Forside Blog Side 1158

Stor oplevelse i Thit salen

Send klovnen ind

FARSØ: Formanden for Johannes V. Jensen Museets støtteforening, Jens Munk-Christensen kunne byde velkommen til en stuvende fyldt Thit sal med 145 tilhørere til showet ”Send klovnen ind”.

Alle stole – og flere til, var besat i Thit salen, da Troels Laursen og Samuel Frederiksen fremførte sit show: Send klovnen ind. Showet omhandlede livets små og store spørgsmål og vakte begejstring blandt publikum.

Bag klovneshowet stod sogne- og sygehuspræst Troels Laursen og tidligere skoleinspektør Samuel Frederiksen. Forestillingen er deres andet samarbejde og de to aktører var spændte. De positive forventninger blev indfriet og forestillingen høstede et stort bifald.  

Showet var inddelt i følgende afsnit: ’Send klovnen ind’, Kærligheden og klovnen’, Krigen og klovnen’, ’Døden og klovnen’ og ’Hverdagen og klovnen’. Dermed fremgår, at ’klovnen’ både er munter og vemodig, og som der stod i anmeldelsen: ’ Et show der forfrisker, foreslår nye vinkler på tilværelsen og måske endda kan træffe at finde klovnen frem i tilhørerne selv.

Ind imellem sang publikum med på flere særdeles gode sange, dels forfattet og oversat af til dansk af Samuel Frederiksen.

Troels Laursen fik på en følsom og god måde flettet ind, hvad en sygehuspræsts opgave er.  

Det blev en aften hvor de to ’klovne’ på en munter, men også alvorlig måde gav eksempler på, som de selv siger: – Hvordan man tackler livets genvordigheder – ned og opture, og det man frygter mest.

Af muntre indslag kan nævnes Troels Laursens gengivelse af H.C. Andersens og Johs. V. Jensens forskellige versioner af syn på: ’Hvad fatter gør er altid det rigtige’. Efter det indslag meldte sig spørgsmålet: ’Hvad er kærlighed?’.

Samuel Frederiksens optræden som Klods Hans vakte også stor munterhed.

En af tilhørerne kom med følgende bemærkning efter forestilingen: – Det var et causeri over livets små og store spørgsmål, om klovneri, masker og om det at turde smide masken. Altså en forestilling til eftertanke.          

Strandby skole har taget første spadestik til nyt byggeri

Spadestik Strandby skole
Af: Candy Fröse

STRANDBY: I dag kunne Strandby skole tage det første spadestik til skolens nye byggeri.

Formand for Vesthimmerlands Børne- og Skoleudvalg Jan Dyregaard tager her det første spadestik til Strandby skoles nye byggeri sammen med elev i børnehaven Andreas Witte Buus.

Dagen for spadestikket til Strandby skole blev også gjort til en festdag for Strandby skoles elever. Her er det Mathias, Markus, Lasse, Jannick m.fl. fra 1. klasse, der spille stomp på murerbaljer for deres kammerater og de øvrige der deltog i den festlige dag.

Der vil blive opført en ny bygning på 400 m2 i forlængelse af den nuværende børnehave. Dermed kommer den nye landsbyordning, SFO’en og børnehaven under samme tag.

Bygningen kommer også til at indeholde et multifunktionelt rum – et nyt værkstedslokale på ca. 40 m2, som dels skal benyttes af børnehave og SFO, men som også skal fungere som nyt billedkunst- og håndarbejdslokale for skolen.

Lige for øjeblikket råder Strandby skole ikke over noget håndarbejdslokale, og billedkunstlokalet ligger i kælderen og er meget utidssvarende.

Det nye byggeri forventes at stå færdigt til maj. Det er arkitekt Jens Skadhauge fra arkitektfirmaet Krog Madsen der har tegnet tilbygningen, som bl.a. rummer en hems til hver af de to nye stuer.

Til det officielle spadestiks-arrangement i fredags, var det formand for Børne- og Skoleudvalget Jan Dyregaard og Andreas Witte Buus fra børnehaven der i fællesskab tog det første spadestik. Derefter gik børn, elever, personale, forældre og inviterede gæster til festsalen hvor først børnehaveklassen og 1. klasse underholdte med en gang stomp på murerbaljer. Derefter holdt Jan Dyregaard en tale. Endelig rundede Pia Johansen og Anne Mette Rasmussen af med en tale, hvor de bl.a. takkede forældrene for indsatsen med opsætning af den nye legeplads og vidste billeder fra arbejdsweekenderne. Omkring 50 forældre har hjulpet til med den nye legeplads, der ligger samme sted hvor den gamle legeplads lå. 

Dagli’ Brugsen udvider

Spadestik ved Dagli' Brugsen Hvalpsund
Af: Candy Fröse

HVALPSUND: I formiddags blev spaden sat i jorden til en længe ønsket udvidelse af Dag’li Brugsen i Hvalpsund

I mandags tog formand for Dagli’ Brugsen i Hvalpsund, det første spadestik til den nye udvidelse af forretningen med 226 m2. Her ses hun sammen med uddeler Per Bisgaard(i midten) og Peter Tolstrup fra Tyge Tolstrup A/S, der står for byggeriets hovedentreprise.

Brugsforeningen bygger bagud med 226 m2, som vil blive indrettet til et fremtidigt lager. Butikkens nuværende lager og baglokaler kan således inddrages til butiksareal, som der ifølge uddeler Per Bisgaard er et stort behov for.

De ca. 120 nye butikskvadratmeter vil blive brugt til en tiltrængt omrokering i butikken, hvor især en ny bagerbrødsafdeling med friskbagt brød fra egen bake-off ovn og grønsagsafdelingen vil få nye kvadratmeter. Men også en mere hensigtsmæssig butiksindretning, vil gøre det lettere for kunderne at komme rundt i butikken.

Til- og ombygningsprojektet står Dagli’ Brugsen i godt 3. mio. kr. Et projekt, som vi har sparet op til i et par år, fortæller brugsforeningens formand Bente Jensen, og som vi glæder os til at komme i gang med.

For hovedentreprisen står Tyge Tolstrup A/S i Farsø, som har allieret sig med en lang række lokale håndværkere i projektet, som påbegyndes nu og varer i et par måneder.

Dagli’ Brugsen selv, regner med at såvel nyt lager som nyindrettet butik kan tages i brug omkring den 1. marts næste år. Dermed i god tid, til at fejre den lokale brugsforenings 100 års jubilæum den 9. juni.  

 

Gamle sten erstattes af nye

Af: Candy Fröse

FARSØ: Der var ikke tale om første spadestik i traditionel forstand, da Farsø Boligselskabs afdeling 1 på Skovbakkeallé, i sidste uge tog fat på et byggeprojekt i 32 millioner kroners klassen.

Renoveringen af de gule blokke på Skovbakke allé er nu officielt gået i gang. I fredags blev der foretaget ”første spadestik” i den forstand, at der blev fjernet smuldrende gamle mursten, som snart erstattes af helt nye. Her ses formanden for Farsø Boligforening Ove Flak.

I stedet blev der fjernet tre udtjente mursten af dagens tre talere; borgmester Jens Lauritzen, tidligere formand for Farsø Boligselskab Inge Palludan og nuværende formand Ove Flak, som tegn på at gamle sten snart erstattes af nye.     

Det er nemlig sådan, at grundstenene – så at sige, bevares i de to kendte boligblokke på Skovbakkeallé, men ellers vil de i alt 32 lejligheder blive pakket ind et nye og funktionelle rammer, der bl.a. rummer nye altaner, indgangspartier, køkkener og badeværelser.

I alt vil der blive investeret 1. million kr. pr. lejlighed, men ifølge formand Ove Flak er det stadig billigere end at skulle bygge nyt, ikke mindst fordi Landsbyggefonden spæder pænt til i forbindelse med renoveringsprojekter af denne karakter.            

Ifølge byggeplanen vil begge blokke være færdigrenoverede ved udgangen af 2010

Besøgsrekord på Stenaldercentret

Af: Candy Fröse

ERTEBØLLE: I forbindelse med efterårsferien havde Stenaldercentret, idag torsdag , Åbent Hus med gratis adgang – det blev en stor succes

Masser af glade mennesker i flot efterårsferievejr. Sådan udspandt det sig i sidste uge på Stenal-dercentret i Ertebølle, hvor det strømmede til med mennesker i anledning af et Åbent Hus arrangement, hvor alle faciliteter på centret blev taget i brug

I alt 408 mennesker (små og store) fandt i det dejlige vejr vej til Stenaldercentret, hvor de havde en fornøjelig dag både ude og inde. Til børnene var der snobrødsdej og saftevand, så der blev bagt mange og gode snobrød over de åbne ildsteder. De voksne hyggede sig med friskbagte vafler og kaffe.

– Det var en fornøjelse at se og høre alle de glade og engagerede mennesker, der færdedes på Stenaldercentret. Alle var glade for besøget og imponeret over stedet – både udstillingerne og aktiviteterne. Folk syntes, at de fik både viden og en god oplevelse med sig hjem. Mange udtrykte også både forundring og forargelse over, at kommunen ikke længere vil yde tilskud til et så unikt sted. En holdning, der fuldt ud dækkes af Støtteforeningen, fortæller sekretær i Stenaldercentrets støtteforening Vibeke Harsberg.

Det var også Støtteforeningen, der sørgede for at holde Stenaldercentret åbent i efterårsferien, og som stod for det velbesøgte åbent-hus arrangement.

– Alle var trætte efter en hektisk dag, men først og fremmest glade over, at så mange mennesker havde lyst til at komme og se Stenaldercentret – og at de besøgende følte sig så godt tilpas, fortæller Vibeke Harsberg videre.

Det store fremmøde til åbent-hus arrangementet betød, at Stenaldercentrets samlede besøgstal i år runder 7.500 besøgende.

– Støtteforeningen vil derfor gerne udtrykke sin tak til de mange mennesker, der i år har bakket op om Stenaldercentret – på den ene eller den anden måde, slutter Vibeke Harsberg.

 

Fødevareminister imponeret af Himmerlands kød

FARSØ: Det var det nyeste af det nyeste, som fødevareminister Eva Kjer Hansen(V) fik lejlighed til at stifte bekendtskab med, da hun i sidste uge var i Farsø for at besøge Himmerlands Kød.

Opskæringsvirksomheden, som har til huse i en del af det tidligere Farsø mejeri, har et af Europas mest moderne opskæringsanlæg. Samtidig er virksomheden også længst fremme i Danmark i udviklingen af såkaldt en ”foodtag”.       

Foodtag er et sporbarhedssystem, der følger kødet fra landmanden til forbrugeren. Himmerlands Kød skærer kødet op på en måde, så hver enkelt kødstykke kan følges fra kalven fødes til kødstykket spises.Foodtag’en er udviklet sammen med Lyngsø Systems i Aars og styres af central computer, der registrerer stregkoder og de data der er indtastet undervejs om kødet i forædlingsprocessen. Forbrugeren vil ved at indtaste den kode der står på kødets pris-etiket på internettet kunne læse alt om varen.             

– Vi er i Danmark i forvejen førende på fødevaresikkerhed, men den her virksomhed har altså taget skridtet videre, sagde fødevareminister Eva Kjer Hansen imponeret, efter at hun var blevet vist rundt i produktionshallerne.- Vort system kan følge kødet fra jord til bord – så at sige, og vi tror at det er noget forbrugerne vil gøre brug af, når de lærer at følge et stykke kød hele vejen gennem systemet på internettet, sagde adm. direktør Søren Andersen i forbindelse med rundvisningen.  Det handler om troværdighed og kvalitet. 

Om mindre end et år regner direktøren med, at Himmerlands Kød, som den første fødevarevirksomhed i Danmark, kan tilbyde forbrugerne at slå netop deres indkøbte cuvette, mørbrad eller hvilket som helt andet stykke oksekød op på internettet. Foodtag’en går så meget i detaljen, at man kan se hvornår kalven er født – og hos hvilken kvægavler, hvornår den er slagtet og såmænd også hvilken slagter der har skåret det pågældende kødstykke ud med tidsangivelse.                  

Foodtag’en – altså sporbarheden, spiller sammen med den dyrevelfærd og fødevaresikkerhed, som Himmerlands Kød også står for, som udelukkende dansk kvalitetsfødevare.

Fødevareministeren var også meget interesseret i det meget moderne opskæringsanlæg, hvor medarbejderne ud over anlæggets funktionalitet også påpegede dets skånsomhed. Ud over arbejdsrotation kan samtlige arbejdspladser indstilles individuelt til hver medarbejder, hvilket gavner et erhverv og et arbejdsmiljø, som ellers er kendt for at slide sine medarbejdere op.         

Himmerlands Kød, der kan opskære op til 40 tons kød om dagen, befinder sig allerede i dag i en større del af de danske supermarkedskæder og slagterkæder. Det dansk producerede kød afsættes for 95% vedkommende i Danmark og det er også de kvalitetsbevidste danske forbrugere, som er Himmerlands Køds målgruppe.

 

Det var uldent på Hessel

HVALPSUND: Med største selvfølge, skinnede solen og bød på det flotteste sensommervejr i forbindelse med Fåredag på Herregården Hessel i søndags.

Ligesom ved sæsonens øvrige store arrangementer: Hestedag og Høstdag, trak det interessante program for dagen, lidt over 1.000 besøgende indenfor til den 32. udgave af fåredagen.  

 

Adskillige fåreracer stod placeret i båse bag laden, hvorfra de havde den flotteste udsigt over markerne og til Limfjorden.

 

Imens havde de mange frivillige, heriblandt koordinator Janni Sørensen og 21 udstillere travlt med at give de besøgende en hyggelig oplevelse

 

Hobbyfolk med uld, skind, garner og fremstilling af nogle af de mest kreative kreationer befandt sig i hovedhuset, i gårdspladsen, i laden og i lunden. Her hang uldgarner, skind, sjaler, trøjer, filthatte m.m. side om side, mens man sendte en kærlig tanke til de uldne får som stod til udstilling i foldene bag Hessel.

 

Blandt dagens mange relaterede aktiviteter var der fåreklipning og fårede aktiviteter for børnene.

Et andet imponerende syn var hyrdehundene som konkurrerede på markerne om at holde fåreflokkene samlet og lede dem tilbage i foldene. Med til opvisningerne hørte også de flotte uldne modeller, der tog sig en tur op og ned af catwalken, som var opstillet på Hessels gårdsplads.

Ulden er en ting, noget andet er kødet og mælken. Det kunne de mange udstillere give eksempler og smagsprøver på sammen med en række andre naturprodukter såsom honning og økologiske grøntsager. Var man sulten til et helt måltid bød fåredagen på spidstegt lam, fårepølser og håndmadder belagt med pålæg fra lam og får.                      

 

Netop udkommet af fåreavl – og i særdeleshed bevarelsen de gamle danske fåreracer, såsom Hvidhovedet Marsk, Hulsig og Ertebølle fåret er formålet med Fåredagen på Hessel. Derfor var der også i løbet af dagen flere foredrag om vigtigheden af at bevare fårenes egenskaber til afgræsning frem for kun at fremavle fårene til kød, mælk, skind og uldproduktion.   

 

Med andre ord gav fåredagen viden, sjov og spænding for såvel fagmanden, som familien der kom efter de gode oplevelser.

Atter rekord deltagelse til Solhavens cykelløb

I alt 167 stillede op til 12. udgaven af Solhaven/HRC’s motionscykelløb.

FARSØ: Moderat vind og efterårssol – hvad kan så være bedre, end at begive sig udenfor og få trådt lidt i pedalerne?. Derfor tog ikke mindre end 167 deltagere imod søndagens tilbud fra Solhaven/HRC om at deltage i det årlige Motionscykelløb, der blev afviklet for 12. gang og med deltagerrekord for andet år i træk.   

 

Motionscykelløbet havde rekord med 167 deltagere, hvilket er 18 deltagere flere end sidste år. Det var derfor en velfornøjet koordinator af løbet, Nino Andreasen, der stod og dirigerede deltagerne på plads.

 

Løbet havde fire ruter at vælge imellem på 70, 35, 18 og <metricconverter productid="10 km">10 km</metricconverter>. Alle fire ruters deltagere blev – så at sige, kørt i stilling af en flot Chevrolet fra 1956, der fulgte rytterne det første stykke ad ruten mod enten Svingelbjerg eller Fandrup.       

 

Med udførlig skiltning, officials og forplejning undervejs på ruterne, var der fuld service fra arrangørernes side. Ruteforløbene gik omkring Hvalpsund og Fredbjerg.

 

Efter nogle hårde tråd på landevejene, ventede der pokal og blomster til vinderne hjemme i mål, samt lodtrækningspræmier til størstedelen af cykelløbets øvrige deltagere. Præmierne var sponsoreret af Farsøs butikker og virksomheder.

 

 

 

 

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.