Forside Blog Side 1161

Bygningerne giver efter

OPDATERET FARSØ: Det nye snefald fredag og lørdag sammen med temperaturer tæt på frysepunktet fik tyngden på tagene til at veje endnu mere, og flere steder gik det galt.

Lørdag morgen gav tag og ydervægge efter for den tunge sne hos Danatek. Spærkonstruktionen kom til at hvile på taget af nogle af virksomhedens nye udstillingstraktorer.

Kl. 05.45 styrtede taget sammen over en kostald med 100 køer på Farsøvej.

Omkring kl. 09.00 gav udstillingsbygningen hos Danatek på Svingelbjergvej efter for snetyngden på taget. Det betød at glasfacade sprang og ydervæggen gav efter, hvorefter spærkonstruktionen kom til ar hvile på taget af nogle af virksomhedens nye udstillingstraktorer.

Søndag formiddag styrtede endnu et tag ned. Denne gang over en svinebesætning på Faldvejen ved Overlade. 30 svin blev fastklemt, men blev alle hjulpet ud i god behold. 

I alt, er omkring 40 tage kollapset i Himmerland i løbet af få døgn. Politiet appellerer derfor til at udsatte tage bliver ryddet. Men lige meget kan det hjælpe. Hos Danatek oplyser indehaver Michael Jensen, at tagene på virksomhedens halbygninger er blevet ryddet op til flere gange i den senere tid

Politiet appellerer til at udsatte tage bliver ryddet. Men lige meget kan det hjælpe. Hos Danatek oplyser indehaver Michael Jensen, at tagene på virksomhedens halbygninger er blevet ryddet op til flere gange i den senere tid.                        

De mange tagkollaps sker, fordi sneen ved lavere temperatur bliver meget tung, og det er langt fra alle tage, som kan bære den tunge sne.

Naturen holder ikke vinterlukket

VESTHIMMERLAND: Vinteren er en hård tid for både planter og dyr. Heldigvis tilpasser de fleste planter og dyr sig, så kun de svage må lide døden i kulden.

Menneskene tilpasser sig også kulden og den mørke tid, for de fleste desværre ved ikke at komme ud, og det er en skam, for naturen holder ikke vinterlukket.

Naturvejleder Karin Winther i Vesthimmerlands kommune vil gerne opfordre til, at man deler sine spændende naturoplever så flere, får kendskab til, og kommer ud og oplever den spændende natur, der er i Vesthimmerlands kommune.

Man kontakter hende, hvis man observerer spændende naturoplevelser, og så vil hun efterfølgende lægge informationerne på www.naturekspeditionen.dk. I øjeblikket melder medarbejderne på Aggersundbroen f.eks. at de har se flere sæler med unger ligge på isen og odderen, som har det rigtig godt i Limfjorden, er set flere gange på det seneste. Har man tålmodighed kan man se dem på fisketur i ishullerne ved Aggersundbroen.. Føden består af både fisk og skaldyr, hvilket f.eks. kan ses i ekskrementerne, der farves røde efter et måltid rejer.

 

Allerede nu kan det mærkes, at dagene bliver længere. Helt nøjagtig tiltager de lyse timer pr. dag med 3 minutter og 20 sek., hvilket i februar måned betydet 2 timer længere til at komme ud i naturen.

 

Snevejr er det ideelle vejr til at går på dyresafari og finde ud af, hvilke dyr, der lever i ens nær område. Bogen "Dyrespor" af Preben Bang kan anbefales at tage med på gåturen, eller tag evt. fotos af diverse spor, for derefter hjemme i varmen at finde ud af, hvilke dyr elle dyrespor man har set på turen. Specielt hvis turen går forbi en høstet majsmark, er der stor sandsynlighed for at se mange forskellige spor, men der i det hele taget langt større mulighed for at se mange flere dyr end man plejer, da det ikke er så nemt at skjule sig i det hvide landskab.

Fuglene på foderbrættet er flittige gæster, hvis der fodres jævnligt. Er man begyndt at fodre er det vigtigt, at man fortsætter, da fuglene bliver i de naturområder, hvor de kan finde føde. Holder man op med at fodre, kan det koste dyrebare kræfter for fuglene at finde nye områder med føde i kulden. Ud over nydelsen ved at se de mange forskellige fugle på foderbrættet, så får man også en ekstra bonus oven i, for på trods af kulden, så er fuglene ved at komme i forårshumør, hvilket høres på de mange fugle stemmer når solen skinner. Når fodersæsonen stopper kan man ved at sætte foderkasser op, fortsat få besøg af fuglene. Redekasser kan bygges og sættes op hele året, men kan med fordel sættes op om vinteren, så fuglene får mulighed for at se kassen an inden ynglesæsonen starter i april/maj.

 

– God fornøjelse, og et er helt sikkert. Humørbarometeret stiger hos alle, er der måske nogen som nogensinde er kommet sur hjem efter en naturtur, slutter Vesthimmerland naturvejleder Karin Winther.

Sneen daler tungt igen

FARSØ: Siden fredag eftermiddag er der faldet omkring 10 cm tung sne over det vesthimmerlandske. Da temperaturen ligger omkring frysepunktet falder de hvide fnug fra oven som tung sne.

Snefnugene falder tungt og gør igen føret på veje og stræder besværligt

Det betyder endnu et snetryk på de i forvejen snetyngede tage. Dette betød at taget over en stald på Farsøvej, lørdag morgen, måtte give efter og dyr reddes ud.

Beredskabet i Vesthimmerland, som også fik andre sammenstyrtede tage, at tage sig af i området fik assistance af Beredskabscenter Herning.     

Vejrudsigten for lørdag lyder: Udbredt sne og temperatur på omkring frysepunktet. I eftermiddag efterhånden kun sne af og til. I aften igen en del sne samt snefygning, og en temperatur mellem 2 og 5 graders frost. Hvor meget sne falder der?; brug dette link til DMI’s vejrudsigt for Farsø.

Danseteaterforestilling på Vester Hornum skole

VESTER HORNUM: I ugen op til vinterferien var der "Tværsuge" på Vester Hornum skole, med dans på programmet.

Danseforestillingen bragte danserne til verdens 7 kontinenter. Her må det være Asien, eller nærmere bestemt Kina. Udklædning og kostumer havde eleverne selv stået for.

Skolen havde hyret den professionelle dansekoreograf Petra Skovholm, som hele ugen arbejdede med skolens elever.

Der blev arbejdet hårdt i grupper på tværs af alder og klassetrin. De fleste af grupperne blev sammensat af børn fra samtlige klassetrin fra 0.– 8. klasse. Det betød at børnene lærte at samarbejde med andre, selvom der var en stor aldersforskel imellem de enkelte. Det var noget der gav sammenhold og samvær, som jo gør, at mobning bliver en umulighed, idet man jo ikke mobber dem, man har haft det sjovt med.

Denne type arrangementer er kendetegnende for Vester Hornum skole, som er fantastiske til at lave tværsuger og samspil på tværs af klassetrinene. Elever som oplever, at deres skolegang er præget af samspil, samarbejde og nærvær lærer bedre, fungerer bedre og bliver i den sidste ende til bedre mennesker. Det giver eleverne en styrke, de kan tage med sig ud i samfundet, når en gang de slipper skolen.

Som afslutning på Tværsugen blev der idag inviteret til danseopvisning i Vester Hornum Hallen. Her skulle alle elever og lærer så vise, hvad de havde arbejdet med i løbet af ugen. Forældre, bedsteforældre, børnehaven og dagplejen var inviteret og mødte op i stort antal for at opleve forestillingen.

Der blev taget udgangspunkt i moder jord og de fire elementer som er vand, ild, jord og luft. Eleverne var delt op og klædt ud efter hvilket af de fire elementer, de repræsenterede. Moder jord blev behandlet dårligt, hvilket betød og hun og de 4 elementer kom ud af balance – og så måtte der gøres noget!. De enkelte elever og lærere var ligeledes en del af verdens 7 kontinenter som blev opsøgt af de fire elementers ambassadører. De enkelte kontinenter havde hver deres dans som repræsenterede det, som var kendetegnet for netop deres kontinent.

For hver kontinent fik de fire elementer en kæde som de gemte, og som blev givet videre til moder jord, som langsomt fik det bedre indtil hun til sidst var hel igen. Nu kunne naturens elementer og jordens befolkning igen eksistere i harmoni og gensidig respekt overfor hinanden.

Forestillingens tema var meget symbolsk i relation til trivsel og eliminering af mobning, hvilket gav eleverne stof til eftertanke.

Beretning fra en aktiv rideklub

FARSØ: Der var i aften generalforsamling i Farsø Rideklub. Formand Frederik Magnussen stod for beretningen for året 2009.

2009 var et år som så mange andre. Vi har heste i stalden, som bliver nusset, passet og plejet. Vi har ride undervisning af ihærdige ryttere på alle niveauer. Vi har i året der gik, afholdt adskillige klubstævner for klubbens egne ryttere og andre inviterede, ligeledes har vi stået for et distrikts stævne og et udvidet klubstævne. Alle stævner har været gode, veltilrettelagte og velbesøgte. Dette skyldes de dygtige frivillige samt vore velvillige sponsorer, som ikke kan undværes når stævnerne skal være vellykkede, lød det fra formanden.

Klubben arrangerede i foråret et ”Tina Lund” kursus. Der tilmeldte sig langt flere ryttere end forventet. Rideklubben var så heldig, at Tina Lund sagde ja til at udvide kurset og lave flere hold, således alle kunne få deres ønske om instruktion opfyldt. Tina Lund var en dygtig og kvalificeret underviser, så alle tog fra kurset og foredraget med en rigtig god fornemmelse.

Det største arrangement som rideklubben er engageret i, er FarsøFesten. Farsø Festens bemandingsplan trækker alle mand af huse. Det er overvældende så hjælpsomme klubbens medlemmer og deres bekendte er. Der er aldrig problemer med at finde hjælpere, og skal der tages en ekstra tørn, ja så er der ingen sure miner, men kun et ”selvfølgelig” med et smil på læben. Det er nok hjælpen og det gode humør som bestyrelsen sætter højest, det er det der gør at flere bestyrelsesmedlemmer bliver ved i flere år.

Vi har måttet skifte ridelærer i det forgangne år. Det er altid kedeligt at skulle sige farvel til ridelæreren, men det har også været dejligt at kunne byde den nye ridelærer, Anne Nielsen, velkommen i klubben.

Da klubben i år har givet et lille overskud, så var der råd til lidt vedligeholdelse. Vedligeholdelsen blev til en meget tiltrængt, ny bund i ridehallen.

Efter formandens beretning kom regnskabet og budget 2010, efterfulgt af valg til bestyrelsen. Da der i det forgangne år, var blevet lavet om på antallet af bestyrelsesmedlemmer, fra 7 til 5 medlemmer så var alle bestyrelsesmedlemmer på valg.

Den nye bestyrelse kom til at består af: formand, Charlotte Jensen. Øvrige medlemmer er: Frederik Magnussen, Maria Louise Odberg, Peder Holm Pedersen og Mette Magnussen. Suppleanterne blev: Birgitte Fiil og Maria Würtz.

Af kommende arrangementer på tegnebrættet i rideklubben er et Åbent Hus arrangement den 27. marts.

 

Konfirmandinspiration

FARSØ: I omegnen af 300 personer, bestående af 110 af årets konfirmander og deres forældre, mødte iaften aften, op til konfirmandaften i Dronning Ingrid Hallerne på opfordring fra Farsø Handelsstandsforening.

Børne MGP-Stjernen Sandra Monique er også konfirmand. Ud over at give et par sangnumre på scenen købte hun også disse sko på en af de 16 konfirmandstande, nemlig hos Stil & Sko.

Inspiration og rådgivning fra de 16 aktive stande omkring konfirmandernes store dag, gjorde at endnu flere ting blev tilføjet ønskelisten eller strøget af huskesedlen.

Ligeledes kunne der suges inspiration i forbindelse med konfirmandaftenens modeshow, som gav rigeligt med tips til tidens trend indenfor konfirmandtøj, 2.dags tøj og sågar festtøjet til mor og far.

I løbet aftenen trådte Børne MGP stjernen, Sandra Monique – som også er i konfirmandalderen, på scenen. Sammen med sine to dansere gav hun den fuld skrue på podiet midt imellem standene.  Det langstrukne podie havde tidligere på aftenen tjent som catwalk for konfirmandmoden.

Herudover bød aftenen på aktiviteter og konkurrencer på standene, hvilket betød der var gang i konfirmandaftenen, lige indtil den sluttede ved halv ti-tiden.

Bedst til fiskefluer

TREND: 16 årige Jonas Laigaard fra Farsø er en af landets bedste, når det gælder om at fremtrylle kunstfærdige fluer til lystfiskeri.. Faktisk er han regerende junior-danmarksmester i fluebinding – og forleden blev han dobbelt nordjysk mester i samme kreative disciplin.

Her ses, fra venstre, Silas Lousdal Winter og Jonas Laigaard, begge fra Trend Å Lystfiskeriforening, der blev henholdsvis to’er og vinder af årets NM i fluebinding. Tre’er blev Daniel S. Nielsen fra “Pirken” i Aalborg (th.).

For 5. år i træk inviterede grejbutikken Almas i Aalborg nemlig til NM i fluebinding med deltagelse af en halv snes fingernemme unge fyre fra den række nordjyske fiskeforeninger. Opgaven var at binde 2 vellignende eksemplarer hver af tre fluer med de sjove navne: Laksefluen Grizzly King, Oktober-fluen til havørred samt tørfluen Cock-Y-Bondhu, som især er god til fiskeri efter bæk- og regnbueørred.

Jonas Laigaard repræsenterer Trend Å Lystfiskeriforening og det var en ekstra fjer i hatten til den aktive forening, at fiskekammeraten, kun 13 årige Silas Winther fra Overlade, besatte andenpladsen foran en række ældre konkurrenter.

De tre nævnte fluer indgår samtidig i den indledende runde af årets danmarksmesterskaber i fluebinding, der foregår i april i forbindelse med landets største Jagt-, Fiskeri- og Friluftsmesse i Odense Congress Center. Her dyster 20 af landets bedste fluebindere på fjer, hår og uld i både en junior- og en seniorrække. De fleste af deltagerne ved de nordjyske mesterskaber forleden valgte da også at videresende deres fluer til det kommende DM – heriblandt selvfølgelig Jonas og Silas.

Inspiration til den store fest

FARSØ: Om 3 måneder er det højsæson for konfirmationer i det vesthimmerlandske. Mange har sikkert allerede gjort sig de første forberedelser til den store fest, og i den kommende tid skal alle detaljer så på plads.

Der bliver noget at glæde sig til for årets konfirmander og deres forældre, når der onsdag aften afholdes Konfirmandaften i Dronning Ingrid Hallerne.

Opvisningshallen vil være indrettet med stande fra 18 butikker, der har de helt rigtige tips til konfirmanderne. Herudover vil der være modeshow og optræden af Børne MGP stjernen Sandra Monique.

Årets store konfirmandaften, på onsdag, i Dronning Ingrid Hallerne  er et oplagt sted at hente ideer og inspiration, såvel for de kommende konfirmander som for forældre. En række lokale forretningsdrivende vil på deres stande give de besøgende input til f.eks. gaveideer, tøj, fotografering og mad og drikke.

Efter velkomst vil aftenen byde på modeshow, en let forfriskning, underholdning og konkurrencer, hvor hovedpræmien er en Bose iPod Sounddock Portable til en værdi af kr. 2995,- . Der vil i alt være præmier for kr. 8000,-. 

Den musikalske underholdning er lagt i hænderne på Sandra Monique, som er kendt fra bl.a. MGP. Den 13-årige sangerinde med vietnamesiske aner har haft travlt, siden hun optrådte offentligt for første gang ved Børne MGP i 2008. Ikke nok med, at nu 13-årige Sandra Monique har udviklet sig til en smuk teenagepige, har hun også rykket sig musikalsk. På mindre end et år har den purunge sangerinde oplevet overvældende succes, bl.a. modtaget 3 platinplader og optrådt live i det ganske land. Ud over det har Sandra Monique haft tid til at slibe de rå kanter af sin unge utrænede sangstemme, ved at gå til sangundervisning, øvet sig til den store guldmedalje, skrevet nye sange, samarbejdet med det svenske producer-team Bejerholm/Uhlmann og ikke mindst de to top-producere Jojusi under Nexus teamet. Nu er Sandra Monique så klar med sit første album i eget navn. ”Tro på dig selv”, som udkom i slutningen af 2009.

Ny særlig skolefløj indviet på Farsø skole

FARSØ: Idag var den røde snor spændt ud på Farsø skole. Anledningen var den officielle indvielse af en helt ny skolefløj, der fremover skal være samlingspunktet for alle ADHD elever i Vesthimmerlands kommune

Som nytiltrådt formand for skoleudvalget i Vesthimmerlands kommune, var det Henrik Dalgaards(C) debut som “snorklipper”.

De nye lokaliteter, som adskiller sig meget fra traditionelle klasselokaler, blev studeret nøje.

Særlig indretning
Den nye ADHD skolefløj rummer ikke traditionelle klasselokaler, men et stort fælles rum med tilstødende stillerum, hvor eleverne i eget tempo og med den støtte de har behov for fra pædagoger og lærere, kan gennemføre deres undervisningsforløb.

Det der er kendetegnende ved børn med diagnosen ADHD er: at de har svært ved at koncentrere sig, har svært ved at følge instruktioner, har svært ved fuldføre det de er i gang med, har svært ved at huske aftaler, er urolige, har svært ved at tolke andres grænser og har svært ved at lege stille og roligt.

Netop derfor, har disse børn behov for særligt rolige og uforstyrrende omgivelser og en struktureret dagligdag, som den nye skolefløj er indrettet efter.  

Det var også derfor, at hovedpersonerne selv, de 32 ADHD elever, ikke selv deltog i indvielsen af de nye lokaliteter sammen med politikere, embedsmænd, skolens ansatte og andre indbudte. Det ville simpelthen virke for forstyrrende på eleverne. 

 

Vesthimmerlandske ADHD elever undervises i Farsø
Med undtagelse af en enkelt ADHD klasse på Aalestrup skole, så er Farsø skole udpeget som Vesthimmerlands undervisningstilbud til ADHD elever på alle klassetrin. Undervisningen var indtil kommunalreformen underlagt Amtet med undervisning på særlige specialskoler i Arden og Aalborg.

Den nye fløj, som har kostet 6 millioner kroner, er indrettet med tre af de særlige undervisningslokaler, der umiddelbart mere minder om et traditionelt hjem med fællesrum og tilstødende værelser, hvor eleverne kan indrette sig som de finder det bedst. Det kan være inde i en niche, på en madras på gulvet eller inde i et hjørne. Alt sammen, for at eleverne kan holde fokus.

Kunne godt bruge et undervisningslokale mere
De tre undervisningslokaler har allerede vist sig at være ét for lidt. Lokalerne er beregnet til 6-8 elever, men i øjeblikket er et af lokalerne base for overbygningsklassen, der har 12 elever.

I sin tale, beklagede skoleleder John Andersen derfor også, at man ikke havde været mere forudseende med hensyn til elevantallet.  

Der er tilknyttet 3 faste lærere og yderlige 8 deltidslærere til ADHD klasserne. Hertil kommer et tilsvarende antal pædagoger, idet ADHD undervisningen samtidig er et pasningstilbud for eleverne frem til kl. 16.00.   

– Jeg synes, vi har fået nogle virkelige funktionelle rammer, som er nøgleordet for ADHD børn, sagde skoleleder John Andersen, der samtidig udtrykte sin glæde over, at politikerne havde taget beslutningen om, at ADHD-eleverne skulle have plads på Farsø Skole. Efter beslutningen har skolen nemlig fået ansat nogle meget kompetente lærere på området, tilføjede John Andersen.  Det var formanden for skoleudvalget, Henrik Dalgaard (C), der fik fornøjelsen af at forestå snorklipningen med ordene: – Tillykke med det nye byggeri. Gode rammer og god trivsel giver mulighed for god indlæring.

Der blev fejret fastelavn i Ullits med manér

ULLITS: I søndags blev der holdt fastelavnsgudstjeneste i Foulum kirke med deltagelse af Ullits spejderne. Efterfølgende var der fastelavnsfest i Ullits Minihal med tøndeslagning for børn i alle aldre.

Der var et kreativt udvalg af udklædninger ved tøndeslagningen i Ullits Minihal.

Her er Ullits Kattekonger og kattedronninger

Til de voksne var der kaffe og kage og hyggeligt samvær med naboer og bekendte. Der var stort fremmøde og rigtig mange flotte udklædninger.

                     

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.