LOUNS: Efter flere år uden vedligeholdelse bliver den gamle kirkesti ved Louns Sø nu igen gjort farbar. Det besluttede Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget i sidste uge.
Kirkestien, der forbinder den nordlige og sydlige del af Louns, har ifølge Vesthimmerlands Kommune ikke været vedligeholdt siden omkring 2016. I årene derefter opstod der uenighed om stiens forløb og adgang, blandt andet fordi dele af stien angiveligt blev overpløjet og afspærret af en lodsejer.
Sagen har været behandlet ad flere omgange. I 2022 traf kommunens Natur- og Miljøafdeling afgørelse om, at stien ikke måtte nedlægges, da den er omfattet af Naturbeskyttelsesloven. Afgørelsen blev dog ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet, som vurderede, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at stien var nedlagt eller spærret. Klagenævnet slog dog samtidig fast, at stien fortsat er beskyttet efter loven og derfor ikke må fjernes.
I juni 2025 gennemførte borgmesteren, kommunaldirektøren og ledelsen på teknik- og miljøområdet en fælles besigtigelse af området. På den baggrund blev sagen forelagt Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget, som nu har besluttet, at kommunen igen skal stå for vedligeholdelsen.
Ifølge kommunen har Kirkestien både stor rekreativ og kulturhistorisk værdi og fungerer samtidig som en vigtig forbindelse mellem eksisterende stisystemer på Louns. For at undgå fremtidige konflikter skal stiens forløb markeres tydeligt med pæle, måles ind med GPS og dokumenteres med droneoptagelser.
Det vil koste omkring 55.000 kroner det første år at gøre stien farbar og få opsat skiltning og afmærkning. Herefter forventes de årlige udgifter til vedligehold at ligge på cirka 20.000 kroner. Udgifterne skal afholdes inden for Teknik-, Miljø- og Klimaudvalgets samlede budget.
Med beslutningen er der lagt op til, at den rekreative og kulturhistoriske kirkesti igen kan bruges af gående og bevares for fremtiden.
/cf
