VESTHIMMERLAND: I kommende weekend summer Messecenter Vesthimmerland af energi, når Nordjyllands største kunstmesse, Tidens Kunst, afholdes for 20. gang.
Det er medlemmer fra Kimbrernes Y’s Men’s Club i Aars, der afholder messen. De frivillige er i fuld gang med at opbygge flotte stande, som skal stå klar fredag, når kunstnere fra hele landet ankommer for at vise og sælge deres værker – og møde publikum ansigt til ansigt.
91 kunstnere deltager, heraf 26 nye, som ikke tidligere har været med, med mangeartet kunst såsom malerier, skulpturer i sten og metal, foto, smykker, trædrejning – samt spændende havekunst.
Messen åbner fredag med fernisering. Den første time byder Kimbrergarden fra Aars de besøgende velkommen – først ved indgangen og senere med musik i kunsthallen.
I forbindelse med ferniseringen tilbydes gæsterne en lille forfriskning, og der uddeles donationer til velgørende organisationer, hvoraf to af modtagerne kort vil fortælle om deres arbejde. Overskuddet fra Tidens Kunst går ubeskåret til velgørende formål.
Rundt omkring er der indrettet hyggelige pauseøer, og et særligt blikfang er det unikke vandbassin, som igen i år udsmykkes med stemningsfuld have- og stenkunst, der giver gæsterne inspiration til både hjem og have.
Et andet stort tilløbsstykke er tombolaen, hvor alle udstillere donerer et værk. Her kan man være heldig at vinde et originalt kunstværk for få kroner.
– Vi får mange henvendelser fra udstillere med særlige ønsker, som vi forsøger at imødekomme, hvis det kan passes ind, siger formanden for Tidens Kunst, Knud Erik Christensen. Han roser samtidig udstillerne for deres kreativitet i opbygningen af standene. Interessen for at deltage er stor. Der er sendt omkring 200 invitationer ud til både nye og tidligere udstillere, og over halvdelen har ønsket en stand. Dog er der kun plads til 91 kunstnere fordelt på 80 stande.
Flere kunstnere er gengangere på messen – blandt andet multikunstneren Lene Schade fra Støvring, maleren Sabine Drljevic fra Viborg, maleren Bent Eggert fra Tunø samt den altid malende Poul Spanggard fra Aalestrup.
-De senere år har udstillerne meldt om stor købelyst. Vi forventer mellem 1.600 og 1.800 besøgende. Det lyder måske ikke af så meget, men det er et passende niveau – her er der tid og ro til at opleve kunsten og møde kunstnerne bag værkerne, fastslår Knud Erik Christensen.

