Farsø triatleter deltog i internationalt triatlon

FARSØ: Farsø Tri & Trim, der ud over marathonløbere også udvikler triatleter, havde for 2 uger siden fire mand som deltagere i det internationale Challenge Roth i Sydtyskland, som ligger lidt syd for Nürnberg, ca. 1.100 km fra Farsø.

Her ses de fire deltagende triatleter fra Farsø Tri & Trim. Fra venstre Jan Lodberg, Lars Høyem, Byrial Stagsted og Martin Pilgaard.

De fire deltagere; Jan Lodberg, Martin Pilgaard, Lars Høyem og Byrial Stagsted meldte sig til det populære triatlon allerede for et år siden.   

De fire Farsø triatleter tog til Roth et par dage i forvejen for at lade op og træne på ruterne, der som bekendt omfatter 3,8 km. svømning, 180 km på cykel og en 42 km. maraton, for at give et komplet triatlon.     

På selve dagen, stod de fire triatleter tidligt op for at spise og gøre sig klar til dagens hårde program, der kræver sin mand.   

Med 2.500 deltagere, blev triatleterne sendt af sted 200 ad gangen. 

Efter en ”lille” svømmetur på 3,8 km, var det tiden for de fire Farsø triatleter at komme ud på cyklen. Vejret var helt perfekt og lidt overskyet. Efter 180 km på cykel var der skift til løbeskoene og 42,192 km forude.

På denne sidste del, hjalp det meget, at flere hundrede mennesker stod og heppede, ikke mindst tæt på mål hvor de sidste kræfter var langt henne at hente.

De fire Farsø triatleter kom i mål i disse tider: Martin Pilgaard i tiden 9:41:57, hvilket blevet til en meget flot 156. plads. Lars Høyem i tiden10:32:01, hvilket blev en 670. plads. Byrial Stagsted i tiden 10:52:13, som blev en 942. plads og endelig Jan Lodberg i tiden 11:08:48, hvilket blev en 1.160 plads.

For alle fire blev udfordringen en kæmpe oplevelse. Og i øvrigt blev løbets vinder også en dansker, nemlig Rasmus Henning, som de fire triatleter ved et tilfælde fik lejlighed til at møde inden løbet. 

Grunden til at man udsætter sig for så ekstreme strabadser, er den spænding, opbakning og de 2500 andre galninger der har selvsamme mål om at gennemføre i god tid, fortæller Byrial Stagsted. Dertil kommer en rigtig god service, både før, under og efter stævnet.

Farsø Tri & Trim kan også på hjemmebane. I forbindelse med Farsø Festen i august står klubben bag Vesthimmerlands halv- og helmaraton. I den forbindelse vil man ikke se de fire triatleter i løbeskoene, men med stopure og praktiske hjælpere ude på ruten.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: