Forside Blog Side 306

3 skoler indstillet til lukning

VESTHIMMERLAND: Efter et næsten 4 timer langt ekstraordinært møde i Børne- og Familieudvalget – fredag, vil udvalget nu indstille til Byrådet, at 3 skoler skal lukkes.

Det drejer sig om Ranum, Vester Hornum og Ullits Skoler. Valget er faldet på netop de 3 skoler fordi de har det laveste elevtal.

Forud for udvalgsmødet, som begyndte klokken ni, var såvel børn som voksne mødt op i stort tal foran Rådhuset i Aars for vise deres utilfredshed med de forslåede skolelukninger. Ud over de 3 nævnte skoler, så var også Vestrup Skole og Gedsted Skole i farezonen op til udvalgsmødet.

Indstillingen fra Børne- og Familieudvalget går nu videre til Byrådet. Her skal den endelige beslutning om skolelukninger tages den 15. juni.

Læs mere i Farsø Avis på onsdag

Bagagerumssalget starter lørdag

Lørdag starter sommeraktiviteterne i Farsø med det ugentlige bagagerumssalg på p-pladsen foran administrationsbygningen

FARSØ: Selvom vi kun har forår og maj, så kan sommerdillen med de gode handler med brugte sager ikke længere holdes tilbage. Derfor starter Farsøs populære bagagerumssalg på lørdag – altså i forbindelse med Kr. Himmelfartsferien.

Sæsonen for bagagerumssalget kører – efter ønske fra de private sælgere, de næste mange lørdage frem  

-Vi har godt gang i salget, og derfor glæder det os at Farsø Handelsstandsforening – der er arrangør, bakker os op, siger Simoni Rask, som selv er trofast sælger på bagagerumssalget.

Simoni Rask har derfor også igen i år fået opgaven med at være pladsbestyrer.

-En opgave som ikke kræver det store, for vi kender bagagerumsarealet og hvilke regler der gælder, siger Simoni Rask.         

Bagagerumssalget er for private der har ting og sager liggende på lofter, i garager og kældre m.v., og som er ting og sager de egentlig gerne vil af med. Bagagerumssalget etableres ligesom de foregående år på p-pladsen foran den kommunale administrationsbygning i Farsø (Frederik IX’s Plads) og finder altså sted hver lørdag fra kl. 8.00 til 14.00.  Her kan man fylde bagagerummet, slå klappen op og så ellers få gang i salget. Man kan selvfølgelig også vælge bare at dukke op uden varer, og se om der skulle være noget man er interesseret i at købe.

Der har ofte været op til 75 bagagerumssælgere på nogle af lørdagene med bagagerumssalget og mange hundrede mennesker er kommet forbi for at gøre en god handel.

Is, camping og en måske en handel

Kr. Himmelfartsferien er et af de populære tidspunkter for camping, eller at forkæle sig selv og familien ved at gå ud at spise eller få sig en is. Det hele fås på Ertebølle Strand Camping.

ERTEBØLLE: Disse tre elementer tiltaler mange mennesker. Derfor ser Ertebølle Strand Camping også frem til et pænt ryk ind på campingpladsen i forbindelse med Kristi Himmelfartsferien.

Lørdag afholdes ”Det lille kræmmermarked” med salg fra campisternes fortelte og campingborde.  

Campisterne har været i gang med at rydde op, og afholder ”Det lille kræmmermarked” foran deres fortelte eller fra campingborde, lørdag

-Og alle er velkomne, siger Lars Brandt fra Ertebølle Strand Camping, såvel campister som andre der har lyst til at gøre en handel – eller måske har lyst til en vaffelis eller softice.  

Dagen er lagt op til en hyggedag, hvor man også kan orientere sig om det nye på campingpladsen.

SE ANNONCEN FRA ERTEBØLLE STRAND CAMPING VEDR KR. HIMMELFART HER

Fra i dag festes der i Vester Hornum

Torsdag, fredag og lørdag festes der i Vester Hornum, hvor der er byfest og alle borgere er med.

VESTER HORNUM: Når Byfesten i Vester Hornum fra i dag lægger fra start, er det en fest med underholdende indslag, traditioner og en lokalbefolkning, der i stor stil bakker op med deres deltagelse.

Optog, kagebord, bilboksning, fodboldstævne, en By og Land konkurrence og så en festlig afslutning med kåringen af Årets Borger og et stort byfestbal til at slutte de tre byfestdage af med, er blot nogle af de programpunkter, som rigtig mange ser frem til.  

I modsætning til mange andre byfester, så lægger Vester Hornum ud med byfestoptoget, som festens første programpunkt. Herefter følger det store kagebord, bilboksning og en knallertudstilling. Grunden til at Vester Hornum lægger så friskt ud allerede på festens første dag, er at det er Kristi Himmelfartsdag, hvor alle har fri.

De fleste har også fri fra skole og job dagen efter, hvilket også er årsagen til at festpladsen allerede åbner kl. 14.00. Fredag eftermiddag vil der især være aktiviteter og underholdning for børn på programmet såsom børnediskotek, ansigtsmaling og ikke at forglemme de populære hoppepuder.Om aftenen tager de voksne over med grillet svinekam og musik.

Lørdag starter med kaffe og rundstykker til de voksne og til børnene laver FDF spejderne snobrød, pandekager og popcorn til børnene. Land og By konkurrencen for voksne finder også sted lørdag.

Efter et par timers pause gøres der lørdag aften klar til den store finale på byfesten med kåring af årets borger og naturligvis byfestballet med god mad og dansemusik.

LÆS BYFESTPROGRAMMET OG OMTALER AF AKTIVITETERNE HER

Halvmaraton gennem Farsø by

Stefan Horslev og Niels Christian Nielsen (Tille) og fra Farsø Tri & Trim fulgtes sammen over målstregen i Farsø Midtby efter 4 runder gennem Farsø by. De havde hermed gennemført henholdsvis deres nr. 200 og nr. 100 halvmaraton.

FARSØ: Her til aften var der stor festivitas hos Farsø Tri & Trim, da to af klubbens medlemmer løb deres Halvmaraton nr.100 og nr.200.

Niels Christian Nielsen (Tille) løb sit halvmaraton nr. 100 og Stefan Horslev sit halvmarathon nr. 200. Begge fik god assistance fra andre løbere, for Farsø Tri og Trim havde inviteret til løbefest.

90 løbere fordelt på maraton, halvmaraton og gå-hold begav sig ud i byens gader med store smil på. Ruten var den nye “Farsø Runden” på 5,3 km, som Tri & Trim etablerede sidste år. For halvmaraton betyder det 4 gange rundt på “Farsø Runden” og dermed 4 gange gennem Sø-anlægget og rundt om søen. Søanlægget havde også pyntet op til fest i de skønneste nuancer af lysegrønt og med den hvide svane stolt knejsende på søens vand. En super skøn og mild maj aften til løb, omend vinden også havde meldt sin ankomst.

I mål fik den hele armen med viftende flag, jubelråb og rispapir konfetti, da Tille og Stefan passerede målstregen med den store skare af løbere i hælene, som havde gjort dem selskab på den sidste omgang.

Bagefter var der taler og sjove gaver til de to jubilarer. Festen fortsatte i mål med grillpølser og stort kagebord – for uden mad og drikke, duer halvmaraton-folket ikke.

Her ses nogle af de løbere der fulgte Stefan Horslev og Niels Christian Nielsen rundt på ruten gennem Farsø by.


Skolelukninger: Læs her hvad politikerne vurderer ud fra  

VESTHIMMERLAND: Der lægges op til 5 skolelukninger. Dette er hvad politikerne i Børne- og Familieudvalget har modtaget af input i høringsfasen – udover det de har lagt ører til på borgermøderne i Ranum, Vestrup og Gedsted i marts måned.  

Scenarie 5: Vester Hornum skole og LBO lukkes, og børnene flyttes til Hornum

I høringssvaret fra Hornum Børnehave udtrykkes bekymring for, at sammenlægning af Hornum Børnehave og Vester Hornum LBO vil skade børnenes trivsel, da kvadratmeterne skal rumme flere børn. De frygter, at dette vil skabe trivselsproblemer og begrænse børnenes motoriske udfoldelse, da tumlerummet skal afgives i fire år.

Det ønskes at bevare Hornum-modellen og få flere kvadratmeter til rådighed. Bestyrelsen ønsker at bevare Lyseblå Stue. Hornum Skoles bestyrelse peger på, at ved lukning af Vester Hornum Skole bør man have fokus på optimering af nuværende trafikale udfordringer, sikre nok ledelsestid og træffe en fremtidssikret beslutning.

Forældrebestyrelsen fra Vester Hornum ønsker at bevare indskolingen på Vester Hornum skole og muligheden for at LBO kan fortsætte med mulighed for morgen- og eftermiddags SFO. MED-udvalget bakker op herom, såfremt børnetallet har en acceptabel størrelse. Vester Hornum ønsker frivilligt at flytte 4. – 9. klasse fra 1.august 2023.

Sådan lyder forvaltningens vurderinger og anbefalinger til scenarie 5.
Forvaltningen vurderer ikke, at et forventet elevtal på 21 elever (opgørelse af kendte elevtal pr. 4. maj 2023) i 0.- 3. klasse i Vester Hornum i skoleåret 2023-2024 er tilstrækkeligt til at opretholde en indskolingsafdeling. Forvaltningen vurderer ikke, at det vil være relevant med morgen- og eftermiddagsSFO, da børnene vil være sammen med deres nye klassekammerater. Det vil praktisk være muligt for en begrænset økonomi. Forvaltningen er bekymrede for om antallet af børn på årsbasis i Vester Hornum er nok til at opretholde en børnehave, og vurderer at en garantitildeling på 20 årsenheder er nødvendig for at opretholde driften svarende til 1 fuldtids- og 3 deltidsmedarbejdere. For at ligestille alle andre anbefaler forvaltningen, at garantitildelingen på 20 årsenheden gælder alle, selvom det kun vil være relevant i Vester Hornum for nuværende. Forvaltningen hæfter sig ved Hornum Børnehaves bekymringer og ønsker om mere plads ude og inde. I den forbindelse ser forvaltningen en mulighed for at flytte Lyseblå Stue til Valhalla 1. august 2023, da der kun er et barn, som fortsætter efter sommerferien. De øvrige 5-6 børn er nye, som skal starte et nyt sted, uanset om det er Valhalla eller Hornum Børnehave. Valhalla har i deres høringssvar givet udtryk for, at de kan frigive en stue.

Forvaltningen anbefaler på baggrund af kommissoriets langsigtede mål at Vester Hornum Skole nedlægges fra 1. august 2024 og børnene flyttes til Hornum Skole. Hvis Bestyrelsen frivilligt ønsker, at hele skolen nedlægges fra 1. august 2023 vil forvaltningen arbejde positivt hermed.

at Vester Hornum LBO ændres til selvstændig Børnehave i nuværende lokaler fra 1. august 2024 – alternativt 1. august 2023. Børnehaven sikres en garantitildeling på 20 årsenheder for at opretholde sikker drift. at Hornum Børnehave fra 1. august 2023 ændres til ren børnehave, hvorved der sikres mere plads inde i børnehaven. at Lyseblå Stue flyttes fra Hornum Børnehave til Valhalla i Farsø fra 1. august 2023, da der er plads i Valhalla og der sker en stor udskiftning i børnegruppen i Lyseblå Stue pr. 1. august. 2023. Personalet på Lyseblå Stue følger med fra Hornum til Farsø. Der skal finde høring sted i LokalMED i Hornum og Valhalla inden endelig beslutning træffes, så resultatet af disse drøftelser kan indgå i beslutningsgrundlaget.

Scenarie 6. Gedsted Skole og LBO lukkes, og børnene flyttes til Aalestrup Skole og Aalestrup Børnehus

Sammendrag af høringssvar til scenarie 6.

Gedsted Skole bør bevares i det nuværende format. Gedsted Skole, børnehave og vuggestue er blevet en bæredygtig enhed, efter at LBO-delen flyttede ind på skolen for tre år siden. De deler bygninger og ressourcer og har sparet kommunen penge på energioptimering og ved at have færre ansatte og fælles faciliteter. De har fantastiske fysiske rammer, et frugtbart samarbejde med lokalsamfundet, en musikprofil og et højt trivselsniveau for både børn og medarbejdere. De har et fælles børnesyn og værdier og inkluderer børn i en aldersrelateret rækkevidde.

Aalestrup Skole udtrykker bekymring for besparelser på skoleområdet i Vesthimmerlands Kommune, da dette kan påvirke elevernes kvalitet og bæredygtigheden af skolerne. Besparelser kan være nødvendige på grund af faldende elevtal og krav om finansiering af andre kommunale områder. Man håber på en langsigtet løsning, der kan sikre et bæredygtigt skolevæsen og kvalitet i undervisningen. Besparelser kan ikke hentes fra de resterende skoler, og kortsigtede løsninger kan påvirke kvaliteten af undervisningen og rekrutteringen af kvalificerede lærere.

Forvaltningens vurderinger og anbefalinger til scenarie 6.

Forvaltningen anbefaler på baggrund af kommissoriets langsigtede mål at Gedsted Skole nedlægges fra 1. august 2024 og børnene flyttes til Aalestrup Skole at Gedsted LBO omdannes til selvstændig integreret institution fra 1. august 2024 i nuværende lokaler.

Scenarie 7. Ullits Skole lukkes, og børnene flyttes til Farsø Skole. Ullits LBO omdannes til en integreret institution

Sammendrag af høringssvar til scenarie 7.

Ullits Skole og LBO er en velfungerende skole med fokus på trivsel, inklusion og en god faglig undervisning. Skolens velholdte udearealer giver mulighed for både undervisning og aktive lege i frikvartererne. Den korte afstand til de ansatte giver børnene en følelse af tryghed, og skolen inkluderer og rummer børn, der ellers ville kræve stor støtte eller specialtilbud. Ullits Skole og LBO har stor forældreopbakning, og selvom skolen er dyrere pr. elev end større skoler, formår den at drive en god skole med de midler, der er til rådighed. Lukning af skolen vil have en negativ indvirkning på områdets fremtid og tiltrækningskraft for nye borgere. Ullits ønsker at bevare LBO’en og er positive overfor evt. at huse K-klasserne.


Farsø Skole bestyrelse skriver, at skolen kan rumme Ullits Skoles elever, men man ønsker en ordentlig proces ved evt. lukning af Ullits Skole. Små skoler er vigtige for inklusion af specialklasseelever. Man er bekymrede for plads og fleksibilitet i undervisningen og trafikale vanskeligheder. Der er også bekymring for indskrivning/afvisning af elever, da skoledistriktet grænser op til flere områder, hvilket man gerne vil have afklaret. Der stilles forslag om et scenarie, hvor man slår to/tre små enheder sammen til én, så man fortsat kan bevare nogle rammer til de elever, der ikke trives på store skoler.

Forvaltningens vurderinger og anbefalinger til scenarie 7.

Forvaltningen anbefaler på baggrund af kommissoriets langsigtede mål at Ullits Skole nedlægges fra 1. august 2024 og børnene flyttes til Farsø Skole. At Ullits LBO omdannes til selvstændig integreret institution fra 1. august 2024 i nuværende lokaler.

Scenarie 8. Vestrup Skole lukkes, og børnene flyttes til Østermarkskolen. Vestrup LBO omdannes til en integreret institution

Sammendrag af høringssvar til scenarie 8.

Vestrup ønsker at bevare Vestrup Skole og LBO Kernehuset, da rammerne tilbyder en unik tilgang til mange børn med fokus på fællesskab, inklusion og udendørs læring. Med en fælles vision og værdier mellem skolen og daginstitutionen, har børnene en god overgang mellem de to. Personalet arbejder tæt sammen også med eksterne samarbejdspartnere og tager ansvar for alle børns trivsel, hvilket skaber en stærk følelse af fællesskab. Skolen er desuden en vigtig del af lokalsamfundet og tilslutningen til foreningslivet. Lang transporttid, tvivlsom økonomisk gevinst og risiko for forringet rekruttering er blandt kritikpunkterne af forslaget. Man bør automatisk indskrives på distriktsskolen. Forældrene bør aktivt fravælge distriktsskolen. På den måde bliver der mere fokus på de små, lokale institutioner.

Østermarkskolens bestyrelse mener, at det er vigtigt at opretholde en bæredygtig økonomi for skolevæsenet og undgå nedskæringer, som f.eks. afskaffelse af udskolingsmodellen. Der opfordres til en langsigtet løsning, dersikrer kvaliteten på de kommunale skoler og bevarer deres konkurrenceevne i forhold til friskolerne.

Forvaltningens vurderinger og anbefalinger til scenarie 8.

Forvaltningen anbefaler på baggrund af kommissoriets langsigtede mål at Vestrup Skole nedlægges fra 1. august 2024 og børnene flyttes til Østermarkskolen. at Vestrup LBO omdannes til selvstændig integreret institution fra 1. august 2024 i nuværende lokaler.


Scenarie 9. Ranum Skole lukkes, og børnene, inklusive asyl, flyttes til Løgstør. K-klasse i Ranum lukkes og flyttes til Gedsted, Ullits, Vester Hornum eller Vestrup Skole

Sammendrag af høringssvar til scenarie 9.

Ranum finder det utænkeligt at lukke Ranum Skole, da Ranum Skole har gode rammer, som tiltrækker elever og forældre fra hele skoledistriktet. Rammerne er særligt gode for K-klasse eleverne. Vesthimmerlands Kommune har brug for både små og store skoler og pasningsordninger for at tilgodese mangfoldighed og diversitet, og personalets arbejdsglæde er afgørende for at sikre god skoleudvikling og faglig, social og personlig udvikling for alle børn denne vil ikke nødvendigvis blive fastholdt ved lukning af Ranum Skole.

Elever i K-klasserne på Ranum Skole har forskellige trivselsbehov, og på Ranum Skole er der muligheden for at inkludere dem i en række aktiviteter med elever fra almenklasser på skolen det drager de stor nytte af. En placering på en skole for sig selv vil fratage eleverne muligheden for at spejle sig i elever fra almenklasser, og sætte en af kommunens mest sårbare grupper af elever og deres familier i frit fald.

Forvaltningens vurderinger og anbefalinger til scenarie 9.

Forvaltningen hæfter sig ved flere skolers bemærkninger om, at K-klasserne med fordel kan placeres på en skole, hvor der også er almene elever. Dette er ikke muligt indenfor de eksisterende rammer på ikke lukningstruede skoler. Forvaltningen har derfor besigtiget og afgivet et betinget købstilbud på det tidligere Væksthus i Farsø, som ligger i gåafstand til Farsø Skole. Væksthuset er velholdt og i to etager. Der kan på hver etage være 32 elever fordelt i lokaler med plads til henholdsvis 4 og 8 elever. På 1. sal er der personalefaciliteteri form af køkken, toiletter, mødelokaler, forberedelseslokaler og et lille lounge-område. Imellem Væksthuset og Farsø Skole er der en tidligere lærerbolig, som kan anvendes, hvis der er elever, der har brug for særlig skærmning. Sammenhængen mellem Væksthuset og Farsø Skole er desuden en del af den netop udsendte byfornyelsesplan for Farsø by. Med dette forslag er der ikke behov for at oprette en afdelingslederstilling på ½ tid men alene den ledelsestid, der er med i tildelingsmodellen (7 timer pr. elev i K-klasserne).

Forvaltningen anbefaler på baggrund af kommissoriets langsigtede mål at Ranum Skole nedlægges fra 1. august 2024, og børnene flyttes til Løgstør Skole at Ranum LBO omdannes til en selvstændig integreret institution inklusiv asyl-børnehave fra 1. august 2024 i nuværende lokaler. At K-klasserne flyttes til Farsø Skole i de lokaler, der tidligere rummede Væksthus Farsø betinget af, at en købsaftale kan indgås og godkendes af Økonomiudvalget og Byrådet. Der skal finde høring sted i LokalMED på Ranum Skole og på Farsø Skole inden endelig beslutning træffes, så resultatet af disse drøftelser kan indgå i beslutningsgrundlaget.


Der lægges op til at lukke 5 skoler

VESTHIMMERLAND: Ordet skolestruktur giver efterhånden nervøse trækninger hos rigtig mange borgere i Vesthimmerland især i landsbyerne.

Tilbage i 2015, svingede Vesthimmerland Kommune senest konsekvent sablen over de tre skoler Strandby, Overlade og Blære. De seneste måneder har skolestrukturen igen været til debat. Ligesom i 2015, er det et faldende elevtal, der er årsagen til at små skoler med under 80 elever er beregnet til at være for dyre at drive.

Denne gang står hele 5 skoler for skud, nemlig Ranum, Vester Hornum, Vestrup, Ullits og Gedsted skoler. Dermed er kun de største skoler i kommunen tilbage. Med eventuelle lukninger betyder det, at disse skoler bliver endnu større.     

Politikerne har denne gang valgt at være meget lydhøre overfor de berørte byer og har afholdt borgermøder og læst de mange høringssvar igennem.

I den proces har de fået hjælp af skoleforvaltningen til at afholde møder med skolebestyrelser og medarbejdere på skolerne, så alle har fået muligheden for at blive hørt.

Det også skoleforvaltningen, der står bag indstillingen til Børne- og Familieudvalget på fredag, hvor der skal tages stilling til hvad man indstiller til Byrådet.           

På borgermøderne har det gennemgående tema været, hvorfor skal alt være stort?. Mange børn trives ikke på store skoler, netop derfor har deres forældre valgt de mindre. Desuden vil lukningen af de små skoler have uanede konsekvenser for landsbyerne i Vesthimmerland.     

Derfor kommer mødet på fredag heller ikke til at gå stille for sig. Borgergrupper fra flere af de berørte byer har allerede annonceret at de vil møde op ved Rådhuset i Aars på fredag.  

Ud over skoler, kommer en ændret skolestruktur også til at gå ud over pasningsordningerne i de mindre byer. Det er der også givet forslag til.     

Den korte version:  
Skoleforvaltningen foreslår, at man lukker Ranum Skole, Vestrup Skole, Ullits Skole, Vester Hornum Skole og Gedsted Skole.

Lukningen skal ske pr. 1. august 2024, og eleverne flyttes til Løgstør Skole, Østermarkskolen, Farsø Skole, Hornum Skole og Aalestrup Skole.

Vesthimmerlands Kommune kan spare op til 14 millioner kroner om året på skoledriften, hvis de fem skoler nedlægges.

Hjertehilsner til mor

FARSØ: I sidste uge – i anledning af Mors dag, kunne man på Centertorvet og på Centergangen i Farsø Rådhuscenter se flotte hjertehilsner til mor

Bag de flotte og kreative hjerter stod børn fra Valhalla, Bakkegårdens og Højgårdens Børnehaver, der havde taget imod opfordringen fra Farsø Handelsstandsforening, om at lave en helt særlig hilsen til deres mor i anledningen af Mors dag.   

De flotte Morsdags hilsner var til udstilling på Centertorvet og på Centergangen onsdag og torsdag, hvorefter børnene sammen med deres mor eller familier kunne afhente deres hilsen til mor.       

Museum udgraver klimatruet kulturarv i Ertebølle

Der bliver masser af aktivitet på Ertebølle Hoved i uge 21-23, hvor nye udgravninger skal gøre os klogere på stenalderens kystjægere.

ERTEBØLLE: Fjord, vejr og klimaforandringer truer stenalderbopladsen ved Ertebølle Hoved.

Ældre stenalders vugge
Ertebølle skaldyngen er ældre stenalders vugge. Det var med de arkæologiske undersøgelser af køkkenmøddingen i slutningen af 1800-tallet, at det endegyldigt blev fastslået, at der havde været mennesker i Danmark før agerbruget. Dermed blev Danmark som befolket land med et skrab med en graveske og et pennestrøg meget, meget ældre.

Haster med at undersøge boplads inden den skyller væk
Vesthimmerlands Museum har det arkæologiske ansvar i Vesthimmerland og arbejder målrettet med at sikre viden om bl.a. de truede fortidsminder ved Ertebølle. Museet har således de seneste år foretaget undersøgelser på Ertebølle Hoved lidt nord for den berømte fredede skaldynge. Nu foretager arkæologisk afdeling endnu en vigtig udgravning på lokaliteten. Her skal der nemlig udgraves bopladsområder, fra ældre og yngre stenalder, i flere lag. Pladsen er stærkt truet af erosion fra Limfjorden, der hvert år fortærer en bid, så det haster med at belyse denne boplads og sikre væsentlige dele af den tidlige Danmarkshistorie. Et centralt spørgsmål, som museets arkæologer ønsker besvaret, er, hvornår lokaliteten først blev beboet af kystens jægere og samlere, og hvornår lokaliteten blev opgivet af de tidlige fiskebønder.

23 arkæologer skal i gang
Udgravningen foretages i maj/begyndelsen af juni på Ertebølle Hoved. Det er de to arkæologer, Nikoline Fogh Munch Larsen og Simon Kjær Nielsen, der forestår udgravningen. De får forstærkninger i form af 21 arkæologistuderende fra Aarhus Universitet, der – som en del af deres studie – skal på deres anden uddannelsesgravning.  De studerende skal deltage i alle dele af udgravningsarbejdet lige fra afrømning af udgravningsfelter, opstilling af udstyr, overvågning af maskiner, udgravning, fundregistrering og formidling.

Stenaldercentrets faciliteter tages i brug
Vesthimmerlands Museum driver Stenaldercenter Ertebølle, hvor den ældre stenalder formidles gennem udstilling og aktiviteter i det store udendørs oplevelseslandskab. Mange skoleklasser møder her jægerstenalderens liv i praksis. De studerende og udgravningen kommer til at drage nytte af centrets faciliteter til fundfotografering og registrering af fund m.m. Der bliver mere end travlt på udgravningen, eftersom det er flere tusind års kulturlevn udgravningen afdækker, og de faglige spørgsmål, der ønskes besvaret, er mange. Men selvom der er travlt, så skal der naturligvis være tid til at formidle undervejs, så det vil være muligt at besøge udgravningen i uge 21-23, hvor det vil være en studerende, der formidler hver onsdag kl. 14.

Foreningen Kongshøjgaard er en realitet

Den nystiftede forening ”Kongshøjgaard” er meget interesseret i at overtage Kongshøjgaard.

HVALPSUND: En initiativgruppe fra Herregården Hessel har gennem længere tid arbejdet på, at overtage Kongshøjgaard, som beskrevet her i avisen for nogle uger siden.

Sidste onsdag var 30 interesserede mødt op på Hessel til stiftende generalforsamling for ”Foreningen Kongshøjgaard”.

Etableringen af en forening er nødvendig for, at intentionerne om at købe Kongshøjgaard kan gå videre.

En af initiativtagerne – og nu valgt til bestyrelsen, Holger Jessen fortæller, at der på den stiftede generalforsamling blev vedtaget et sæt vedtægter samt valgt en bestyrelse.

Bestyrelsen, består ud over Holger Jessen af Henning Christensen, Bodil Nymark, Søren Byrjalsen, Jens Ole Rask og Peter Møller. Mens de 5 førstnævnte i forvejen er tilknyttet Hessel, er Peter Møller ny. Han repræsenterer Landsbyudvalget for bl.a. Louns, Alstrup, Ullits m.fl. En plads i bestyrelsen er også reserveret et kommunalt udvalgt medlem, hvis Vesthimmerlands Kommune ønsker det.

Kongshøj gaard er i dag ejet af Vesthimmerlands Kommune og det er også kommunen der har sat gården til salg, der tidligere husede en produktionsskole.

Foreningen Kongshøjgaard ønsker at bruge gården, som ligger i gåafstand fra Hessel, som værksted for Hessels laug og til en udvidelse af udstillinger i relation til Hessel.

Den nye bestyrelse har sit første møde i denne uge, hvor der vil være en konstituering, men ikke mindst besluttet hvordan der arbejdes videre.

-Vi har Kongshøjgaard på hånden i et stykke tid endnu, fortæller Holger Jessen, men nu skal vi have arbejdshandskerne på m.h.t. til at definere brugen af Kongshøj, lave budget og søge fonde. Det skal på plads førend en købsaftale med Vesthimmerlands Kommune kan komme på plads.                         

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.