Forside Blog Side 36

Mindre læseferie – flere skoledage for 9. klasser i eksamensperioden

VESTHIMMERLAND: 9. klasse elever i Vesthimmerlands Kommune skal fremover møde mere ensartet op i skole under eksamensperioden. Det står klart, efter Børne- og Familieudvalget har godkendt en ny fælles ramme for skolegang i de uger, hvor afgangsprøverne afvikles.

Baggrunden er Folkeskolens Kvalitetsprogram, som har haft til formål at lette prøvetrykket for eleverne. En konsekvens har været længere perioder med såkaldt “læseferie”, hvor eleverne ikke har haft fast skolegang. Det har dog givet anledning til uens praksis mellem kommunens skoler – og til lokale diskussioner, når elever er blevet kaldt i skole i ferieperioden.

Derfor har skoleledelserne i kommunen ønsket en politisk afklaring.

– Skolerne har haft meget forskellige tilgange til eksamensperioden, og det har skabt usikkerhed for både elever og forældre. Der har været et klart ønske om en mere ensartet kvalitet, lyder det fra skoleforvaltningen.

Fem ugers eksamensperiode
Eksamensperioden for 9. klasser strækker sig over fem uger og rummer både skriftlige og mundtlige prøver i blandt andet dansk, naturfag og et udtræksfag. Samlet set er der 21 mulige skoledage i perioden, men hidtil har fremmødet varieret fra skole til skole.

En arbejdsgruppe med skoleledere fra Aars Skole, Østermarksskolen, Farsø Skole og Toppedalskolen har udarbejdet et fælles forslag. Erfaringerne viser ifølge skolerne, at obligatorisk fremmøde giver bedre forberedelse, mindsker eksamensangst og især hjælper de elever, som ellers har svært ved at strukturere læsningen på egen hånd.

– Hvis tilbuddene er frivillige, er det ofte netop de elever, der har størst behov for støtte, som ikke møder op, lyder vurderingen.

Minimum 13 skoledage
Med den godkendte indstilling skal 9.klasse elever som minimum være i skole i 13 dage i eksamensperioden. Det inkluderer tre egentlige prøvedage samt ti dage med meningsfuldt fagligt og socialt indhold.

Dagene kan blandt andet bestå af faglig forberedelse, eksamensboost, arbejde med fag, der ikke er udtrukket til prøve, samt klasselærerdage med fokus på trivsel og fællesskab.

Samtidig understreges det, at den enkelte skole fortsat har ansvar for at tilrettelægge perioden lokalt. Skolelederne skal træffe den endelige beslutning efter en proces, hvor både elever, medarbejdere og skolebestyrelser inddrages.

Politisk opbakning       
Børne- og Familieudvalget har godkendt indstillingen, som skal sikre, at alle 9.klasse elever i Vesthimmerlands Kommune mødes af nogenlunde samme forventninger i eksamensperioden – uden at fjerne skolernes mulighed for lokale løsninger.

Målet er ifølge forvaltningen både fagligt stærkere elever og en mere tryg eksamensperiode.

/cf

Politisk beslutning: Mindre dagtilbud mister souschef – større bevarer ledelsesteam

VESTHIMMERLAND: Fremover skal en daginstitution have mindst 20 årsværk for både at have en leder og en souschef. Det har Børne- og Familieudvalget netop besluttet efter en længere proces med høring blandt kommunens dagtilbud.

Sagen er rejst i forbindelse med, at flere ledere og souschefer i dagtilbuddene går på pension i de kommende år. Forvaltningen ønskede derfor en principiel politisk stillingtagen til, hvornår et dagtilbud er stort nok til at have et egentligt ledelsesteam med både leder og souschef.

Der findes i dag ikke et lovkrav om souschef i daginstitutioner, og stillingen er allerede afskaffet i SFO og LBO. I mindre dagtilbud har der i en årrække heller ikke været souschefer. Ifølge forvaltningen er ledelsesopgaverne for souschefer meget forskellige og i nogle tilfælde begrænsede. Det ses blandt andet ved, at relativt få souschefer søger lederstillinger, og at mange melder afbud til ledernetværk.

Forvaltningen foreslog derfor en fast grænse på 20 årsværk. Institutioner af den størrelse vurderes at have et omfang, hvor souschefen kan varetage egentlige ledelsesopgaver og ikke kun fungere som sparringspartner.

Forslaget blev sendt i høring, og der indkom 13 høringssvar fra dagtilbuddene. Svarene viste ingen entydig opbakning eller modstand. Flere institutioner bakkede op om forslaget og pegede på, at ressourcerne i mindre institutioner hellere bør bruges på flere hænder til børnene. Andre var kritiske og advarede mod, at afskaffelse af souschefstillingen kan svække den faglige kvalitet og øge presset på den enkelte leder.

Nogle pegede på, at ledelsesopgaven er blevet mere kompleks – særligt i institutioner med specialtilbud – og at samarbejdet i et ledelsesteam er afgørende. Der blev også udtrykt bekymring for, at arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter risikerer at komme i klemme, hvis de samtidig forventes at fungere som ledelsessparring.

Forvaltningen understreger, at beslutningen ikke er en spareøvelse. Lønsummen, der frigøres ved udfasning af souschefstillinger i mindre institutioner, bliver i institutionen. Samtidig fastholdes eksisterende souschefer i institutioner under 20 årsværk frem til naturlig afgang.

Udvalget besluttede desuden, at institutioner, der er fordelt på to matrikler, fortsat skal have både leder og souschef – uanset størrelse. Der skal også udarbejdes en tydelig ramme for souschefernes opgaver, forventninger og uddannelse, ligesom kommunens talentprogram for kommende ledere fortsætter.

Børne- og Familieudvalget godkendte administrationens indstilling på mødet den 3. februar.

/cf

TEMA: Vinterferie Juhu !

VESTHIMMERLAND: Ikke alle børn er på skiferie med deres familie i vinterferien.

De nyder i stedet feriedagene hjemme, uden lige at have noget på programmet – måske ved de slet ikke hvad de skal give dem til!.

Derfor kan du på vinterferie temasiderne i Farsø Avis finde inspiration til hvad du kan opleve i vinterferien i lokalområdet. 

SE Vinterferie Juhu! temasiderne her

/cf

Vinterferie i naturen

Find svampen Judasøre sammen Karin Winther der efterfølgende laves til en lækker svampesuppe over bål. Foto: Naturekspeditonen

UHREHØJE/AARS SKOV: I vinterferien slår Naturekspeditionen dørene op til årets første arrangementer under åben himmel. Programmet byder på noget så forskelligt som bushcraft, japansk skovbadning og rejsegilde for natugler, og ifølge naturvejleder Karin Winther kan interesserede godt begynde at glæde sig

– Hos Naturekspeditionen er vi godt i gang med at udvikle årets mange tilbud, hvor familier og venner kan komme væk fra skærme, stress og jag, og i stedet få fælles oplevelser i naturen. I vinterferien stiller Naturekspeditionen stærkt op sammen med Nature Rangers, NaturTalenter og min naturvejlederkollega Lars Wachmann fra Naturstyrelsen Vesthimmerland, og vi håber at se en masse glade mennesker i Uhrehøje Plantage, Aars Skov og Aars Anlæg, siger Karin Winther.

Bushcraft og skovbadning for hele familien
Første arrangement løber af stablen på lørdag på naturbasen i Aars Skov. Her kan hele familien under kyndig vejledning prøve at snitte en vandrestok, og efterfølgende er der fælles gåtur ud i plantagen, hvor naturvejlederne sammen med deltagerne leder efter svampen judasøre.

Når man begiver sig ud i naturen er det godt med en vandrestok. Den kan man på lørdag lave sammen med Naturekspeditionen. Derefter er der fælles gåtur Foto: Naturekspeditionen

På dagen kan man også prøve japansk skovbadning. Noget, Karin Winther anbefaler både store og små at få en forsmag på:

For os danskere kan skovbadning måske lyde lidt søgt, men faktisk tages det ganske alvorligt i Japan, hvor det er en del af ”recepten” til borgere, der oplever stress, angst og depression. At være i naturen hjælper og lindrer, og det kan vi lære noget af. Vi opfordrer derfor alle til at komme og prøve et skovbad guidet af Naturekspeditionen og NaturTalenternes wellness-hold, siger Karin Winther.

Efter svampejagt og skovbad vil NaturTalenternes vild mad-hold tilberede smagsprøver på svampesuppe med judasøre over bål. 

Rejsegilde for natuglerne hele to steder i kommunen
Torsdag i vinterferien bliver en rigtig god dag for natuglerne i Vesthimmerland, og forhåbentlig også for de fremmødte mennesker. På denne dag inviterer Naturekspeditionen nemlig til hele to rejsegilder.

Natuglerne får nye redekasser i Uhrehøje Plantage og Aars Anlæg. Vær med til rejsegilderne. Foto: Naturekspeditionen

Om formiddagen kan hele familien være med, når en redekasse bliver sat op i Uhrehøje Plantage lige ved naturbasen og den aktivitetsrute, der er kendt som ugleruten. Redekassen skal hele fem-syv meter op i et træ, så en kran kommer og hjælper til. Store og små kan også dyste i den sjove quiz om nataktive dyr.

– Det er de dygtige Nature Rangers, der har bygget redekassen, som er langt større end de fuglehuse, de fleste tænker på. Måske kan det inspirere børn og voksne til selv at gå i kast med at bygge redekasser derhjemme? Og så er der naturligvis intet rejsegilde uden lidt godt til ganen, der denne dag kommer i form af ugle-snoller, fortæller Karin Winther.

Samme dag om eftermiddagen kan interesserede møde op i Anlægget i Aars, hvor endnu en redekasse bliver sat op. Her er det ikke alene en håndsrækning til natuglerne, men en del af den lokale rottebekæmpelse. Hvis natuglerne flytter ind, vil de nemlig være en stor del af indsatsen mod rotter i området.

– Hos Naturekspeditionen glæder vi os til at tage hul på årets mange arrangementer, når vi står for vinterferie-aktiviteter hele tre steder i kommunen. Tag det varme tøj på og tag dem, du bedst kan lide, under armen, og få nogle mindeværdige oplevelser i naturen sammen med os, runder Karin Winther af.

Fastelavns gudstjenester i børnehøjde

HVALPSUND/ULLITS/VESTER HORNUM/VESTRUP/FJELSØ/OVERLADE: Ud over tøndeslagning og fastelavnsboller er Fastelavn i kirkelig henseende en af årets højtider. Der er derfor arrangeret en del aktiviteter i forbindelse med søndagens fastelavnsgudstjenester i egnens kirker, som i sagens natur i særdeleshed henvender sig børnefamilier.

For familiegudstjenester gælder det, at selv de mindste kan være med. For det gør ikke noget at man sidder lidt uroligt, taber salmebogen eller synger med de forkerte steder. 

I Foulum kirke vil gudstjenesten være særdeles børnevenlig, hvor man meget gerne må komme udklædt. Efter fastelavnsgudstjenesten har Ullits spejderne arrangeret tøndeslagning i Ullits Minihal. 

Heller ikke i Overlade skal man bevæge sig langt fra fastelavnsgudstjenesten i kirken til tøndeslagningsarrangementet i Overlade Hallen. Også her er det lokale foreninger der står bag tøndeslagningen.

I Hvalpsund har de lokale menighedsråd valgt at slå fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning sammen i Hvalpsund Hallen. Det er borgerforeningen og gymnastikforeningen der står for det praktiske omkring tøndeslagningen. 

I Vester Hornum gør sognene det samme, her afholdes fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning i FDF- huset. Tøndeslagningen er arrangeret af FDF spejderne 

Også Vognsild, Gislum og Haubro menighedsråd er gået sammen. Her holdes fastelavnsfesten i Minihal Vestrup sammen med lokale foreninger.  

I Gedsted, Fjelsø og Vesterbølle sogne går fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning på skift. I år er det Fjelsø’s tur og man må gerne komme udklædt i kirken. Herefter er der tøndeslagning i Fjelsø Forsamlingshus.    

For alle arrangementerne, både i kirkerne og til de efterfølgende tøndeslagninger, håber man at rigtig mange vil møde op udklædte. For alle steder gælder det nemlig, at man ud over at kåre den hårdtslående kattekonge og – dronning også vil blive belønnet for bedste udklædning.  Desuden vil der være mulighed for at købe fastelavnsboller og noget at drikke til både børn og voksne.   

/cf

Ekstra bevilling til færdiggørelse af landsbyprojekter

Badebroen i Louns

VESTHIMMERLAND: Igangværende områdefornyelsesprojekter i landdistriktet får et økonomisk løft. Byrådet har som led i budgetaftalen for 2026 sikret yderligere 1,25 millioner kroner fra landsbypuljen.

Landdistriktsrådet har udarbejdet lokale udviklingsplaner for otte distrikter, og de nye midler vil blive integreret i de eksisterende områdefornyelsesprogrammer. Dermed kan borgerne i landdistrikterne se frem til bedre byrum, nye mødesteder og styrkede fællesskaber.

Fordelingen af midlerne skal endeligt godkendes af Byrådet via Økonomiudvalget.

/cf

Sådan fordeles de 1,25 mio. kr. til færdiggørelse og opkvalificering af igangværende projekter og til at dække uforudsete udgifter.

*Badebro i Louns: 150.000 kroner til etablering af et muldtoilet ved badebroen.
*Skaterbane i Haubro og cykelbane i Østrup: 500.000 kroner ekstra til at færdiggøre
  skaterbanen, da begge projekter er blevet dyrere end først antaget.
*Hornum Stationsbygning: 420.000 kroner til færdiggørelse af projektet, inklusiv  
  malerarbejde og fondsmoms.
*Vandtårnet i Ravnstrup: 180.000 kroner til udbedring af murværk under den øverste
  metalkappe.

Kunstmesse for 20. gang

VESTHIMMERLAND: I kommende weekend summer Messecenter Vesthimmerland af energi, når Nordjyllands største kunstmesse, Tidens Kunst, afholdes for 20. gang.

Det er medlemmer fra Kimbrernes Y’s Men’s Club i Aars, der afholder messen. De frivillige er i fuld gang med at opbygge flotte stande, som skal stå klar fredag, når kunstnere fra hele landet ankommer for at vise og sælge deres værker – og møde publikum ansigt til ansigt.

91 kunstnere deltager, heraf 26 nye, som ikke tidligere har været med, med mangeartet kunst såsom malerier, skulpturer i sten og metal, foto, smykker, trædrejning – samt spændende havekunst.

Messen åbner fredag med fernisering. Den første time byder Kimbrergarden fra Aars de besøgende velkommen – først ved indgangen og senere med musik i kunsthallen.

I forbindelse med ferniseringen tilbydes gæsterne en lille forfriskning, og der uddeles donationer til velgørende organisationer, hvoraf to af modtagerne kort vil fortælle om deres arbejde. Overskuddet fra Tidens Kunst går ubeskåret til velgørende formål.

Rundt omkring er der indrettet hyggelige pauseøer, og et særligt blikfang er det unikke vandbassin, som igen i år udsmykkes med stemningsfuld have- og stenkunst, der giver gæsterne inspiration til både hjem og have.

Et andet stort tilløbsstykke er tombolaen, hvor alle udstillere donerer et værk. Her kan man være heldig at vinde et originalt kunstværk for få kroner.

– Vi får mange henvendelser fra udstillere med særlige ønsker, som vi forsøger at imødekomme, hvis det kan passes ind, siger formanden for Tidens Kunst, Knud Erik Christensen. Han roser samtidig udstillerne for deres kreativitet i opbygningen af standene. Interessen for at deltage er stor. Der er sendt omkring 200 invitationer ud til både nye og tidligere udstillere, og over halvdelen har ønsket en stand. Dog er der kun plads til 91 kunstnere fordelt på 80 stande.

Flere kunstnere er gengangere på messen – blandt andet multikunstneren Lene Schade fra Støvring, maleren Sabine Drljevic fra Viborg, maleren Bent Eggert fra Tunø samt den altid malende Poul Spanggard fra Aalestrup.

-De senere år har udstillerne meldt om stor købelyst. Vi forventer mellem 1.600 og 1.800 besøgende. Det lyder måske ikke af så meget, men det er et passende niveau – her er der tid og ro til at opleve kunsten og møde kunstnerne bag værkerne, fastslår Knud Erik Christensen.

Kirkestien ved Louns Sø genåbnes

Efter at have været ufremkommelig siden 2016, genåbnes Kirkestien der går rundt om Louns Sø fra Hesselvej og frem til Lounsvej ved Louns kirke. Den tillægges stor rekreativ og kulturhistorisk værdi.

LOUNS: Efter flere år uden vedligeholdelse bliver den gamle kirkesti ved Louns Sø nu igen gjort farbar. Det besluttede Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget i sidste uge.

Kirkestien, der forbinder den nordlige og sydlige del af Louns, har ifølge Vesthimmerlands Kommune ikke været vedligeholdt siden omkring 2016. I årene derefter opstod der uenighed om stiens forløb og adgang, blandt andet fordi dele af stien angiveligt blev overpløjet og afspærret af en lodsejer.

Sagen har været behandlet ad flere omgange. I 2022 traf kommunens Natur- og Miljøafdeling afgørelse om, at stien ikke måtte nedlægges, da den er omfattet af Naturbeskyttelsesloven. Afgørelsen blev dog ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, som vurderede, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at stien var nedlagt eller spærret. Klagenævnet slog dog samtidig fast, at stien fortsat er beskyttet efter loven og derfor ikke må fjernes.

I juni 2025 gennemførte borgmesteren, kommunaldirektøren og ledelsen på teknik- og miljøområdet en fælles besigtigelse af området. På den baggrund blev sagen forelagt Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget, som nu har besluttet, at kommunen igen skal stå for vedligeholdelsen.

Ifølge kommunen har Kirkestien både stor rekreativ og kulturhistorisk værdi og fungerer samtidig som en vigtig forbindelse mellem eksisterende stisystemer på Louns. For at undgå fremtidige konflikter skal stiens forløb markeres tydeligt med pæle, måles ind med GPS og dokumenteres med droneoptagelser.

Det vil koste omkring 55.000 kroner det første år at gøre stien farbar og få opsat skiltning og afmærkning. Herefter forventes de årlige udgifter til vedligehold at ligge på cirka 20.000 kroner. Udgifterne skal afholdes inden for Teknik-, Miljø- og Klimaudvalgets samlede budget.

Med beslutningen er der lagt op til, at den rekreative og kulturhistoriske kirkesti igen kan bruges af gående og bevares for fremtiden.

/cf

Kommunen skaber lige nu en række vådområder for at skåne Limfjorden og fange klimagasser

Vådområdet ved Stensbækken med midlertidige søer og genslynget bæk blev indviet i slutningen af september 2025

FARSØ/ERTEBØLLE/STRANDBY/VESTER HORNUM: Vesthimmerlands Kommune har lige nu gang i flere vådområdeprojekter.

Stensbækken
Vest for Farsø i retningen mod Fragtrup er Stensbækken genslynget og har skabt et vådområde. Det nye vådområde på 32 ha er skabt ved at genslynge dele af Stensbækken for på den måde at holde længere på vandet. Drænvand og afløb fra Farsø Sø ledes på den måde ikke længere direkte ud i Limfjorden, men overrisler området og skaber midlertidige søer til gavn for fjorden, fugle og padder i området.

Med projektets tiltag reduceres udledningen af kvælstof fra området med 8.500 kg kvælstof om året. En fremtidig afgræsning i området vil på sigt være til gavn for biodiversiteten

Birkebækken
Et andet vandløb er Birkebækken syd for Ertebølle. Det nye vådområde på 89 ha er skabt ved at hæve og genslynge dele af Birkebækken, så den nu løber helt terrænnært. Drænvand ledes ikke længere direkte ud i Limfjorden, men overrisler området og skaber et stort kær og et generelt vådere miljø.

På den måde reduceres udledningen fra området i gennemsnit med 7 ton kvælstof og 38 ton CO₂e per år. Det våde kær tiltrækker allerede mange fugle, og med den rette afgræsning vil det på sigt være til gavn for biodiversiteten.

Lillemølle Bæk
Lige nu laves der en forundersøgelse til lavbundsprojektet Lillemølle Bæk ved Strandby, som strækker sig over 520 ha fra Trend Skov til strandengene ved Risgårde. Der lægges p.t. sidste hånd på et projektforslag, som skal præsenteres for lodsejerne i denne uge.

Projektets sigter imod at vådgøre lavbundsjorden og tage de berørte arealer ud af intensiv landbrugsdrift. Dermed reduceres udledning af klimagasser til atmosfæren samt af næringsstoffer til Limfjorden.

Tranemosen
En forundersøgelse er også i gang på lavbundsprojekt ’Tranemosen” Tranemosen er en tidligere højmose beliggende i et smukt og kuperet landskab mellem Hyllebjerg og Vester Hornum. Her har Vesthimmerlands Kommune fået tilsagn til at gennemføre en forundersøgelse på 187 ha tørvejord og randzoner.

Hovedformålet med projektet er at mindske udslip af klimagasser ved i videst muligt omfang at genskabe den oprindelige hydrologi, som fører til en vådgørelse af de tidligere drænede og afvandede tørvearealer. Arealerne vil tages ud af intensiv landbrugsdrift og dermed dannes rammerne for bevaring og udvikling af en rig og mangfoldig natur.

Forundersøgelsen af Tranemosen forventes gjort i foråret og forsommeren 2026.

/cf

Hvalpsund får nyt mødested og udsigtspunkt i midtbyen

Sådan ser skitsen ud for det nye mødested og udsigtspunkt bag Brugsen i Hvalpsund. Arbejdet går i gang indenfor få uger.

HVALPSUND: Endnu et projekt under områdefornyelsen i Hvalpsund går i gang indenfor få uger.

Det er på den tomme plads mellem vandværksbygningen og Friplejehjemmet Hesselvang, altså bag Brugsen i en linje fra Mosevangen til Hesselvej.   

Her etableres der et opholdsområde med en udkigsplads i højden, hvor man både kan se Louns Sø og solopgangen. Desuden får området stiforbindelse fra Hesselvang til Brugsen, P-pladser langs Hesselvej samt opholdspunkter og formidling af Louns halvøens mange stisystemer.

På et tidspunkt tilføjes området flere elementer. Det bliver når Brugsen nedriver huset på hjørnet af Sundvej og Hesselvej. På hjørnet etableres flere p-pladser til Brugsen, men der vil også i samarbejde med borgerforeningen blive lavet et velkomstområde.   

/cf

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.