Forside Blog Side 1160

25 års jubilæum – Mogens Jensen

FARSØ: Direktør Mogens Jensen kan idag, mandag den 1. marts, fejre 25 års jubilæum som direktør i Sparekassen Farsø.

Sparekassedirektør Mogens Jensen kan idag fejre 25 års jubilæum hos Sparekassen Farsø

Mogens Jensen er født i Østervrå i 1948 og startede som elev i Vendelbobanken, hvor han allerede i en alder af 25 år blev filialbestyrer i Løkken og senere filialdirektør i den større afdeling i Hirtshals, der til sidst var en del af Jyske Bank.

Som ny direktør i Sparekassen Farsø i 1985 tog det ikke lang tid for den alt andet end sindige vendelbo at se muligheder og skabe konkret handling både i sparekassen og det lokalområde, han og familien hurtigt blev en del af. Udvikling, resultater og det positive samarbejde har været den røde tråd for Mogens Jensen i de 25 år.

Sparekassen Farsø har med Mogens Jensen i spidsen gennemgået en meget stor udvikling, der både kan ses i forretningsomfang, kunder, antal medarbejdere og det positive image, der har skabt god omtale og mange værdifulde relationer i og uden for sparekassen og lokalområdet.

I lokalområdet kan resultaterne aflæses i de mange initiativer og samarbejdsprojekter. Gode eksempler, hvor Mogens Jensen og sparekassen har været en aktiv part er ”Farsø Erhvervspark”, der er et stærkt samarbejde mellem Sparekassen, den lokale tømmerhandel og en række håndværkere, ”VIVA – Vækstcenter Vesthimmerland”, ”Sport- og Academy” ved Farsø hallerne, Johannes V. Museet og Golfbanen i Hvalpsund..   

Indsatsen er gennem årene blevet anerkendt i form af en lang række tillidshverv i forskellige samarbejdsorganisationer og foreninger. I den finansielle sektor er Mogens Jensen med i bestyrelsen for investeringsforeningen Sparinvest og ForSikringsSamarbejde A/S, der er et samarbejde mellem 50 lokale sparekasser.

I lokalområdet har han gennem alle årene været formand for Farsø Erhvervsråd og medstifter af Himmerlands Udviklingsråd. I 1993 var han med til at starte det stærke og unikke samarbejde mellem erhverv, handel og turisme i den gamle Farsø kommune, et samarbejde der i dag fungerer som Erhvervs- og Turistcenter Farsø.

Mogens Jensen brænder stadig for at skabe gode resultater for sparekassen og lokalområdet. Lysten og energien til at gøre en indsats motiverer og inspirerer stadig mennesker, der møder og samarbejder med ham.

 

Blå spejdere i flot fremgang

FARSØ: Det forløbne år har været et særdeles aktivt år for de blå spejdere i Farsø, som hører under Det Danske Spejderkorps

En situation fra den store landslejr Blå Sommer, som fandt sted i Sønderjylland

På grupperådsmødet forleden kunne Per Havbro på gruppestyrelsens vegne berette om et år, som har budt på en række traditionelle aktiviteter suppleret med sommerens helt store oplevelse, Blå Sommer, som er korpsets store landslejr med næsten 20.000 deltagere. Desuden har der været arrangeret gruppetur til Trend, og der har været mindeparade i Mindelunden, strandrensning, deltagelse i juletræstænding, luciaoptog på plejehjemmet og ikke mindst medvirken i FarsøFestens store optog, hvor man blev præmieret som flotteste indslag.

Gruppeleder Harly Munkholm kunne supplere bestyrelsens beretning med fakta om, at DDS Farsø er en gruppe i stor fremgang. Med 61 aktive medlemmer er gruppen næsten fordoblet indenfor de seneste to år. Det er specielt i de to yngste grene, der har været stor fremgang. Gruppelederen takkede de enkelte grenledere for deres store indsats med spejderne og så frem til fortsat godt samarbejde i det kommende år. Et år som bl.a. kommer til at byde på deltagelse i jubilæumslejren i anledning af 40-året for spejdercenteret Kølhøjhus.

Kasserer Gert Johansen kunne fremlægge et regnskab, som stort set balancerer, idet gruppens kommer ud af året med et beskedent underskud på 113 kr. Reelt er der dog tale om et lille overskud, idet der er et par indtægtsposter, som først bliver bogført i det kommende regnskabsår. På indtægtssiden har man bl.a. fået et tilskud til investering i miljøforbedringer på spejderhuset ved søen.

Henrik Hougaard og Merete Hviid Bak trådte ud af gruppestyrelsen, hvor de afløses af Niels Lapirtis og Per Lyngby, der begge har fungeret som suppleanter i den forløbne periode. Som ny suppleant valgtes Mads Øgaard, medens Connie Kristensen overtager kassererposten efter Gert Johansen, som heller ikke ønskede genvalg. Gruppens revisor er fremdeles Svend Skov med Søren Hansen som suppleant.

Koncertunderskud har mærket FUIK’s venner

FARSØ: Som støtte- og venneforening for FUIK, havde formand for FUIK’s Venner, Anders Jørn Skriver allerhelst også talt rosende om de beløb, der er kommet ud af årets udmærkede aktiviteter

Søkoncerten i 2009 med hovednavnet Poul Krebs gav ikke den fornødne publikumstilstrømning.

Han lagde i sin beretning på FUIK’s Venners generalforsamling, i aften, vægt på foreningens aktiviteter i 2009, hvor koncerten i juni måned ubetinget var den største.

Koncerten forløb meget tilfredsstillende, men blev desværre ikke den største publikumssucces, hvilket også tydeligt fremgår af koncertens resultat.

Da alle regninger var betalt, stod Vennerne tilbage med et underskud på den forkerte side af kr. 100.000, hvilket selvfølgelig ikke er tilfredsstillende, lød det fra Anders Jørn Skriver.

Om det var koncertnavnene eller den valgte dato, hvor vi var oppe imod Beach Party i Skive, Hjallerup Marked og fodboldlandskampen mellem Sverige og Danmark, som var årsag til den manglende publikumsopbakning, skal være usagt – men såfremt koncerterne skal forblive en årlig tilbagevendende begivenhed i Farsø, er det nødvendigt, at der er opbakning fra lokalbefolkningen til disse arrangementer.

Udover koncerten afviklede Vennerne den traditionelle Idrætsuge på Farsø Stadion, og efter en masse fodboldkampe og godt socialt samvær, kunne det konstateres, at det rent økonomisk er indsatsen værd – trods en lille tilbagegang i overskuddet.

Klublotto som blev indført i 2008 fortsatte ufortrødent i 2009, og med en markant stigning i antallet af deltagere, er det absolut et tiltag som er kommet for at blive.

Sidst men ikke mindst, dannede Hotel Farsø rammen om Venners årlige 2. juledagsbal.

Her kunne der desværre også ses en lille tilbagegang i antallet af besøgende, og specielt blandt de yngste gæster.

– Dette er taget til efterretning, således der allerede nu er tanker i gang om hvordan programmet skal sammensættes i 2010, forklarede Anders Jørn Skriver.

Endelig skal det nævnes, at vi i 2009 valgte at få installeret "fast strøm" på koncertpladsen i Farsø Søanlæg. En investering på knap kr. 50.000,00 sammen med velvillig støtte fra Vesthimmerlands Kommune, der desværre ikke holdt længe, da alle jo nok er bekendt med, at Andehuset blev brændt ned i efteråret.

Dette er ikke alene meget ærgerligt for Vennernes økonomi men også for anlæggets udseende – hvilket vi kun kan være rigtig skuffet over – da de penge går jo direkte fra ungdomsarbejdet i FUIK.

Afslutningsvis blev regnskabet fremlagt, tydeligt mærket af koncertunderskuddet og el-investeringen, således årets resultat for FUIK’s Venner blev et underskud på kr. 131.000.

Der var genvalg til de siddende bestyrelsesmedlemmer.

Et år med 3 oprykninger til FUIK

FARSØ: Sæsonen 2009 var for FUIK den mest succesfulde i mange år, med ikke mindre end 3 oprykninger til følge.

Dette var den glædelige konstatering, da formand for FUIK, Kim Nyby i aften afgav årets beretning for fodboldklubben på dens generalformsamling.

Serie 2 herrer havde ikke mindre end 3 matchbolde til at sikre sig oprykning til Serie 1, men der gik lidt ”gummiben” i den – hvilket måske skyldes det meget unge og urutinerede hold – og først i sidste spillerunde lykkedes det at strække armene i vejret og lade champagnepropperne springe.

Andet holdet – hvor gennemsnitsalderen måske var endnu lavere end på førsteholdet – havde det lidt svært, og måtte konstatere, at resultaterne ikke rakte til en forbliven i serie 4 og de måtte derfor se en nedrykning i øjnene.

Denne nedrykning blev dog til fulde opvejet at 3. holdets præstation, idet de efter en suveræn indsats kunne konstatere, at oprykningen til serie 4 var en realitet.

På damesiden sluttede sæsonen også meget succesfuld og tilfredsstillende, idet holdet efter nedrykning i foråret lavede et hurtigt comeback i efteråret, således de igen er at finde i jyllands-serien, så snart den ny sæson går i gang.

– Det er derfor med stor spænding og forventning at vi ser frem mod den ny sæson, idet begge klubbens førstehold består af meget unge spillere, som dog kan lægge endnu et år på rutinekontoen, så mon ikke de ved der venter dem, og vil gøre den indsats som er nødvendig for at konsolidere sig i deres respektive rækker, lød det videre fra Kim Nyby.

Iblandt de ældste spillere i FUIK, nemlig på klubbens Old boys og Old girls hold kan der også konstateres en vis stabilitet, idet antallet af hold var uforandret i 2009 og den traditionelle kvalifikation til LM lykkedes også – dog uden nogen medaljer til følge.

Også blandt de helt unge spillere oplever FUIK fortsat fremgang – både målt på antallet af spillere, samt på holdenes resultater – og at udfordringerne med at fastholde spillere i de ældste årgange stadig er store.

Samarbejde med Aars IK
Som en følge af de store udfordringer med at fastholde de ældste spillere i ungdomsrækkerne, blev der i foråret 2009 igangsat nogle overvejelser i bestyrelsen.

Hvordan kunne vi sikre, at der fortsat var et attraktiv tilbud om fodbold i vores nærområde ?

Hvis ikke det kunne lykkedes i eget regi – ja, så var svaret jo ikke så svært – så måtte det blive i samarbejde med en anden klub.

Konklusionen på disse overvejelser blev, at der med virkning fra efteråret 2009 blev indledt et hold-samarbejde med Aars IK omkring U17 Drenge.

Rammerne omkring dette samarbejde er, at ALT omkring hold deles 50/50, således økonomien deles, træningssted deles og kampsted deles.

Samarbejdet har været meget succesfuldt – både målt i antallet af spillere samt de sportslige resultater, idet ikke mindre end 32 spillere figurer på kontingentlisten og ifølge træneren og spillerne har træningen været meget tilfredsstillende med over 20 spillere til enhver træning – uanset om det har været i Aars eller Farsø. 

Den gode oplevelse med U17 Drengene har også været afsættet til en udvidelse af samarbejdet, og det er allerede besluttet, at der fra sommeren 2010 også tilbydes holdsamarbejde for U18 Piger og U19 Drenge – idet klubberne hver for sig, ikke har mulighed for at lave et fornuftigt tilbud for disse årgange.

En af tillægsgevinsterne ved samarbejdet er tillige, at man er to organisationer om at finde den nødvendige og rigtige træner til holdet, hvilket efterhånden er blevet en af klubfodboldens største udfordringer.

Derudover har det også vist sig, at de siddende bestyrelser i FUIK og Aars IK stort har de samme holdninger til ungdomsfodbold, hvorfor samarbejdet ikke har været svært, og dette kan også bruges i andre sammenhænge – til hjælp for begge klubber.

Udover de allerede igangsatte og aftalte holdsamarbejder er der ikke planer om en udvidelse af samarbejdet, idet bestyrelsen i FUIK fortsat arbejder ud fra den grundholdning, at klubben skal tilbyde fodbold på et nutidig og tilfredsstillende niveau for børn og unge i Farsø og nærmeste omegn.

Acceptabelt årsresultat
Kim Nyby kunne afsløre at FUIK kom ud med et acceptabel årsresultat, idet regnskabet viser et underskud på kr. 7.000,00.

– Dette resultat er dog ikke helt retvisende, idet flere forhold påkalder sig opmærksomhed, tilføjede Kim Nyby.

Vi havde lidt optimistisk budgetteret med et tilskud på kr. 100.000,00 fra FUIKs Venner, men som bekendt, var årets søkoncert lidt hård ved økonomien, så vi har derfor modtaget et bidrag på kr. 50.000,00.

Vi blev i stedet redet lidt på målstregen af en udtrækning af fondsbeviser på kr. 60.000,00. Placeringen af dette beløb i FUIKs Fond, har dog altid haft det formål, at vi har en økonomisk buffer, såfremt dette af forskellige årsager bliver aktuel.

Der er flere årsager til den manglende balance i økonomien, og jeg vil blot nævne et par stykker:

– Sponsorindtægterne er faldet med godt en 1/3 eller knap kr. 40.000,00. Vi vurdere ikke at lysten til at støtte FUIK er faldet, men vi er også et billede at det generelle samfund, og med de økonomiske udfordringer der opleves i disse år, er det både naturligt og forståeligt, at de lokale virksomheder er lidt tilbageholdende.

Det er dog et stort ønske, at denne tilbageholdenhed ikke varer ved, idet vi måske mere end nogen siden har brug for velfungerende lokale foreninger, idet flere alternative tilbud reduceres eller spares væk i disse år, og derfor er det vigtig med gode sociale tilbud til byens børn og unge, hvor de kan bruge fritiden under ordnede forhold og faste rammer.

Omkostningsgodtgørelse til seniortrænere er også steget betydeligt, hvilket skal ses i lyset af, at vi ønsker at styrke indsatsen specielt på damesiden – og heldigvis har dette indtil videre også båret frugt med oprykningen til jyllandsserien som resultat.

Sidste pind jeg vil nævne, er udgiften til dommere. I dag skal vi selv skaffe dommere til over 200 ungdomskampe pr. sæson, og vi oplever desværre ikke den store opbakning blandt medlemmerne og forældrene, til at løse denne opgave.

Vi står derfor ofte i en situation, hvor vi skal vælge mellem at aflyse kampen eller bruge penge på sorte dommere – og vi føler os virkelig til grin, når en sort dommer skal rende rundt og dømme fx en U9 Pige kamp, hvor der stort set kun skal fløjtes ved kampstart og kampslut.

Jeg vil derfor sende en kraftig opfordring til, at både spillere og forældre giver en hånd med. Hvis blot den enkelte vil investere 1 til 2 timer pr. sæson, vil vi helt kunne undgå denne store udgift.

Der var genvalg til de siddende bestyrelsesmedlemmer.

 

Farsø Efterskole har været i Tanzania

STISTRUP: 10. klasse på Farsø Efterskole er lige vendt hjem fra endnu en fantastisk tur til et af verdens fattigste lande – nemlig Tanzania.

10. klasse på Farsø Efterskole i Stistrup er netop vendt hjem fra et ophold i Tanzania, som har gjort stort indtryk. Der blev også knyttet venskaber. Her står Christoffer sammen med et par afrikanske holdkammerater efter

I 17 dage var elever og lærere gæster i den lutherske kirke, hvor de blandt andet deltog i en arbejdslejr sammen med 12 tanzanianske unge.

– Vi har arbejdet, sunget, grinet og spillet fodbold sammen, og selvom vores dagligdag og vilkår er meget forskellige i Tanzania og i Danmark, drømmer vi om det samme – uddannelse og job og et godt liv, udtaler Christoffer Toft, 17 år, der er en af eleverne, der var med.

Rejsen er en del af Verdensborgerlinjen, der tilbydes elever i 10. Klasse på Farsø Efterskole. Et af formålene med rejsen er at åbne elevernes øjne for verdens mangfoldigheder og på nærmeste hold opleve hvad fattigdom gør ved mennesker.

– Det gjorde indtryk, da jeg så de forældreløse børn, der kun havde mulighed for skolegang og overlevelse i det hele taget, fordi der er folk i Danmark der giver penge til Danmission. Det lærte mig, at det nytter noget at give penge til u-landsarbejde, siger Kasper Kragh, 17 år, der også deltog på rejsen.

– At ordblinde elever får mulighed for på deres 10. skoleår, at rejse og i det hele taget at lære på en ny og spændende måde, giver rigtig god mening. De har ud over at få en kæmpe oplevelse for livet, lært en masse om sprog, kultur og sidst og ikke mindst har de lært en masse om sig selv, siger forstander på Farsø Efterskole, Lone Primdahl, der var med i Tanzania.

I april rejser en anden gruppe af eleverne i 10. klasse til Polen, hvor også de skal være tæt på unge med andre vilkår.

Sparekassen Farsø – stigning i både basisdrift og tab

FARSØ: De positive og negative elementer ses tydeligt i regnskabet for 2009, som Sparekassen Farsø netop har offentliggjort, men væsentligst af alt har Sparekassen Farsø fortsat en god basal bankdrift.

God basal bankdrift.

Den basale bankdrift med en forsat øget indtjening og en stram styring af omkostningerne, der reelt ikke er steget i 2009, har det rigtig godt, siger direktør Mogens Jensen. Det resulterer i en meget sund basisdrift, der er forbedret med hele 30 % fra 53 mio. kr. i 2008 til 69 mio. kr. i 2009.

 

Tab og nedskrivninger på kunder.

Desværre er der også samtidig en meget negativ udvikling i tab og nedskrivninger på kunder, der er ramt af den økonomiske krise. Tab og nedskrivninger i 2009 var på 77,9 mio.

Vi må erkende, at krisen har ramt sparekassen og kunderne hårdere end forventet. Vi har gennem de sidste 10 år skabt en vækst, der har givet væsentlig større indtjening, men den økonomiske krise har også betydet flere tab end vi kunne forvente. Den negative effekt kan også ses i resultatet fra datterselskaberne. Underskuddet herfra på 8,1 mio. kr. er dog også i 2009 påvirket af færdiggørelsen af byggeriet i Farsø.

Trods de store tab og nedskrivninger på kunder, ville det samlede resultat af det, der helt konkret vedrører sparekassen herefter være et rundt 0.

 

Udgifter til Bankpakke I.

Udgifterne til Bankpakke I omfatter både en provision for den solidariske deltagelse i Bankpakke I på alt 18,4 mio. kr. og desuden sparekassens del af hensættelser på andre pengeinstitutter på 11,9 mio. kr..

De samlede udgifter til Bankpakke I svarer derfor til årets underskud, der efter skat bliver på 24,3 mio. kr.

Så selv om det kan forklares, er resultatet utilfredsstillende, siger direktør Mogens Jensen.

 

Konsolidering og fortsat sund økonomi med god solvens og likviditet.

Sparekassen har fortsat en sund økonomi med en god basisindtjening og en solvens på 15,9 % og en likviditetsoverdækning på 161 %. Begge dele er et godt stykke over lovens krav.

Sparekassen fortsætter den konsolidering, vi har kunnet se i løbet af 2009, hvor udlån falder med 100 mio. og indlån vokser med knap 200 mio. kr. Det giver en bedre balance mellem indlån og udlån.

 

Sparekassen Farsø har fået bevilget og udbetalt Bankpakke II.

I lighed med mange danske pengeinstitutter har sparekassen søgt om Bankpakke II. Ud fra sparekassens størrelse og behov har staten i november måned indskudt 130 mio. kr. som hybrid kernekapital, der styrker sparekassens kapitalgrundlag.

 

Sparekassen er også i fremtiden den attraktive samarbejdspartner.

Den økonomiske krise i samfundet er ikke slut endnu og vil fortsat påvirke kunderne og sparekassens resultat og indsats. Det gør det – om muligt – endnu mere vigtigt, at vi også i fremtiden er parat til at være den positive samarbejdspartner for kunder og lokalområde, slutter Mogens Jensen.

 

Sparekassen Farsøs årsregnskab 2009

De væsentligste punkter

Tal i mio kr.

2009

2008

Ændring i mio kr.

Ændring

i %

Drift

 

 

 

 

Netto rente- og gebyrindtægter

159,2

139,9

 

 

Andre driftsindtægter

0,4

0,2

 

 

Omkostninger

87,7

84,8

 

 

Afskrivninger

3,1

2,4

 

 

Basisindtjening

68,8

52,9

+15.9

+30,1 %

Kursregulering

+16,4

-33,6

 

 

Datterselskaber

-8,1

-14,2

 

 

Tab og hensættelser på kunder

-77,9

-27,3

 

 

Resultat før bankpakker

-0,8

-22,2

+21,4

Provision vedr. statsgaranti i Bankpakke I

-18,4

-5,3

 

 

Hensættelser vedr. Bankpakke I

-11,9

-3,8

 

 

Resultat før skat

-31,1

-31,3

 

 

Skat

+6,8

+4,8

 

 

Årets resultat

-24,3

-26,5

+2,2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Balance

 

 

 

 

Udlån

2.898,2

3.000,0

-101,8

-3,4 %

Indlån

2.753.7

2.561,6

+192,1

+7,5 %

Egenkapital

353,6

357,6

 

 

Balance

4.096,1

4.015,4

 

 

Garantier

1.357,5

1.638,8

 

 

Solvensprocent

15,9 %

11,8 %

 

 

Kernekapitalprocent

11,5 %

8,2 %

 

 

 

 

Fandrup borgere til burmesisk spis-sammen-aften

FANDRUP: For snart 5 år siden dannede et antal borgere i Fandrup foreningen ”Krudthuset” – et kultur- og medborgerhus i Fandrup. Foreningen købte et hus af den lokale afdeling af Hjemmeværnet og et antal handymænd og – kvinder renoverede derefter huset, som i dag anvendes netop til kultur- og medborgerhus samt til udlejning.

Her ses Min Min, som stod for den burmesiske middag i Fandrup, sammen med sin mand Tun Tun og et af sine 3 børn

Én af de populære aktiviteter er spis-sammen-aftener, hvor 2 – 3 personer går sammen om at lave mad, som så kan købes til meget fordelagtige priser af de, der ønsker at deltage.

I sidste uge blev der budt på burmesisk inspireret mad. Min Min Oo fra Burma og hendes familie har boet i Danmark i 8 år og for nogle år siden flyttede familien til Fandrup. Familien var helt med på ideen om gøre burmesisk mad til et tilbud ved et spis sammenarrangement og det blev taget vældigt godt imod af borgerne i Fandrup. Ca. 50 børn og voksne tog godt for sig af de spændende retter, hvor Min Min på forhånd havde lovet at gå lidt forsigtig til værks med krydderierne. Den stærke chilisauce var dog med på bordet til de mere hårdføre. Der blev serveret suppe, en ret med grøntsager og kød tilberedt i wok, en stuvning med oksekød og andet tilbehør, kyllingestykker med spændende krydderi og forårsruller med grøntsager, rejer og meget mere. Alt hjemmelavet! Til sidst var der kage til kaffen. Her måtte Min Min hente inspiration fra sin mor, der bor i en flygtningelejr i Thailand.

Så det var en flok mætte og veltilfredse deltagere, der gik hjem og måske er blevet inspireret til at prøve lidt andre krydderier end de mest traditionelle.

Sneen er tung

FARSØ: Der er langt om længe udsigt til tøvejr i de kommende dage. Dette kan både være på godt og ondt

Den megen sne der ligger på tagene kan få en ekstra tyngde på grund af tøvejret, hvilket kan være katastrofal og betyde kollaps.   

Men hvordan kan man betegne sneen som værende tung?.

Det har noget med vægtfylde at gøre, og forholder sig således:

1 liter frostsne ved -6 gr. vejer 20 gr. = 20 kg pr m3
1 liter tøsne ved 0 grader vejer 200 gr = 200 kg pr m3
1 liter tøsne mættet af regn ved +6 gr. vejer 600 gr. =600 kg pr m3

Så temperaturen er altså meget afgørende for hvordan sneen mættes af vand fra regn eller dis.

Farsø Rådhuscenter fejrer sin 21 års fødselsdag i næste uge

FARSØ: Som tillæg til Farsø Avis i næste uge, udsender Farsø Rådhuscenter en fødselsdagsavis i anledning af centrets 21 års fødselsdag.

Ud over attraktive fødselsdagstilbud fra butikkerne er der også underholdning på fødselsdagsprogrammet, bl.a. med Ole Gas

Fødselsdagsaktiviteterne vil finde sted over fire dage, nemlig den 4., 5., 6. og 7. marts og vil i særdeleshed bestå af en række tillokkende tilbud fra byens forretninger.

Dertil kommer et flot fødselsdagsprogram, der vil byde på underholdning for såvel børn som voksne.

Der kan bl.a. nævnes optræden af Ole Gas, Rasmus Klump og et kæmpe spillecenter med alskens flippermaskiner og Nintendo Wii for børn og barnlige sjæle.

Læs meget mere om Farsø Rådhuscenters 21 års fødselsdag i fødselsdagsavisen, som ender i din postkasse på næste onsdag. 

Turismen holder ved

FARSØ: Ligesom indenfor alle andre brancher har turismen i Vesthimmerland også fået nogle drøje hug, men med standhaftighed og ildhu har man klaret skærene

Et af årets mest omtalte projekter fra Farsø egnens Turistforening var Farsø In Boxes

Der er nu gået et år siden, jeg blev den nye formand for Farsø Egnens Turistforening, og dertil kan jeg kun sige, at året er gået alt for hurtigt, lød det indledningsvis i beretningen fra Nienke Jonker på turistforeningens generalforsamling i aften. Selvfølgelig har der været positive og negative overraskelser, men i det hele taget, er jeg tilfreds med 2009.

2009 blev året med den store tilbagegang over hele landet for feriecentre, hoteller, campingpladser og lystbådehavne. Blandt andre faktorer, har den internationale krise og udbetalingen af SP-penge i Danmark, haft en stor indflydelse på tilbagegangen i dansk turisme. Dette resulterede desværre i at Rønbjerg Feriecenter, som en af de større aktører i kommunen, gik konkurs. Heldigvis kom der forholdsvis hurtigt en ny investor til.

Godt år for Vesthimmerlandsk camping
Derimod gik året godt for campingpladserne i Vesthimmerlands Kommune. Et nyt samarbejde mellem samtlige 10 vesthimmerlandske campingpladser, viste allerede efter et år en fremgang på 3%. Med en landsdækkende tilbagegang på 3,2%, taler de vesthimmerlandske tal for sig selv. Camping Vesthimmerland har udgivet en fælles brochure, som bliver distribueret over hele Danmark. Uddeling på feriemesser i både Danmark og Holland, sammen med den kommunale Visit Vesthimmerland brochure, synes at være en megen vellykket kombination.

Farsø in Boxes gav omtale
’Farsø in Boxes’ var et hidtil uset projekt. Projektet gik i sin enkelhed ud på, at lokale borgere skildrede deres drømme, liv, arbejde og visioner i en lille trækasse med vindue. I samarbejde med Solhaven så dette projekt dagens lys. Farsø’s ’sjæl’ fik stor omtale på både fjernsyn, og i mange af de lokale og nordjyske aviser. For nylig, greb også 3.b på Farsø Skole ideen, og fulde af inspiration lavede de deres egne bokse.

Limfjorden skal priorteres
Netværk Limfjorden har bevist at være en levedygtig og succesfuld organisation, der er igangsætter og varetager af mange nye turistinteresser omkring Limfjorden. Med Jørgen Pedersen fra Hvalpsund i spidsen, er der sat forskellige projekter og samarbejder i gang i både EU og Danmark. Der kan nævnes: Blue Ribbon – et samarbejde mellem Danmark, Holland, Storbritannien, Sverige, Belgien, og muligvis Tyskland i fremtiden, Leonardi da Vinci – et EU støtteprogram til fx Limfjordsfortællingerne og cykelturismen, Region Nordjylland – et samarbejde om Nordjyske Fortællinger, en ny lystsejlerkampagne som fortsætter i 2010 og som har til formål at tiltrække norske, svenske og tyske sejlere.
Limfjorden er blevet nomineret til det bedste sejlområde i Europa! Derfor er synliggørelsen af Limfjorden fra 2009 til 2012, et af deres vigtigste punkter. Og med denne kæmpe indsats i form af kontanter, timer og et bæredygtigt samarbejde mellem forskellige Limfjords kommuner, turismeorganisationer og lande, kan det ikke andet end føre til succes.

Kamp for turistkontoret med lykkelig udgang
Efter den store kamp i 2006-2007 om at beholde turistbureauet i Farsø, var det desværre igen, nødvendigt at gå på barrikaderne i 2009. En stor kommunal besparelse på kr. 300.000 indenfor turismen dannede grundlag for lukningen af turistkontorerne i Farsø og Aars. I de mange samtaler med politikere og kommunale embedsmænd, måtte vi desværre undvære en indsats fra Turistforum. Dette sammenholdt med den stramme ’drejebog’ som alle forvaltninger ’skal’ følge – ifølge nogle i kommunen, resulterede dette på papiret i en lukning af turistbureauet i Farsø pr.1. januar 2010.

Det nye Kultur- og Fritidsudvalg, med Jan Dyregaard som formand, fik genåbnet diskussionen i både Farsø og Aars. Døren til turistkontoret i Farsø er låst op igen, og efter en kommunal bevilling til turistkontoret, vil der nu følge forskellige møder med Erhvervs- og Turistcenter Farsø(ETC) og Vesthimmerlands Kommune, for at drøfte de fremtidige muligheder. Med en vækstindustri i hånden, og mange ildsjæle som udvikler nye initiativer og samarbejder til profilering af Vesthimmerlands Kommune, ville en væsentlig reduktion af vort modtagelsesapparat være en stor åreladning, med rigtige store konsekvenser på lang sigt, lød det fra Nienke Jonker.

Efter at forskellige repræsentanter for erhvervs- og turismeområdet i kommunen, igennem de seneste år havde tilkendegivet, at Vesthimmerlands Kommune burde overveje at trække sig ud af Aalborg Samarbejdet, for at anvende midlerne til et medlemskab på andre områder, hvor effekten ville være større, meldte kommunen sig ud af Region Aalborg Samarbejdet den 1. januar 2010. En bedre kommunale profilering er derfor på vej, bl.a. ved et samarbejde med Netværk Limfjorden og VisitNordjylland.

Samarbejdet omkring ETC vigtig
Nye tanker og ideer har ikke givet mange nye medlemmer i det seneste år. Vores økonomi ser derfor stadigvæk ikke imponerende ud. Dette skyldes desværre et dalende medlemstal og derfor færre indtægter. Vi er glade for ETC samarbejdet, og opbakningen fra handelsstandsforeningen og erhvervsrådet, som er en stor hjælp for turistforeningen. Især i fremtiden, hvor det nye samarbejde med kommunen vil kræve en ekstra indsats fra alle parter i Farsø.

To nye bestyrelsesmedlemmer
Desværre mistede vi i løbet af året vort bestyrelsesmedlem Vagn Pedersen, kendt af alle som grundlæggeren af Stenaldercentret i Ertebølle. Og efter mange år i bestyrelsen, valgte også Askel Krog at forlade os. Det har været en spændende opgave at finde 2 nye bestyrelsesmedlemmer, og vi håber at både Lise Jensen fra Fiskegaarden og Bjørn Jakobsen fra Uhrehøje, ville føle sig hjemme iblandt os. Vi ser frem til at komme i gang med nye ideer og ny energi.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.