VESTHIMMERLAND: Der kan blive brug for en lidt lunere trøje end ellers på denne årstid, efter at Vesthimmerlands Kommune i dag den 1.oktober fulgte Regeringens anbefaling om at skrue ned for varmen i sine bygninger.
Foreløbigt er det det kommunes fire administrationsbygninger og jobcentret der har skruet ned fra 21 til 19 grader.
Også på skoler og andre kommunale bygninger vil der blive gjort tiltag for at sænke varmen, mens daginstitutioner og plejecentre friholdes.
Desuden slukkes al unødvendig indendørs og udendørsbelysning. Gadebelysningen vil kommunens Teknik-og Miljøudvalget tage bestik af i denne uge ud fra nogle beregninger som forvaltningen har lavet.
Regeringen indgik i september en aftale med Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at spare på energien, og det betyder, at en række initiativer altså nu er sat i værk. For kommuner og regioner er der ikke tale om krav, men anbefalinger.
Kommunen vil gå forrest
Ifølge Vesthimmerlands borgmester, Per Bach Laursen (V), så er det nødvendigt.
– Vi vil gerne vise vores lokalsamfund, at vi som kommune går forrest i håb om, at borgerne i Vesthimmerland gør det samme.