Forside Blog Side 1149

Vinteren er over os

FARSØ: Det er smukt og betagende, men også koldt og besværligt. Sneen har nu lagt sig som en flot hvid dyne over landskabet, men det var besværligt da den kom i starten af sidste uge.

Kraftigt snefald, efterfulgt at vekslende vinde var hvad fodgængere, cyklister og bilister skulle kæmpe sig igennem, og tit på ikke ryddede veje og fortove.

Det lader ikke til at Kong Vinter vil slippe taget foreløbigt for frost både dag og nat sikrer at sneen bliver liggende.

Derfor gik man fredag og lørdag i gang med gravko og lastbil for at få fjernet snemasserne fra hovedgaden i Farsø, så både fodgængere, cyklister og biler kunne passere fortov og cykelsti.       

10 nye ungdomsdommere

FARSØ: Farsø KFUM HK’s ungdomstrænere var idag til herrelandskamp i Forum Horsens. Men hvorfor var de nu det? Jo, mandag den 4. januar uddannede Farsø håndboldklub 10 nye håndbolddommere.

Farsø KFUM HK’s nyuddannede dommere/trænere sammen med landsholdsdommer Per Olesen (siddende) og Lars Ejby Pedersen (stående) til højre i billedet.

Klubben ser gerne at alle klubbens trænere har et godt kendskab til spillets regler, så derfor fik de 10 trænere en grundlæggende viden indenfor dommerreglerne.

I samarbejde med Håndboldens Venner, som bidrog med et økonomisk tilskud, blev der derefter arrangeret en håndboldtur til Horsens.

Her fik de 10 trænere fra Farsø lejlighed til først at overvære landsholdskampen mellem Tjekkiet og Slovakiet og dernæst landskampen Danmark – Norge.

I mellem de to kampe var der lige tid til at hilse på Verdens bedste dommerpar fra Danmark, nemlig Per Olesen og Lars Ejby Pedersen, som lige var blevet færdige med at dømme Tjekkiet – Slovakiet.

De 10 ungdomstrænere fra Farsø KFUM HK havde en dejlig tur til Horsens. Fra nu af kan trænerne ikke bare kalde sig ungdomstrænere – nu kan de også kalde sig ungdomsdommere.

 

Lars Larsen flytter elevuddannelse til golfcenteret i Gatten

GATTEN: JYSK-ejer Lars Larsen flytter sin elevuddannelse til sit privatejede Himmerland Golf & Country Club i Gatten.

Alle butikselever i JYSK gennemgår fremover deres teoretiske uddannelsesforløb på 10 uger på Himmerland Golf & Country Club. Uddannelsescentret har tidligere ligget i Strandby, men uddannelseslokalerne blev utidssvarende.

JYSK har netop offentliggjort, at virksomheden søger 100 nye elever til de godt 100 danske butikker. Og det bliver en speciel oplevelse, de kommende JYSK-elever får, når de begynder som butikselever efter sommerferien.

Lars Larsen har nemlig flyttet elevuddannelsen fra de utidssvarende rammer i Strandby til golfcenteret i Gatten.

– Tiden var løbet fra lokalerne i Strandby, og vi vil i JYSK i de kommende år satse endnu mere på interne uddannelser af vores medarbejdere, så derfor giver det mening at flytte uddannelsen til topmoderne lokaler og omgivelser, siger Lars Larsen.

JYSKs interne uddannelse er i forbindelse med flytningen blevet navngivet JYSK Academy, og det er her, de kommende elever skal opholde sig 10 uger over de to år, uddannelsen til salgsassistent varer, mens den praktiske uddannelse foregår ude i butikkerne.

Himmerland Golf & Country Club ligger, som bekendt, i noget af Danmarks flotteste natur. Så udover at blive indført i den mere teoretiske del af butiksarbejdet, kan eleverne i deres fritid gøre brug af bl.a. swimmingpool, bowling, tennis, squash, pool – og naturligvis golf.

JYSK har cirka 1600 butikker i 32 lande og åbner i gennemsnit tre butikker om ugen rundt om i verden. Derfor har elever i JYSK store karrieremuligheder, fortæller uddannelsesleder Jørgen Olsen.

– Vores elevuddannelse er særdeles attraktiv, og vore folk er meget eftertragtede, når de får eksamensbeviset i hånden. Heldigvis beholder vi de fleste selv, siger Jørgen Olsen.

I erhvervsorganisationen Dansk Erhverv bekræfter uddannelseschef Svend Berg, at en elevuddannelse fra JYSK hører til helt i toppen.

– Jeg har fulgt elevuddannelserne i detailhandlen i mange år, og her er JYSKs uddannelse en af dem, jeg gang på gang fremhæver som velorganiseret og fagligt velfunderet. Uddannelsen er i høj grad moderne og fremadrettet og sikrer, at de unge får de kvalifikationer, der skal til for at være kompetente og eftertragtede i dansk detailhandel. Derudover vil JYSK som international virksomhed altid være attraktiv som uddannelsessted for unge med drive og ambitioner, siger Svend Berg.

Farsø Avis er stadig forsinket

FARSØ: Status her torsdag eftermiddag er, at Farsø Avis stadig ikke er omdelt, men skulle være fremme ved budene kl. 15.30, hvorefter omdelingen kan gå igang.

Selvom Farsø Avis har været færdigproduceret og trykt siden tirsdag eftermiddag har de to seneste to dages kraftige snefald givet problemer for udbringningen af avisen.

Status er her torsdag eftermiddag, at avisen stadig ikke er omdelt, men skulle være fremme ved budene kl. 15.30, hvorefter omdelingen kan gå igang.     

Dermed skulle Farsø Avis læsere gerne modtage det trykte eksemplar af avisen i løbet af i eftermiddag og aften – vel at mærke der hvor budene kan komme frem. Desværre er mange villaveje og biveje i landstriktet ikke ryddet tilstrækkeligt endnu til at avisen kan komme frem.   

Farsø Avis beder derfor fortsat om god tålmodighed – og opfordrer til, at man på de sædvanlige afleveringssteder sørger for god snerydning, så avisbudet kan komme frem og aflevere avisen korrekt.

Den elektroniske udgave af Farsø Avis kan læses her: http://e-pages.dk/farsoavis  

Farsø Avis kan være forsinket

FARSØ: På grund af snevejret er det ikke lykkedes at få bragt Farsø Avis ud til alle bude i udgivelsesområdet. Og de bude der har modtaget aviser, har meget svært ved at komme rundt.

Det ufremkommelige føre i nat og her til morgen har bevirket, at ikke alle bude modtaget Farsø Avis til omdeling i dag.

Man bør derfor indstille sig på en forsinket omdeling af Farsø Avis, der eventuelt kan trække ud til imorgen torsdag. 

Farsø Avis kan dog læses i den elektroniske udgave via dette link:  http://e-pages.dk/farsoavis  

    

Snekaos ved at ebbe ud

NORDJYLLAND: Nordjylland er begravet i snemasser, så landmænd må hælde mælk ud og busser står stille. Men ikke mere snestorm i denne omgang, lover DMI.

Danmark slipper for mere snestorm. I hvert fald i denne omgang. Der kan dog stadig komme nogle fnug fra himlen, men slet ikke i så massive mængder, som man har set i det nordlige Jylland i de seneste dage, oplyser vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

– Der kan komme lidt, men det bliver slet ikke så dramatisk, som vi har set. Samtidig er vinden nu begyndt at løje af, så der vil heller ikke være så meget snefygning, siger Jørn Thomsen.

Han tilføjer, at der heller ikke er udsigt til meget sne i de kommende dage, selv om det bliver koldt med temperaturer under frysepunktet.

– Men nu er vi forbi snestorm og -fygning i denne omgang. Det bliver meget mere roligt i de kommende dage, siger Jørn Thomsen.

Busserne har stort set holdt stille i den nordlige del af Jylland i løbet af onsdagen.

Over 20 af skolerne i Nordjylland har holdt lukket, og mere end 175 butikker har ikke fået mælk og smør fra Arla. Samtidig har over 100 mælkeproducenter måtte hælde mælken ud. For ingen mælkebiler kunne nå frem og hente mælken.

Ifølge Falcks pressevagt er der foreløbig rykket ud til 2441 strandede billister, og tre ladebygninger er brast sammen under trykket fra sneen. Derfor opfordres ejere af lader og stalde til at rydde tagene for sne.

Vinterudsalget starter næste torsdag

FARSØ: På næste torsdag vil de gule udsalgsskilte og de mange stærkt nedsatte varer være udprægede i Farsøs butikker.

Der vil blive lokket med besparelser på op til 50% – eller mere, på tøj, sko og alle andre former for vareartikler.

Udsalgsstarten går næste torsdag kl. 9.00, og så er det med at være på pletten, for at få fingrene i kø -tilbuddene, der nærmest foræres væk, eller det øvrige rige udvalg af udsalgsvarer som butikkerne har mærket ned.   

Ud over udsalgstilbud med rigtig store besparelser, hører en varmende portion gule ærter også med til udsalgsstarten i Farsø. De gule ærter med flæsk og pølse – eller alternativet, røde pølser med brød serveres på Centertorvet i Farsø Rådhuscenter til middag mens menuen til aften er skiftet ud med stjerneskud til de voksne og Nuggets med Pommes Frites til børnene.  

Kig derfor udsalgsavisen fra Farsø, som er ilagt som 2. sektion til Farsø Avis i næste uge, godt igennem og vær forberedt på en god handel. 

Autogårdens tag kollapsede under sneen

Autigården Farsø

FARSØ: Som snevejret tog til i løbet idag, og lagde sit ellers smukke hvide dække på byens tage, udviklede det sig imidlertid faretruende hos bilværkstedet Autogården i Nørregade.

Væk er taget hos Autogården på Nørregade i Farsø, da snemasserne begyndte at tynge.

De store jernbjælker gav efter under vægten af den tunge sne

Bilværkstedets tag, der tog imod sne mængden på en stor tagflade, begyndte i løbet af formiddagen at knage faretruende over biler og mekanikere i værkstedet. Det fik bilværkstedets ejer Peter L. Nielsen til lynhurtigt at hive bilerne ud af værkstedet og få dem placeret udenfor og endnu bedre på nærliggende pladser af hensyn til sammenstyrtningsfaren.

De store jernbjælker begyndte at bøje mere og mere under snemassernes store vægt, og kun takket være en af værkstedets store lifte endte taget, til sidst, ikke helt på værkstedets gulv.

Lige nu arbejder håndværkere og mekanikere side om side i Autogården. Mindre reparationer såsom skift af batterier, dæk udføres fortsat i Autogården, mens større reparationer, der kræver lift udføres på lånebasis ude hos mekanikerkollegaer i byen, oplyser Peter L. Nielsen.

Det kræver lidt ekstra logistik, men alle reparationer skal nok blive udført, lover han. Peter L. Nielsen har valgt ikke at lukke sit værksted trods det manglende tag. Netop det kolde og vinterlige føre betyder, at der er flere biler der skal på værksted.  

Farsø Motionsklub sætter fokus på sundhed og bevægelse

FARSØ: Vi er nu kommet på den anden side af nytåret og Nytårsforsætter og ekstra kilo på sidebenene kan fortælle os, at der skal sættes fokus på sundhed og bevægelse.

Farsø Motionsklub starter sine populære motionshold op i denne uge – så det er bare at komme i gang.  

Formand for Farsø Motionsklub Maibritt Svendsen fortæller, at motionsklubben igen i år kan tilbyde mange nye former for træning, idet instruktørstaben er udvidet og dermed står med gode kort for at starte den nye sæson op.

– Samtidig er vi inde i en positiv udvikling, da de tidligere doping problemer ser ud til at være elimineret. Ved den sidste kontrol foretaget af Antidoping Danmark, blev ingen testet positivt, det er et godt signal og vi mærker da også en øget interesse for vores center fra mange fronter. Kommunen benytter i dag centret i formiddagstimerne, ligesom der i samarbejde med Sundhedscentret er oprettet hold omkring ”motion på recept”. Det er vigtige samarbejdspartnere for en forening som os, og sender et godt og positivt signal ud til befolkningen, udtaler formanden, og fortsætter: – Der har allerede nu været stor søgning til vores hold, der starter op i det nye år, det er dejligt og vi forventer os meget af de nye tiltag der er gjort i centret, på holdsiden og i spinning.

Women’s time
Kvinder i alle aldre tilbydes nu træning i Farsø Motionsklub på et lukket hold, hvor kun kvinder har adgang til motionscentret. Træningen tilrettelægges individuelt d.v.s. at man får en personlig guidet instruktion, ligesom der lægges et træningsprogram som er tilpasset individuelt. Træningen foregår også individuelt og tilrettelægges så både cardio- og styrketræningsmaskinerne indgår. Man bliver hver gang modtaget af instruktørerne Helle og Janne, som vil hjælpe i gang og give den fornødne råd og vejledning i forhold til sin. Det er op til den enkelte deltager, hvor lang tid der ønskes at bruges på træningen, og om der skal trænes en eller to gange ugentligt.

Der er mange fordele forbundet med at træne i fitnesscenterets træningsmaskiner. Desværre har mange kvinder svært ved at se sig selv svede og ase i maskinerne. – Det er en skam, siger Helle Rannes, der er innovatøren bag det nye koncept i Farsø Motionsklub. – For det første er der fordelene i at holde sig slank og i form, for det andet er der store sundhedsmæssige fordele såsom at forbygge knogleskørhed, forbedre styrken i musklerne og derved udsætte kroppens aldring. Det har længe været et ønske fra min side at kunne tilbyde kvinder i alle aldre at træne i fitnesscentret, og efter forhandlinger med bestyrelsen er det nu lykkedes at får to tider afsat pr. uge, hvor centret kun er åbent for kvinder, fortæller Helle Rannes.

MorgenFRUER i holdsalen
Dette hold har efterhånden kørt nogle år, og Annette Wirenfeldt, der er instruktør på holdet, glæder sig over at der er kommet nye ansigter på holdet og opfordrer flere til at melde sig til og deltage. Holdet er et tilbud til kvinder i alle aldre, da undervisningen er tilrettelagt så alle uanset alder og niveau kan deltage, og der kræves ingen forudsætning for at tilmelde sig, andet end lysten til at gøre noget godt for sig selv og sin krop. Annette Wirenfeldt, har flere uddannelser bag sig og har netop været på kursus hos Birgitte Nymann i træningsformen EFFEKT, en funktionel muskeltræning som gør kroppen bedre til at gøre de ting, du gør til hverdag og samtidig opnår du en bedre balance. Der arbejdes langsomt og kontrolleret i øvelserne, og det er primært kroppen selv som bruges som redskab i træningen. Samtidig er træningen på dette hold et miks af yoga og pilates træning, så der vil indgå flere former.

 Kom i top-form
Sussi Nielsen er igen tilbage i Farsø Motionsklub. Hun har tidligere kørt flere forskellige spinninghold, og vil nu kaste sig over noget nyt og gammelt. Sussi Nielsen har lavet et koncept, hvor man får lov at yde det bedste man kan. Formålet er at forbedre form og kondition, så man kan sætte nye mål for løb til sommer. Sussi Nielsen tilbyder en god opvarmning med tempokørsel i spinningsalen og efterfølgende skal løbeskoene på, og der skal løbes intervaltræning udendørs på centersbanen ved hallen. Sussi selv er allerede gået i træning for at kunne yde sit bedste og give god motivation for deltagerne på holdet. Der skal kæmpes og slides – men træningen tilrettelægges naturligvis den enkelte deltagers niveau og ønsker om mål.

 

 

Vinteren har bidt sig fast

VESTHIMMERLAND: Der er endnu et stykke vej til, at havene omkring Danmark fryser til is, men vinteren har bidt sig fast, og det betyder isdannelse på søer, åer og Limfjorden. Varer kulden ved med frost dag og nat, er det blot et spørgsmål om tid, før der kommer isvinter.

Vinteren og frosten har bidt sig fast og natten til søndag er der målt minus 16,5 grader i det Vesthimmerlandske.

Selv om vejret blev lidt mildere med temperaturer lige over frysepunktet og lidt sol her i starten af ugen, vil det ikke betyde noget. Det bliver ikke tøvejr af den grund, og kulden er tilbage igen fra det kolde hjørne i nordøst fra i morgen.

At man ikke kan tage en isvinter for givet viser 2007’s gennemsnitstemperatur, der var på 4,7 plusgrader i december, januar og februar.