Dette foto er fra Hvalpsund i dag lørdag, hvor fjorden var blikstille. Det betød at selv nybegyndere på paddleboard og i kajak kunne begive sig ud på fjorden.
LIMFJORDEN: Når blæsten ikke går frisk over Limfjordens vande, så er kyststrækningerne ud for Hvalpsund, Illeris, Ertebølle, Trend og Rønbjerg perfekte til vandaktiviteter.
Særligt padleboards og kajakker er populære, og kan føres af alle uden forudgående instruktion.
Derfor har det også været populært denne sommer at leje både paddleboads og kajakker i Hvalpsund, Ertebølle og Trend hos de lokale udlejningssteder.
HVALPSUND: Sommervejret er meget omskiftligt. Fra at være hedt og blikstille skiftede det i starten af sidste uge til blæst og regn.
Og man kan sige at vejrskiftet absolut ikke var badeegnet for vandtrampolinen ved Hvalpsund Badeanlæg rev sig løs og drev heldigvis op på stranden. Alt blæsten også satte røre under vandet viste den store mængde tang som ligeledes blev kastet op på stranden.
Vandtrampolinen kommer på plads igen ligeså snart vinden tillader det, for den skal sejles på plads og fastgøres fra båd.
HVALPSUND/ERTEBØLLE: Flere og flere kører el-bil. Og særligt nu hvor mange turister aflægger området besøg, kan der blive rift om de få offentlige standere der er.
I foråret lancerede Ertebølle Strand Camping i samarbejde med OK. 2 stk. 11 kwh standere ved ”Den Gule Gård”. Nu er Hvalpsund Færgekro fulgt efter, ligeledes i samarbejde med OK, hvor en ladestander med 2 udtag er opsat på kroens p-plads. Begge steder skal man bruge OK’s app for at kunne lade.
Også i Farsø i forbindelse med Farsø Rådhuscenter i Farsø midtby og ved Aldi og Netto i Farsø nord er der mulighed for at lade el-bilen ved offentlige standere.
I Farsø Rådhuscenter er der rift om Velkomstposerne, som der pt suppleres op af et par gange om ugen, for at alle interesserede kan få.
VESTHIMMERLAND: Når man ankommer som turist til Vesthimmerland får man udleveret en velkomstpose ved ankomst til campingplads, hotel eller anden overnatningsform.
– eller så vil man blive den tilbudt på synlige steder, såsom infosteder, indkøbscenter, museer og andre steder, hvor man som turist kommer.
Velkomstposerne blev oprindeligt opfundet af den nu nedlagte Farsø egnens Turistforening og overgik siden til VisitVesthimmerland.
Eftersom VisitVesthimmerland forrige år blev til Destination Himmerland og dermed skulle varetage opgaver for såvel Vest- som Østhimmerland, så blev Velkomstposerne et af de produkter som blev nedprioriteret og sandsynligvis ville udgå.
Derfor tilbød Rabøl Grafisk Produktion i Farsø at indgå i et samarbejde omkring koordinering, trykning og distribution af Velkomstposerne, hvilket Destination Himmerland takkede ja til.
Velkomstposerne er for længst kommet ”ud at arbejde” for de attraktioner og tilbud som er med i posen. Det er fortrinsvis lokale vesthimmerlandske tilbud, men også enkelte udenfor Vesthimmerland.
Velkomstposerne er blevet taget godt imod af egnens turister, men også lokale som ønsker at opleve deres egn m.h.t. historie, natur og kultur i Vesthimmerland.
Rabøl Grafisk Produktion har været flittige til at fylde op med velkomstposer, hvilket især er tydeligt i Farsø Rådhuscenter, hvor der p.t. fyldes op et par gange om ugen.
Det betyder også, at poserne indenfor få uger slipper op, men så har de også tjent deres formål, nemlig at få egnens turister og lokale ud at se alt det seværdige og oplevelsesrige Vesthimmerland har at byde på denne sommer.
Til salg skiltet er sat op på tidligere Restaurant Marina’s grund. Vesthimmerlands Kommune er sælger og der skal bygges boliger på grunden.
HVALPSUND: For næsten præcis et år siden lukkede Restaurant Marina på Lystbådehavnen. Nu er grunden, hvorpå Restaurant Marina står, udbudt til salg af Vesthimmerlands Kommune
Marina har nemlig i 50 år stået på kommunal lejet grund, og det er nu meningen at grunden skal sælges til opførelse af boliger.
Vesthimmerlands Kommune regner med at flere interesserede investorer vil byde ind på den måske bedst beliggende grund i Hvalpsund, og en af de bedste i hele kommunen. Fra grunden er der nemlig ugeneret og fri panoramaudsigt over Limfjorden og lystbådehavnen i Hvalpsund.
Fra Marina grunden er der panorama udsigt over fjorden og lystbådehavnen i Hvalpsund.
En del af arealet mod Lystbådehavnen er dog udlagt til autocamperplads.
Grunden sælges til boligformål og derfor er det købers opgave at stå for nedrivningen af den nuværende Restaurant Marina. I lokalplan 1036 står det desuden beskrevet, at arealet er udlagt til tæt lav bebyggelse, altså 6,5 meter i højden. Der bliver således ikke mulighed for etagebyggeri.
Bebyggelsesprocenten på den 5.300 m2 store grund er 60%. Det er i øvrigt de samme betingelser for byggehøjde og bebyggelsesprocent der gælder for det byggeri som Aars Boligforening er i gang med at opføre på nabogrunden til Marina.
I udbudsmaterialet står der at arealet udbydes uden mindstepris og tilbuddet kan fremsættes som et projektudbud såfremt køber har mulighed for det, men det er ikke et krav.
Køber overtager både grund og den tidligere ”Restaurant Marina”. Bygningen skal nedrives og køber bekoster selv nedrivning og alle udgifter i forbindelse hermed, bl.a. bortskaffelse, byggemodning og fundering.
Det er mulighed for investorer at byde på grunden indtil midten af september.
Her viser campingpladsejerne – Anette Jørgensen fra Troldebakken Camping i Trend og Lars Brandt fra Ertebølle Strand Camping hvor let det er at få såvel lejet kajak som SUP board til vandet i Trend.
TREND: Trend er kendt for sit lave vand, som gør det særdels velegnet til at prøve nye vandaktiviteter.
På sommerdage med stille vindforhold, vil der i denne uge og i næste uge være muligt at leje en Sit on Top Kajak eller et SUP Stand up Paddle board på stranden i Trend.
I denne og næste uge vil der være mulighed for at leje Sit on Top Kajak eller et SUP Stand up Paddle board på stranden i Trend.
Det er et samarbejde mellem Troldebakken Camping i Trend og Ertebølle Strand Camping, der gør det muligt at tilbyde badegæster noget sjov på vandet til en fornuftig penge.
-Med til udstyret hører også den obligatoriske redningsvest, fortæller Lars Brandt fra Ertebølle Stand Camping, der hver dag bringer og henter udstyret på Trend Strand, og samtidig bemander udlejningstraileren med Rasmus Immersen fra Farsø.
Traileren vil blive opstillet ved toiletbygningen i den sydlige ende af stranden, typisk fra kl. 10.00 til kl. 16.00 Leje betales med Mobile Pay.
Man kan klæde om på toilettet og få opbevaret sit tøj og ejendele i en pose i traileren under opsyn, mens man har det sjovt ude på vandet.
Projektet er støttet af Kystpuljemidlerne fra Vesthimmerland Kommune
Den nye vej bag om Restaurant Marina er nu etableret
HVALPSUND: I de seneste måneder har dele af Fjordvej været spærret for gennemkørsel.
Aars Boligforening er i gang med at opføre 6 nye lejeboliger ved Lystbådehavnen i Hvalpsund
Vejen har først været brudt op for at nedlægge kloak og fjernvarme til nye boliger ved lystbådehavnen
Sådan ser det nye vejforløb ud.
Dernæst er Fjordvej ved Lystbådehavnen blevet lagt bag om den tidligere Restaurant Marina. En omlægning der har kostet Vesthimmerlands Kommune kr. 2,3 mio., som både er nødvendig for de nye boliger, men som også giver bedre og sikrere færdsel og ophold for Hvalpsunds mange besøgende fra både vand- og landsiden.
Området ligger i forlængelse af den nye promenade og strandplads, som etableres næste år. Planerne for områdefornyelsen kan læses her
FARSØ: Også sæsonens 2. Hot Sommer aften, mandag aften i Farsø, med temaet ”Outdoor” var ”hot”.
Der var stor interesse for denne Hot Sommer aften, og byen fik virkelig mulighed for at vise overfor egnens sommergæster – som der var rigtig mange af, at Farsø er byen – hvor der handles, der ligeledes er byens slogan og ikke kan fornægtes.
Midtbyen var fyldt med mennesker. Det var som om alle var enige om, at man skulle en tur til Farsø.
Populært af få sin aftensmad i Farsø mandag aften Der var således allerede ved aftenens start fyldt med spisende til Street Food på byens udendørs torve og centertorvet i Farsø Rådhuscenter, der alle bød på forskellige retter leveret af lokale madleverandører.
Vejret var også særdeles sommerligt og hvem kunne ikke tænke sig at slå sig ned i aftensolen med en kølig fadøl og lytte til Kim Larsen numre fra Lune Carlsen.
Politikerdyst Kl. 19.00 lagde Bjørn Jakobsen og Uhrehøje an til dyst på Stationsvej. ”Politikerdysten” stod mellem fire af Vesthimmerlands kvindelige byrådspolitikere. På hold 1 fandt man Signe Nøhr og Liselotte Lynge. På hold 2 Inger Nielsen og Theresa Berg Andersen.
I alt seks dyster skulle byrådspolitikerne igennem før vinderholdet var fundet og kunne hejse Dannebrog som bevis på sejr.
Først skulle der skydes med bue og pil, så samles et puslespil, kastes pinde i en balje – med bind for øjnene, fyldes vand i et rør, flækkes træ med en økse og til sidst lave ild for at brænde en snor over.
De første fem discipliner vandt hold 2 bestående af Inger Nielsen og Theresa Berg Andersen med et solidt forspring. Men alt blev sat over styr i sidste disciplin, hvor det var svært at få ilden til at brænde. Med andre ord Signe Nøhr og Liselotte Lynge vandt indenom og tog sejren.
Næste mandag er temaet for Hot Sommer i Farsø landmandsliv.
HVALPSUND: I denne uge mødtes alt godtfolk, vanen tro, til havnefest og kræmmermarked i Hvalpsund. Og havnefesten var godt besøgt.
Tirsdag aften lagde Havnefesten ud med Havnefestgudstjeneste i festteltet. 25 mødte frem til sognepræst Steen Rughaves gudstjeneste.
Fyldt telt til Havnebanko 250 spillere indfandt sig til Havnebanko i festteltet onsdag aften, hvilket betød at teltet var fyldt til sidste plads. Bag Havnebanko stod Hvalpsund Fællesforening – så mon ikke det giver et klækkeligt bidrag til idrætsklubberne i Hvalpsund.
50 løbere til Hvalpsund Løbet Torsdag aften var der Hvalpsund Løb. 50 løbere stod klar ved start til at tage den naturskønne rute på 6,5 km gennem Hvalpsund og omegn. Første løber var i mål efter 24,16 minutter.
Kræmmerhandel 15 kræmmerboder, som var det antal der var plads til, kunne fredag slå teltdugen til side og åbne op for salget på Havnepladsen. Lørdag kom endnu flere folk fra nær og fjern for at tage et kig på kræmmermarkedet.
600 kr. gravet frem Fredag eftermiddag var det børnenes tur til at boltre sig i en stor sanddynge for at grave efter ”guld”. Rigtig mange børn var klar med deres hænder, og i løbet af kort tid var klingende mønt af en samlet værdi på kr. 600, gravet op til overfladen.
Smag påHvalpsund Herefter fandt Borgerforeningens samarbejde med byens spisesteder og Lions Farsø sted. 196 personer begav sig på en lækkerbisken af en tur gennem Hvalpsund med 7 stop undervejs. De fleste stop var hos spisestederne i Hvalpsund, men også Friplejehjemmet, Dagli Brugsen og boder opsat på Illerisørevej og Fjordvej repræsenteret ved Lounsgaarden, Hessel og Hvalpsund Familie Camping fik besøg.
4 familier og 5 dyster Herefter stod der familiedyst på programmet. En tradition der fandt sted for 8. gang, hvor fire familier stod klar til at dyste i sækkevæddeløb, oppustning af balloner på tid, æggevæddeløb og sømblok. Dysten blev vundet af Fam. Christensen. De øvrige deltagende hold var Fam. Andresen, Fam. Bredsgaard og Fam. Tangaa.
Stuvende fyldt telt Havnefestbal Lørdag aften var 158 spisende gæster på plads til havnemiddagen. Efter middagen indtog yderligere 100 danseglade teltet til teltballet med Roulet, så teltet blev fyldt.
Optog og plankeslagsmål Søndag sluttede havnefesten af med de meget publikumsvenlige indslag, optoget og plankeslagsmålet.
Fem indslag til optoget 3 voksenindslag og 2 børneindslag havde meldt sig til optoget.
Vinder af voksenoptoget blev Hårværk med Mary. På 2. pladsen fulgte Hessel der reklamerede for sin ”Høstdag”. På 3. pladsen fulgte Hesselvang, der var stolte af at blive kåret som ”Danmarks Bedste Plejehjem”.
I børnekategorien vandt indslaget ”Lagkagehuset” – hvor der spurgt hvorfor man nu skal hedde kageperson. Det andet indslag var Fjordens Perle.
8 kæmpede på planken 2 kvinder og 6 mænd tog i år udfordringen op på planken i Fiskerihavnen.
Det var et stærkt felt. Tidligere mester Bo ”Taxa” Pedersen og Mads Albrechtsen havde holdt hinanden op på op igen efter mange års pause. Og blandt kvinderne havde Laura Dinesen og Kirsten Andresen sat hinanden stævne.
Mange skulle en tur i baljen før vinderne blev fundet. I herrefinalen stod Kaare Tougaard Dinesen tilbage overfor Bo ”Taxa Pedersen. Bo måtte overgive sig. Hos damerne var det Laura Dinesen der vandt 2-0.
Traditionen tro var der mange tilskuere til både optog og plankeslagsmålet.
Fyldt festtelt sluttede festen af Mange fulgte også med til eftermiddagens koncert med Ole Gas i festteltet. Det var populære Gasolin og Kim Larsen numre og derfor blev teltet for anden dag i træk fyldt med festglade mennesker frem til kl. 20.00, hvor årets Havnefest sluttede af med manér.
Farsø Fjord Camping har fået fem nye petanquebaner som er sat i stand af campisterne selv. I dag blev der afholdt stævne med deltagelse af 36 campister på banerne.
STISTRUP: De blanke petanque kugler skinnede om kap i solen, da der i dag blev afholdt et kæmpe petanquestævne på Farsø Fjord Camping med deltagelse af 36 campister fordelt på 9 hold.
Stævnet kommer sig af, af at 14 nye fastlæggere er kommet til campingpladsen denne sæson efter at Ulbjerg Camping lukkede sidste år.
Sidste efterår fik vi derfor besøg af Tage Rasmussen, fortæller lejrchef Carsten Jelle. Han var på campinggruppens vegne sendt ud for kigge på campingpladser i området.
Tage Rasmussen har sørget for at campinggruppen af petanquespillere har fået deres fastlæggerpladser på Farsø Fjord Camping og at banerne er blevet sat i stand
Tage Rasmussen kommer selv fra Fårup. De øvrige campister kommer også fra området ved Randers, men der er også enkelte fra Vesthimmerland.
Fælles for alle er, at de er vilde med at spille petanque og gerne gør det hver weekend hvis de kan komme afsted med det.
Ud over at have plads til 14 vogne, så var kravet altså også en ordentlig petanquebane, for at komme i betragtning.
-Jeg viste dem petanquebanen her på pladsen, fortæller Carsten Jelle, og jeg vidste godt at den slet ikke levede op til gruppens standard.
Men det afskrækkede slet ikke Tage Rasmussen, for han kunne se mulighederne i banen for selve campingpladsen var perfekt – også som fastlæggerplads.
-Jeg foreslog derfor Carsten at vi renoverede banen mod at han betalte materialerne, for Tage Rasmussen. Det var han helt med på.
Det betyder, at 1 bane nu er blevet til 5 baner, således at vi også kan afholde stævner. Derudover har vi også fået en skurvogn, som vi har sat i stand. Fra den kan vi sælge kølige drikke, fortæller Tage Rasmussen.
Han har været campist siden 2001, men det var først for 7-8 år siden at han fik interesse for petanque – og er blevet bidt af det, ligesom resten af gruppen.
Der er næsten altid nogle i vognene i weekenden, og så tager vi naturligvis en omgang petanque. Der er også meget socialt i det. Vi hygger os, siger Tage Rasmussen inden han afbryder. Jeg skal altså lige spille, det er vist min tur!.
Lejrchef Carsten Jelle (i lilla trøje) ser tilfreds til, at petanquebanerne er blevet opgraderet og de bruges flittigt af de nye campister – næsten hver weekend.
Farsø Fjord Camping er i det hele taget en meget aktiv plads. Mens lejrcheferne Carsten og Jane Jelle passer deres arbejde med de mange daglige opgaver på pladsen, så træder campisterne til med aktiviteter.
For tiden er der poolparty for børn hver lørdag eftermiddag. Men der arrangeres også banko, fælles grillaftener, tupperware party og meget andet. -Det glæder os rigtig meget og gør pladsen til noget særligt for vore gæster, siger Carsten Jelle.