test

Ny initiativ leder for Erhvervs- og Turistcenter Farsø

FARSØ: Det er en initiativrig og driftig leder, der netop er rykket ind på Erhvervs- og Turistcenter Farsø. Det har hun bevist op til flere gange, alene med de projekter som hun har gennemført her i lokalområdet indenfor de seneste år.

Nienke Jonker er den nye leder og aktivitetschef for Erhvervs- og Turistcenter Farsø

For blot fem år siden flyttede Nienke Jonker sammen med sin mand fra Holland til Danmark. Nærmere bestemt til Stistrup, hvor de havde købt den lokale campingplads.    

Beslutningen om at rykke de hollandske teltpæle op, forlade gode jobs i Holland som henholdsvis projektkoordinator og selvstændig håndværker og flytte til Danmark, tog parret efter 12 sæsoners erfaring som campister i Danmark, og efter to år med privatlærer for at lære sig det danske sprog. Efter fire års søgen efter en campingplads, var parret ikke det mindste i tvivl, da de nåede til Vesthimmerland og til Stistrup. Det var her de ville slå sig ned og udleve deres drøm.   

Ideer og initiativer sprudlede fra første dag. Ninke Jonker blev hurtigt inviteret med i Farsø–egnens Turistforening som bestyrelsesmedlem og repræsentant for egnens campingpladser. Det samme gjaldt for Turistforum Vesthimmerland og Visit Nordjylland.

Det mest bemærkelsesværdige har nok været etableringen af markedsføringssamarbejdet mellem de 10 vesthimmerlandske campingpladser, som hidtil havde set hinanden som konkurrenter og ikke som kollegaer. Et samarbejde, som ikke mindst er Nienke Jonkers fortjeneste, og som har givet en markant fremgang i antallet af campinggæster i Vesthimmerland i modsætning til resten af landet.

I øvrigt en præstation der i 2008 kastede Erhvervsprisen fra Farsø Erhvervsråd af sig.   

Samme år blev Nienke Jonker formand for Farsø-egnens Turistfrening og et af de mange projekter fra hendes hånd søsat, nemlig Farsø In Boxes. Et projekt der i høj grad involverede lokalbefolkningen og gav omtale af Farsø i hele landet. Sidste år fulgte Sengerace. En aktivitet der ligeledes gav genlyd i lokalområdet og i år vil komme til at involvere en større del af kommunen.        

Med andre ord, er der mange gode eksempler på at Nienke Jonker er en ildsjæl der forstår at samle folk om gode og bemærkelsesværdige projekter. En evne, som hun i højeste grad får mulighed for at gøre brug af  i Erhvervs- og Turistcenter Farsø, som er et samarbejde mellem Farsø Handelsstandsforening, Farsø Erhvervsråd og Farsø-egnens Turistforening.            

Formand for styregruppen bag ETC Farsø, Gert Hosbond fortæller at man har været i den heldige situation, at der har været flere rigtig gode ansøgere til det spændende job som daglig leder og aktivitetschef på ETC. Vi har brugt den fornødne tid til at finde den rigtige afløser efter Jarrit Hansen. Det er vi sikre på, at vi har nu, og så er det endt med at blive en af vore egne medlemmer af styregruppen.

Nienke har søgt jobbet, og vi har valgt hende ud fra en overbevisning om, at hun vil forsætte med at brænde for vores lokalområde og vil evne at række på tværs af alle 3 foreninger, selvom hun er formand for turistforeningen.      

Om sit nye job siger Nienke Jonker: – Efter fem år i Danmark som ny campingpladsejer sammen med min mand, er der nu plads til en ny udfordring. Jeg har mange års erfaring fra Holland som projektkoordinator, og vil udnytte det, som den nye koordinator af aktiviteterne i Farsø. Herudover, tror jeg, at mine erfaringer fra turismen vil være et plus i mit nye job. Kort sagt, ser jeg frem til et positivt og godt samarbejde med alle.

Nienke Jonker er ansat på deltid på ETC, ligesom som den forrige leder Jarrit Hansen, således at hun fortsat kan drive sin campingplads. Hun oplyser, at hun vil få ekstra hjælp på campingpladsen i sommersæsonen, således at hun kan gennemføre de mange sommeraktiviteter for handelsstanden i Farsø, som ikke mindst også henvender sig til egnens turister.

Nienke Jonker tiltrådte stilling på ETC den 1. oktober. I den forgangne måned har hun fået god hjælp fra Jarrit Hansen og Lis Jessen på turistkontoret til at blive sat ind i de praktiske ting, som hendes job også omfatter.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: