Forside Blog Side 1143

Shamrockers rockede Trend på irsk

TREND: Sommervejret viste sig ikke fra sin bedste side, men det gjorde til gengæld aftenens irske band, The Shamrockers, da der var inviteret til Trend festival på Trend Camping i lørdags, for sidste gang i år.

The Shamrockers begejstrede publikum med deres iørefaldende skotsk-irske toner ligesom sidste år.

Selvom vejret drillede, afholdt det ingen fra at møde frem til det udendørs arrangement på Trend Camping.

Trods det regnfulde vejr, havde mere 250 gæster intet imod at få serveret liflig og stemningsfuld irsk musik via øregangene af det populære band fra Dublin-city. Forud for aftenens irske optræden havde 160 gæster fået stillet sulten med god mad fra Trend Camping, ligesom der flittigt blev tappet irske, skotske og engelske øl fra hanerne.   

Shamrockers kunne rocke Trend og derfor benyttede mange sig også af muligheden for en lille sving-om til den skotsk-irske folkemusik i løbet af aftenen.

Farsø triatleter deltog i internationalt triatlon

FARSØ: Farsø Tri & Trim, der ud over marathonløbere også udvikler triatleter, havde for 2 uger siden fire mand som deltagere i det internationale Challenge Roth i Sydtyskland, som ligger lidt syd for Nürnberg, ca. 1.100 km fra Farsø.

Her ses de fire deltagende triatleter fra Farsø Tri & Trim. Fra venstre Jan Lodberg, Lars Høyem, Byrial Stagsted og Martin Pilgaard.

De fire deltagere; Jan Lodberg, Martin Pilgaard, Lars Høyem og Byrial Stagsted meldte sig til det populære triatlon allerede for et år siden.   

De fire Farsø triatleter tog til Roth et par dage i forvejen for at lade op og træne på ruterne, der som bekendt omfatter 3,8 km. svømning, 180 km på cykel og en 42 km. maraton, for at give et komplet triatlon.     

På selve dagen, stod de fire triatleter tidligt op for at spise og gøre sig klar til dagens hårde program, der kræver sin mand.   

Med 2.500 deltagere, blev triatleterne sendt af sted 200 ad gangen. 

Efter en ”lille” svømmetur på 3,8 km, var det tiden for de fire Farsø triatleter at komme ud på cyklen. Vejret var helt perfekt og lidt overskyet. Efter 180 km på cykel var der skift til løbeskoene og 42,192 km forude.

På denne sidste del, hjalp det meget, at flere hundrede mennesker stod og heppede, ikke mindst tæt på mål hvor de sidste kræfter var langt henne at hente.

De fire Farsø triatleter kom i mål i disse tider: Martin Pilgaard i tiden 9:41:57, hvilket blevet til en meget flot 156. plads. Lars Høyem i tiden10:32:01, hvilket blev en 670. plads. Byrial Stagsted i tiden 10:52:13, som blev en 942. plads og endelig Jan Lodberg i tiden 11:08:48, hvilket blev en 1.160 plads.

For alle fire blev udfordringen en kæmpe oplevelse. Og i øvrigt blev løbets vinder også en dansker, nemlig Rasmus Henning, som de fire triatleter ved et tilfælde fik lejlighed til at møde inden løbet. 

Grunden til at man udsætter sig for så ekstreme strabadser, er den spænding, opbakning og de 2500 andre galninger der har selvsamme mål om at gennemføre i god tid, fortæller Byrial Stagsted. Dertil kommer en rigtig god service, både før, under og efter stævnet.

Farsø Tri & Trim kan også på hjemmebane. I forbindelse med Farsø Festen i august står klubben bag Vesthimmerlands halv- og helmaraton. I den forbindelse vil man ikke se de fire triatleter i løbeskoene, men med stopure og praktiske hjælpere ude på ruten.

Stenaldercenteret skal være en aktivt og inspirerende sted

ERTEBØLLE: Hvis man går med den forestilling om, at det der skete for 6-7000 år siden er kedeligt og må være noget ”støvet”, så bliver man ”skuffet” når man tropper op på Stenaldercenteret i Ertebølle

Hvis der er noget, der er kedeligt, så er det den ufortjente og omtumlede tilværelse, som det ellers meget levende Stenaldercenter, har haft i al den tid det har eksisteret. Og hvis Stenaldercentret ikke hører hjemme i Ertebølle, som har givet navn til Ertebøllekulturen, hvor så?, vil mange mene.

Centrets nuværende leder Søren Hansen har givet stedet et frisk pust, og det blot efter få måneder på stedet. Ideerne florer i stort tal hos Søren Hansen og mindst ligeså mange hos stedets øvrige personale, der er personer i et CKA’ forløb, altså en afklaring om deres videre jobforløb via Jobcenter Vesthimmerland.

Siden Stenaldercentret åbnede for sæsonen den 1. juni, har der ud over at få gjort stedet klar såvel udvendig som indvendig også kommet nye aktiviteter til for børnefamilierne. – Det skal være sjovt, at indleve sig i den særlige tidsalder, hvilket den store sandkasse med mulighed for arkæologiske udgravninger efter potteskår og lerkugler er et eksempel på, sammen med det selvopfundne stenalderkroket på plænen foran centret, fortæller Søren Hansen.

Herudover nævner han centrets stammebåde, bueskydning, bålplads og legeplads, som andre aktiviteter man normalt ikke finder på et museum, men kun på et oplevelsescenter, som Stenaldercentret er.

For Søren Hansen er det vigtigt, at Stenaldercentret giver de besøgende individuelle oplevelser. Man fornemmer hurtigt, om det er den arkæologiske udstilling med en guidet rundvisning, som de besøgende er ude efter, eller om det er de anderledes udendørs aktiviteter som især børnefamilier i timevis ønsker at hygge sig med.

Lena Monrad er for øjeblikket et af centrets erfarne kræfter. Efter et sygdomsforløb er hun nu endt i CKA, men de erfaringer han har i rygsækken kan vise sig at være guld værd for Stenaldercentret. Efter flere år som aktivitetsmedarbejder på Fyrkat ved Hobro ved hun hvordan de besøgende får en god oplevelse med sig hjem. Hun er en inspirator sammen med centerleder Søren Hansen, der giver en særlig indbydende og livlig stemning på Stenaldercentret, der giver såvel de besøgende som de øvrige medarbejdere på centret lyst til vide mere og involvere sig.

– Det er motiverende og spændende, at man har et medansvar for hvordan stedet kommer til at fungere, lyder det fra Lena Monrad. Og lige netop disse ord er grunden til at Jobcenter Vesthimmerland er gået ind i projekt Stenaldercentret.

For blot få måneder siden var Stenaldercentret i den grad lukningstruet, men med fremsynethed fra bl.a. Søren Hansen der på det tidspunkt sad i Stenaldercentrets bestyrelse og for øvrigt også er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Vesthimmerlands kommune, øjnene han muligheden for både at spore arbejdsledige på rette kurs i et afklaringsforløb og samtidig en mulighed for at fremtidssikre Stenaldercentret. Indtil videre ser begge projekter ud til at lykkedes.

Ud over at være centerleder fungere Søren Hansen altså også som en form for mentor og inspirator for de arbejdsledige i et CKA’ forløb. To roller han begge finder meget spændende. Med en baggrund som bygningskonstruktør med selvstændig virksomhed indenfor byggeri og udlejning har såvel glæden over at kunne skabe selvstændigt og inspirere andre med sig i bagagen.     

Hessel klar til Gammeldaws Høst

HVALPSUND: Alt er fundet frem til høst, lige fra den manuelle le til den mere moderne Claas mejetærsker fra 1950’erne. Det er nemlig høstarbejdet gennem ca. 100 år, fra 1850 til ca. 1950, der demonstreres af de omkring 100 aktører, når Herregården Hessel idag søndag inviterer til Gammeldaws Høst på jorderne omkring den gamle herregård.

Når Vesthimmerlands kommunes borgmester Knud Kristensen, som det første programpunkt på høstdagen har budt velkommen, er man indbudt til et syv timer langt friluftsspil, hvor man kan bevæge sig gennem tiden, eller holde sig til den tidsperiode som man finder mest interessant.        

Tidsperioden starter omkring 1850 med de hårdarbejdende fæstebønder og frem til de frie landmænd ca.100 år senere med traktorer, selvbindere og mejetærskere.

Friluftsspil med traditioner
I en scene mønstres høstkarle og piger af den strenge ladefoged og herremanden, en anden udspilles i høstmarken, hvor det hårde arbejde med le foregår. Andre steder arbejdes der med de gamle høstmaskiner, aflæggere og selvbindere med jyske heste som trækkraft. Der tærskes og måske må en fordrukken hovbonde på træhesten. Kulisserne skifter hele tiden og dagen kulminerer i en rekonstruktion af brylluppet for herremandens datter i 1872, et brudeoptog i Hessels restaurerede hestevogne og en bryllupsfest med folkedans i haven.

Bag iscenesættelsen af de tidlige høstscener og brylluppet står Holger Jessen, Ullits. Og det er også ham der har haft ansvaret for at finde de folk, der forstår at svinge en le og binde et neg.

I nærheden vil hestegang, tærskeværket, smedjen og rebslageren lede publikum videre til den næste tidsfase, der udspiller sig nogle årtier senere.     

Mekaniserede høstmaskiner
Omkring 1940’erne blev de ægte hestekræfter i stor stil afløst af de mekaniserede hestekræfter til at trække høstredskaberne på markerne. Udviklingen gik stærkt, først med bugserede – altså trukne mejetærskere og selvbindere over til de 10 fods store mejetærskere i slutningen af 50’erne.

Traktorerne fulgte også med, fra de populære grå eller røde Massey Ferguson traktorer til de mere kraftrige blå Fordson Dexta traktorer i slutningen af perioden.       

Disse spændende og meget udviklende årtier kan man opleve sammen med høstarbejdet på Hessel. I år vil der være særligt fokus på selvbindere, men der vil også være forskellige gamle mejetærskere, halmpressere og river fra 50erne og 60erne. Bag dette set-up står formand for Hessel Kaj Wisti-Lassen, Hyllebjerg der selv går meget op i veterantraktorer og maskiner.Til at hjælpe sig, har Kaj Wisti Lassen, omkring 20 personer, der deler den samme lidenskab for veteranerne, og som velvilligt har stillet deres materiel og hjælp til rådighed på høstdagen.                

Bryllup anno 1872
Men det er ikke kun høst og høstmaskiner man kan opleve hvis man lægger vejen forbi Hessel på søndag. For sidst på dagen udspiller det autentiske storslåede bryllupsoptog anno 1872 sig med alle bryllupsgæsterne der ankommer til Hessel i hestevogne, hvorefter Hessels forvalter på den tid, Wilhelm Bruhn bliver viet til herremandens skønne datter Christine. Efter kaffebordet i haven danser parret brudevalsen sammen Ulbjerg folkedanserne

Ane og Koen
Til de mange optrin hører også genopførelsen af ”Ane og Koen”, kendt fra Johs. V. Jensens Himmerlandshistorier. Efter nogle års pause, er Ane og Koen tilbage på programmet, ligesom historien var ”skrevet” til Hessel. Karen Pedersen, der i flere år har været instruktør for Julespillet i Strandby og tidligere også Farsø Revyen og Ungdomsteatret i Strandby, spiller den gamle Ane, der har trukket sin enlige ko til marked i Hvalpsund. Koen, som Ane vil trække af med er af den ægte gamle gråbrogede race, som spillet har lånt fra Produktionsskolen Kongshøjgaard, som er nabo til Hessel og som til daglig har disse køer gående i indhegningerne, der støder op til Hessel.    

For besøgende og aktører i alle aldre
Der er tilrettelagt et nøje program for hele dagen, således man kan gå fra den ene aktivitet til den næste. Ønsker man derimod et lille afbræk i høstspillene, er der mulighed for at tage sig et kig rundt på den gamle herregård, få sig en tur i hestevogn omkring Hessel, prøve at væve eller få sig en forfriskning i Hessels cafe. 

Ligeledes er der boder med smagsprøver og salg af forskellige delikatesser, ligesom der vil være salg af keramik.

Ligesom sidste år er det både ældre og yngre høstfolk, der er helt med på at give publikum en høstoplevelse af de helt store. Høstdag på Hessel er årets største arrangement på den gamle herregård ved Hvalpsund, med langt over tusinde høstinteresserede besøgende.      

 

 

Musikfestivalen i Trend slutter sæsonen af med manér

TREND: I aften har Trend Camping og musikfestivalen for sjette og sidste gang i år iørefaldende irsk musik på programmet

I aften slutter Shamrockers, som er ibegrebet af irsk folkemusik, Trend Festivalen af for i år.

Også denne gang har campingfatter Bruno Hjort gjort det helt store scoop, da han har hentet det irske band Shamrockers – som betegnes som den ægte vare i irske musikkredse, direkte fra Quays Bar i Dublin til musikpladseni Trend.

Shamrockers, der også gæstede Trend sidste år, optræder som kvartet og består af branchens måske nok bedste musikere og sammenholdt med deres professionelle optræden og smittende udstråling, så er det ikke alene underholdende – det er irsk musik af særlig kvalitet.

Shamrockers turnerer overalt i Irland, Storbritanien, Europa og USA, og det er kun i kraft af venskabet med folk fra den danske folkemusik scene – der allerede har optrådt i Trend, at det overhovedet er muligt at få ”The soul of irish music” til Trend på lørdag. På den måde kan man tale om en eksklusiv optræden.

Da Boys of Bluehill optrådte ved festivalen for tre uger siden var der fuldt hus med 400 gæster. Så mon ikke antallet af siddepladser skal udvides denne gang, når Shamrockers lægger vejen forbi med de ægte irske toner.

Som det er tradition ved Trend festivalen starter musikaftenen med spisning, som der er tilmelding til. Ellers er der fri entré til arrangementet, der naturligvis også har irsk, skotsk og engelsk øl i hanerne.

Hvalpsund spejdere på Multi Camp

HVALPSUND: Da det nu er 5 år siden, at der sidst blev afholdt korpslejr for KFUM-Spejderne, sker det igen. Denne gang på det militære område lidt syd for Skive.

Iben, Karina, Aske og Michael fra Hvalpsund spejderne på besøg hos Spar Nord Bank i Farsø for at modtage penge til et mastesejl. Pengene overrækkes af afdelingsleder Michael Jensen.

Hvalpsund Spejderne er med og vil opbygge deres lejrplads på Multi Camp’en, som er korpslejrens navn.

– Vi har været så heldige, at Spar Nord Fonden har givet os tilskud, så vi kan få et mastesejl med til Skive, fortæller de fire glade spejdere, Iben, Karina, Aske og Michael, der forleden modtag pengene i den lokale Spar Nord Bank i Farsø af afdelingsleder Michael Jensen.

Et mastesejl er et rigtig godt udstyr at have med på lejr. Hvis der er for meget sol, har spejderne et sted at gå i skygge, er der regn, kan de gå i tørvejr og er der blæst, kan dei sætte sidestykker på, så der bliver læ for vinden.

Korpslejren startede i lørdags og slutter på søndag. Men allerede inden den officielle start var der mange spejdere på korpslejrpladsen. Opgaven bestod i at opbygge alle de fælles faciliteter såsom scener, badehuse, stier og veje på den store plads.

Alt i alt vil 15.000 spejdere deltage i korpslejren, så det bliver en fantastisk oplevelse for de spejdere og hjælpere, der er med.

Hvalpsund spejderne forventer, at mastesejlet bliver en succes at have med på lejren, og at det vil være med til at give flere muligheder for at lave mange aktiviteter sammen, uden at skulle tage alt for meget hensyn til vejret.

Handelsstandsforeningens sommeraktiviteter ikke slut endnu.

FARSØ: Selvom juli om få dage er passé, så er Farsø Handelstandsforening endnu ikke færdig med sine sommeraktiviteter – blot holder man nu 14 dages pause inden det går løs igen.

Det der lades op til, er slutspurten på sommerudsalget fra 12. til 14. august. I den forbindelse har man allieret sig med Farsø festen om at udsende en særlig avis om dette til hele Vesthimmerland, som udkommer den 11. august.

Ud over super skarpe slutspurtspriser på de resterende udsalgsvarer slås der også et slag for handelsstandsforeningens aktiviteter under Farsø festen, som løber af stablen i uge 33.

På byfestens 2. dag, som er torsdag den 19. august vil Farsøs butikker nemlig rykke i det store telt, opsat på Store Torv, hvor der vil blive holdt torvedag.

Torsdag aften vil de handlende igen være på banen, når der i Byfestkroen på festpladsen på Bakkegårdsvej vil blive afholdt et modeshow.

Teltet vil udstyret med en catwalk hele vejen igennem teltet og sammen med et glas og en sandwich vil man få serveret efterårsmoden fra butikkerne Farsø                          

Stor interesse for guidet rundtur i Ertebølle

ERTEBØLLE: Ertebølle er et interessant sted, og der kan fortælles mange andre historier end dem om stenalderfolket.

Aftenrundturen sluttede på Ertebølle strand med bål og den smukkeste solnedgang over Limfjorden.

Derfor deltog også mere end 100 personer i den historie-rige aftenrundtur i Ertebølle i torsdags, hvor det var lokale og lokalkendte fortællere der kunne fortælle om særlige hændelser fra deres egen tid i Ertebølle og andre af mere historisk karakter.

Det var 3. gang at Jægervejens Grundejerforening, Ertebølle Camping og Støtteforeningen for Stenaldercentret stod for tilrettelæggelsen af Ertebølle by Night. Allerede to gange før har samme folkevandring fundet sted gennem Ertebølle efter gode historier. I år var interessen efter gode historier mindst ligeså gældende.

Turen startede ved Ertebølle Gl. skole, hvor den indfødte Bjarno Finderup kunne fortælle om sine drengeår og skoletid. Vibeke Harsberg kunne fortælle om pigeliv, og det ikke var ualmindeligt i Ertebølle at komme ud at tjene allerede som 12 årig. 

Herefter gik turen videre til Stenaldercenteret, hvor Lars Nikolajsen kunne fortælle om Ertebøllehus, der sidenhen blev til Stenaldercentret. Lokale Bent Kjærgaard fortalte om husmandslivet i Ertebølle og særligt om de trange kår under de ekstremt kolde vintre under 2. verdenskrig.  

Den lune sommeraften sluttede af på flotteste vis på Ertebølle strand med solnedgangen i horisonten over Limfjorden.

Mangler materiale
Selvom Ertebølle By Night så sandelig har sit publikum, er det foreløbigt sidste gang arrangementet finder sted, oplyser en af initiativtagerne bag, sommerhusejer Vibeke Harsberg.

– Der er nu blevet fortalt 15 autentiske historier om Ertebølle. Der skal nu graves dybere, siger Vibeke Harsberg, for der findes naturligvis mange flere. Selv har hun studeret adskillelige årgange af det forgangne dagblad Løgstør Avis – og det tager tid, selvom det er nok så spændende.

Hun håber derfor, at nogle kan byde ind med nye spændende historier. For eksempel kunne det være interessant at høre historien om sommerhusområdets opståen, bare for at nævne et eksempel.             

– Vi vil hellere end gerne kunne præsentere 4. udgaven af Ertebølle By Night næste år, hvis 5 nye spændende historier om Ertebølle kan fremskaffes. De skal være af samme almene interesse, som de 15, der allerede er fortalt.   

Sæsonens første jazzaften blev et tilløbsstykke

HVALPSUND: Der blev hentet stole og borde– og endnu flere stole, til det første af sommerens jazzarrangementer på Hvalpsund Færgekro i torsdags.

Jazzaftenerne i Hvalpsund er populære. Sidste torsdag trak Poul Harrison fuldt hus

Det flotte sommervejr, ferietid og hyggelig stemning gjorde at jazzaftenen med Poul Harrison, der har gæstet Hvalpsund mange gange før, blev et sandt tilløbsstykke for de lokale Hvalpsund borgere, turister og andre jazzinteresserede fra det vesthimmerlandske.

Alt i alt var der i nærheden af 500 tilhørere, og alle borde og stole var besat, både i det store telt og på pladsen udenfor. Ud over god musik blev den dejlige sommeraften krydret med jazzbuffet og pølser tilsat kold fadøl.

I morgen aften, og yderligere to torsdage, fortsætter jazzen i Hvalspund. I morgen bliver det Kim Menzer Jazz & Blues Band, der vil spille op i teltet ved Hvalpsund Færgekro.

Hot Sommer mandage sluttede af i bedste country stil

FARSØ: Cowboystøvler og svingende skørter var så absolut synlige mandag aften, hvor juli’s sidste by-night aften i Farsø fandt sted i flot og lunt sommervejr.

Club West optrådte på Store Torv med Clogging og Linedance.

Mange prøvede at tyre rodoetyren

Outlaws showdansere optrådte på Centertorvet

Men allerede kl. 9.00 mandag morgen måtte kæmpe termometret på Store Torv på arbejde for sidste gang denne sommer, for at måle dagens temperatur og dermed rabat på udvalgte varer i butikkerne. Termometret viste 17 grader og dermed 17 % rabat. De 17 % blev dog i mange tilfælde slået med flere længder af de gule udsalgsskilte, der i øjeblikket viser rabatter på mellem 20 og 40%. Dermed var der al mulig grund til at gøre en god handel helt frem til kl. 21.00. hvor by-night sluttede.

På både Store Torv og Centertorvet var der by-night danseopvisning af to af egnens bedste klubber indenfor linedance.

Club Wests dansere viste traditionel linedance og clogging på Store Torv, mens Outlaws viste show- og konkurrencedans på centertorvet, der byder på flere forskellige stilarter indenfor linedance. For de danseinteresserede var der dermed rigelig med dans i den kendte countrystil af kigge på.

På Store Torv gjorde rodeotyren og Farsø Rideklubs heste stor lykke blandt børnene, mens de voksne var mere betaget af Mr. Boom’s særlige køretøj. En trehjulet, 3 personers motorcykel efterspændt med egen campingvogn. Ud af den specialbyggede motorcykels højtalere lød aftenen igennem country-western musik og musikalsk akkompagnement til Club Wests dansere.   

 

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.