Forside Blog Side 362

Solnedgangsplads taget i brug

HVALPSUND: Selvom de sidste brædder på den nye solnedgangsplads først monteres i denne uge, så er den nye udkigspost i Hvalpsund allerede taget i brug.

I lørdags, hvor træskibene i sejladsen Limfjorden Rundt sejlede forbi Hvalpsund, ja, så viste den nye plads sit formål.

Mange tog plads og nød udsynet – netop som det er meningen med pladsen, der som navnet antyder er særlig attraktiv når solen går ned.

68 flotte træskibe sejlede tæt forbi Hvalpsund

68 flotte træskibe passerede ved Hvalpsund, heriblandt flere store 3 masters skonnerter. Her fotograferet fra den nye ydre gå-mole i Hvalpsund Lystbådehavn.

HVALPSUND: 59 flotte træskibe var fra lørdag kl. 10.30 og et par timer frem et betagende syn ved Hvalpsund. De havde begivet sig ud på 5. og sidste etape af Limfjorden Rundt med start fra Fur og mål i Skive.

Og der var perfekt sejlvejr. Der var en let til frisk vind fra nordvest som spilede sejlene ud og gav fremdrift.

Man kunne iagttage de smukke træskibe i flere timer, fra de sejlede ud fra Fur til de passerede ved Hvalpsund-Sundsøre.

Fra Hvalpsund kunne man se skibene nærmest fra de sejlede ud af havnen i Fur. De tog turen sydover langs kysten ved Ertebølle, Risgårde, sydøst om Rotholmene og videre mod etapens smalleste passage, nemlig ved Hvalpsund–Sundsøre inden turen gik videre mod Skive.

Mange havde taget plads på den nye gå-mole.
Flere valgte også at sidde i ly for vinden i deres biler langs Fjordvej mens de flotte skibe yndefuldt gled forbi ude på vandet.

Som sædvanlig kunne man ved indsnævringen ud for Sundsøre tanget, se de flotte træskibe på ekstra tæt hold, hvilket der var rigtig mange som benyttede sig af, både fra Hvalpsundsiden og Sundsøresiden. Men mange havde også fundet vej til Hvalpsunds nye udkigspunkt, nemlig den nye gå-mole yderst på lystbådehavnen i Hvalpsund. Også her sejlede de flotte skibe meget tæt på efter at have sejlet udenom Rotholmene.

El-priser – en rigtig lyseslukker

I Rema 1000 er 1/3 af loftslyset blevet slukket for at stå imod de skyhøje elregninger

FARSØ: El-priserne er på himmelflugt, og det har fået de fleste til at kigge på deres el-forbrug, og se på om der er steder der kan spares.

Sådan er det også i Farsøs butikker og Farsø Rådhuscenter. 

Hvert andet lys slukket på centergangene
I sidste uge besluttede Centerforeningen i Farsø Rådhuscenter at slukke hvert andet LED lys på centergangene.

På centergangene i Farsø Rådhuscenter er hvert andet LED-lys slukket.

-Vi skal spare, det er fornuftigt og så viser vi samfundssind, siger formand for Centerforeningen, Finn Bisgaard fra Din Tøjmand, men ikke mindst er det for at holde vores strømregning i snor.  

Ud over de færre tændte lysrør, så har vi også kigget på vores aftentænding, som afkortes med 30 minutter. Det vi sige, at lyset slukkes helt i det meste af centret kl. 21.30, efter rengøringen har været der.  

Vi har også kigget på blæserne over indgangene, som fordeler varmen rundt i centret. De kører på el, mens varmen heldigvis kommer fra fjernvarmen. Fjernvarmen har ikke meldt stigninger ud.

Vi har også besluttet, at lystæpperne over centergangene ikke kommer op til jul i år, men derfor vil centret alligevel blive pyntet lige så flot op som vi plejer. Lysparasollerne udenfor centret, som centret betaler el’en til, har vi også foreløbigt valgt at undlade af sætte op til jul, fortæller Finn Bisgaard.

Men også butikkerne har kigget på deres individuelle el-forbrug.

Selv har Finn Bisgaard slukket det ene rør i 25 kassetter i butikken. Og så slukker lyset i vinduesudstillingen kl. 18.15.

Rema har slukket 1/3 af lyset
Og Rema 1000 er gået grundigt til værks.

-Jeg har slukket 1/3 af loftslyset i butikken, fortæller købmand Niels-Jørgen Markussen. Jeg ser ind i en ekstra strømregning på mellem 500-800.000 det næste år hvis jeg ikke gør noget. I august måned er jeg gået fra en strømregning på normalt 15-30.000 kr. om måneden til 76.000 kr. Jeg har også kigget på mine sensorer ude på lageret, som vi slukke lyset hurtigere. Desuden vil sodavandskølerne i butikken, som vil blive begrænset til færre enheder. Det er det jeg gør lige nu. Der er kun mig til at betale.

Andre vaner
Også hos Den Gode Smag og Centerkiosken, som har mange maskiner tændt i åbningstiden, kigges der på hvad der kan slukkes.

Ulla Magnussen, Den Gode Smag fortæller at der vil blive sat mere el-besparende  lys op over disken, men vi kigger også på vore vaner i køkkenet. Ovnen skal fyldes op, der skal vaskes færre gange om dagen og frituren skal slukkes eller skrues ned når den ikke bruges.

Claus Christensen fortæller at Centerkiosken har fjernet nogle kølere og der også snart vil blive lukket ned for softice. I spillehallen vil der blive slukket lys, når der ikke er nogen. Må ikke gå ud over indkøbsoplevelsen
I centrets øvrige butikker er det – ligesom hos Din Tøjmand, især loftsbelysningen man kigger på. Der slukkes lys rundt omkring, så længe det ikke går ud over indkøbsoplevelsen.             

Elpriser skruer ned for blusset i julebelysningen

Der skrues efter al sandsynlighed ned for blusset i julebelysningen i år.

FARSØ: Fra midt november til midt januar – på årets mørkeste tid, lyser Farsøs flotte julebelysning op i mørket til årets hyggeligste tid – nemlig julen.   

Elprisernes himmelflugt giver dog lige nu spekulationer i Farsø Handelsstandsforening og i Centerforeningen i Farsø Rådhuscenter med hensyn til julelysene.

Elregningen står Vesthimmerlands Kommune og Centerforeningen for, mens det er handelsstandsforeningen der står for vedligehold samt opsætning og nedtagning af julebelysningen med god hjælp fra lokale virksomheder og frivillige.                     

Vesthimmerlands Kommune har endnu ikke meldt noget ud, men der skal spares på gadebelysning. Også Centerforeningen kigger på hvor der kan spares på strømmen.           

-Der er ingen tvivl om, at julehandlen er overordentlig vigtig for butikkerne og dertil hører julehygge og julelys, men ligesom alle andre er vi også nødt til at spare på strømmen, siger formand for Farsø Handelsstandsforening, Rasmus Dige.

Ud over at være formand for handelen har Rasmus Dige også i mange år været tovholder for julebelysningen i Farsø.  Og det skal ingen hemmelighed være, at han netop har påtaget sig den omfattende opgave, fordi han kan lide den særlige hygge omkring jul med lysene.

Og julelys skal der være!.

-Der skal være julelys i midtbyen. Det vil sige juletræ på Store Torv med lys i og de 9 træer deromkring, så vi kan fastholde traditionen omkring juletændingen som start på julehandlen i Farsø. Vi tænker også at fastholde vore tre juletræsstativer med lys og kæmpenisserne – dog uden lysprojektører.

Det er vore tanker lige nu, siger Rasmus Dige. Der er jo stadig et godt stykke tid til jul.

Elregning: Fra kr. 32.000 til kr. 132.000

FARSØ: Centerleder for Dronning Ingrid Hallerne, Hans Kaldal, måtte lige holde fast i bordkanten, da han slutningen af sidste uge modtog august måneds elregning.

For et år siden, altså august 2021, lød elregningen på kr. 32.000. Nu et år senere er den mere end firdoblet til svimlende kr. 132.000.

-Det er chokerende. Jeg er rystet, siger Hans Kaldahl, selvom der ganske vist kan godtgøres for elafgift og moms.    

Han har dog siden juni måned oplevet en stigende elregning, men slet ikke som nu.

-Vi har haft ferielukket i juli måned, hvor forbruget af samme grund ikke har været så stort, men nu mærker vi hverdagen.

Hele mandag har vi gået alt der forbruger el igennem, og vi har allerede skruet og slukket ned for en del. Vi har skruet ned for ventilationen og temperaturen i hallerne, hvilket kan lade sig gøre på denne tid af året. Vi har desuden gjort tiltag for at spare på lyset.  Vi har justeret vores sensorer til at slukke efter kortere tid. I opvisningshallen har vi slukket 1/3 del af lyset og andre steder har vi fjernet unødige lysstofrør, som kan undværes og ikke går ud over aktiviteterne i hallerne.

I cafeens køkken har vi slukket frituregryde, slush-ice maskine og samlet kølere og frysere på færre enheder. Desuden skæres der lidt ned på åbningstiden, remser Hans Kaldal op. 

Det eneste der kan trøste er, at svømmebassinet heldigvis opvarmes med fjernvarme, som er forholdsvis billig i Farsø, siger Hans Kaldal.

På tirsdag mødes hallens bestyrelse for at se om der kan findes yderligere steder, hvor der kan spares på elforbruget, men omvendt skal aktiviteterne også gå videre i hallerne.         Under Dronning Ingrid Hallerne hører også Vester Hornum Hallen og overnatningsfaciliteter, hvor der også skal kigges på elforbruget.  

Klimaordfører var på besøg hos Genplast

Der lød en kraftig opfordring fra direktør på Genplast, Stig Steendahl Nielsen til Marie Bjerre. Får styr på el-prisen ellers bukker virksomhederne under.

FARSØ: Folketingsmedlem og klimaordfører for Venstre, Marie Bjerre var her til aften, sammen med medlemmer fra vælgerforeningerne i Vesthimmerland på virksomhedsbesøg hos Farsø virksomheden Genplast.

Netop denne type virksomhed optager Marie Bjerre som klimaordfører meget. – Der er et kæmpe potentiale i Danmark for genanvendelse og cirkulær økonomi, siger hun.
Derfor besøger hun næsten ugentligt en virksomhed som beskæftiger sig med dette. Hun så derfor meget frem til besøget i Farsø, især fordi, som hun udtrykker det, er Himmerlands stemme for Venstre på Christiansborg.           

Plast til genanvendelse
Direktør Stig Steendahl Nielsen viste rundt på virksomheden, der granuler plast til genanvendelse.

Her viser Stig Steendahl Nielsen den plastgranulat som bruges til nye plastprodukter.

Udvidet for 2 år siden
Han stiftede virksomheden for 23 år siden, hvor der ikke var speciel stor interesse for genanvendelse af plast i Danmark. Men i dag er bæredygtighed, genanvendelse og cirkulær økonomi fokus. Det kan i den grad mærkes på Genplast i Farsø, som har svært ved at følge med. Derfor blev virksomheden også udvidet for 2 år siden med ekstra plads og kapacitet.    

Genanvendelse 1 til 1
3-4 nye kunder henvender sig til virksomheden hver dag, fortæller Stig Steendahl Nielsen. Dem kan vi slet ikke tage ind. Det giver os den frihed at sortere i den plast vi får ind. Vi har et ønske om, at den plast vi har igennem vores system kan genanvendes 1 til 1. Lige nu ligger vi på 99.8%. Det kræver, at plasten på forhånd er sorteret når vi får den ind.

Plastrør, plastikaffaldscontainere og ubrugt emballage er det Genplast allerhelst vil kværne til pulver eller piller. Det skyldes dets renhed som kan genanvendes til nye plastikmaterialer, dog ikke til fødevareindustrien. Vi koncentrerer os derfor om 5 typer plast, og holder os langt udenom husholdningsaffald, fortæller Stig Steendahl Nielsen.      

Stig Steendahl Nielsen viser eksempel på plastemballage der kan genanvendes

Stig Steendahl Nielsen nævner en udtjent affaldscontainer som eksempel. For det første er plasten god at genanvende og for det andet er det billigere at bruge genanvendt plast end nyt til at støbe en ny container.          

Med andre ord er virksomheden en god forretning – men bare ikke lige nu.

Elprisen gør det for dyrt at producere
Elprisernes himmelflugt gør, at Stig mange gang dagligt holder øje med el-prisen. Når prisen er 6-7 kr. pr. kWh så kan det ikke svare sig at starte sortering og kværne op. Det er for omkostningstungt. I sidste uge var der kun to dage, hvor maskinerne var i gang på virksomheden. Heldigvis er medarbejderne så fleksible at de oftere og oftere møder ind i weekender og om natten hvor el-prisen er lavere. Men situationen er ikke holdbar. 

Stig Steendahl Nielsens inderligste opfodring til Marie Bjerre denne aften var derfor: – Få styr på den el-pris ellers bukker mange virksomheder under indenfor megen kort tid. Der skal gøres noget politisk, energikrisen forsvinder ikke af sig selv.           

Næste uge besøges Imdex
I næste uge besøger Marie Bjerre endnu en af Farsøs genanvendelses virksomheder, nemlig Imdex, der udvinder materialer til genbrug fra brugte dæk. Også denne virksomhed slås i øjeblikket med de høje el-priser, så her vil Marie Bjerre helt sikkert igen få besked på at bringe el-priserne op politisk på Christiansborg, for uanset hvor cirkulær en virksomhed er, så kan ingen virksomhed i dag producere uden el. 

Klubmesterskab spillet i Hvalpsund Golf Club

Her ses vinderne af klubmesterskabet i Hvalpsund Golf Club. Fra venstre: Hanne Østergaard, Ernst Rieks, Martin Rieks-Pedersen, Klubmester Hanne Klitgaard Madsen, Nicolai Overgaard, Klubmester Kristian Nielsen, Klaus Bisgaard Pedersen og Ernst Hansen

HVALPSUND: I weekenden blev der afholdt klubmesterskab i Hvalpsund Golf Club med i alt 34 deltagere, hvor der var tilmeldt 9 damer og 25 herrer.

Deltagerne havde en forrygende weekend hvor vejret var perfekt til golf.

Klubmesterskab hos damerne: Nr. 1 Hanne Klitgaard Madsen 193 slag og Nr. 2 Hanne Østergaard 195 slag. Klubmesterskab hos herrerne: Nr. 1 Kristian Nielsen 155 slag og Nr. 2 Klaus Bisgaard Pedersen 166 slag

Der blev spillet sådan, at man kunne deltage i en runde lørdag, hvor resultatet blev omregnet til stableford point. Vinder blev Ernst Rieks med 40 p.

Søndag blev anden runde spillet, så dem der deltog begge dage fik omregnet omregnet til stableford point. Her blev vinderne Nr. 1 Martin Rieks-Pedersen 76 p, Nr. 2 Nicolai Overgaard 71 p og Nr. 3 Ernst Hansen 71 p.

Gave til personalet på Farsø Sygehus

FARSØ: I dag overrakte Støtteforeningen til Vesthimmerlands Sygehus i Farsø, en gave på 15.000 kr. til personalet på Farsø Sygehus.

Gaven skulle bruges som tilskud til et trivselsarrangement for alt personale på Farsø Sygehus. Arrangementet blev afholdt i Uhrehøje Plantage og støtteforeningen var med fra starten for at overrække gaven.

-Personalet på Farsø sygehus er det vigtigste for at sygehuset fungerer optimalt, og Støtteforeningen anser det som en stor glæde at få lov til at støtte dette arrangement, lyder det fra formand for Støtteforeningen til Vesthimmerlands Sygehus i Farsø, Lars Andresen, der naturligvis stod for overrækkelsen.

Maritim Festival sætter sejl til en festdag

VESTHIMMERLAND: Traditionen tro sætter Løgstør rammen for Maritim Festival, når over 60 store træskibe starter kapsejladsen ”Limfjorden Rundt”.

Det bliver som altid en dag med ægte maritim sømandsstemning, historiske oplevelser, god musik og fest. 

Fra mandag formiddag kan man opleve de høje master og se fascinerende skibe, når de begynder at ankomme til Løgstør. Hele dagen og aftenen er der en række begivenheder i byen og langs havnen.

 Musik og maritim stemning
Limfjordsmuseets Historiske Bådebyggeri åbner som Sømandskro og mandag aften kan man få den ægte sømandsstemning helt ind under huden, når Limfjordsmuseets Sømandskor og efterfølgende country-trioen ”Muleskinners” står for underholdningen med gratis koncerter. 

I festivalteltet er der ligeledes gratis koncert, når ”De Galvaniserede Leoparder” spiller op. Løgstør Bådelaug sørger desuden for, at der også i Kulturladen er hyggelig musik sammen med spisning.

Historiske oplevelser
Er det mere det historiske, der trækker, er der også rig mulighed for det. Udover at de fascinerende skibe sætter deres helt eget historiske præg, kan man ved Fyr- og Vagervæsenet opleve forbrændingsmotorer og selv prøve kræfter med maritimt håndværk. Der bliver også udstillet flotte, håndlavede knive. Man kan også sejle en tur i Limfjordsmuseets Aalborgjolle, møde byens vægtere, komme på guidet skibsvandring med Skipper Leth og opleve skibstræk gennem Frederik VII’s Kanal med hest som i gamle dage. Limfjordsmuseet har åbent dagen igennem, og der er gratis entré.

En festdag
Maritim Festival er en festdag for hele familien. Udover førnævnte kører Muslingetoget, Lions serverer muslingedogs, der kommer veteranbiler og motorcykler. Skoler og børnehaver kan lave små både sammen med Limfordsmuseets naturvejleder, og roklubben holder åbent hus. Der er nok at opleve.

Skibene sejler fra Løgstør tirsdag morgen, hvor ”Limfjorden Rundt” officielt skydes i gang.

Næste lørdag, på sejladsens sidste dag, vil man igen kunne se skibene fra Vesthimmerland. Denne gang når der sejles fra Fur til Skive med passage ud for Hvalpsund.  

Sundhedsudvalg indstiller offentlige legepladser til røgfrit område

Der lægges op til at de offentlige legepladser i Vesthimmerland - som eksempel legepladsen i Hvalpsund, bliver røgfrit område

VESTHIMMERLAND: I november 2019 underskrev Borgmester Per Bach Laursen en aftale, hvorved Vesthimmerlands Kommune blev partner i Røgfri Fremtid –

– et partnerskab mellem Kræftens Bekæmpelse, Trygfonden og forskellige institutioner, kommuner og regioner. Formålet er at skabe en røgfri fremtid for kommende generationer, og hvor der især er et fokus på at skabe de bedste rammer for, at flere børn og unge får sig et sundt og godt liv.

Visionen er, at der i 2030 ikke er børn og unge under 18 år, som ryger – ligesom færre end 5 % af den voksne befolkning skal ryge.

For at nå visionen under Røgfri Fremtid er der beskrevet forskellige tiltag, man kan implementere – f.eks. røgfri skoletid, røgfri arbejdstid, røgfri idræt og fritid, røgfri udearealer m.v.

Vesthimmerlands Kommune har allerede indført Røgfri arbejdstid og Røgfri skoletid, hvorfor det foreslås at tage næste skridt og opstarte en fortløbende implementering af røgfri udearealer, startende med de 21 offentlige legepladser i Vesthimmerlands Kommune.

Senere kan tiltaget udbredes til f.eks. strande, busstoppesteder, udearealer ved kommunale bygninger, biblioteker, sportsanlæg og boldbaner mv.

Røgfri udearealer beskytter mod tobaksrøg og mindsker synlig rygning. Røgfri udearealer signalerer, at kommunen skaber sunde rammer og tager ansvar for børn og unges sundhed. Røgfri udearealer handler ikke om at få rygere til at stoppe med at ryge, hvis de ikke ønsker det. Indsatsen bygger ikke på forbud, men satser på frivillighed og på at gøre det nemt for folk at træffe gode og sunde beslutninger.

Konkret vil der i stedet for at blive vist et skilt med “Rygning forbudt”, blive vist et skilt, hvor der f.eks. står “Velkommen til en røgfri legeplads” eller “Tak fordi du ikke ryger her”.

Områderne udenfor indgangspartier markeres, så det er tydeligt, hvor der må ryges. Rygerne vises dermed hen, hvor rygningen ikke er til gene eller bliver mindre synlig for børn og unge.

Alle vil ikke følge henstillingerne, men mange vil. Og det er det, der skal være fokus på. Undersøgelser fra 2020 viser, at 77 % af danskerne foretrækker, at der er røgfrit på offentlige legepladser.

Kommunen oplever i øvrigt i dag, at skodder på legepladserne er et stort problem. Flere steder oplever man at mængden af skodder er enorm, og da der ofte er faldgrus på kommunens legepladser, så er det både besværligt og tidskrævende at samle dem op.

Indsatsen vil andrage Vesthimmerlands Kommune en årlig udgift på ca. kr. 100.000 til skilte, opsætning, opmaling, renholdelse mv.

På det seneste møde i Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune indstillede man til Byrådet at træffe en beslutning om at indføre Røgfrie offentlige legepladser.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.