Forside Blog Side 363

Solnedgangsplads på vej

Bundpælene til en ny solnedgangsplads ved Hvalpsund Strand og Færgehavnen kom på plads i sidste uge.

HVALPSUND: Som de fleste ved går solen ned i vest. Netop udsynet til flotte solnedgange har man hele året i Hvalpsund. Solen går ned over Salling – men inden spejler den sine stråler i fjorden ud for Hvalpsund, hvilket giver en helt særlig stemning.

Kyststrækningen byder i forvejen på mange steder hvor man kan slå sig ned nyde solnedgangen, men nu får Hvalpsund i forbindelse med Hvalpsund Strand et særligt trædæk med trappe fremspring, hvor man kan slå sig ned og nyde eller slikke solens stråler.

Solnedgangspladsen er nemlig også tænkt som opholdssted når solen står højt på himlen, for så kan der solbades.

Et tredje formål med solnedgangspladsen bliver også, at der kan afholdes mindre arrangementer såsom fællessang, solnedgangsmusik o.lign.  

Men foreløbigt skal pladsen først bygges.

Solnedgangspladsen i træ opbygges her ved molen. Som det ses vil der både være udsyn til vand, færge og ikke mindst solen

I sidste uge kom pælene der skal holde træplatformen på plads. I næste uge starter selve arbejdet med at bygge platformen, som vi pågå – til og fra – i en måneds tid, da det er kommunen selv der bygger, når der er ledig tid.

Solnedgangspladsen er en del af områdefornyelsen i Hvalpsund. Tidligere i år er der i forbindelse med områdefornyelsen lavet flexparkering ved Strandvejen, udvidelse af legepladsen på Havnepladsen, kystsikring langs Fjordvej som opstart på en strandpromenade mellem havnene m.m., der tager sim start næste år.

Prisstigninger udskyder cykelstiprojekt i Trend

Anlæggelsen af en cykelsti gennem Trend udsættes indtil videre

TREND: Et cykelstiprojekt langs Viborgvej i Trend har været undervejs længe og er det endnu en tid.

Prisstigninger betyder at projekt netop er steget med 3,9 mio. kr.

Tilbage i december 2019 afsatte Teknik- og Miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune 2,5 mio. kr. til gennemførelse af cykelstien ved Trend.

Siden er der altså stødt betragtelig flere udgifter til.

Den 17. august 2022 blev der afholdt licitation på projektet. Gennem ekspropriation er der erhvervet areal til anlægget. I juni var taksationskommissionen på besigtigelse på 7 ejendomme, som ikke har accepteret kommunens tilbud til erstatning. Der afventes p.t. afgørelse fra taksationskommissionen vedr. erstatning på disse ejendomme.

Grundet udvikling i priser, øgede omkostninger til rådgivere grundet ekspropriation og indbringelse til taksationskommissionen er de samlede forventede omkostninger til anlæggelsen af cykelsti ved Trend steget til 6,4 mio. kr.  Heraf kommer mérudgiften på 3,9 mio. kr.

På den baggrund besluttede Teknik- og Miljøudvalget på sit seneste møde, at projektet udskydes og genudbydes i 2023, når priserne forhåbentligt er lavere

KaffeLaden flytter til tidligere bagerbutik

I næste måned åbner KaffeLaden i den tidligere bagerbutik på Søndergade 20 i Farsø.

FARSØ: For to måneder siden gik Farsø Bageri konkurs. Siden er det desværre ikke lykkedes at finde en løsning, der gør at bageriet åbner igen.

. I slutningen af uge 34 blev der holdt auktion over inventaret på stedet, som der var stor interesse for at købe. Derfor holdt der sidste mandag mange varebiler og lastbiler på hovedgaden udenfor det tidligere bageri for at afhente.

Heldigvis kommer de tidligere bagerlokaler ikke til at stå tomme længe. Bygningens ejer Mads Hansen har udlejet lokalerne til sin kone Trine Thellufsen, som er indehaver af KaffeLaden. KaffeLaden rykker derfor fra Store Torv til Søndergade 20 i starten af næste måned. Det oplyser KaffeLaden på facebook.             

Vesthimmerland skal væk fra landets højeste skatteprocent

Af: Signe Nøhr (Viceborgmester) og Svend Jørgensen,
Den konservative gruppe i Vesthimmerlands Kommune

Den konservative gruppe har i flere år til de årlige budgetforhandlinger stillet forslag om, at ”Vesthimmerland skal væk fra landets højeste skatteprocent”. Ingen kommuner i Danmark har en højere skatteprocent end vores kommune. Indtil nu har vi stået meget alene i Byrådet med dette synspunkt, men nu prøver vi igen, fordi forslaget giver mening for vores borgere, særligt i denne tid!.

Forhistorien er den, at de fleste af Folketingets partier for nogle år siden indgik en meget gunstig aftale om, at Staten skulle kompensere kommunerne for mistede skatteindtægter, hvis kommuneskatten blev sat ned. Kompensationen blev naturligvis aftalt, fordi Folketingets partier ønskede en lavere kommuneskat her i landet. Kompensationen gælder for en 5-årig periode, og den er i 2023 og 2024 på 90%, i 2025 på 85%, i 2026 på 80% og i 2027 på 75%. Altså betaler Staten langt størstedelen af en eventuel skattenedsættelse hos os.

Hvis kommuneskatten i Vesthimmerlands Kommune nedsættes med 0,2% – point fra 2023, vil vores udgifter, som følge af mistet skatteprovenu, blive på i alt kun 9,6 mill.kr. i årene 2023-27. I 2023 vil kommunens udgift kun være på 1,2 mill. kr. Det betyder altså, at vi i løbet af en en periode på 5 år har udgifter for 9,6 mill. kr., men indtægter fra Staten på 60 mill. kr., hvor de 60 mill. kr. ryger direkte ned i borgernes lommer. Der er vist ingen, der kan være i tvivl om, at borgerne netop nu har behov for flere af sine egne penge for at kunne betale de stigende regninger til mad, benzin, varme, el osv.

Hvem vil ikke gerne bytte 9,6 mill.kr. med 60 mill.kr. En fortjeneste på 50,4 mill.kr.?

Den konservative gruppe har allerede sørget for, at Indenrigsministeren har givet tilladelsen til at sætte skatten ned. Det er nu op til Byrådets medlemmer at beslutte, om borgerne i Vesthimmerlands Kommune skal have 60 mill.kr. mere til det daglige forbrug i de næste 5 år. Indenrigsministeren synes, det er en god ide, og tilladelsen er givet. Vi håber vores politiske kolleger erkender, at det er en fantastisk tilbud, som Regering og Folketing har givet kommunen.

Derfor håber vi på, at det i forbindelse med de forestående budgetforhandlinger den 22. og 23. september bliver besluttet at nedsætte den kommunale skat med 0,2 % -point i de næste 5 år, så kommunens borgere får 60 mill.kr. mere til at betale de daglige regninger med.

Kan fælles ledelse fungere i praksis?

På vegne af det pædagog faglige personale i Kernehuset Vestrup
TR Karina Techow Steensig og Faglig Fyrtårn Line Lund Iversen

I budgetforhandlingerne for 2023 lægges der op til, at der skal findes en råderumsbesparelse på 17 millioner kroner. Et af forslagene er at lave fælles ledelse på tværs af skoler og i dagtilbud. Men hvordan kommer det til at fungere i praksis og hvilken betydningen får det for vores arbejdsmiljø og pædagogiske faglighed? Og hvilken kvalitet bliver der så i det dagtilbud, vi tilbyder vores børn? Vi mener, at det at have en nærværende leder i høj grad spiller en vigtig rolle, hvis man vil sikre et dagtilbud af høj kvalitet.

Vi er en lille landsbyordning i Vestrup, der rummer vuggestue, børnehave, SFO og skole fordelt på to matrikler. Hos os vægter vi det meget højt, at være nærværende, omsorgsfulde og parate til møde børnene i øjenhøjde. For at støtte børnene i deres trivsel, læring, udvikling og dannelse er det vigtig, at de har nogle nærværende voksne, som møder dem der, hvor de er, og som er parate til at gå i øjenhøjde med dem. For at vi kan lykkes med vores kerneopgave, har ledelsesstrukturen i vores institution en afgørende betydning. Det at have en leder tæt på giver os tryghed til at kunne være nærværende sammen med børnene, da ledelse jo handler om at sikre faglig udvikling, sætte retning og skabe rammer og strukturer.

Vi og vores kollegaer frygter, at vi ikke har en leder til rådighed i hverdagen. Vi frygter, at vi kommer til at mangle en leder at sparre med omkring de pædagogfaglige opgaver i hverdagen. Omvendt kan vi også frygte, at lederen mister fingeren på pulsen med, hvad der rører sig ude i vores praksis og at det får negative konsekvenser for vores faglighed.

En ting er at vi frygter en forringelse af vores pædagogiske faglighed. Men vi og vores kollegaer frygter, at det forringer vores psykiske arbejdsmiljø og deraf også den kvalitet, som vi tilbyder i vores dagtilbud og til vores børn i Vesthimmerlands Kommune.

Vi får ikke den samme tryghed ved en leder, der ikke er til stede, som vi har med en leder, vi ser til dagligt. Derfor tror vi, at det vil få en stor betydning for vores kollegaers og vores egen måde at gå til en leder på. Fra vores hus ved vi, at det kan gå hen og blive en stressfaktor i hverdagen ikke at have en leder, der sætter dagsorden og de faste rammer. Vi tror, at det kan blive et problem, at den der holder vores rutiner faste forsvinder og vi frygter, at vi mister vores fælles pædagogiske grundlag. Det kan hurtigt blive “alle mand klarer sig selv” i forsøget på at overleve en stresset hverdag.

Så kære politikere – i praksis handler det ikke kun om at spare 2 millioner kroner ved at lave fælles ledelse. Det handler i høj grad om vores psykiske arbejdsmiljø og deraf også den kvalitet, som vi tilbyder i vores dagtilbud og til vores børn i Vesthimmerlands Kommune.

Tyve går efter træpiller

GEDSTED/FARSØ: Mange tænker på den kommende fyringssæson – også tyve, der lige nu går efter træpiller, da er stor efterspørgsel på dem i markedet.

Politiet får derfor lige nu flere henvendelser omkring tyveri af træpiller. Det opfordres derfor fra Politiet at holde øje med sin beholdning.        

I tidsrummet mellem fredag aften og lørdag morgen blev der stjålet 3,5 palle træpiller samt en havetraktor fra et udhus på Vesterbro i Gedsted.

Da ejeren af udhuset opdagede tyveriet, fandt han spor i græsset fra et motorkøretøj. Han valgte så at forfølge sporet ud på vejen og helt hen til en adresse ved Gl. Ullits. Nordjyllands Politi blev kontaktet, og da de ankom til stedet, fandt betjentene ganske rigtig både havetraktor og træpiller. Politiet har en mistænkt i sagen om indbruddet.

Derudover fik Nordjyllands Politi en anmeldelse mandag morgen klokken 6.30 fra en borger ved Farsø, der observerede en kassevogn med en trailer på nabogrunden.

Det undrede borgeren sig over, da naboen i øjeblikket er på ferie. Han rettede derfor kontakt til personerne i kassevognen og spurgte hvad de skulle. 

Svaret lød, at de var håndværkere, som skulle i gang med noget arbejde. Men naboen havde ikke bestilt nogen håndværkere, så kassevognen forlod hurtigt stedet, oplyser Nordjyllands Politi, som formoder, at gerningsmændene var på jagt efter træpiller.

Borgerne kan ringe døgnet rundt på politiets service-telefon, 114 hvis man har haft indbrud eller ser noget mistænkeligt..

Transformation i gang på HimmerLand – FOTOS

Den 1. oktober står den nye hotelfløj med 26 værelser – heraf 6 som suiter færdig. Derfor var der også byggeaktivitet i sidste uge, selvom Danmarks største golfturnering fandt sted samtidig.

GATTEN: I denne uge lagde golfbanen omkring HimmerLand Resort greens til golfturneringen ”Made In Himmerland”.

Mens de bedste golfspillere i verden og ca. 32.000 gæster – fordelt over 4 dage, gæstede banen i Gatten, så fortsatte håndværkere arbejdet med de tre byggerier, som HimmerLand lige nu er i gang med at opføre.        

I forbindelse med en Company Day som blev afholdt under Made in Himmerland fortalte direktør for HimmerLand, Mette Ravn om HimmerLands transformation, de ud over strategi og en bredere målgruppe også betyder byggerier og nye faciliteter for 400 mio. kr.

Direktør for HimmerLand, Mette Ravn fortæller, at HimmerLand lige nu er i gang med en transformation.

Helårsresort for hele familien
Ambitionen er, at resortet skal forvandles fra at være et golfresort til at være et helårsresort for hele familien.

-Det er fra den drøm som Lars Larsen havde med primær fokus på golf – og altså ”kun” gæster om sommeren, til Jacobs (Brunsborg – red.) drøm et resort med gæster hele året, fortæller Mette Ravn, der satte sig chefstolen for HimmerLand for mindre end et år siden.    

Golf forbliver i hjertet
Golf vedbliver at være en stor del af ”hjertet”, og banen i Gatten er da også blandt de fem bedste baner i Danmark.  

-Men det bliver også et sted for børnefamilier, madentusiaster og folk med interesse for bowling, koncerter m.m. Vi ønsker at give oplevelser af høj kvalitet med håb om genbesøg, siger Mette Ravn og fortsætter:   

-Vi har lagt en ny strategi, og vil også i større grad henvende os til flere udenlandske hotelgæster såsom nordmænd og det nordtyske marked.     

Den 1. oktober står den nye hotelfløj med 26 værelser – heraf 6 som suiter færdig. Derfor var der også byggeaktivitet i sidste uge, selvom Danmarks største golfturnering fandt sted samtidig.

Nye faciliteter for 400 mio. kr.
I alt bygges der nye faciliteter for 400 mio. kr., som også kommer HimmerLands husejere til gode.

Mette Ravn remser op: – I maj måned blev vi færdige med vores købmand, som har normalt åben frem til kl. 19, og herefter lukker man sig selv ind.   I starten af juni blev vi færdige med ombygningen af vores spaområde. Den 1. oktober vil hoteludvidelsen med 26 værelser være færdig. Herefter vil vi i alt råde over 86 værelser.  Den 1. oktober vil en ny sportshal med padlebaner og kunstgræs stå klar til brug. Alle kan booke sig ind her. Der vil også blive etableret flere p-pladser. Det gøres ved at bygge et ekstra parkeringsdæk med plads til 170 biler.

Denne nye sportshal skal efter planen og stå klar den 1. oktober. Den vil indeholde padlebaner, kunstgræsbaner m.m.
Multihallen med endnu flere sportsaktiviteter, koncerter, arrangementer og konferenceaktiviteter vil stå klar i sommeren 2023.

En ny multihal vi stå færdig i sommeren 2023.

-Multihallen bliver en fantastisk tilføjelse til vores resort, med muligheder for endnu flere sportsaktiviteter, koncerter, arrangementer og konferenceaktiviteter, der kan favne en endnu bredere skare af glade gæster, tilføjer Mette Ravn.

Den nye multihal forventes at stå klar omkring juli 2023 og får ud over de mange indendørs faciliteter etableret 700 m2 solceller på taget, som årligt kan producere omkring 150.000 kWh.

Der ønskes også flere fritidshuse omkring HimmerLand. Det bliver dog ikke flere af de kendte A-huse, men istedet træhuse med græs på taget

Flere fritidshuse
Og endelig ønsker vi at bygge 39 fritidshuse med status af helårshuse. De vil være omgivet af stisystemer. Det bliver ikke A-huse, men træhuse med græstørv på taget. Husene skal gerne stå færdig i 2024, men det afhænger af den igangværende proces med lokalplanen.      

Der er også planer om flere fritidshuse. 39 stk. som vil blive bygget på arealet her, som under Made In Himmerland blev brugt til p-plads. Lige nu kigges der på lokalplan og kommuneplantillæg.

Skyhøje udgifter rammer den kollektive trafik

Der skæres snart ned på busafgange med få passager. Det er især formiddags – og aftenafgange der skæres væk. På disse tidspunkter henvises passagerer i stedet til NT Plustur og NT Flextur som medfører ekstra egenbetaling

NORDJYLLAND: Et stigende pris- og lønniveau, specielt de skyhøje priser på brændstof til busser og tog, vækker stærk bekymring i Region Nordjylland.

Aktuelt er der udsigt til et underskud på 44 mio. kr. i den kollektive trafik. Sådan et underskud vil fx medføre færre ekspresbusser, færre lokaltog og lukning af natbusser og sommerruter.

Lukninger af ruter og færre busser
– Det er en regulær bombe under den kollektive trafik, vi står over for. Det vil have meget store konsekvenser for hele regionen, hvis der skal spares, hvad der svarer til 10 procent af det samlede budget på den kollektive trafik. Vi ser ind i lukninger af ruter, færre ekspresbusser, færre toge på skinnerne. Det får stor betydning for nordjyderne, og vi er stærkt bekymrede, siger Peder Key Kristiansen (S), formand for udvalg for Regional Udvikling og Innovation.

Stigende udgifter – især til brændstof – er skyld i, at den kollektive trafik i Nordjylland lige nu står til at mangle 44 millioner kroner i 2023. Det forventede underskud udgør mere end 10 pct. af det samlede budget på 420 mio. kr. årligt.

Risiko for store forringelser
Findes der ikke en løsning, skal Region Nordjylland reducere budgettet ved omfattende besparelser på den kollektive trafik. Et skrækscenarie for Regionsrådet, som i givet fald vil være presset til at vedtage store serviceforringelser, begrænsede køreplaner og lukninger af regionale busruter. Det vil ramme både pendlere og uddannelsessøgende samt borgere i almindelighed i Nordjylland hårdt.

Ingen ekspresbus i weekender og efter kl 18
Som eksempel på hvor markante problemerne bliver, vil det eksempelvis alene give en besparelse på 11,6 millioner, hvis man indstiller kørslen med ekspresbusser efter kl. 18 og hele weekenden på de fire ruter Aalborg-Fjerritslev-Thisted, Aalborg-Nibe-Løgstør, Aalborg-Sæby-Frederikshavn og Aalborg-Aars-Farsø.

Herefter vil der så stadigvæk mangle besparelser for 32,4 millioner.

– Vi kan ikke håndtere et budgetunderskud på 44 mio. kr., uden at det vil føre til meget konkrete og mærkbare forringelser af den kollektive trafik i Nordjylland, siger Peder Key Kristiansen.

Behov for ekstra kompensation
Stigende priser håndteres normalt ved regionernes årlige økonomiforhandlinger med regeringen. Men ved årets økonomiaftale i juni blev der ikke taget stilling til håndtering af det ekstraordinært stigende pris- og lønniveau i den kollektive trafik.

Regionsrådet har i forbindelse med budgetlægningen for 2023 drøftet de aktuelle udfordringer, som rammer den kollektive trafik i både regioner og kommuner over hele landet. Gruppeformændene for samtlige partier i Regionsrådet henvender sig nu i fællesskab til regeringen for at sikre en fair regulering af budgettets pris- og lønniveau.

Regionsrådet anmoder om, at der også tages højde for de stigende brændstofpriser og lønudgifter i de opfølgende forhandlinger. Forhandlinger er planlagt til at finde sted mellem Finansministeriet, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening. En opfølgning, der er kalendersat, fordi regeringen kompenserede for manglende billetindtægter som følge af Covid-19, men dog kun for årets første to måneder. Regionsrådsformand Mads Duedahl (V), ønsker at der bliver taget hånd om den store udfordring.

– Vi beder regeringen om en fair kompensation for det stigende pris- og lønniveau, sådan at vi kan se borgerne i øjnene og videreføre den kollektive trafik i Danmark med et både nødvendigt og godt serviceniveau, siger regionsrådsformand Mads Duedahl.

Farsø’s grønne spejdere var på Spejdernes Lejr 2022

FARSØ: Ligesom for 32.000 andre spejdere var Spejdernes Lejr, som blev afholdt i Hedehusene i juli måned, en kæmpe oplevelse for KFUM spejderne fra Farsø

Nadia, som er spejderleder hos KFUM Spejderne Farsø, har lavet denne beretning:

Vi skulle med bussen fra Farsø den 23. juli kl. 8.00, lørdag morgen. Så kørte vi til hedehusende hvor spejdernes lejr skulle holdes. Vi var i alt 32.000 spejdere samlet og tilsammen 52 nationer. Vi har været på rigtig mange aktiviteter får at kunne få ”fælles om fremtidsmærket” og ”friendship Award” mærket. Så den første dag skulle vi på selfiejagt. Hvor man fik et ord, det kunne fx være brandbil, is eller gule gummistøvler. Så skulle man rundt på lejeren og finde de ting. Tage et selfie med hele gruppen – og selvfølgelig med det ord man var blevet givet. Den næste dag besøgte vi spejderhjælpen, hvor vi skulle svare på nogle spørgsmål omkring spejderhjælpen og hvad de gør og hvad de står for.  Der var også blevet lavet 3 labyrinter i hver underlejr. Der var 3 underlejre i alt. Greve, Høje-Taastrup og Roskilde som vi lå i. Dem prøvede vi også. De var super lærerige. Det var spørgsmål man skulle svare rigtigt på for at kunne finde den rigtige vej ud af labyrinten. Som fx ”Hvad er farvene på det danske flag, også var der 3 valgmuligheder. Mulighederne stod øverst og så var der pile nedenunder der viste til hver mulighed. Lige ud eller højre, venstre.

Vi har simpelthen lavet så meget….
Vi var også i en moske, hvor der var en der fortalte om Ramadan og hvordan de muslimske forholder sig til det og hvordan månen står.

Så havde vi besøg af forældrene i løbet af tirsdagen hvor de kom rundt og så lejren. Så var vi til gudtjeneste hvor der var planlagt et lille skuespil omkring Jesus og gå på vandet samtidig med at en videnskabskvinde spurgte ind til hvordan det kunne lade sig gøre.

Vi så også Encanto, den nye Disney film, på et stort lærred. Hvor man havde lov til at tage slik og tæpper med. Det var ren hygge. Så var der total portal dag hvor man skulle rundt på nogle forskellige poster og løse dem i fællesskab.

Verdens største picnic fest
Hver aften hjalp vi hinanden med at lave aftenmad og vaske  op inden vi skulle videre til nye aktiviteter, eller i 55 grader nord eller spejdersport som fandtes oppe på ”spejdertorvet”. Til afslutningslejrbålet skulle alle 32.000 spejdere have aftensmad med, så der blev en kæmpe stor picnicfest ud af det. Vi fik også sat rekord til Guinness Rekordbog for flest mennesker til en picnic. Da lejrbålet var startet var der lidt underholdning fra spejdernes lejr og så kom ”Luftens helte” på scenen. De er et band der kun spiller og synger Disney sange. Derefter kom der en kunstner mere på scenen. Det var Jung, som står bag hittene, ”blitz baby”, ”hun kommer tilbage” og ”jeg skal nok vente” Det var en super dejlig tur, Vi med bussen hjem kl. 11.15 men var 2,5 time forsinket, men vi nåede det hele, så det var det hele værd.

Region Nordjylland er klar til næste udrulning af vacciner

NORDJYLLAND: Fra 15. september begynder de første målgrupper til booster-vaccination mod covid-19 at modtage vaccinen

Region Nordjylland, de praktiserende læger og kommunerne samarbejder om indsatsen, ligesom relevante grupper også får tilbudt vaccine mod influenza og pneumokokker.

Sundhedsstyrelsen har fredag 2. september offentliggjort planen for udrulningen af efterårets vaccinationer. Alle over 50 år vil blive tilbudt en booster-vaccine mod covid-19. Der er tale om variantopdaterede vacciner, og udrulningen af disse vacciner på plejehjem, samt tilbud til borgere over 85 år starter 15. september.

– Vi er klar til at vaccinere befolkningen efter Sundhedsstyrelsens plan, og vi starter i samarbejde med de praktiserende læger med vaccination mod covid-19 på plejehjemmene 15. september. Vi har et godt samarbejde med kommunerne og de praktiserende læger og har gode erfaringer at trække på fra de seneste vaccinationsrunder, forklarer chefkonsulent Anders Cinicola fra Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.

Forventningen er, at vaccination på plejehjemmene er overstået inden udgangen af september.

Mulighed for flere vacciner samtidig
Ligeledes 15. september starter regionen med at vaccinere borgere over 85 år i de regionale vaccinationscentre. Derudover vil der også være mulighed for, at man kan blive vaccineret ved en række praktiserende læger eller i eget hjem, hvis ikke man kan komme i et vaccinationscenter.

– Der åbner nye vaccinationscentre, så der vil være minimum et vaccinationscenter i hver kommune. Nu er influenza og pneumokok-vaccination også en del af det regionale tilbud, hvilket vi også er klar til at løfte, så man kan få flere vacciner på én gang, hvis man er i målgruppen til det, siger Anders Cinicola.

Vaccination mod influenza og pneumokokker må først gives fra 1. oktober.

I løbet af de sidste uger i september sendes invitationer ud til de øvrige målgrupper, der tilbydes vaccination mod covid-19, influenza og pneumokokker, så de kan bestille tid til vaccination fra 1. oktober.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.