VESTER HORNUM: Når Byfesten i Vester Hornum fra i dag lægger fra start, er det en fest med underholdende indslag, traditioner og en lokalbefolkning, der i stor stil bakker op med deres deltagelse.
Optog, kagebord, bilboksning, fodboldstævne, en By og Land konkurrence og så en festlig afslutning med kåringen af Årets Borger og et stort byfestbal til at slutte de tre byfestdage af med, er blot nogle af de programpunkter, som rigtig mange ser frem til.
I modsætning til mange andre byfester, så lægger Vester Hornum ud med byfestoptoget, som festens første programpunkt. Herefter følger det store kagebord, bilboksning og en knallertudstilling. Grunden til at Vester Hornum lægger så friskt ud allerede på festens første dag, er at det er Kristi Himmelfartsdag, hvor alle har fri.
De fleste har også fri fra skole og job dagen efter, hvilket også er årsagen til at festpladsen allerede åbner kl. 14.00. Fredag eftermiddag vil der især være aktiviteter og underholdning for børn på programmet såsom børnediskotek, ansigtsmaling og ikke at forglemme de populære hoppepuder.Om aftenen tager de voksne over med grillet svinekam og musik.
Lørdag starter med kaffe og rundstykker til de voksne og til børnene laver FDF spejderne snobrød, pandekager og popcorn til børnene. Land og By konkurrencen for voksne finder også sted lørdag.
Efter et par timers pause gøres der lørdag aften klar til den store finale på byfesten med kåring af årets borger og naturligvis byfestballet med god mad og dansemusik.