Forside Blog Side 1133

Efterårsferiesjov med farverige græskar

STRANDBY: Der var tænkt på børnefamilierne i sidste uge, hvor der var efterårsferie. Hver dag, var der op til flere aktivitetstilbud, således at hverken børn eller voksne var henvist til computerspil, tv eller en kedelig efterårsoprydning.

Græskarhoveder i hundredvis er der at finde hos Kjærs Stalddørssalg i Myrhøj. De farverige hoveder har han sågar sat op langs vejen som vejviser

Selvom der først var Halloween i denne uge, så har de orange-gule græskar, der er forbundet med traditionen vakt opsigt på marken. I særdeleshed hos Leon Kjær i Myrhøj lige udenfor Strandby, der har en kæmpemark med græskar – og sågar hele 40 forskellige sorter.

I forrige uge i forbindelse med efterårsferien havde Leon Kjær åbnet et græskarværksted for børn.

En aktivitet som var særdeles populær, og hvor det ene græskaransigt fra børnenes hånd tog form efter det andet.  

Leon Kjær oplyser, at græskar og græskarværksted er på plads et par uger endnu. Han venter nemlig et par skoleklasser på besøg, men også alle andre skal være meget velkomne i farveorgiet af de mange forskellige græskar, der kan pynte ved indgangsdøren og i dekorationer derhjemme.

Ny initiativ leder for Erhvervs- og Turistcenter Farsø

FARSØ: Det er en initiativrig og driftig leder, der netop er rykket ind på Erhvervs- og Turistcenter Farsø. Det har hun bevist op til flere gange, alene med de projekter som hun har gennemført her i lokalområdet indenfor de seneste år.

Nienke Jonker er den nye leder og aktivitetschef for Erhvervs- og Turistcenter Farsø

For blot fem år siden flyttede Nienke Jonker sammen med sin mand fra Holland til Danmark. Nærmere bestemt til Stistrup, hvor de havde købt den lokale campingplads.    

Beslutningen om at rykke de hollandske teltpæle op, forlade gode jobs i Holland som henholdsvis projektkoordinator og selvstændig håndværker og flytte til Danmark, tog parret efter 12 sæsoners erfaring som campister i Danmark, og efter to år med privatlærer for at lære sig det danske sprog. Efter fire års søgen efter en campingplads, var parret ikke det mindste i tvivl, da de nåede til Vesthimmerland og til Stistrup. Det var her de ville slå sig ned og udleve deres drøm.   

Ideer og initiativer sprudlede fra første dag. Ninke Jonker blev hurtigt inviteret med i Farsø–egnens Turistforening som bestyrelsesmedlem og repræsentant for egnens campingpladser. Det samme gjaldt for Turistforum Vesthimmerland og Visit Nordjylland.

Det mest bemærkelsesværdige har nok været etableringen af markedsføringssamarbejdet mellem de 10 vesthimmerlandske campingpladser, som hidtil havde set hinanden som konkurrenter og ikke som kollegaer. Et samarbejde, som ikke mindst er Nienke Jonkers fortjeneste, og som har givet en markant fremgang i antallet af campinggæster i Vesthimmerland i modsætning til resten af landet.

I øvrigt en præstation der i 2008 kastede Erhvervsprisen fra Farsø Erhvervsråd af sig.   

Samme år blev Nienke Jonker formand for Farsø-egnens Turistfrening og et af de mange projekter fra hendes hånd søsat, nemlig Farsø In Boxes. Et projekt der i høj grad involverede lokalbefolkningen og gav omtale af Farsø i hele landet. Sidste år fulgte Sengerace. En aktivitet der ligeledes gav genlyd i lokalområdet og i år vil komme til at involvere en større del af kommunen.        

Med andre ord, er der mange gode eksempler på at Nienke Jonker er en ildsjæl der forstår at samle folk om gode og bemærkelsesværdige projekter. En evne, som hun i højeste grad får mulighed for at gøre brug af  i Erhvervs- og Turistcenter Farsø, som er et samarbejde mellem Farsø Handelsstandsforening, Farsø Erhvervsråd og Farsø-egnens Turistforening.            

Formand for styregruppen bag ETC Farsø, Gert Hosbond fortæller at man har været i den heldige situation, at der har været flere rigtig gode ansøgere til det spændende job som daglig leder og aktivitetschef på ETC. Vi har brugt den fornødne tid til at finde den rigtige afløser efter Jarrit Hansen. Det er vi sikre på, at vi har nu, og så er det endt med at blive en af vore egne medlemmer af styregruppen.

Nienke har søgt jobbet, og vi har valgt hende ud fra en overbevisning om, at hun vil forsætte med at brænde for vores lokalområde og vil evne at række på tværs af alle 3 foreninger, selvom hun er formand for turistforeningen.      

Om sit nye job siger Nienke Jonker: – Efter fem år i Danmark som ny campingpladsejer sammen med min mand, er der nu plads til en ny udfordring. Jeg har mange års erfaring fra Holland som projektkoordinator, og vil udnytte det, som den nye koordinator af aktiviteterne i Farsø. Herudover, tror jeg, at mine erfaringer fra turismen vil være et plus i mit nye job. Kort sagt, ser jeg frem til et positivt og godt samarbejde med alle.

Nienke Jonker er ansat på deltid på ETC, ligesom som den forrige leder Jarrit Hansen, således at hun fortsat kan drive sin campingplads. Hun oplyser, at hun vil få ekstra hjælp på campingpladsen i sommersæsonen, således at hun kan gennemføre de mange sommeraktiviteter for handelsstanden i Farsø, som ikke mindst også henvender sig til egnens turister.

Nienke Jonker tiltrådte stilling på ETC den 1. oktober. I den forgangne måned har hun fået god hjælp fra Jarrit Hansen og Lis Jessen på turistkontoret til at blive sat ind i de praktiske ting, som hendes job også omfatter.

Morgensang og aftensang i Hvalpsund på Syng Dansk Dagen

HVALPSUND: Intet er skønnere end at samles om den danske sangskat. Dette er netop formålet med Syng Dansk dagen, som finder sted i dag med særlige sangarrangementer i hver by.

I dag, til morgen , vil der traditionen tro i anledning af Syng Dansk Dagen blive sunget morgensang i Dagli Brugsen i Hvalpsund med deltagelse af elever og lærere fra Louns-Alstrup skole og byens borgere

Således også i Hvalpsund, hvor der gennem de seneste 6-7 år er blevet sunget morgensang i Dagli’Brugsen med deltagelse af Louns-Alstrup skoles elever og lærere og en stor del af byens borgere.

 

Denne gang bliver det lidt specielt, fordi det formodentlig bliver sidste gang at arrangementet afholdes, da der som bekendt er truffet beslutning om at Louns-Alstrup skole lukker med udgangen af dette skoleår.

 

Om aftenen er det Plejehjemmet Hesselvang som sangen samles om. Udover mange sangglade og 5-6 lokale spillemænd er det nærmest blevet et "på-trods" arrangement, hvor man må konstatere, at der trods store problemer med at få et friplejehjem stablet på benene, så er befolkningen i Hvalpsund skam ikke er sådan at slå ud. 

 

Begge steder vil der ud over sang og hygge også blive budt på kaffe eller en forfriskning.

Halloween er smuttet i Farsø Rådhuscenter

FARSØ: Vi er nu kommet i den mærke tid, hvor det er hyggen – eller måske snarere ”uhyggen”, der samler os omkring lysende græskarhoveder, og den for os forholdsvis nye tradition Halloween

Skræmmende gode tilbud
Fra i dag og frem til på lørdag har Halloween mystikken bredt sig til Farsø Rådhuscenter. Indgangene til byens indkøbscenter drager som en landingsplads for hekse, flagermus, spøgelser og lysende græskarhoveder – og ikke mindst for gode tilbud i butikkerne.

Farsø Rådhuscenter lyses op af græskarlygter
Ikke mindre end 150 lysende græskarlygter vil stå placeret i og omkring Farsø Rådhuscenter disse tre dage. Bag de flotte udskårne græskarhoveder står en række lokale daginstitutioner, hvor børnene har gjort sig stor umage med at skære sjove og uhyggelige ansigter ud på dem. Børnene har brugt de første dage, her efter efterårsferien til opgaven, eftr at de fik græskarerne leveret af Farsø Rådhuscenter i starten af ugen.

I de næste dage vil græskarlygterne skabe den rette stemning for en indkøbsoplevelse i Farsø, indtil børnene på lørdag, sammen med deres forældre kan afhente deres egen græskarlugte med en lille belønning i, i form af en slikpose.

Få dit gys i spøgelseslabyrinten
Der hersker ingen tvivl om, at Halloween især henvender sig til børnene. Derfor er der også opbygget en helt særlig spøgelseslabyrint for børnene, som de kan prøve at løse – men pas på det kan være uhyggeligt!.

Bag spøgelseslabyrinten, som er etableret i Rådhuscentrets foyer mod Søndergade, står 9D fra Farsø skole. De har ladet kreativiteten herske og her kan man opleve et gys i den uhyggelige hule med lyde, blinkende lys…. I labyrinten skal man sågar være forberedt på at møde levende vampyrer, zombier, hekse og andre væsener.

De uhyggelige væsener vil man også kunne møde rundt omkring i centret og i butikkerne. Hvis du tøt komme tæt på dem, vil du blive budt på at smage på deres slik, som er gummi-agtige flagermus.

På fredag, hvor der for øvrigt vil være ekstra længe åbent i centrets butikker frem til kl. 20.00, vil der også være god tid for børnene til ar få malet deres ansigter af en dygtig ansigtsmaler, som befinder sig på Centertorvet. Her kan børnene få ansigtet malet som et spøgelse, en trold, en kat eller som et af de andre kendte halloweenvæsner.

Radio Midtfjord sender fra Centertorvet
At der sker noget i Farsø på en Halloweenlørdag vil lyde ud i æteren i det vesthimmerlandske, når Midtfjord Radio i tidsrummet fra 10.00-12.00, lørdag formiddag vil sende fra Centertorvet midt iblandt halloween (u)hyggen og kunderne. Med sig har Radio Midtfjord musikalsk underholdning i form af Majbrit Post og Per Musiker, der vil lade tonerne lyde ud i centret og i æteren, når der ikke lige bringes interview og rapportager. Der kan lyttes til Radio Midtfjord på frekvenserne 106,6 eller 104,1 MHz. Men endnu bedre, duk op på Centertorvet og se hvordan en radioudsendelse bliver til.        

Halloween på Hessel

HVALPSUND: Traditionen tro arrangerer Produktionsskolen Kongshøjgaard Halloween på Hessel. Arrangementet finder sted i morgen aften og der vil være mulighed for at opleve med alle sanser og man kan få både gys og hygge.

Der er mørkt, der gys – men også hygge på Hessel, når Produktionsskolen Kongshøjgaard iaften afholder sit halloween arrangement.

Arrangementet starter på den hyggelige facon, idet der serveres biksemad, pølser med brød og tilhørende drikkevarer. Således veltilpas og mæt kan man gå udenfor og opleve et rytmisk indslag fremført af elever fra Kongshøjgaard, og så er man ved at være klar til gyset.

Rundt omkring på Hessel er der opgaver, som skal løses af gæsterne. Undervejs kan man høre den hovedløse hest galopere forvildet rundt, usynlige hunde glamme ved den gamle rullestue, hvor et barnelig engang blev gemt. Udklædte elever fra Kongshøjgaard vil gøre deres bedste for at fordele gode gys rundt omkring på den gamle herregård, og meget mere som ikke tør nævnes her.

Et væld af udskårne græskar med lys i vil yderligere bidrage til stemningen og uhyggen, men så er det også godt at aftenen slutter med kaffe, saftevand og giftkage, så hyggen atter kan indfinde sig på den gamle herregård. For øvrigt er det også sandsynligt, at der sidder en nisse et eller andet sted på gården, og det er da også hyggeligt.

Mens man gør sig til gode med kaffen, udtrækkes 5 vindere af opgaveløbet og det udløser fine præmier til de heldige. Dermed er man klar til at tage hjem og hygge sig, men et godt råd til sidst – husk en lommelygte! Der er mørkt på Hessel.

Motionsdag blev cykeldag

VESTER HORNUM: Idet kommunen har sponsoreret cykelhjelme til alle elever fra 1.-7. kl. skulle der i år være mulighed for at cykle til skolernes motionsdag, som fandt sted inden eleverne gik på efterårsferie.

Sidste skoledag inden efterårsferien fik alle elever spændt deres nye cykelhjelme på hovedet og så kom motionsdagen til at stå på cykeltur frem for løbetur.

Egentlig skulle eleverne fra Vester Hornum mødes til et fælles arrangement i Farsø, men da vejen fra Vester Hornum og Farsø er erklæret trafikfarlig, valgte skolen at beholde eleverne hjemme i området i stedet.

Der var mulighed for at cykle en lang rute for de store elever, en mellem cykelrute for de mindre elever samt en løbe/gå rute for de elever der ikke havde lyst eller mulighed for at cykle.

Det kan nævnes, at Astrid Andersen fra 7. klasse løb 24 km. denne formiddag og Laura Bæk fra 8. klasse og Christine Risgård Jensen fra 9. klasse løb hver 18 km, hvilket er flot!.

Dagen sluttede af med, at alle elever fik en gratis juice sponsoreret af Sparekassen Farsø sammen med et frisk æble sponsoreret af skolen.

Himmerlands Rådgivningscenter har fået blåstempling

FARSØ: Det var en glædens dag for centerleder Jørgen Toft Kristensen og hans 135 medarbejdere, da der forrige fredag blev uddelt certifikater og rosende ord til Himmerlands Rådgivningscenter(HRC) for den akkreditering, som Akkreditering Danmark netop har tildelt stedet.

Jens Hedemand fra Akkreditering Danmark havde fornøjelsen af at overbringe HRC certifikatet.

Akkrediteringsprocessen, som alle socialpædagogiske opholdssteder på et eller andet tidspunkt skal gennemgå som medlem af foreningen LOS (Landsforeningen for opholdssteder og botilbud), har for HRC’s vedkommende taget næsten 2 år og har involveret hele medarbejderstaben.

Jens Hedemand, som er en af de konsulenter og auditører fra Akkreditering Danmark, der har været med til at tildele HRC sin akkreditering – og dermed en blåstempling af stedet for en særlig faglig, brugeroplevet og organisatorisk kvalitet fortæller, at det har været en meget struktureret og velorganiseret proces, som har involveret samtlige ansatte. Men processen har været en ligeså spændende udfordring for Akkreditering Danmark, der ikke tidligere har lavet audit for så stor en arbejdsplads.

Jens Hedemand fortæller videre, at det nu er det op til stedet selv, at indfri det niveau, den udvikling og de resultater for de kommende tre år, som HRC har sat for sig selv. Med andre ord er en akkreditering kun til låns og ikke mindst et arbejdsredskab til forbedring, ellers mister man den igen.

I sin tale til medarbejderne sagde centerleder Jørgen Toft Kristensen, at det var en stor dag.

– Som et af landets mest kendte opholdsteder, udsprunget af Solhaven bliver vi spottet på mange måder og tit med fordomme. Også i dette tilfælde blev vi mødt med skepsis fra det audit, som skulle følge vores proces. Men denne skepsis er siden gjort til skamme i konklusionen fra Akkreditering Danmark, som lyder at vi gør det fantastisk, selv efter en grundig gennemgang. 

Ud over et akkrediteringscertifikat til centerleder Jørgen Toft Kristensen, havde Jens Hedemand også certifikater med til forstander for Himmerlandsskolen Carsten Johnsen, forstander for Projektorganisationen Pia Skov og forstander for HRC’s Teamorganisation Bjørn Baastrup, der alle er selvprojekterende organisationer under HRC.            

        

FAKTA:
Himmerlands Rådgivningscenter (HRC) henvender sig til unge og voksne, der har behov for et omfattende og individuelt døgntilbud.

HRC tilbyder bl.a.:
Botilbud sammen med andre unge / voksne (Himmerlandsskolen)
Ophold i plejefamilie (Familiepleje projekter)
Særligt tilrettelagt individuelt botilbud. (Projektorganisationen)
Støtte i egen bolig(HRC)
HRC – Uddannelse (HRC)


Himmerlands Rådgivningscenter Aps blev etableret i 1991 og udspringer af Opholdsstedet Solhaven. Rådgivningscenteret varetager opgaver overfor unge og voksne, der af forskellige grunde falder udenfor Solhavens målgruppe.

Målgruppen er kendetegnet ved at omfatte unge/voksne med svære psykiske- og sociale vanskeligheder, karakterafvigelser og agressiv adfærd. Himmerlands Rådgivningscenter modtager unge/voksne, der kan udvise aparte adfærd kombineret med uforudsigelighed og voldeligt udtryk. Det er desuden kendetegnende for målgruppen, at der er tale om unge/voksne med ringe indsigt i konsekvenserne af egen adfærd. Der er tale om svært behandlingskrævende unge/voksne, ofte med en dom til behandling, en dom til forvaring samt i forbindelse med prøveløsladelses perioder med vilkår.


Pædagogikken tager udgangspunkt i de erfaringer, der er opsamlet dels fra Solhaven og dels fra forskellige aktiviteter i Himmerlands Rådgivningscenter. Pædagogikken er af individuel og adfærdsregulerende karakter. Rammerne er faste, synlige og forudsigelige. Der etableres en ensartet døgnrytme med et struktureret arbejds- og fritidsliv. Det er fælles for alle unge og voksne, der henvises til Himmerlands Rådgivningscenters døgntilbud, at de har invaliderende vanskeligheder med at indgå i sociale sammenhænge. Pædagogikken tilretteslægges derfor udfra denne forudsætning. Personalet er uddannet således, at udøvelse af kontrol indgår som en væsentlig del af det pædagogiske arbejde. Personalet er vant til at håndtere konflikter, og kan gennemføre alle nødvendige kritiske situationer. Det omgivende miljø inddrages og anvendes i alle relevante sammenhænge. Det betyder, at lokale fritids-, undervisnings- og arbejdsmuligheder anvendes i den udstrækning det er hensigtsmæssigt
.

Krudthuset – borgernes helt eget hus i Fandrup

FANDRUP: Som navnet ”Krudthuset” antyder, så tilhørte huset tidligere Hjemmeværnet. Da flere hjemmeværnsdistrikter på et tidspunkt blev lagt sammen, blev Krudthuset sat til salg i 2005.

Der er gået mange frivillige timer med at få Krudthuset til at se ud som det gør i dag. Det er borgernes egen fortjeneste.

Bygningens stand var mildest talt ikke den bedste, så der opstod hurtigt en frygt for, at huset kunne blive solgt til personer, som ikke ville forbedre bygningens standard. Samtidig havde huset en vigtig funktion som det sted, hvor forskellige større arrangementer i Fandrup kunne arrangeres.

Svend Bredahl, nuværende brugsuddeler i Hornum, greb til handling. Efter et større forarbejde blev der indkaldt til generalforsamling i Foreningen ”Krudthuset – et Kultur- og Medborgerhus I Fandrup” Der blev udarbejdet forslag til vedtægter og der blev taget initiativ til oprettelse af borgerlån, så der kunne etableres den nødvendige arbejdskapital til at købe og renovere huset.

Renoveringen blev foretaget af en gruppe seniorer fra Fandrup, som udførte et fantastisk arbejde med huset og de nærmeste omgivelser. De fleste materialer blev fundet brugte forskellige steder og arbejdskraften var frivillig, så renoveringen blev holdt på et prismæssigt meget lavt niveau.

Projektet blev hurtigt gennemført. Svend Bredahl indkaldte arbejdsgruppen til møde om onsdagen, hvor den kommende weekends arbejde blev planlagt. Så blev nødvendige indkøb foretaget, så man var klar til weekenden. Lønnen til de frivillige bestod af bespisning. Det sørgede frivillige kvinder for, og det var sunde og nærende egnsretter som brunkål, gule ærter og stegt flæsk m. persillesovs.

Efter renoveringen, er huset blevet brugt til forsamlingshus ligesom tidligere og til udlejning. Det slider selvfølgelig på huset, men Bent Stilling, som står for udlejningen, passer huset som var det hans eget, og de tidligere nævnte seniorer sørger for, at huset og omgivelserne er i fineste orden, når der er behov for det.

Huset blev købt i 2005, indviet den 1. maj 2006 og nu 4 år senere er foreningen faktisk gældfri. Det skyldes de mange frivillige arbejdstimer, de mange udlejninger og så selvfølgelig de mange borgerlån.

Disse er nu indfriet og derfor ønskede foreningen at takke de mange udlånere med en fest, hvor bespisningen var gratis og drikkevarerne solgtes til meget rimelige priser.  

56 deltagere valgte at sige ja tak til invitationen. Festtalen blev holdt af Borgmester Knud Kristensen, der er født og opvokset i Fandrup. Det bevirkede, at festtalen kunne krydres med flere lokale anekdoter til stor fornøjelse for gæsterne.

Senere på aftenen var der opvisning og instruktion i Swing/rock´n roll, en dansestil, der nok kunne kalde sveden frem på deltagerne. Derefter fortsatte festen til ud på de små timer, så også denne aften beviste huset sit værd for beboerne i Fandrup.

Mød kunstneren bag Farsø kirkes nye udsmykning

FARSØ: Idag vil det være muligt at få et spændende møde med billedkunstner Maja Lisa Engelhardt, som står bag Farsø kirkes nye udsmykning.

Maja Lise Engelhart står bag udsmykningen af Farsø kirke.

Hun vil fortælle om sit arbejde med kirkens nye altertavle og give nogle ideer til tolkningen af den. Altertavlen er den sidste i rækken af mange kirkeudsmykninger, som Maja Lisa Engelhardt har stået for. Den er blevet godt modtaget, fordi der er tale om et smukt kunstværk med en klar symbolik.

 

Kunstneren har også stået for farvesætningen af kirken, så den i dag fremstår som et hele.

Menighedsrådets formand Lennart Fredgaard og sognepræst Niels Iver Juul vil også medvirke. De vil fortælle om menighedsrådets arbejde med kirkerenoveringen og de tanker, der har ligget i valget af kunstner og altertavle.

Cykelhjelme indviet med 40 km cykeltur

VESTER HORNUM: 7. klasse på Vester Hornum Skole har indviet de flotte cykelhjelme, de har fået af Vesthimmerlands Kommune, med en frisk cykeltur fra Vester Hornum til Hvalpsund tur/retur.

7. klasse var friske til at tage en cykeltur på 40 km i sidste uge, Vester Hornum – Hvalpsund tur/retur

Hele 18 fisk røg på krogen da klassen gjorde ophold ved fiskesøerne i Hvalpsund.

Skolen havde i sidste uge emneuge med fokus på sundhed og trivsel, og da 7.klasse var så heldige at få stillet et sommerhus til rådighed i Hvalpsund, kombinerede de cykelhjelme, sundhed og trivsel med en cykeltur, der også indeholdt en fisketur i Fiskegårdens fiskesø og et" trivselsophold med overnatning" i de skønne omgivelser ved fjorden.

 

Vejret var smukt, fiskene bed på (18 stk. blev fanget), eleverne "trivedes" og ingen punkteringer var der på den i alt 40 km lange cykeltur.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.