Forside Blog Side 1168

Madam Mim – ny livsstilsforretning i Strandby

STRANDBY: I dag åbner en ny forretning på Løgstørvej 51 i Strandby. Bag Madam Mim, som den nye livsstilsforretning hedder, står Gitte Jensen, der har bygget 100 m2 til i forbindelse med privatboligen, for at få plads til de mange varer og aktiviteter som forretningen kommer til at indeholde.

Livsstil forbinder Gitte Jensen med velvære, velbefindende og ikke mindst farver til at lyse op. Madam Mim er en blanding af det hele, med hovedvægt på brugskunst i form af vaser, figurer, lysestager, lys og andre pynteting, der med deres farver og form kan pifte et rum op med karakter og personlighed.

Gitte Jensen har altid haft en forkærlighed for smukke ting og en evne til at ”få ingenting til at ligne en ½ million” med de rigtige virkemidler. Dette afspejler sig i hendes butik, der samtidig giver en fornemmelse af forkælelse med udvalget af smykker, bøger, musik, malerier, chokolade, filtede ting m.m.

Gitte Jensen der i 2003 flyttede til Strandby fra Sjælland sammen med sin mand, der stammer fra Fandrup, har tidligere drevet egen selvstændig børnetøjsbutik. Derfor vil også børnene få deres plads i Madam Mim – dog ikke med tøj, men med særligt legetøj i sprælske farver.

Gitte Jensen fortæller at man hos Madam Mim kan finde ”piftet” til boligen eller den perfekte julegave, værtindegave eller forkælelsesgave til hende der har alt.                      

Ideen til sin livsstilsbutik har flere måske allerede set, da Gitte Jensen i forbindelse med udstillingen Farsø In Boxes skildrede sin drøm om sin egen livsstilsbutik. I boxen skrev hun: Boxen viser min drøm om en butik – som både er galleri, et ”frirum” i hverdagen og fyldt med smukke ting. Her vil findes brugskunst, malerier, musik, bøger, engle, sten og krydderurter. Med mellemrum vil der være foredrag om det at være menneske, og jævnligt laves fællesmeditationer – hvor alle er velkomne. Det er også muligt at få behandlinger som styrker velværet og få lagt tarotkort, hvis man går og tumler med problemer, man ikke kan se en løsning på. Kort sagt er Madam Mim et sted der gør det sjovere at være menneske – og helt sikkert værd at besøge.

Elever skal give hinanden massage

VESTER HORNUM: SSP (et samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politi) arrangerede i efteråret et kursus for lærere i Vesthimmerlands kommune i taktil rygmassage.

På dette kursus blev lærerne instrueret i, hvordan eleverne kan massere hinanden på ryggen.

Formålet med at eleverne skal massere hinanden er primært fordi forskning har vist, at det kan modvirke mobning. Det har nemlig vist sig at man ikke mobber og driller den man rører ved.

Udover at massagen afhjælper mobning, så bliver man også mere rolig og afslappet.

Alle skoler fik tilbud om at få 2 lærere med på kurset og på Vester Hornum skole var det Anne Grethe Jacobsen og Marianne Odds, der vandt lodtrækningen om at deltage i kurset.

Efterfølgende har de begge benyttet sig af massage i undervisningen og andre lærere er også så småt gået i gang.

Marianne Odds fortæller, at når eleverne har masseret hinanden, så bliver der en fantastisk positiv stemning i klassen og eleverne arbejder meget koncentrerede efterfølgende. Som billederne viser, så nyder eleverne også massagen i fulde drag.

 

Farsø fra et fugleperspektiv

FARSØ: Der var ligeså langt op som der var ned, da lokale Danilift i weekenden demonstrerede verdens højeste lift på hjemmebane, nemlig ca. 100 i højden over Farsø midtby.

Disse billeder viser den fantastiske udsigt fra ca. 80 meters højde over Farsø

Der var både lørdag og søndag stor interesse for at se Farsø fra en højde, som man ellers kun kan opleve den fra en flyvemaskine.

Begge dage måtte man udvide arrangementet med over en time, således alle kunne få den lovede tur i højden.   

Begge dage viste vintersolen sig fra sin bedste side så man kunne kigge langt – ikke blot over Farsø by – men også omegnen og med Limfjorden i horisonten.   

Til at tage de utallige ture op og ned med 4-5 passager ad gang, var liftfører og medejer Søren Olesen pakket godt ind i tyk jakke, tophue og vanter for at klare varmeskiftet på et par grader i de forskellige luftlag.

I alt fik omkring 130 børn og voksne muligheden for at se Farsø fra et fugleperspektiv.

Lucia med et følge af skønsang

FARSØ: Søndag eftermiddag kl. 13.00 blev lyset på gangene i Farsø Rådhuscenter slukket og snart trak en luciabrud med et hvidt kortelklædt følge gennem gangene i indkøbscentret.

De 18 elever fra Farsø skole, der udgjorde luciaoptoget, havde musikalsk akkompagnement af deres musikskolelærer på guitar, Torben Høiberg.  

Se julebyen Farsø ovenfra – fra verdens højeste lift

Danilift

FARSØ: I Farsø kan man godt lide overdimensionerede juleaktiviteter – bare se de to kæmpe nisser, der denne jul er opstillet i Farsø midtby.

Det er muligt at komme i højden i denne weekend og se Farsø fra oven fra verdens højeste lift.

Så hvad med, at se dimensionerne et godt stykke ovenfra fra verdens højeste lift, der såmænd også kommer fra Farsø, nemlig fra liftproducenten Danilift. 

Liften, der bruges til vedligeholdelse af vindmøller, kan gå hele 103 meter i højden, hvilket er verdensrekord. 

I den kommende weekend har Danilift opstillet den fem-akslede og 60 tons tunge mobilkran i Farsø midtby. Nærmere bestemt på pladsen bag Torvet 1 ved Farsø Rutebilstation. 

Her vil det naturligvis være muligt for de modige at blive løftet betragteligt i højden – også i de 103 meter, hvis ellers vejret tillader det. Liftfører vil være Søren Olesen, der sammen med Knud Erik Markussen står bag liftvirksomheden Danilift i Farsø. 

Søren Olesen har naturligvis op til adskillelige gange afprøvet højden over 100 meter og fortæller, at temperaturen lige falder et par grader, og at Farsø og store dele af Vesthimmerland og Limfjorden ser ganske køn ud fra den højde. Søren Olesen kan i øvrigt oplyse at det tager en 6-8 minutter at svæve op i de 100 meter. 

Det er muligt at se og prøve verdens højeste lift, lørdag den 12.december i tidsrummet fra 11.00 til 13.00 og søndag den 13.december fra 11.00 til 12.00. 

 

Mange flere julerier i Farsø

Mohamaed Ali

FARSØ:I Farsø bliver julegaveindkøbene i denne tid krydret med juleunderholdning og ekstra lange åbningstider, således de kan foregå uden stress og jag.

Juleaktiviteterne i Farsø når nye højder i de kommende dage. I aften, hvor der er by Night er der optræden af x-faktor vinderen Mohamed Ali og i weekenden kan man få lov at stige til vejr i verdens højeste lift og se Farsø ovenfra

Mohamed Ali fra X-faktor optræder by Night

I aften har Farsøs butikker aftenåbent frem til kl. 22.00 med en række fristende by Night tilbud.

Midt på aftenen vil X-faktor vinderen Mohamed Ali få pigehjerterne til at smelte på Centertorvet, når han optræder med sin imponerende stemme og dansetrin.

Julemarked på Store Torv
Herudover byder Jule by Night på et kæmpe julemarked på Store Torv med juleartikler, pynt, dekorationer og juletræer. Desuden vil der for de lækkersultne være brændte mandler, candyfloss, popcorn, varme rundstykker og kæmpe hotdogs.

Aftenen igennem vil der være liflig julemusik for ørerne, idet The Christmas Carolers og Alfredos Magiske Juleorkester på skift vil lade juletonerne lyde over julemarkedet.

Julehygge sammen med julegaveindkøb
På lørdag og søndag fortsætter julehandlen i Farsø, hvor butikkerne begge dage har åbent til kl.15.00. Igen vil der finde en række aktiviteter og underholdning sted.

Lørdag vil der være julemusik ved Rådhuscentrets husorkester Orla Andersen på Centertorvet.

Søndag vil der være Luciaoptog og optræden på Centertorvet af Nizzebanden.

Se Farsø fra oven
Tør man gå i højden og se julebyen fra oven, er der både lørdag og søndag mulighed for stige til vejrs i verdens højeste lift på 103 meter. Kæmpeliften fra Danilift vil man ikke kunne undgå at få øje på bag Torvet 1.   

 

Ægte julestemning By Night

FARSØ. Julelysene funklede og spejlede sig idyllisk By Night på det regnvåde Store Torv, hvor et julemarked torsdag aften havde slået sig ned

På trods af regnen var aftenen mild og behagelig at opholde sig ude i, og derfor blev boderne – der var fyldt med julevarer, studeret nøje af et pænt antal besøgende og fulgt op af en god handel. Imens futtede juletoget lystigt forbi blandet med toner fra acapella sungne julesange og lirekasse. Samtidig fandt duften af brændte mandler, popcorn og kæmpe hotdogs vej næseborerne og senere til maven. – Se, det er ægte julestemning By Night, som man også kunne finde den indendørs hos Sparekassen Farsø med gløgg og risalamande og ikke mindst i butikkerne hvor de lange ønskesedler var medbragt for at få indkøbt de første julegaver.

 

Hen imod kl. 19.30 blev Centertorvet pakket tæt, af såvel store som små, som ville opleve Mohammed fra X-faktor. Det blev en halv time med kendte og ukendte numre fra X-faktor stjernen, som netop har udgivet sin egen CD. Optrædenen sluttede af med Michael Jackson klassikeren Dirty Diana og efterfølgende autografskriven.

 

Herefter fortsatte julehandlen endnu et par timer.

Billetsalget startet til den sekstende Nytårskoncert i Farsø

FARSØ: Den 30. januar – hvilket er lidt senere end de foregående år, blænder Farsø Kulturråd op for Nytårskoncerten 2010 i Dronning Ingrid Hallerne.

Den 30. januar er der Nytårskoncert i Dronning Ingrid Hallerne for 15. gang med Farsø Kulturråd som arrangør. Koncerten byder traditionen tro på Aalborg Symfoniorkester med gæstesolister. Denne gang er det Sigurd og Winnie Barret

Traditionen tro – for sekstende gang, er det Aalborg Symfoniorkester med gæstesolister, der får de musikalske champagnepropper til at sprænge overfor de omkring 600 tilhørere i de festligt pyntede Dronning Ingrid Hallerne

Denne gang bliver det spasmager, formidler, entertainer og far til fire, Sigurd Barrett, der sammen med dirigent Henrik Vagn Christensen, kommer til at føre publikum ind i musikkens alsidige univers af klassiske og moderne værker med hjælp fra Aalborg Symfoniorkesters 65 musikere.      

Sigurd Barrett har tidligere optrådt med Radiosymfoniorkestret, Storstrøms Symfoniorkester, Sønderjyllands Symfoniorkester, og så selvfølgelig med Aalborg Symfoniorkester.

Sigurd Barrett er kendt af både børn og voksne efter DR TV-succeser som Hit Med Sangen, Sigurds Ulvetime, Sigurds Bjørnetime og ikke mindst programmerne om Sigurd og Symfoniorkestret. Sidstnævnte som er udarbejdet i samarbejde med dirigenten Nikolaj Hansen har været dagsordenssættende og programmerne høstede et utal af roser, da de på DR TV introducerede børn for klassisk musik på en hel ny, sjov og utraditionel måde.

Sigurd Barrett er en meget travl herre, og ind i mellem alle tv-optagelserne optræder han årligt ved mere end 100 arrangementer rundt i hele landet.

Sigurd Barrett har i flere år optrådt ved julekoncerter sammen med Radiosymfoniorkesteret. I år er det så blevet Aalborgs tur til igen at opleve Sigurd i en nytårskoncert.

Til nytårskoncerten vil Sigurd Barrett i øvrigt optræde sammen med sin kone Winnie i en ny spændende konstellation. Winnie Merete Barrett er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og har sunget 26 solistpartier på en række af de danske operascener samt en del koncerter i udlandet. Sammen laver parret et program for det brede, voksne publikum, hvor de synger duetter og opera-arier kombineret med entertainment og virtuose solistnumre.

Nytårskoncertens populære toner er komponeret af bl.a. Strauss, Dvorak, Stolz og Sigurd Barrett selv. De kendte numre stammer bl.a. fra Flagermusen, Wienerblut, La Wally, The Entertainer og Der Favorit .Og hvem vil ikke nyde et genhør med ”Typewriter”. ”Hymn to Freedom”og ”Kavalari –ouverturen”     

Nytårsprisen
I forbindelse med Nytårskoncerten vil Farsø Kulturråd uddele "Nytårsprisen" til en person eller gruppe, som har gjort sig bemærket kulturelt her i området. Nytårsprisen består af et diplom, samt et gavekort til Galleri 14.

Bag Farsø Kulturråd står Jens Erik Due-Hansen (formand), Grethe Tovborg Jensen, Esther Poulsen, Karin Bacher, Lene Poulsen og Lone Petersen.

Kulturrådet står for en lang række arrangementer året igennem. Nytårskoncerten er dog Farsø-rådets største arrangement, som de, trods nyt musikhus i Aars, har tænkt sig at fortsætte med at afholde i Farsø.

– Vi synes selv vi har gode faciliteter og billige billetpriser, og kan der så sælges omkring de 600 billetter kan det nå sammen rent økonomisk også. Det vil være godt, om vi fortsat kan stå sammen om denne slags arrangementer her i Farsø-området, lyder det fra formand Jens Erik Due Hansen.

Nytårskoncerten finder denne gang sted en lørdag aften, som ikke er prøvet før. Dermed skulle der være god mulighed for at hygge sig med venner efter koncerten, uden at skulle tænke på hverdag dagen efter.   

Billetsalget til Nytårskoncerten er gået i gang fra salgsstederne i dag. Billetten til en stor musikalsk oplevelse kunne jo være egnet som en god jule- eller nytårsgave.

Sparekassen lukker afdelingerne i Ullits, Strandby og V. Hornum

FARSØ: Sparekassen Farsø har besluttet at lukke sine deltidsåbne afdelinger i Ullits, Strandby og V. Hornum., som i dag ugentligt har en åbningstid på mellem 5 og 10 timer.

– Sparekassen har fastholdt de 3 afdelinger så længe, der var en rimelig aktivitet i forhold til forbrug af ressourcer til bygninger, teknik og 1 – 2 medarbejdere.  Aktiviteterne er faldet kraftigt gennem de seneste år i takt med, at flere og flere bruger netbank og betalingskort.

Samtidig er behovet for god og uforstyrret rådgivning øget, og det kan være svært at passe ind i deltidsåbne afdelinger for medarbejdere, der samtidig skal bruge tid på kørsel og være opmærksom på risikoen for røveri, siger direktør Mogens Jensen.

Stadigt muligt at hæve penge
Vi har overvejet meget nøje, hvordan vi kan være med til at sikre, at de lokale kunder rammes mindst muligt af lukningerne, fortæller Mogens Jensen videre, og det betyder, at vi etablerer en købmandsløsning i Vester Hornum og i Ullits i samarbejde med de to lokale købmænd Niels Jørgensen og Jens Chr. Knudsen. I Strandby fastholder vi pengeautomaten i den nuværende sparekassebygning.

Vil fortsat bidrage til det aktive lokalsamfund
Sparekassen Farsø vil fastholde sit store lokale engagement med støtte til foreninger og lokale ildsjæle, selvom de tre afdelinger lukker.  

Desuden vil der blive oprettet en særlig – og ekstra aktivitetspulje på 100.000 kr. til hvert af de 3 områder til gode aktiviteter, der bidrager til et godt og aktivt lokalsamfund.

Den 14. og 15. januar 2010 afholder Sparekassen Farsø et lille arrangement for de trofaste kunder og lokale samarbejdspartnere, hvor der også vil være mulighed for at drøfte de fremtidige muligheder.

– Vi håber på forståelse for vores beslutning, der bestemt ikke har været let, men fornuftig set i forhold til ressourcer, som vi tror kan bruges endnu bedre til fordel for kunderne, lokalsamfundet og sparekassen, slutter Mogens Jensen

 

 

Orkesternavne klar til årets koncert i Farsø Søanlæg

FARSØ: Kim Larsen & Kjukken og Magtens Korridorer spiller i Søanlægget fredag den 18. juni 2010

KimLarsen&Kjukken.jpg + MagtensKorridorer.jpg

Festivaler og større koncertarrangementer melder lige nu – rask ud, hvilke topkunstnere de har på plakaten til deres arrangementer til næste sommer.

Også hos FUIK’s Venner er man langt fremme med planlægningen og bookingen af orkestre til sommerens koncert i Farsø Søanlæg. Så meget, at FUIK’s Venner nu løfter sløret for hvilke orkestre der går på scenen.

Fredag den 18. juni 2010 er det nemlig lykkedes FUIK’s Venner at indgå aftale med Danmarks populæreste orkestre, nemlig Kim Larsen & Kjukken, samt Magtens Korridorer, om at give en forrygende koncert i Søanlæggets flotte rammer.

Kim Larsen har tidligere optrådt i Søanlægget, men dog uden Kjukken. Og siden den sidste koncert i Farsø har den folkekære kunstner sammen med sit orkester Kjukken udsendt sidste del af triologien ”Glemmebogen for børn”. Om få uger tager Kim Larsen & Kjukken på en helt speciel turné. Med cirka 15 helt nye uudgivne sange tager bandet ud på fire danske koncertsteder for at indspille disse sange live.

Sammen med disse nye sange, er det et sangrepertoire fra flere årtier, man til juni vil kunne lægge øre til i Søanlægget.    

Inden Kim Larsen & Kjukken går på scenen er det Magtens Korridorer der vil varme publikum op. Med hits som Nordhavn Station, Lorteparforhold og Sara, har orkestret markeret sig som et såre sympatisk og uhøjtideligt orkester, der kan noget så sjældent, som at skrive mundrette tekster til det brede publikum

FUIK’s Venner oplyser at informationer om billetsalg vil blive annonceret i starten af det nye år. 

 

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.