Forside Blog Side 336

Vinterudsalget er i gang – FOTOS

I dag torsdag var der start på vinterudsalget. Det trak folk til byen og til butikkerne for at gøre en god handel.

FARSØ: De gule udsalgsskilte og prisskilte dominerer i denne tid de stærkt nedsatte varer i Farsø’s butikker i forbindelse med vinterudsalget, som tog sin start i dag torsdag.

Der var ganske vist ikke kø foran butikkerne ved udsalgsstarten kl. 9.30, for kunderne var bevidste om, at der kunne handles helt frem til kl. 20.00.

Men i løbet af formiddagen tog udsalgsinteressen til, hvilket gav megen travlhed i butikkerne, idet kunderne tog godt for sig af de stærkt nedsatte varer.

Mange kunder tog imod tilbuddet om en gratis portion tarteletter til udsalgsstarten. Hos Den Gode Smag havde Ulla Magnussen travlt med at gøre portionerne klar, som kunderne kunne indtage på Centertorvet.

Også over 400 portioner tarteletter blev der sat til livs på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter, som kunderne blev budt på til middag eller til aften efter de havde gjort deres udsalgshandel i butikkerne

Vinterudsalget i Farsøs butikker byder på lune og meget aktuelle vintervarer til stærkt nedsatte priser. Med en begyndende køligere periode vil det helt sikkert glæde mange, at vinterudsalget i Farsø ikke er slut endnu.

Med udsigt til mere normale kølige temperaturer for årstiden og måske lidt sne, vil det sikkert glæde mange, at vinterudsalget i Farsø fortsætter i nogle uger endnu. Så, der er stadigvæk mulighed for at gøre sig nogle gode udsalgsindkøb på de meget sæsonaktuelle varer i Farsøs butikker.

To nye badebroer i Hvalpsund i høring

De to nye badebroer ønskes anlagt her.

HVALPSUND: I forbindelse med Områdefornyelsen for Hvalpsund, er der planlagt forbedring af adgang, herunder for handicappede, mellem Hvalpsunds to havne.

I projektet indgår sti mellem de to havne, mødeplads ved lystbådehavnen og to broer med forbindelse til stien, på det åbne stræk langs Fjordvej.

Ansøgning om to træbroer
I den forbindelse har Team Havn, Natur og Byrum den 3. november 2022 ansøgt om opstilling af to træbroer ved Fjordvej i Hvalpsund. Ansøgningen er netop sendt i høring ved naboer og organisationer såsom Kystdirektoratet i forhold til strandbeskyttelseslinjen.  

Den nordlige bro
Det drejer sig om en nordlig bro, ud for Fjordvej 12. Den anlægges i den nordlige ende af den nyetablerede kystsikring. Broen anlægges som en lav-bro uden gelænder og med gangdæk niveau 50 – 70 cm over normal vandstand. Det er desuden en handicapvenlig bro, der skal fungere som adgang til vandet for børn, svømmere, kajakroere, Standup padleboard udøvere m.v. Broen forbindes til stien (promenaden), der løber på landsiden af den nyetablerede kystsikring. Hvor broen krydser stranden, etableres den på den måde at adgang kan foregå uhindret til fods. Broen vil være 1,5 meter bred og 60 meter lang

Den sydlige bro
Den sydlige bro vil blive etableret ud for Fjordvej 2a. Den vil blive anlagt hen over den eksisterende kystsikring. Broen anlægges som en høj-bro med gelænder. Gangdækket anlægges 2,5 meter over normal vandstand. Det vil være en handicapvenlig bro, der skal fungere som udsigtsbro og samlingssted. Der vil være adgang langs stranden. Fra broens laveste placerede bjælker til terræn vil frihøjden være omkring 2,2 meter. Broen vil være 1,5 meter bred og 50 meter lang.

Ud over at broerne kan bruges til at komme i vandet, vil der også kunne udlægges baner til svømning, kajakpolo og andre vandaktiviteter.

Kommunen vil have ladestandere ved administrationsbygninger og havne

Vesthimmerlands Kommune ønsker i kommunalt regi at få opsat ladestandere ved de fire administrationsbygninger og kommunens tre havne.

VESTHIMMERLAND: Tilbage i 2017 installerede Vesthimmerlands Kommune i samarbejde med Energistyrelsen seks ladestandere til el-biler fordelt i Aars, Løgstør, Farsø og Aalestrup.

Siden er behovet for ladestandere som bekendt steget markant, og nu kigger Vesthimmerlands Kommune i kommunalt regi på opsætning af ladestandere ved de fire administrationsbygninger og kommunens tre havne.

Det drejer sig om i alt 14 standere. Ved administrationsbygningerne anlægges der mellem 2 til 4 ladepunkter pr. adresse, og her vil ladekapaciteten pr. stander være op til 22 kW pr. udtag. Ved Rønbjerg Havn anlægges der ligeledes 2 standere med en maksimal effekt på 22kW, imens der på Hvalpsund Havn og Løgstør Havn anlægges 1 stander ved hver adresse med en maksimal effekt på 50kW pr. udtag.

Vesthimmerlands Kommune har udarbejdet en strategi for ladeinfrastruktur, og det betyder at kommunen vil sende opgaven i udbud i slutningen af denne måned med henblik på at finde en ladeoperatør til en kontrakt på 10 år.    

Vesthimmerlands Kommune har en forventning om at få tilbudt ennul-løsning, hvilket vil sige at opsætningen og den 10-årige drift ikke koster Vesthimmerlands Kommune noget.

Der er en forventning om at laderne kan tages i brug til efteråret. 

Vinterudsalget starter i morgen torsdag

FARSØ: Selvom kalenderen siger midt-vinter, så er butikkerne i Farsø alligevel indstillet på at sælge ud af vintersæsonvarerne og andre restvarer, for at gøre plads til de nye forårsvarer, som lander i butikkerne indenfor kort tid

Gør en god handel!
Butikspersonalet har finkæmmet vareudvalget i butik og på lager og de gule udsalgsskilte er derfor fundet frem i butikkerne og lokker med op til 50% eller mere på tøj, sko, isenkram,  værktøj, møbler og andre former for vareartikler.

Udsalgsstart fra 9.30-20.00
I morgen torsdag kl. 9.30 – 20.00 går det løs. Her kan man gå på udsalgsjagt blandt det rige udvalg af udsalgsvarer som butikkerne har mærket ned.

1000 portioner gratis tarteletter
Ud over udsalgstilbud med rigtig store besparelser, hører der også altid en særlig udsalgsret til udsalgsstarten i Farsø. Den er ovenikøbet helt gratis!. Der serveres nemlig 1000 portioner tarteletter (af 2 stk. tarteletter)på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter fra Den Gode Smag. Tarteletterne vil være klar til middag fra kl. 11.00-14.00 og til aften fra kl. 17 og så længe lager haves.

For at få en portion gratis tarteletter, skal man hente en spisebillet i en af udsalgsbutikkerne, hvilket jo er let nok, når man alligevel er på udsalgshandel. Spisebilletten afleveres hos Den gode Smag.

Se udsalgsannoncerne her i avisen – så er du klar
Vær forberedt på en god handel til udsalgsstarten ved at studere udsalgssiderne

SE HER

Men husk, de mange tilbud kun er et lille udpluk af butikkernes store udbud og de mange penge der er at spare på de endnu sæsonaktuelle varer   

Årets første sogneaften blev et tilløbsstykke

Her fortæller politibetjent Vlado Lentz hvordan troen på Gud har ændret hans liv.

FARSØ: Ca. 300 mennesker i alle aldre var her til aften samlet til sogneaften i Farsø. På programmet var det første foredrag af to under overskriften ”Jeg tror på Gud”.

Denne aften var det den kendte politibetjent Vlado Lentz fra programmet ”Politijagt” på kanal 5, og tidligere rockerpræsident Leif Lund, som på inspirerende måde fortalte, hvordan troen på Gud har ændret deres liv. Med både humor og alvor berettede de også om, hvordan de så på hinanden før og efter, de er blevet troende.

Der var fyldt med tilhørere i både salen og forhallen

Sognegården var fyldt, og hver en stol blev taget i brug for at huse alle de mange gæster, som havde taget turen for at se og høre de to herrer.

Der blev lyttet interesseret til Vlados og Leifs fortællinger, og nogle skulle da også have taget et billede med de to.

I Farsø er der sogneaftener fire gange om året. Næste gang er allerede i februar, hvor Massoud Fourozandeh, valgmenighedspræst i migrantkirken Church of Love, vil fortælle om sin rejse fra muslim til kristen.

Russisk invasion førte til 110 ukrainske børn på Farsø Skole – og nu fortsætter skolerejsen

1. februar er 50 ukrainske elever klar til at fortsætte skolegangen rundt i Vesthimmerland, hvilket sker efter et år i modtageklasserne på Farsø Skole.

FARSØ: 1. februar er 50 ukrainske elever klar til at fortsætte skolegangen rundt i Vesthimmerland, hvilket sker efter et år i modtageklasserne på Farsø Skole.

Fra februar til maj 2022 modtog Farsø Skole omkring 110 ukrainske elever p.g.a. krigen i Ukraine. På nuværende tidspunkt er der 50 ukrainske elever tilbage på Farsø Skole i modtageklasserne, da en del af eleverne og deres familier er blevet genhuset i andre kommuner og nogle er taget tilbage til Ukraine.

Anne Hove, lærer i modtageklassen på Farsø Skole og viceskoleleder Morten K. Thygesen har været med til at sørge for at 110 ukrainske børn igennem det seneste års tid har fundet sig til rette i modtageklasserne på Farsø skole.

Positiv oplevelse på trist baggrund
Efter et meget anderledes og uforudsigeligt år, så ser viceskoleleder Morten K. Thygesen tilbage på året som travlt, men også ret gnidningsfrit.

-Det har været så positiv en oplevelse på en trist baggrund. Det har været tydeligt at mærke, at de ukrainske børn og forældre allerede er ”skolet” og derfor hurtigt både forstår og spiller ind i vores skolesystem, siger Morten K. Thygesen, Viceskoleleder på Farsø Skole, og fortsætter:

Farsø Skole har stor erfaring med modtageklasser
På Farsø Skole er vi helt naturligt en skole i bevægelse på grund af vores modtageklasser gennem mange år. Men jeg vil alligevel lette på hatten for lærere og pædagoger i modtageklasserne, der sikrede en nærværende og tryg hverdag med det samme til trods for en pludselig og massiv tilgang fra Ukraine, hvor børn og forældre gik fra en helt normal hverdag til en hverdag som flygtninge i et fremmed land. 

Vemodigt at sende eleverne videre men de er klar
På Farsø Skole bliver det vemodigt, at sende nogle af de ukrainske børn og forældre videre til nye skoler i Vesthimmerland, men de er helt klar på nye udfordringer:

-Det har været utroligt spændende både fagligt og personligt at modtage de ukrainske børn i vores klasser. En massiv opgave, hvor vi nærmest blev væltet omkuld, men alligevel sikrede os stabilitet og tryghed ret hurtigt, siger Anne Hove, lærer i modtageklassen på Farsø Skole, og sætter følgende ord på de ukrainske børn og forældre:

-De har bare været så søde, dygtige og ordentlige, og så har vi virkelig oplevet hvor engagerede og interesserede forældrene har været i deres børn skolegang her i Danmark.

Havde ikke lyst til dansk skole men det ændrede sig
13-årige Kateryna Shulezhko fra Ukraine begyndte i modtageklassen i Farsø i maj 2022, hvor hun har følt sig meget velkommen fra start af.

-Skolen er anderledes, og lærerne i Danmark er meget venlige. De spørger om mange ting, og er meget interesseret i os elever. I Ukraine er lærerne ikke personlige på samme måde. Modtageklassen har været som en lille familie for mig, og jeg er rigtig glad for at gå i klassen, siger Kateryna Shulezhko.

Kateryna Shulezhko havde fra start af ikke lyst til at komme i en dansk skole, men det ændrede sig hurtigt.

-Da jeg kom til Danmark, havde jeg ikke lyst til at gå i dansk skole. Jeg ville hellere undervises online på ukrainsk, men da jeg først kom i modtageklassen her på Farsø Skole, blev jeg rigtig glad for skolen og stoppede hurtigt med online-undervisning.

Sluses ud i skoledistrikterne
1. februar skal de 50 ukrainske børn fortsætte i det skoledistrikt, som de helt naturligt vil høre under alt efter hvor de er bosat i Vesthimmerland.

Morten K. Thygesen fortæller, at 6 ukrainske børn fortsætter deres skolegang på Farsø Skole. Det kommer til at foregå i de almindelige klasser, hvor der undervises på dansk. Børnene tilbydes dog to timers støtteundervisning om ugen.

Efter at de ukrainske elever er sluset ud på skolerne i Vesthimmerland er der fortsat 80 elever af anden nationalitet tilbage i modtageklasserne på Farsø Skole.

Kommunen ønsker vejen Bystrupparken ændret til offentlig vej

Det nye Sundhedshus, der netop nu er ved at blive opført får også sin adgang fra Bystrupparken.

FARSØ: Det nye sundhedshus i Farsø, som lige nu er ved at blive opført, er beliggende med adgang til Bystrupparken.

Derfor mener Vesthimmerlands Kommune at vejen Bystrupparken bør ændres til offentlig vej. Det vil kommunens Tekniske udvalg tage endelig stilling til i denne uge.

Vejen er blevet gennemgående siden sin anlæggelse, og derfor benyttes af både bilister og cyklister, som ikke bor på Bystrupparken.

Vejen Bystrupparken blev anlagt omkring år 2000 som privat fællesvej, og kun med adgang fra vejen Gråbølle. I forbindelse med et byggeri i 2017 blev vejen gennemgående ved at åbne en adgang til Højgårdsvej.

Der har herefter været en del gennemkørende, der ikke har ærinde på vejen. Der er også en del cykeltrafik fra Højgårdskvarteret,der så undgår krydset Højgårdsvej/Gråbølle og derved får en mere tryg skolevej.

Nu, hvor der kommer et sundhedshus, vil der være en almen interesse for at køre på vejen, og der vil – selv om der vælges kun at skilte med sundhedshuset fra Højgårdsvej, være bilister, der vælger at køre ind fra Gråbølle.

Vejforløbet angivet med rød streg på vejen Bystrupparken ønskes ny status fra privat fælles vej til offentlig vej.

Vejen Bystrupparken har en længde på 260 meter.

For de beboere i Bystrupparken der ikke bryder sig om vejens nye status som offentlig, vil Vesthimmerlands Kommune til gengæld påtage sig udgiften med at drive og rydde sne på vejen, gadelys og vedligeholdelse af fortov. Snerydning og renholdelse af fortovet er dog, som ved andre offentlige veje, altid de tilstødende grundejeres opgave.

Beskæftigelsesministeren henter inspiration hos Outline

Outline Vinduer i Farsø havde mandag besøg af den nye beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S). Produktionschef Michael Hejlesen og administrerende direktør Jens Sørensen viser her ministeren rundt på virksomheden.

FARSØ: Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) besøgte her til eftermiddag Farsø virksomheden Outline Vinduer.

Som ny beskæftigelsesminister havde hun besluttet at aflægge sine første besøg som minister på hjemmebanen i Nordjylland. Først hos jobcentret i Jammerbugt Kommune og herefter tog hun til Vesthimmerland, nærmere bestemt Farsø og Outline for at høre om det succesfulde beskæftigelsesprojekt Outline Plus.

Outline Plus
Her blev hun mødt af administrerende direktør Jens Sørensen og koordinatorerne i Outline Plus-afdelingen Lars Bech og Jette Marie Madsen, der fortalte om konceptet.  

-Ud over at der mangel på arbejdskraft, så synes vi som en større virksomhed i vores lokalområde, at det er naturligt at tage et socialt medansvar over for de borgere, der ikke har det så let. Sammen med Vesthimmerlands Kommune startede vi derfor tilbage i 2011 Outline Plus, fortæller Jens Sørensen.

En ny start
-Outline Plus er en afdeling i virksomheden. Vi har i alt 31 praktikpladser i afdelingen og hjælper hvert år cirka 80 lokale borgere, som enten kommer i job, får afklaret arbejdsevne eller noget helt tredje. Vi giver dermed mennesker, der har svært ved at få et arbejde, en ny chance for at vise deres værdi, og vi sætter stor pris på deres indsats. Borgerne bruger muligheden forskelligt. Unge kan fx bruge Plus-afdelingen som et springbræt for at komme i arbejde, og folk som efter lang tids sygdom har brug for at få afprøvet, hvor meget og hvilken type arbejde, de trives med, kommer også godt i gang i Plus-afdelingen, lød det i præsentationen fra Lars Bech til Ane Halsboe Jørgensen.

Parat til job
Praktikforløbet er tilpasset den enkelte borger og formålet er at hjælpe den enkelte med at blive mere ”jobparat”.

-Vi arbejder blandt andet med mødestabilitet, forståelse for kvalitet, evne til samarbejde, effektivitet m.v. Altså forhold der skal kvalificere deltagerne til nemmere at få et job – enten hos os eller i en anden virksomhed i området, siger Jens Sørensen og fortsætter: 

– Det glæder os, at så stor en del af dem, som har været igennem vores afdeling, er blevet hjulpet videre i deres arbejdsliv – enten i form af job, uddannelse eller afklaring. Det er berigende at være med til at gøre en forskel for nogen, som står i en vanskelig arbejdsmæssig situation.

Et samarbejde med Jobcenter Vesthimmerland
Outline Plus drives i samarbejde med Jobcenter Vesthimmerland. Alene i 2022 har hele 83 borgere været igennem Outline Plus-afdelingen.  

Uddannelses- og arbejdsmarkedschef i Vesthimmerlands Kommune, Lone Lollesgaard, siger:

– Jeg er rigtig glad for samarbejdet med Outline, som er en blandt flere virksomheder, som Jobcenter Vesthimmerland har et godt og tæt samarbejde med. I indsatser, som ministeren ser i dag, har vi flyttet aktivering ud på en rigtig virksomhed, hvor vi udnytter det bedste fra den offentlige og private sektor i samarbejdet. Det gør en kæmpe forskel, når man som borger bliver en del af et meningsfuldt arbejdsfællesskab i en lokal virksomhed, og det er bl.a. derfor, at vi i Vesthimmerland har stærke resultater på beskæftigelsesområdet. Vi er rigtig glade og stolte over, at beskæftigelsesministeren søger inspiration i samarbejdet mellem Vesthimmerlands Kommune og Outline – også med tanke på, at regeringen ønsker et særligt fokus på omkring 45.000 unge i Danmark, der hverken er i arbejde eller uddannelse.

Rundvisning på Outline
Efter præsentationen af Outline Plus var der rundvisning på Outline. Desværre fik Ane Halsboe–Jørgensen, grundet det sene besøg på dagen, ikke mulighed for at tale med aktuelle medarbejdere i Outline Plus afdelingen.

Hasse Hosbond Pedersen er i dag fastansat hos Outline Vinduer og arbejder med lager og logistik, efter han i 2018 startede et forløb hos Outline Plus, hvor han blev afklaret på valg af uddannelse og antal arbejdstimer.

I stedet fik hun lejlighed til at tale med 30-årige Hasse Hosbond Pedersen der tidligere har været tilknyttet Outline Plus-afdelingen. I 2018 var han i forløb hos Outline Plus i et halvt år. Efter forløbet startede han på en EGU-uddannelse inden for lager og logistik med praktikforløb hos Outline Vinduer og er i dag ansat hos vinduesproducenten på 32 timer om ugen.

– Outline Plus hjalp mig helt klart med at finde ud af, hvilken uddannelse der passede bedst til mig og ikke mindst hvilken type opgaver og hvor mange timer, jeg fungerer bedst med. Det havde jeg ikke kunnet finde ud af på samme måde i et helt almindeligt produktionsjob, siger Hasse Hosbond Pedersen.

Lars Bech er projektkoordinator i Outline Plus-afdelingen og indvier beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i afdelingens arbejde med at få blandt andre langtidsledige i beskæftigelse

Outline Plus har i gennemsnit 80 borgere igennem afdelingen om året. Det er naturligvis ikke alle, der ansættes efterfølgende hos Outline Vinduer, men det er heller ikke målet, forklarer Lars Bech:

– Det er vigtigt, at borgere, som har svært ved at finde deres vej, kommer ud i virksomheder og får sig selv prøvet af på en arbejdsplads for at få en afklaring på deres situation. For nogle giver det mening med et job hos os, for andre er et job i en anden virksomhed mere relevant, og for andre igen er det ikke realistisk med et job. Det handler om at tage udgangspunkt i den enkelte med blik for både styrker og udfordringer og på den måde finde frem til den bedste løsning.

Et givende besøg
Inden Ane Halsboe Jørgensen drog videre sagde hun:

– Jeg har været meget glad for at besøge Outline. Det er et af mine første besøg som beskæftigelsesminister. Det har været givende at høre om, hvordan Outline har formået at give – ikke bare unge mennesker – men mange forskellige udsatte borgere – noget at stå op til om morgenen. En retning. Et skulderklap. Det er den helt rigtige vej, siger beskæftigelsesministeren og fortsætter:

– Der er lige nu 45.000 unge, der hverken er i gang med en uddannelse eller et arbejde. Det skal vi gøre noget ved, og til det har vi brug for virksomheder, der tager ansvar.

Ved ministerbesøget hos Outline var Vesthimmerlands Kommune repræsenteret ved bl.a. borgmester Per Bach Laursen og formand for Beskæftigelsesudvalget, Rasmus Vetter.

Der bygges flagvogn i Hvalpsund

Her ses Ole Randrup og Leif Jensen fra Hvalpsund Borgerforening i gang med at opbygge vognen til flagstængerne.

HVALPSUND: Hvalpsund er en driftig by, og derfor at der mange anledninger til at flage. De seneste ca. 5 år har man i byen talt om at få sin egen flagallé og egen flaggruppe. Inspirationen kommer fra Farsø.

Hvalpsund Borgerforening og i særdeleshed PR-gruppen under borgerforeningen har derfor gennem længere tid arbejdet videre med at få realiseret ønsket om en flagallé. Man har kig på hovedgaden gennem Hvalpsund – altså Sundvej og Tingvej.

Formand for Hvalpsund Borgerforening fortæller, at byen ganske vist har flag, men de er ejet af hver enkelt husstand, og man kan således selv bestemme om man ønsker at flage. Der er desværre blevet længere og længere imellem flagene de seneste år, selvom der er blevet opfordret til at flage i forbindelse med konfirmation, Flugten til Hvalpsund og Havnefesten. Det kan skyldes, at flagene ikke længere er i så god en stand. Det vil vi derfor nu gøre noget ved med 40 helt nye flag og flagstænger, fortæller Ole Randrup.

Et andet medlem af borgerforeningens bestyrelse, Bent Hansen har svejset selve stativet som flagene kommer til at ligge på. Der skal være plads til 50 flag på vognen.

Ud over de 40 flag og flagstænger skal der også bygges en flagvogn. Flagvognen, som er en ombygget trailer  skal bruges af flaggruppen, når flagene skal sættes op og tages ned – samtidig bruges vognen også til opbevaring af 50 flag, når den holder i garage.     

Arbejdet med at bygge flagvognen er gået i gang og borgerforeningen har været på besøg i Farsø for at se hvordan vognen er opbygget her. Flagkorpset i Farsø har meget velvilligt delt ud af sine erfaringer. I Farsø har man siden midt 1990’erne haft sin egen flagallé med tilhørende flagkorps.  

Byrådet kommer til at beskæftige sig med struktur

Skolestruktur er nogle af de emner som udvalg og byråd kommer til at beskæftige sig med i 2023

VESTHIMMERLAND: I en facebook video, der blev lagt på mellem jul og nytår, fortæller Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen bl.a. om de opgaver der venter udvalg og byrådspolitikere i 2023.    

 -Vi ser frem til 2023. Vi håber 2023 bliver langt bedre end 2022 har været. Kan vi dog ikke komme af med den krig i Ukraine. Kan vi dog ikke få en normalisering af vore økonomier rundt omkring, i 40 år har vi ikke set højere inflation end det vi oplever lige nu, siger borgmesteren og fortsætter:

Det er dog udefrakommende ting, som vi som Byråd har svært ved at gøre noget ved. Men vi forsøger at sikre, at vore borgere i kommunen har de bedste forhold. Et af de områder vi har måttet bruge ekstra penge på er sundhedsområdet. Her har et enigt Byråd tilført 25 mio. ekstra. Vi kommer også til at tilføre ekstra midler i 2023. Det er vigtigt for at vi kan have tryghed i vores sundhedsforvaltning.

Men der vil også blive andre udfordringer. Byrådet kommer til at beskæftige sig med ting, vi ikke har beskæftiget os med i flere år. Blandt andet skal vi se på struktur. Struktur er et stort begreb som kommer til at omhandle alle områder i vore forvaltninger. Det kommer til at berøre vore plejecentre, vore skoler og institutioner. Det kommer muligvis også til at berøre vore administrationsbygninger, som vi også vil italesætte i 2023. Det gør vi naturligvis, fordi vi bliver nødt til at spille ind i den virkelighed som omverdenen den byder os. Økonomien er stærk, men vi skal også se ind i fremtiden og sikre den bliver god, siger borgmester Per Bach Laursen.  

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.