Forside Blog Side 360

Arbejdet med en ny byudviklingsplan for Farsø er i gang

Processen med at lave en ny byudviklingsplan for Farsø har netop taget sin start.

FARSØ: Før sommerferien blev firmaet LabLand valgt som rådgiver for den nye byudviklingsplan for Farsø.

Lokale viste rundt i byen
I sidste uge var LabLand på en introducerende rundvisning i Farsø ført an af planlæggere fra Vesthimmerlands Kommune og lokale repræsentanter for erhverv, handel, foreninger, skole og hal.

Byvandringen startede ved administrationsbygningen og gik videre til Farsø Rådhuscenter, midtbyen, Farsø Skole, idrætsområdet, søanlæg-området, lægehuset/sygehuset og hovedgaden.  Der blev også kigget på stiforløb samt placering af bolig og erhverv.  

Projektforløbet er nu startet og løber frem til marts 2023, hvor byudviklingsplanen og byfornyelsesprogrammet skal præsenteres for Byrådet og efterfølgende i offentlig høring. 

Stor grad af borgerinvolvering
Ønsket er, at byudviklingsplanen og byfornyelsen skal understøtte Farsø, som en aktiv og levedygtig by, som man gerne vil bo, arbejde og udfolde sig i.   

I processen er det vigtigt at borgere og erhverv involveres så meget som muligt.

Starter med spørgeskema og byworkshop
Der er derfor netop udsendt et online spørgeskema til alle borgere i Farsø by. Her kan man anonymt svare på spørgsmål vedrørende byens udfordringer og hvilke potentialer der med fordel kan bidrage til byens fremtidige udvikling. Spørgeskemaundersøgelsen følges op af en byworkshop i slutningen af oktober, hvor LabLand vil fortælle om hvordan man sammen med borgerne vil nå frem til en byudviklingplan.

-Som det første trin vil vi meget gerne blive klogere på jer, Farsø og hvad der er af drømme til byens fremtidige udvikling. Så hjælp os med at bliver klogere ved at besvare spørgeskemaet og del det med din nabo og ven, lyder opfordringen fra Simone Foss Brink Simonsen, projektleder i LabLand og Merete Bach Hansen, projektleder i Vesthimmerlands Kommune. Spørgeskemaet, som alle borgere i Farsø i sidste uge modtog i E-boks, skal besvares senest den 9. oktober 2022.       

Der etableres et bylivskontor
LabLand gjorde i sit budmateriale meget ud af at være synlig og tilstede i Farsø ved at etablere et centralt placeret bylivskontor, hvor der eksempelvis vil være ungeworkshop, fyraftensstunder med forskellige tematikker og åben tegnestue. Bylivskontoret skal kort og godt danne ramme for inspirerende samtaler. Det er også på bylivskontoret, at man kan følge projektet fra start til slut. Bylivskontorets placering meldes ud senere.    

Vidner og oplysninger om røveri søges

VOGNSILD: I torsdags, den 29. september, blev der omkring klokken 10.30 begået et røveri på en adresse på Morumvej i Vognsild by.

Her til eftermiddag, mandag, beder Politiet om hjælp fra offentligheden, der kan lede til pågribelse af den formodede gerningsperson. 

Efterforskningsleder og politikommissær Mikkel Brügmann forklarer omstændighederne: -Et bud fra en lokal købmand skulle levere varer hos en kunde på Morumvej i Vognsild, og mens han holdt stille for at levere varer, blev han passet op af en maskeret mand, der truede ham med en kniv. Gerningsmanden truede konkret sig til et kontantbeløb, som buddet kørte rundt med. Beløbets størrelse holder vi dog for os selv.

Den formodede gerningsperson beskrives som: mand, lys i huden, ca. 25 år, ca. 175 cm., tæt/kraftig af bygning, antydning af sort hår omkring maskering. Desuden var han iført en sort hættetrøje med rød skrift og sorte bukser.

Flygtede til fods
Manden var til fods, da han kom frem mod buddets varebil, gående ad Morumvej i retning mod nordøst – og han fortsatte videre i samme retning forbi kirken, da han flygtede fra stedet.

-Vi efterlyser personer, der kan have set noget i området omkring gerningstidspunktet, siger Mikkel Brügmann, der fortsætter:

-Vi har selv undersøgt mulige steder med overvågning i nærheden, men skulle beboere i byen, som politiet ikke har talt med, ligge inde med overvågning, så hører vi meget gerne fra dem.

Biler med overvågning
Yderligere kan der, tilføjer efterforskningslederen, have passeret biler omkring gerningsstedet, hvor der er indbygget overvågning: ”Og det er vi selvfølgelig også interesseret i.

Har man oplysninger til sagen, bedes man kontakte politiet på 114.

-Jeg vil gerne opfordre alle med oplysninger til at ringe til os. Ring hellere en gang for meget end en for lidt. På forhånd tak for hjælpen, pointerer politikommissæren.

Sognegård udvidet til kirkeligt kulturhus -FOTOS

Ved at inddrage den tidligere gårdhave og lave en ny 1 sal, er det blevet muligt at udvide Sognegården med 400 m2.

FARSØ: Salen var fyldt – på nær nogle enkelte pladser, da der i dag var indbudt til Åbent Hus efter at Farsø Sognegård er blevet udvidet med 400 m2.

Udvidelsen skyldes ikke mindst, at antallet af aktiviteter og antallet af brugere har været markant stigende de seneste år. Desuden er der også blevet bedre lokaleforhold for personalet, som har skullet indfries.

Salen var fyldt, da der var indvielse at den udvidede sognegård, der nu også får titlen som kirkeligt kulturhus. Her er det formand for menighedsrådet Hans Jørgen Nielsen der taler foran de 125 fremmødte.

Det var lagt et festligt program for dagen, der først startede med søndagsgudstjenesten i kirken.  Herefter var dørene åbne til Sognegården med frokost, taler, sang, underholdning og naturligvis mulighed for at se sognegårdens nye lokaler.

Formand for Farsø Menighedsråd Hans Jørgen Nielsen talte

Formand for Farsø Menighedsråd Hans Jørgen Nielsen fortalte i sin tale om husets tilblivelse og udvidelse til kulturhus. Han sagde:

Meningen med udvidelsen af Sognegården er man kan rumme alle de aktiviteter som vi har gang i.

Fremsynethed for 25 år siden med en Sognegård
For ca. 25 år siden der havde Farsø et menighedsråd der var fremsynet og havde ressourcerne til at realisere et sognehus eller en sognegård som vi kalder den. Den blev oprindelig opført i årene 1997-98. Det var et stort projekt og det var samtidig nytænkende, især herude på landet. Men det viser sig snart at det er en rigtig god ide og aktiviteterne de voksede og fyldte efterhånden huset op. I 2004 blev sognegården udvidet første gang. Der blev bygget en fløj mod syd. Den skulle huse graverne med hvad dertil hører af personalefaciliteter. Samtidig gav det mulighed for et administrationslokale og et kreaværksted til børn. Herefter går der en rum tid frem til 2010-11. I den tid har menighedsrådet arbejdet med at få renoveret kirken, bl.a. fik vi et nyt alterparti.

Ca. 125 deltog i Åbent Hus dagen, der ud over taler, underholdning og rundvisning også bød på en frokost

Stor aktivitet og mange mennesker i huset
I 2016 kommer jeg i menighedsrådet.  Noget af det første jeg var med til at lave var en aktivitetsundersøgelse, fordi vi kunne se at der var en meget stor aktivitet her i huset. Vi synes nogle gange ikke at der var plads til alle, så vi døjede med at have samtidige arrangementer. Børnene sad sommetider ude i hall’en til deres aktiviteter.

Der var også en optræden af FarsøKoret på programmet

1.100 brugere af huset om måneden
Undersøgelsen viste i gennemsnit over et år, at der passerer 1.100 mennesker i sognegården om måneden. Det er en gennemsnitbetragtning, i vinterhalvåret er det betydeligt højere.  Det var grundlaget for, at vi gerne vil have en udvidelse.

Planer om tilbygning startede i 2016
Vi indledte derfor et samarbejde med provstiudvalget om at kunne opføre en tilbygning. Efter 5 år med et vedholdende arbejde, så bar det frugt og vi fik Og vi fik en fin bevilling så vi kunne realisere vores drøm. I efteråret 2021 satte vi spaden i jorden. Og frem til sommeren 2022 har der været høj aktivitet på byggepladsen.

Der var mulighed for at se de nye lokaler i Sognegården

Har bygget i en speciel tid
Vi har bygget i en meget speciel tid. Byggematerialer har været meget svære at fremskaffe. Priserne har været meget stærkt stigende og det har givet nogle udfordringer. Måske ikke så meget for os, fordi vi havde en licitation og dermed en kontrakt med en hovedentreprenør. Men det har givet udfordringer og det især for håndværkerne, men de har været utrolig dygtige på flere måder. Det har til tider været hårdt at skulle leve med de udsættelser som de fik på materialer. Men alligevel var de fleksible og i stand til at kunne holde tidsplanen, sådan at vi kunne blive færdige til her efter sommerferien. Stor tak til det og især til Bent Nielsen Mann(Sobo A/S). Han har været en meget god samarbejdspartner.

Huset har bl.a. fået nye lokaler til mange aktiviteter og brugere der benytter huset

Har indbudt til åbent hus idag
Vi er i dag meget taknemlige for at kunne stå med et færdigt projekt. Og vi har derfor valgt at indbyde til dette arrangement i dag – til Åbent Hus, far at kunne vise frem til alle der har lyst til at se hvad vi har fået skabt.

Alt indenfor kirkeligt arbejde
Fremadrettet håber vi at vi må få hjælp til at få fyldt huset op med alt hvad hjertet begærer indenfor kirkeligt arbejde. Det vil være et kirkeligt kulturhus som selvfølgelig primært rummer kirkens egne aktiviteter. Kirkens egne aktiviteter er for tiden konfirmander, mini-midi konfirmander, musikalsk legestue, baby salmesang, gospel kids, FarsøKoret, sogneaftener, fællesspisninger, foredragsaftener, læsekreds, koncerter og ikke at forglemme kirkecafeen, hver fredag som slår dørene op til meget velbesøgte arrangementer.

Dette er husets krea-rum som bl.a. benyttes af mini-og midi konfirmander

Enkelte eksterne foreninger og aktiviteter
Dernæst har vi givet plads til nogle eksterne foreninger og aktiviteter. Jeg vil godt nævne dem der er for tiden. Det Y’mens, KFUM & K, gigtforeningen, Foreningen Dannevirke, LungeKoret og for øjeblikket forhandles der med distriktspsykiatrien om en cafe virksomhed et par timer om ugen.  Løbende har vi også haft nogle kunstudstillinger med billeder og enkelte gange anden kunst.  Det har vi fortsat en plan om at give plads for med udskiftninger flere gange om året. Som noget nyt arbejder vi med at oprette en læse og cafestue, som måske får en daglig åbningstid for alle, hvor man kan komme ind at læse Kristelig Dagblad og måske andre kristne publikationer. Jeg håber også der bliver mulighed for at man kan købe sig en kop kaffe.   

Altså har vi en meget stor aktivitet som igen er ved at komme op på et niveau som før Corona-tiden.  Vi håber og tror på, at vi fremover må blive velbesøgt og blive valgt til som et godt kirkeligt aktivitetshus for Farsø by og opland.

Flere taler
Der var også taler fra borgmester Per Bach Laursen, som erklærede huset for åbent, men han fortalte også at han havde været i huset flere som bl.a. foredragsholder og kunne se hvor flittigt huset blev brugt. Der var også taler ved formand for provstiudvalget i Vesthimmerland Ole B. Sørensen og Farsøs sognepræst Henrik Nygaard Andersen    

Bommene blev hævet til grænsehandel – FOTOS

Torsdag, fredag og lørdag var bommene hævet til grænsehandel i Farsøs butikker.

FARSØ: Torsdag, fredag og lørdag mødte man grænsebomme og toldere i Farsø Rådhuscenter. Anledningen var at butikkerne i Farsø Rådhuscenter inviterede til grænsehandel.

Særligt fredag eftermiddag og lørdag blev der gået til de gode tilbud, som for en stor dels vedkommende betød at man kunne spare momsen – altså 20%.

Som udgangspunkt blev der givet 20% rabat i butikkerne, som svarer til spar momsen, men der var også mange andre gode tilbud, som man gerne kørte til ”grænsen” for at handle.


Ud over varer til en billig penge i butikkerne, så kunne man også deltage i en konkurrence, hvor 25 handelsgavekort a’ kr. 200,- til Farsøs butikker var på højkant.

For at deltage skulle man putte en udfyldt talon fra grænsehandelsavisen i den grønne konkurrencekasse på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter. Det var der rigtig mange der gjorde. De 25 vindere er efterfølgende blevet udtrukket og ringet op af grænsehandeludvalget, som består af Jan Holm fra Stil & Sko og Dennis Simonsen fra Bog & Ide. Det er også de to som har koordineret handelsaktiviteten i Farsø.

De venlige toldere stod klar med gratis slik


Alle tre dage kunne man også blive ”passet op” af venlige toldere – alias Farsøs flagkorps, som havde fået den venlige opgave, at dele slik ud til kunderne.

Kommunen har skruet ned for varmen

Der er opstået en folkelig modstand mod et forslag om kommunal centralisering af administrationen, der kan betyde en lukning af administrationsbygningerne i Aalestrup, Farsø og Løgstør. På billedet administrationsbygningen i Farsø

VESTHIMMERLAND: Der kan blive brug for en lidt lunere trøje end ellers på denne årstid, efter at Vesthimmerlands Kommune i dag den 1.oktober fulgte Regeringens anbefaling om at skrue ned for varmen i sine bygninger.

Foreløbigt er det det kommunes fire administrationsbygninger og jobcentret der har skruet ned fra 21 til 19 grader.

Også på skoler og andre kommunale bygninger vil der blive gjort tiltag for at sænke varmen, mens daginstitutioner og plejecentre friholdes.

Desuden slukkes al unødvendig indendørs og udendørsbelysning. Gadebelysningen vil kommunens Teknik-og Miljøudvalget tage bestik af i denne uge ud fra nogle beregninger som forvaltningen har lavet.

Regeringen indgik i september en aftale med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at spare på energien, og det betyder, at en række initiativer altså nu er sat i værk. For kommuner og regioner er der ikke tale om krav, men anbefalinger.

Kommunen vil gå forrest
Ifølge Vesthimmerlands borgmester, Per Bach Laursen (V), så er det nødvendigt.

– Vi vil gerne vise vores lokalsamfund, at vi som kommune går forrest i håb om, at borgerne i Vesthimmerland gør det samme.  

Rift om tider til vaccination

I dag den 1. oktober pågår vaccinationsindsatsen med at få vaccineret alle over 50 år mod COVID 19 og alle over 65 år mod influenza og pneumokokker

NORDJYLLAND/VESTHIMMERLAND: I dag den 1. oktober tager vaccinationscentre fat på den store opgave med at vaccinere mod både influenza, COVID-19 og pneumokokker. I Region Nordjylland er ca. 250.000 borgere inviteret til at bestille tid.

Dertil kommer de borgere, der er i målgruppen for vaccination af andre årsager end alder – fx hvis man er i særlig risiko på grund af en tilstand eller sygdom. Disse borgere modtager ikke en invitation, men kan henvise sig selv til vaccination, hvis man falder inden for målgrupperne.

Stor interesse for at lade sig vaccinere
På baggrund af de foreløbige tidsbestillinger er der bestilt tider til mere end 142.000 vaccinationer, allerede inden det første stik blev givet lørdag.

– Vi oplever stor interesse for at benytte sig af tilbuddet i vore vaccinationscentre i de 11 nordjyske kommuner. Allerede på førstedagen lørdag er der bestilt tid til over 10.000 vaccinationer, fortæller Anders Cinicola, chefkonsulent ved Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.

I vaccinationscentret i Vesthimmerland, som er i Aars, er næste ledige vaccinationstid ifølge vacciner.dk, lige nu den 21.oktober. Det siger noget om interessen.

Mange praktiserende læger vaccinerer også
Der kan på grund af den store efterspørgsel godt være nogle ugers ventetid på en tid i et vaccinationscenter. Her opfordrer regionen borgerne til enten at bestille en tid på et senere tidspunkt eller afsøge muligheden ved en praktiserende læge. I denne uge tager en lang række praktiserende læger nemlig også hul på at vaccinere borgere med alle tre vacciner enten med eller uden tidsbestilling.

– Tilbuddet om vaccination hos praktiserende læger er et godt supplement til de regionale vaccinationscentre, og vil særligt være til gavn for de borgere, der eksempelvis har langt til vaccinationssted eller har svært ved at komme i et vaccinationscenter, forklarer Anders Cinicola.

Fra starten af november 2022 kan borgere, som ikke er i risikogruppen, og som derfor ikke tilbydes gratis vaccination mod covid-19, købe en variantopdateret booster-vaccination.

Skolefest med linedance

Efter skolefesten har mange børn og voksne i Vester Hornum nu lært at danse linedance.

VESTER HORNUM: Her til aften blev der afholdt skolefest på Vester Hornum Skole. 

Hele dagen var skemaet brudt op til forskellige aktiviteter, der skulle danne rammen om skolefesten. Temaet i år var høstfest.

Eleverne var inddelt på hold på tværs af klassetrin. Nogle skulle skrælle kartofler, skære rødkål, male bannere, pynte borde mv.

Indskolingen havde fået en helt speciel opgave til festen. De havde i ugen op til øvet sig i at danse linedance.

Om aftenen startede selve skolefesten med fællesspisning. Her havde 250 forældre, søskende, bedsteforældre valgt at spise med. Herefter optrådte indskolingen med linedance og fik alle forældre med på gulvet.

Også alle andre gæster fik lov til at lære at danse med hjælp fra linedance instruktøren.

Efter fællesdans fortsatte skolefesten med mulighed for at prøve tombola, fiskedam, se mellemtrinets udstilling samt fortsætte dansen. Støtteforeningen for Vester Hornum skole solgte kaffe og kage.

En helt fantastisk aften hvor børn og voksne var meget tilfredse med både forberedelser og selve skolefesten.

Frivilligpris til Johanne Højen

Årets frivilligpris blev overrakt til Johanne Højen af borgmester Per Bach Laursen og Poul Pedersen, Afdelingsdirektør i Sparekassen Aalestrup

VESTHIMMERLAND: Som en del af årets fritidsfestival i Vesthimmerland og den nationale frivillighedsdag, blev årets frivilligpris her til eftermiddag uddelt i Aalestrup Idrætscenter.

Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Per Nyborg bød velkommen efterfulgt af et spændende foredrag af Simi Jan og musik af Piece of Cake.

Borgmester Per Bach Laursen overrakte herefter årets Frivilligpris sammen med Poul Pedersen, Afdelingsdirektør i Sparekassen Aalestrup

Prisen gik til Johanne Højen, Gedsted. Hun var indstillet for sin indsats for Flygtningegruppen i Gedsted. Johanne er yderst aktiv og altid til stede, når der er behov og yder en fantastisk hjælp til alle flygtninge. Johanne hjælper med alt fra – læge- og sygehusbesøg, skole, bank og kontakt til det offentlige. Efter udbrud af krigen i Ukraine har Johanne også formået at inddrage denne gruppe af flygtninge. Johannes tålmodighed er stor og samtidig er hende retfærdighedssans også stor, hvilket har medført en enorm respekt for hendes arbejde.

Paramedicinere skal hjælpe de kommunale sygeplejersker  

Paramedicinerne i Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland har indgået et samarbejde med fire kommuner, heriblandt Vesthimmerland, der skal være med til at nedbringe akutte indlæggelser. Foto: Region Nordjylland

VESTHIMMERLAND: Kommunale sygeplejersker i Vesthimmerland, Jammerbugt, Frederikshavn og Mariagerfjord indgår nu et nyt samarbejde med Den Præhospitale Virksomhed i Region Nordjylland.

Det nye samarbejde giver en mere direkte adgang til regionens paramedicinere, så sygeplejersker i kommunen kan kontakte paramedicinere ved behov for udkørende faglig assistance.

Undgå unødvendige indlæggelser
– Forventningen er, at samarbejdet bidrager til at undgå unødvendige indlæggelser. Det skal skabe mere hensigtsmæssige forløb for borgere, der ikke har behov for akut indlæggelse, men som har behov for akut at blive tilset af særlige sundhedsfaglige kompetencer. Det skal altså være med til at skabe tryghed i de helt nære sundhedstilbud, siger lægefaglig direktør i Den Præhospitale Virksomhed, Martin Rostgaard-Knudsen.

Paramedicinere har andre redskaber
Kommunerne vil helt konkret kunne kontakte en paramediciner ved behov for faglig assistance til brug for sygeplejerskens vurdering – eksempelvis kan en paramediciner hjælpe med yderligere diagnostik. Paramedicineren kan også hjælpe med at genanlægge intravenøs adgang, hvis der er behov for ultralyd til genanlæggelsen.

Hjælper til når der er ledig tid
Opgaverne løses af en paramediciner, hvis der er ledig tid mellem akutopgaverne, der fortsat vil have førsteprioritet.

-Det er støtte og supplement til den undersøgelse og diagnostik, som sygeplejerskerne allerede står for i dag. Patienterne får gavn af, at der et opgavefællesskab om den akutte patient. Vores paramedicinere er på vagt i forvejen, så det er oplagt, at de kan understøtte en kommunal sygepleje i eksempelvis at måle og verificere vitale værdier på en akut patient. Så undgår vi i nogle tilfælde også, at den patient kommer ind for eksempel midt om natten i akutmodtagelserne, siger Martin Rostgaard-Knudsen.

Samarbejdet forventes at bidrage med gensidig erfaringsudveksling og styrkede relationer mellem kommunale sygeplejersker og paramedicinere.

Hjælper også den anden vej
Paramedicinerne kan også kontakte sygeplejerskerne, hvis de står ved en borger i forbindelse med en 112-opgave, hvor de vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at inddrage en kommunal sygeplejerske. Det kunne være for at høre, om der er en behandlingsplan for borgeren, eller om et opfølgende hjemmebesøg er muligt.

Læring fra Covid-19
De nye tiltag bygger blandt andet på erfaringer, som blev gjort under covid-pandemien, hvor paramedicinere kørte ud til patienter mistænkt for at have Covid-19. Her blev patienterne screenet i forhold til behov for indlæggelse. Det viste sig, at mange indlæggelser kunne undgås.

Med de nye tiltag kommer gruppen af paramedicinere til i højere grad af tage del i det tværsektorielle samarbejde, og vil fremover ikke kun indgå som en del af regionens arbejde med akutte patienter.

Samarbejde startede 1.oktober
Samarbejdet gik i gang den 1. oktober. De fire kommuner er valgt, fordi det er i disse fire kommuner, der findes paramedicinerbaser – altså det fysiske arbejdssted, hvor paramedicinerne opholder sig mellem de akutte udkald. Der er paramedicinerbase i Farsø og som noget nyt fra 1. oktober også i Aalestrup.

FAKTA: Hvad er en paramediciner?
En paramediciner kan på egen hånd udføre avanceret behandling af patienter, der eksempelvis lider af åndenød, kredsløbsproblemer, hjertestop eller bevidstløshed. På den måde kan paramedicineren yde livsreddende hjælp, indtil patienten kan transporteres på hospitalet. Paramedicinerne understøtter således regionens præhospitale højtspecialiserede behandlingstilbud med akutlægebilerne i front.

I paramedicinerens bil findes der udstyr, der gør, at behandlingen kan påbegyndes, så snart bilen er hos patienten.

I det nye samarbejde med de kommunale sygeplejersker kan paramedicinerne blandt andet understøtte ved:
– Anlæggelse af perifær venekatete (PVK)
– Optagelse af EKG (hjertediagram)
– Blærescanninger med ultralyd
– Måling af infektionstal (CRP)
– Urinstix
– Blodsukkermålinger
– Supplere administrationsveje til medicin, fx intramuskulær, intranasalt mv.

Gode lune handler på aftensalg – FOTOS

FARSØ: Der er altid rift om varerne når XL Byg i Farsø holder aftensalg.

Som sædvanlig var der kø ved døren, da aftensalget torsdag aften åbnede kl. 18.00. det til trods for at langt de fleste tilbud gjaldt i fire dage.

Men det var tydeligt at de høje energipriser gjorde sit til hvilke varer der blev hentet først. Det gjaldt gasflasker og arbejdstøj.

Klokken var ikke mange minutter over 18 før de første gasflasker var ombyttet og på vej videre. Men størst søgning var der trods alt til arbejdstøjet, hvor striktrøjer, jakker, sokker og et særligt tilbud på joggingtøj blev revet ned fra hylderne.

To steder fandt man også de førnævnte gasflasker i brug til grilning og pizzabagning. Det kan måske være med til at spare på ovn og komfur denne vinter.

Hos Designa kunne man også høre nærmere om varmepumper, som et alternativ til gas-  olie og pillefyr.   

Som aftenen skred frem havde alle kunder også fundet øvrige varer de havde udset sig. Og efter de var blevet pakket i bil eller på trailer blev aftenhandlen sluttet af med en pølse i det udendørs grilltelt bag byggemarkedet.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.