Forside Blog Side 1131

Strandby tog hul på juletiden

STRANDBY: Juletiden er nu officielt startet. Det skete sidste søndag, hvor Strandby lagde ud med afholdelsen af årets første julemarked. Markedet fandt sted i Strandby hallen og havde 800 betalende gæster. Hertil kommer børn, gæster, frivillige og udstillere, så Strandby hallen var pænt fyldt hele dagen. Et besøgsantal, som Strandby Borgerforening og Strandby hallen, som arrangørerne er meget tilfredse med.

Nisser og juleartikler i alle afskygning var der at finde i Strandby hallen i søndags, hvor egnens første julemarked fandt sted.

Der var stor trængsel af børn i juleklippehjørnet. Her blev også mere end 60 julesokker hængt op til julemanden. Den 11. december vil de blive udleveret med indhold til børnene igen i forbindelse med juletræsfesten i Strandby hallen.

– Den generelle tilbagemelding fra udstillerne lyder på, at der var mange gæster og de var købevillige. Det er altid svært at vide på forhånd, hvad der efterspørges, men en del af boderne havde satset rigtigt, fortæller Henning Christensen fra Strandby hallen.

I løbet af eftermiddagen stod Knaber spillemændene fra Aalestrup for underholdningen med en række evergreens og et par julemelodier for gæsterne i Cafeen.

Cafeen blev årets udfordring, da Anitas Mad med meget kort varsel meldte fra. Her var gode råd dyre. Klemmen i Aars trådte til g lavede den planlagte mad. En flok hårdtarbejdende frivillige fik langet masser af håndmadder, frikadeller, gløgg og æbleskiver over disken.

– Udfordringen blev klaret med bravour, fortæller Henning Christensen.

Rigtig mange af gæsterne tilbragte meget lang tid på julemarkedet. Der var tid til mange ture rundt til boderne for at udvælge de rigtige ting. Nogle indkøb skulle overvejes en ekstra gang i Cafeen.

Der blev rigtig hygget i Cafeen. Mange mødes denne ene gang om året for at få sig en god snak og hygge sig. Når man har været til julemarked i Strandby kan julen godt starte.

For at få et hyggeligt julemarked, er der mange forberedelser med borde, stole og klargøring af stande, der skal klares. Bagefter er der et kæmpe oprydningsarbejde. Alt sammen klares af en flok tjenstvillige frivillige, som arbejder for hallen i Strandby.  

Julerierne er kørt i stilling

FARSØ: Julepynt, julegaver, juleguirlander, julemænd, julemusik, julefrokoster. Ja, vi kan ikke længere se os fri for, at årets hyggeligste tid er på trapperne.

På fredag er der julemarked hos Farmas, hvor hallerne ud over maskiner vil være fyldt med stande med juleartikler, julegaveideer, julegodter, konkurrencer og ikke mindst den populære grønlangkål.

Hvis man ikke allerede har fundet den søde julestemning frem, bliver der rig mulighed for dette i forbindelse med de kommende julearrangementer – end inden kalenderen viser 1. december.

De kommende weekender er der nemlig al mulig grund til at tage på rundtur til egnens mange julemarkeder og julestuer og måske får smagt på årets første gløgg og æbleskiver.

Allerede sidste weekend lagde julemarkedet i Strandby ud med julerier i lange baner. I denne weekend er der andre byer der tager over, herunder et par helt nye markeder i henholdsvis Ullits og Farsø.        

Jul blandt maskiner
Allerede ved indgangen til weekenden er det Farmas i Farsø, der tager sig af julerierne, nemlig på fredag med deres ”Julemarked blandt maskiner”, De store udstillingshaller vil derfor være festligt pyntet op med nisser og gran, så julestemningen kan brede sig til de store New Holland traktorer og mejetærskere.

Butik og salgsafdeling vil gøre deres bedste for at finde de bedste tilbud frem, så det er muligt både at få købt nogle julegaver eller få lavet en aftale om større investeringer.

Mange af Farmas’ kunder glæder sig til Julemarkedet, hvor der er mulighed for at høre om faglige nyheder, se på maskinerne, få en snak med sælgerne og hygge sig med naboer og andre landmænd. Et godt trækplaster er også markedets populære grønlangkål. 

Julestue på Skjoldborghus
Hvis man søger den gode og gammeldags julehygge er det julestuen på Skjoldborghus man skal lægge vejen omkring. Ud over juletræer, adventskranse og juledekorationer, kan man også smage på de hjemmelavede klejner og vafler i julestuen.     

Julemarkedet i Ullits er nyt
De Samvirkende Foreninger i Ullits er gået sammen om at starte et julemarked op i Ullits Minihal, som finder sted på lørdag. Efter foreningernes overbevisning skal det være et rigtigt julemarked med attraktioner for voksne såvel som børn på tværs af alle aldre. Markedet har inviteret mange lokale kunstnere, der hver har en stand, hvorfra de sælger spændende juleartikler. For det voksne publikum vil der endvidere være ølsmagning, og for børnene vil der være mulighed for at klippe og klistre julepynt til byens store juletræ. Desuden er der mulighed for at fremstille juledekorationer med kalenderlys. Og så kommer julemanden naturligvis også, som man kan aflevere sin julesok til.     

Også Galleri 14 starter eget julemarked
Med 750m2 og flere etager til rådighed er det mere end oplagt at Galleri 14 lægger hus til et julemarked. Kunstnerne inviterer indenfor i et smukt julepyntet galleri, og som det kunststed det er, vil det naturligvis være unika julepynt, dekorationer og gaveartikler, som man vil finde på julemarkedet. Ud over de 14 kunstnere selv, har galleriet også inviteret andre kreative boder med juleartikler til markedet. Julemarkedet i Galleri 14 finder sted på søndag.           

Julemarkedet i Gedsted
På søndag slår man portene op til det tredje julemarked i Gedsted. Det er igen Gedsted beboer- og Erhvervsforening, der i samarbejde med Gedsted Idrætsforening og hallens cafeteria, står for det store arrangement, og arrangørerne har sat alle sejl til for at få et flot arrangement. De besøgende vil komme i selskab med adskillige nisser og julepynt i alle afskygninger. Der kan købes dekorationer, julekort, forskellig brugskunst og tøj, ja der vil være noget for enhver smag og enhver pengepung

Jul på Hessel for 10. gang
”Juletræet med sin pynt” og ”Julens fantasi tæt på himlen” er de overordnede temaer for den 10. udgave af Jul på Hessel, der tager sin start lørdag formiddag med officiel åbning af Chr. Bach Iversen. Det gennemgående træk er fra år til år juletræerne, hvor der lægges vægt på gamle, men også fornyende traditioner indenfor julepynt. I det hele taget er det en lang række anerkendte kunstnere indenfor glas, tekstil, sølv – og naturligvis det gamle kunsthåndværk indenfor kugler, knipling, halmflet og papir der i år udstiller på Hessels juleudstilling, der ikke er et julemarked, men derimod byder på oplevelser med traditioner i autentiske omgivelser.  

Gammeldaws Jul på Torvet i Hvalpsund
Også et andet sted på Hvalpsund-egnen er der juleri. Det er på julemarkedet ”Gammeldaws Jul” på torvet ved Sparekassen i Hvalpsund. Bag søndagsmarkedet står Hvalpsund Borgerforening og Hvalpsund Gymnastikforening, der har arrangeret forskellige boder med juleartikler i alle afskygninger, ligesom der også vil være godt til ganen i form af gløgg og æbleskiver. Alt sammen i en hyggelig og gammeldags julestemning.

Det er 4. år, at markedet holder til på Torvet midt i Hvalpsund – og de to arrangører er bevidste om usikkerheden ved vejrliget, men det kan en lun frakke klare.             

Kongshøjgaard disker op med håndlavede julegaver
Som noget nyt, er også den kreative Produktionsskole Kongshøjgaard, hoppet med på julerierne. På søndag vil der være åbent værksted og butik. Her er julegaverne håndlavede og med specielt design. Så søger man en julegave til den der har alt, er muligheden for at finde det rette her.   

Alt om julen i næste uges husstandsomdelte juleavis
Endnu flere julemarkeder følger den efterfølgende weekend, hvor julemarkedet på Vitskøl kan nævnes og julemarkedet på Højgården om lørdagen.

Om søndagen, som ligeledes er første søndag i advent, vil der også være åbent i Farsø’s butiker, så der rigtig kan blive taget fat på julegave indkøbene.  

Alt dette vil der være mulighed for at læse mere om i Farsø Avis særlige juletillæg – Juleavisen 2010, som omdeles til samtlige husstande i Vesthimmerland i midten af næste uge.  

Julens populæreste mand tænder julelysene i Farsø i dag

FARSØ: Når mørket falder på i eftermiddag har Farsø allieret sig med manden, som kan give såvel børn som voksne julelys i øjnene

Manden i den røde dragt og med det hvide skæg har lovet at stige til vejrs for at tænde det store træ på Store Torv, der er lyskontakten til julebelysningen i resten af byen.

 

Men allerførst får alle børn med deres julesokker til opgave at vække den gæve mand, som har slumret sødt på loftet på Torvet 1 siden sidste jul.

 

Mon ikke de glade barnestemmer kan få ham ud af fjerene, og får ham til at tænke på gaver og begive sig ud i midtbyen for at sprede sang, musik og duften af brændte mandler og nybagte vafler.

 

Transporten vil blive foretaget med juletoget, der for øvrigt eftermiddagen igennem vil køre ture med børn og voksne med start og stop på Lille Torv.

 

Når julelysene i Farsø er tændt kan julemanden starte på en af sine vigtigste opgaver denne jul, nemlig at få fyldt lækkerier i børnenes julesokker, som de kan afhente igen i december.             

 

 

Stemningsfuld 80’er fest trak for få

FARSØ: 80’er festen i Dronning Ingrid Hallerne i lørdags blev desværre ikke den samme succes, rent publikumsmæssigt som sidste år. Det kan arrangøren, Håndboldens Venner, nu konstatere ovenpå en ellers stemningsfuld og rigtig god fest for de lidt over 400 gæster der mødte frem.

Som koncertnavn til 80’er festen var der valgt På Slaget 12. Et orkester der med sit ”Let’s Dance” repertoire forstod, at sætte gang i halballet, som arrangementet i folkemunde blev kaldt i løbet af aftenen.

I modsætning til de tidligere år, blev kun hal B taget i anvendelse, dog med scener i hver sin ende.

Af praktiske årsager med hensyn til sceneskift, blev The Real Bountys aflyst under VIP-spisningen, således På Slaget 12 kunne gå på scenen til annonceret tid. I stedet blev det Cahir, der stod for dinér musikken for de godt 60 VIP-gæster.       

Formand for Håndboldens Venner, Thomas Stentoft Jensen, fortæller at tema festen desværre ikke tålte en gentagelse.

–  Vi arbejder derfor allerede nu, med at få koncertarrangementet op i det gear, som alle husker med Safri Duo, Sanne Salomonsen og Infernal, siger Thomas Stentoft.

Så man kan godt regne med et af de store og aktuelle koncertnavne på plakaten igen næste år. En anden mulighed er et stand-up show, fortæller Thomas Stentoft.  

Thomas Stentoft erkender, at de store navne kan være en økonomisk satsning, men det er det der skal til for at få 1.500 vesthimmerlændinge til mødes til en ’superfed’ og uforglemmelig aften.

Håndboldens Venner havde for to år siden Gnags som det store koncertnavn, desværre appellerede bandet ikke lige til det vesthimmerlandske publikum og koncerten gav Håndboldens Venner en økonomisk lussing, som var svær at komme sig over.

Heldigvis gav Håndboldens Venner ikke op og diskede i stedet op med 80’er festen sidste år, som gav oprejsning med 1.100 gæster og altså mod på en gentagelse i år. 

Kassen er endnu ikke gjort helt op for 80’er festen i lørdags. Men vurderingen er, at arrangementet kan holde skindet på næsen rent økonomisk, for de fremmødte gik godt til den i de tre nostalgiske 80’er barer indtil festen sluttede kl. 02.00.

Thomas Stentoft fortæller, at al det praktiske omkring arrangementet gik som planlagt. og i den forbindelse gerne vil rette en stor tak til sponsorer og frivillige hjælpere som hjalp til med afviklingen af 80’er festen.      

 

Mange ville være brandmand for en dag

FARSØ: Det er både svært, men også lidt skræmmende at kravle rundt med røgdykkerudstyr på, når glasset i masken er klisteret til med sort tape. Det måtte flere erfare, da de isidste lørdag prøvede at være brandmand for en dag.

Interesserede kunne forsøge sig med at klippe i biler, prøve brandmandens røgdykker udstyr og se byen i 26 meters højde. På stationen i Farsø kunne man også kigge nærmere på beredskabets redningsbåd.

Brandstationer over hele landet satte både biler og mandskab ind for at få endnu flere borgere til at blive deltidsbrandmænd. På Falck stationerne i Farsø og Aalestrup kunne deltagerne forsøge sig med at klippe i biler, prøve brandmandens røgdykker udstyr og se byen i 26 meters højde. Redningsbåden var kørt frem og beredskabets forplejnings enhed serverede gullasch.

Det var imponerende at se, hvor engageret og modigt flere borgere gik op i øvelserne. Jeg tror flere blev overraskede over, hvad det egentlig kræver at være brandmand. Men netop udfordringerne er en af de vigtigste grunde til, at mange melder sig til at være brandmand på deltid. Fællesskabet og det at kunne gøre en forskel er grunden til, at de bliver ved, siger brandinspektør Klavs Bojsen.

Formålet med eventen ’Bliv brandmand for en dag’ var at hverve flere brandmænd til det kommunale beredskab. Det danske brandvæsen bestod i 2009 af cirka 9.500 personer. Af disse var godt 4.200 ansat på deltid.

– Flere af deltagerne var meget interesserede i at snakke med brandmændene fra beredskaberne og høre om deres erfaringer med arbejdet. Så jeg håber meget, vi snart kan byde nye velkommen, siger brandinspektør Klavs Bojsen fra Vesthimmerlands kommune.

 

Byporte med kort til byen

OVERLADE: Alle veje fører til Overlade kan man nærmest betegne det initiativ som Overlade borgerforening har taget samarbejde med den lokale kunstmaler Jørn Bjerge.

Her ses billedkunstner Jørn Bjerge (t.v.) og næstformand i Overlade borgerforening Egon Nielsen ved en af de nye byporte med kunstnerisk plan over byen.

Borgerforeningen har selv stået for udførelsen af de to byporte i jern, som er opsat i begge ender byen ved Bjørnsholmvej, mens Jørn Bjerge har malet de to kunstneriske kort, som byportene er udstyret med.

 

Kigger man nærmere på kortene, der naturligvis er udført i to udgaver, set fra hver sin ende af byen, har afbilledet byens vigtigste samlingspunkter nemlig kirken, skolen, hallen, brugsen, tanken, sparekassen, sportspladsen, søen, Katinka m.fl. I baggrunden anes sågar Limfjorden.           

7 års fødselsdag markeret i Galleri 14

FARSØ: Tiden går hurtigt og det er nu efterhånden syv år siden at 14 modige lokale kunstnere gik sammen om at åbne landets største galleri i Farsø.

Fejringen af Galleri 14’s fødselsdag skete med kunst, musik og tale.

Sidste søndag blev de 7 år fejret med velkomst til et nyt medlem af Galleri 14 gruppen, nemlig Niels Norman  Brygger og en fødselsdagstale af Jørn Bjerge om galleriets første 7 år og glæden ved kunsten.

Iøjnefaldende for kunsten i Galleri 14 er dens forskellighed i udtryk og teknikker. Kort og godt, som Jørgen Bjerg udtrykte det i sin tale, er der mange måder at formidle kunst på.

Efter talen var der musik fremført af Ester Elmlund på tværfløjte, datter af Galleri 14 kunstner Kiki Elmlund. Ester blev akkompagneret af Jørn Bjerg på guitar.      

Fødselsdagen bød også på offentliggørelsen af Farsøs julemærke 2010, som Galleri 14 kunstner Gitte Rohde står bag.

I aften er der 80´er fest

FARSØ: Scenen er sat – og man kan godt indstille sig på et nostalgisk gensyn med et festligt årti, når Håndboldens Venner i aften byder velkommen til 80’er fest i Dronning Ingrid Hallerne.

I aften spiller et Danmarks største popbands fra 80’erne På Slaget 12 til 80’er festen i Dronning Ingrid Hallerne.

Aftenens højdepunkt bliver uden tvivl et 80 minutters genhør med et af 80’ernes største danske poporkestre På Slaget 12 med den mindst lige så kendte sangerinde Ann-Mette Elten i front.   

Traditionen tro starter festen med et VIP-spisearrangement med en luksusmenu bestående af en 80’er buffet fra Hotel Farsø. Med til 80’erne hører også de legendariske barer Thit Inn og Storm T. og de findes naturligvis også i hallerne til 80’er festen, endog med en del kendte bartender ansigter fra de forgangne 80’ere.

Ud over På Slaget 12, vil der under selve spisningen til VIP-arrangementet være livemusik af ”The Real Bountys”, ligesom Diskotek Venus og Peter Christensen, der som bekendt også havde sin start i 80’erne, vil spille op med kendte 80’er hits hallen.  

Er man mere til hyggemusik fra 80’erne er det musikeren Cahir, man skal lægge øre til over en kold fadøl i Slyngelstuen, som Håndboldens Venner kalder hal b, senere på aftenen. Skulle man derimod blive sulten, er det i den udendørs ”Cafe fodkoldt” at Hotel Farsø står klar med ægte 80’er burgere.    

Med andre ord er der lagt op til en fyrig 80’er aften med hygge, dans og folk fra hele Vesthimmerland. 

Har man endnu ikke sikret sig en billet til 80’erne på forhånd, kan købe adgangsbillet ved indgangen inden koncertstart, dog med undtagelse af VIP-arrangementet, som kræver at man har købt billet i forvejen.

Vester Hornum modtager af Landsbyprisen 2010

VESTHIMMERLAND: Himmerlands Ungdomsskole i Havbro dannede i torsdags rammen om landsbyernes årsmøde.

Aktionsgruppen fra Vester Hornum blev årets modtager af Landsbyprisen for deres måde at sætte fokus på deres område ved en stor og meget engageret fælles indsats. Her ses Aktionsgruppen: Kristian Lorenzen, Søren Vasegaard, Pia Gravesen, Anne-Dorte Simoni og Randi Kristensen ved overrækkelsen.

På denne regnfulde novemberaften var omkring 100 vesthimmerlandske landsbybeboere mødt op til et stort og meget varieret program.

Der var oplevelser for alle sanser. Ungdomsskolen leverede en fremragende efterårsmenu, mens elever fra skolen på smukkeste vis akkompagnerede til fællessang.

Stadig væsentlige opgaver for landsbyerne
Aase Hansen, formand for Landsbyudvalget, kom i sin beretning ind på nogle af de væsentlige sager, som Landsbyudvalget har arbejdet med i det forløbne år.

Aase Hansen nævnte arbejdet, der i øjeblikket sker med nedrivninger af huse rundt omkring i kommunen. Samtidig pointerede Aase Hansen, at de enkelte landsbyer stadig har væsentlige opgaver foran sig med forskønnelse af landsbyerne, og ikke mindst med fokus på de tomme grunde, der vil være efter nedrivningerne af de faldefærdige huse.

Landsbyudvalget ser frem til at følge projektet omkring Vilsted sø, hvor en række landsbyer skal arbejde med netop deres områdes udvikling.

De midler Landsbyudvalget har haft i deres budget, er anvendt til at igangsætte mange lokale projekter.  

Landsbyudvalget har i løbet af året afgivet en del høringssvar, som alle har haft berøring til landsbylivet. Alt i alt et år med en massiv indsats fra udvalget for en udvikling af de Vesthimmerlandske landsbyer.

Aase Hansen sluttede af med at takke udvalget og landsbyerne for et godt og givende samarbejde.

Formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Jan Dyregaard, orienterede om nogle af de mange politiske sager, der vedrører landsbyerne. Han omtalte bl.a. handlingsplanen for Landsbypolitikken, skolestrukturen og renoveringen af de kommunale haller.

Jan Dyregaard satte gang i et lille, men meget spændende blomsterprojekt, en idé der blev født på et tidligere afholdt møde om byforskønnelse. Park og Vej havde pakket en pose med blomsterløg, som de enkelte landsbyer kunne tage med hjem og sætte ved byskiltene. Til foråret vil alle borgere så forhåbentlig kunne nyde synet af en flok blomstrende landsbyer.

Landsbypris for stor og fælles indsats for Vester Hornum
Aftenen sluttede af med overrækkelse af Landsbyprisen 2010. Næstformanden for landsbyudvalget Niels Heebøll kom ind på betydningen af ordet pris og titlen på prisen, måske burde prisen hedde Tordenskjolds soldaterpris, eller ”til kamp mod den rådne banan-pris” men en ikke særlig mundret titel, så titlen er fortsat Landsbyprisen.

Prisen gik til Aktionsgruppen. Gruppen er sammensat af foreningsrepræsentanter fra borger- og landbyforeningerne i Hyllebjerg, Gatten og Vester Hornum. Gruppen har formået at sætte fokus på deres område ved en stor og meget engageret fælles indsats. Blandt andet har de budt på et Åbent Hus arrangement i april, hvor Vesthimmerlands byråd på VIP vis blev vist rundt i Vester Hornum. Et arrangement som vandt stor mediebevågenhed. Derudover blev aktionsgruppen rost for den husstandsomdelte folder og fremstillingen af postkort. Prisen var et flot diplom og en gavecheck på 5000 kr

Endelig fik alle en stor oplevelse da aftenen sluttede med en musikalsk optræden af Karl Martins All Stars, fra Vester Hornum – de fik salen til at gynge, og alle sang med.

Alle landsbybeboere gik hjem med en pose blomsterløg, mange indtryk og endelig forhåbentlig også, en lyst til at gå hjem og gøre en forskel i egen landsby.

Julelysene tændes om en uge

FARSØ: Vinteren nærmer sig, og de mørke aftener har indfundet sig. Men i Farsø vil der i den kommende tid være masser af lys i mørket.

På næste torsdag tændes julebelysningen i Farsø og dermed kan juleaktiviteterne i Farsø begynde

På næste torsdag bliver byens flotte julebelysning nemlig tændt – og det kommer vanen tro til at ske med mange hyggelige aktiviteter på byens to torve, Store Torv og Lille Torv hvor juletoget vil køre med børn og voksne i pendulfart imellem dem.

Byens store juletræ er opstillet på Store Torv, og det er der kun en mand, som er kompetent nok til at tænde: Julemanden. Han har siden sidste jul slumret sødt på loftet på Torvet 1, men nu er det tid at få ham vækket og i arbejdstøjet. DDS-spejdernes dygtige hjælpenisser har igen i år påtaget sig denne opgave, og de har også lovet at gå med rundt om det store træ og synge.

Et lokalt kor vil underholde med julens stemningsfulde sange, og der er også julemusik på nodepapiret hos Løgstør Musikforsyning, som man ligeledes kan møde på torvet.

Skulle sulten indfinde sig, er der også råd for det. På torvet vil der være mulighed for at købe brændte mandler, ligesom spejderne står klar med deres populære vaffelbod, hvor der hvert år er lang kø af lækkersultne børn og voksne.

Endelig er der en årelang og meget populær tradition, som også fastholdes, når børnene skal aflevere deres julesokker til julemanden på Torvet 1. Her vil julemanden og hans hjælpenisser i den kommende tid fylde de mange sokker med gode ting og sager, så de er klar til at blive afhentet af de forventningsfulde børn i december.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.