Mindre læseferie – flere skoledage for 9. klasser i eksamensperioden

VESTHIMMERLAND: 9. klasse elever i Vesthimmerlands Kommune skal fremover møde mere ensartet op i skole under eksamensperioden. Det står klart, efter Børne- og Familieudvalget har godkendt en ny fælles ramme for skolegang i de uger, hvor afgangsprøverne afvikles.

Baggrunden er Folkeskolens Kvalitetsprogram, som har haft til formål at lette prøvetrykket for eleverne. En konsekvens har været længere perioder med såkaldt “læseferie”, hvor eleverne ikke har haft fast skolegang. Det har dog givet anledning til uens praksis mellem kommunens skoler – og til lokale diskussioner, når elever er blevet kaldt i skole i ferieperioden.

Derfor har skoleledelserne i kommunen ønsket en politisk afklaring.

– Skolerne har haft meget forskellige tilgange til eksamensperioden, og det har skabt usikkerhed for både elever og forældre. Der har været et klart ønske om en mere ensartet kvalitet, lyder det fra skoleforvaltningen.

Fem ugers eksamensperiode
Eksamensperioden for 9. klasser strækker sig over fem uger og rummer både skriftlige og mundtlige prøver i blandt andet dansk, naturfag og et udtræksfag. Samlet set er der 21 mulige skoledage i perioden, men hidtil har fremmødet varieret fra skole til skole.

En arbejdsgruppe med skoleledere fra Aars Skole, Østermarksskolen, Farsø Skole og Toppedalskolen har udarbejdet et fælles forslag. Erfaringerne viser ifølge skolerne, at obligatorisk fremmøde giver bedre forberedelse, mindsker eksamensangst og især hjælper de elever, som ellers har svært ved at strukturere læsningen på egen hånd.

– Hvis tilbuddene er frivillige, er det ofte netop de elever, der har størst behov for støtte, som ikke møder op, lyder vurderingen.

Minimum 13 skoledage
Med den godkendte indstilling skal 9.klasse elever som minimum være i skole i 13 dage i eksamensperioden. Det inkluderer tre egentlige prøvedage samt ti dage med meningsfuldt fagligt og socialt indhold.

Dagene kan blandt andet bestå af faglig forberedelse, eksamensboost, arbejde med fag, der ikke er udtrukket til prøve, samt klasselærerdage med fokus på trivsel og fællesskab.

Samtidig understreges det, at den enkelte skole fortsat har ansvar for at tilrettelægge perioden lokalt. Skolelederne skal træffe den endelige beslutning efter en proces, hvor både elever, medarbejdere og skolebestyrelser inddrages.

Politisk opbakning       
Børne- og Familieudvalget har godkendt indstillingen, som skal sikre, at alle 9.klasse elever i Vesthimmerlands Kommune mødes af nogenlunde samme forventninger i eksamensperioden – uden at fjerne skolernes mulighed for lokale løsninger.

Målet er ifølge forvaltningen både fagligt stærkere elever og en mere tryg eksamensperiode.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her:

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.