Fastelavns gudstjenester i børnehøjde

HVALPSUND/ULLITS/VESTER HORNUM/VESTRUP/FJELSØ/OVERLADE: Ud over tøndeslagning og fastelavnsboller er Fastelavn i kirkelig henseende en af årets højtider. Der er derfor arrangeret en del aktiviteter i forbindelse med søndagens fastelavnsgudstjenester i egnens kirker, som i sagens natur i særdeleshed henvender sig børnefamilier.

For familiegudstjenester gælder det, at selv de mindste kan være med. For det gør ikke noget at man sidder lidt uroligt, taber salmebogen eller synger med de forkerte steder. 

I Foulum kirke vil gudstjenesten være særdeles børnevenlig, hvor man meget gerne må komme udklædt. Efter fastelavnsgudstjenesten har Ullits spejderne arrangeret tøndeslagning i Ullits Minihal. 

Heller ikke i Overlade skal man bevæge sig langt fra fastelavnsgudstjenesten i kirken til tøndeslagningsarrangementet i Overlade Hallen. Også her er det lokale foreninger der står bag tøndeslagningen.

I Hvalpsund har de lokale menighedsråd valgt at slå fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning sammen i Hvalpsund Hallen. Det er borgerforeningen og gymnastikforeningen der står for det praktiske omkring tøndeslagningen. 

I Vester Hornum gør sognene det samme, her afholdes fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning i FDF- huset. Tøndeslagningen er arrangeret af FDF spejderne 

Også Vognsild, Gislum og Haubro menighedsråd er gået sammen. Her holdes fastelavnsfesten i Minihal Vestrup sammen med lokale foreninger.  

I Gedsted, Fjelsø og Vesterbølle sogne går fastelavnsgudstjeneste og tøndeslagning på skift. I år er det Fjelsø’s tur og man må gerne komme udklædt i kirken. Herefter er der tøndeslagning i Fjelsø Forsamlingshus.    

For alle arrangementerne, både i kirkerne og til de efterfølgende tøndeslagninger, håber man at rigtig mange vil møde op udklædte. For alle steder gælder det nemlig, at man ud over at kåre den hårdtslående kattekonge og – dronning også vil blive belønnet for bedste udklædning.  Desuden vil der være mulighed for at købe fastelavnsboller og noget at drikke til både børn og voksne.   

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: