trak de gamle høstmaskiner forbi Hessels port. Hans Larsen formand for Morsø Traktormuseum og formand for Motor- og Traktorklubben Jylland, præsentere hver enkelt maskine så spændende, at man hverken skulle være traktorfanatiker, landmand eller sågar fra den tid hvor de gamle høstmasker var almindelige på høstmarkerne for kunne forstå, hvor forskelligt høstarbejdet var dengang i forhold til i dag. Hans Larsen påpegede dog at mange af de teknikker der blev udviklet til pressere og mejetærskere i tiden fra 1950’erne og op i 1970’erne stadig går igen i maskinerne i dag – dog i meget større udgave. Det var først i starten af 1960’erne at mejetærskeren afløste selvbinderen.   

Hans Larsen formand for Morsø Traktormuseum og formand for Motor- og Traktorklubben Jylland stod for præsentationen af de gamle maskiner

Publikum til høstarbejdet i marken
Efter præsentationen fulgte gæsterne med i høstmarken, hvor der kunne ses en formation af mejetærskere ned over marken. Herefter fulgte arbejdet med presning. På marken sås også et gammelt tærskeværk, som var i gang store dele af dagen.    

Om eftermiddagen fulgte høstspillet.
LÆS OGSÅ: Borgmester endte på træhesten

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: