68 flotte træskibe sejlede tæt forbi Hvalpsund

HVALPSUND: 59 flotte træskibe var fra lørdag kl. 10.30 og et par timer frem et betagende syn ved Hvalpsund. De havde begivet sig ud på 5. og sidste etape af Limfjorden Rundt med start fra Fur og mål i Skive.

Og der var perfekt sejlvejr. Der var en let til frisk vind fra nordvest som spilede sejlene ud og gav fremdrift.

Man kunne iagttage de smukke træskibe i flere timer, fra de sejlede ud fra Fur til de passerede ved Hvalpsund-Sundsøre.

Fra Hvalpsund kunne man se skibene nærmest fra de sejlede ud af havnen i Fur. De tog turen sydover langs kysten ved Ertebølle, Risgårde, sydøst om Rotholmene og videre mod etapens smalleste passage, nemlig ved Hvalpsund–Sundsøre inden turen gik videre mod Skive.

Mange havde taget plads på den nye gå-mole.
Flere valgte også at sidde i ly for vinden i deres biler langs Fjordvej mens de flotte skibe yndefuldt gled forbi ude på vandet.

Som sædvanlig kunne man ved indsnævringen ud for Sundsøre tanget, se de flotte træskibe på ekstra tæt hold, hvilket der var rigtig mange som benyttede sig af, både fra Hvalpsundsiden og Sundsøresiden. Men mange havde også fundet vej til Hvalpsunds nye udkigspunkt, nemlig den nye gå-mole yderst på lystbådehavnen i Hvalpsund. Også her sejlede de flotte skibe meget tæt på efter at have sejlet udenom Rotholmene.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: