VESTHIMMERLAND: I en facebook video, der blev lagt på mellem jul og nytår, fortæller Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen bl.a. om de opgaver der venter udvalg og byrådspolitikere i 2023.
-Vi ser frem til 2023. Vi håber 2023 bliver langt bedre end 2022 har været. Kan vi dog ikke komme af med den krig i Ukraine. Kan vi dog ikke få en normalisering af vore økonomier rundt omkring, i 40 år har vi ikke set højere inflation end det vi oplever lige nu, siger borgmesteren og fortsætter:
Det er dog udefrakommende ting, som vi som Byråd har svært ved at gøre noget ved. Men vi forsøger at sikre, at vore borgere i kommunen har de bedste forhold. Et af de områder vi har måttet bruge ekstra penge på er sundhedsområdet. Her har et enigt Byråd tilført 25 mio. ekstra. Vi kommer også til at tilføre ekstra midler i 2023. Det er vigtigt for at vi kan have tryghed i vores sundhedsforvaltning.
Men der vil også blive andre udfordringer. Byrådet kommer til at beskæftige sig med ting, vi ikke har beskæftiget os med i flere år. Blandt andet skal vi se på struktur. Struktur er et stort begreb som kommer til at omhandle alle områder i vore forvaltninger. Det kommer til at berøre vore plejecentre, vore skoler og institutioner. Det kommer muligvis også til at berøre vore administrationsbygninger, som vi også vil italesætte i 2023. Det gør vi naturligvis, fordi vi bliver nødt til at spille ind i den virkelighed som omverdenen den byder os. Økonomien er stærk, men vi skal også se ind i fremtiden og sikre den bliver god, siger borgmester Per Bach Laursen.
