Forside Blog Side 358

Der blev festet og jodlet på Hesselvang

Sjovt optog af tyrolergæster i slangegang mellem bordene og på gangene satte ekstra kulør på festen.

HVALPSUND: Hesselvangs Venner og Friplejehjemmet Hesselvang har i fællesskab afholdt en meget festlig Tyroler – Oktoberfest med god underholdning, udklædninger, bægerklang m.m.

Beboer Per Pedersen godt placeret mellem to ”Heidi’er”, der sørgede for at tyrolermenuen Wienerschnitzel med ærter og brasede kartofler blev serveret.

En flot menu, som bestod af kæmpestore wienerschnitzler, ærter og brasede kartofler. Til dessert en lækker herregårdsæblekage med flødeskum, ledsaget af kaffe og småkager.

Tyrolertøjet var fundet frem af både hjælpere og beboere

Plejehjemmet var pyntet op med flotte efterårsdekorationer, rødternede duge, fin bar med fadølsanlæg, som aftenen igennem flittigt blev betjent af en udskænkende herre i lederhosen, fin rødternet skjorte og tyrolerhat på hovedet.

Den gode bier-øl er der ikke oplyst nogen mængde på, men der lød ihvertfald mange “ein prosit” og “skål” aftenen igennem.

Forud havde flere beboere konsulteret Hesselvangs alsidige skønhedssalon, hvor der var mulighed for hårpleje, makeup og udklædning som opfriskning.

De allerfleste pårørende og øvrige gæster havde også gjort et stort stykke arbejde i at fremstå i autentiske tyrolerkostumer. Det giver noget helt specielt i glæde over at se alle de flotte tyrolerdragter og hatte hos både damer og herrer. Det hele var bare så flot, da der blev meldt klar til fest.

Man behøver bestemt ikke drage til hverken Tyrol eller München for at få den rette oplevelse og stemning af oktoberfest. Den er også at finde i Hvalpsund.

Den musikalske underholdning var på bedste vis lagt i hænderne på den meget professionelle og øvede tyrolergruppe “Tyrolerklang”.

Henriette og Anders Hald, som henholdsvis er uddannet organist og operasanger, har en stor passion for især Tyrolermusik.

De har en slægtsgård ved Viborg, hvor de lever en dagligdag med både musik, landbrug, markarbejde og ikke mindst familieliv. Med sig rundt i den halvstore bus som er dekoreret med et bjerglandskab og et logo for “Tyrolerklang”, har de nemlig også 4 musikalske børn, som også deltager aktivt i underholdningen.

For få år siden fandt Henriette og Anders ud af at inddrage børnene og dermed forene arbejdsliv og familieliv på en god måde. Børnene, Daniel, Leonora, Gabriella og David, som alle er født i Tyskland, spiller lettere instrumenter som ko-klokker, træskeer, træharmonika, og som noget meget specielt synger pigerne med fine rene stemmer og danser dertil.

Familien har rejst meget i Tyskland og Tyrol, og deres underholdning bliver ind imellem i høj grad krydret med rejsebeskrivelser i bjergene og de kendte smukke byer og landskaber. Gruppen tæller desuden 3-4 øvrige musikanter der er trommeslager, keyboardspiller, og to der optræder med rekvisitter og går til hånde.

På et tidspunkt mod slutningen, blev en stor del af gæsterne inviteret op på den store scene, fik et instrument og rekvisit i hånden og blev en del af Tyrolergruppen. Det var noget af en oplevelse. Selve musikken og sangene er noget vi alle genkender, så bifaldet med ein prosit…, klap, hände hoch o.s.v. var også ivrigt tilstede aftenen igennem.

Det blev en meget dejlig fest for alle 73 deltagere, hvor frivillige og medarbejdere i høj grad var medvirkende til det vellykkede arrangement, med håb om at oktoberfest måske kan komme med på listen over de fester der traditionen tro finder sted på det skønne Friplejehjem Hesselvang i Hvalpsund.

Flere boliger og sportshotel i Gatten

I dette område ønsker HimmerLand at etablere det nye boligområde "Golfsløjfen" og et sportshotel

GATTEN: Himmerland Resort har ambitiøse planer for fremtiden, hvor målet bl.a. er at kunne tiltrække endnu flere besøgende til området, hele året rundt.

Som et led i realiseringen af disse planer ønsker Himmerland at etablere et varieret boligudbud bestående af boligenheder i forskellig størrelse og udformning i tilknytning til de allerede etablerede faciliteter i området. Ligeledes skal der sikres mulighed for, at der i en del af området kan etableres et annekshotel samt videreførelse af eksisterende lager/opbevaringsfaciliteter.

Der har været gennemført en fordebat på kommuneplantillægget. Høringssvarene blev behandlet i Økonomiudvalget i august måned, hvor man besluttede kommuneplantillægget igangsat. Der er indkommet en klage ved Planklagenævnet efter Økonomiudvalgets beslutning om at igangsætte planlægningen efter fordebatten. Der klages over den politiske beslutning om at arbejde videre med boliger i stedet for sommerhuse. Påstanden er, at fordebatten har kørt på et urigtigt grundlag. Klagen har dog ikke opsættende virkning, hvorfor planforslagene kan udsendes i høring.

Lokalplanen giver mulighed for at opføre et boligudbud i form af dobbelthuse og enfamiliehuse med varierende boligstørrelser på mellem 80 m² og 180 m². Boligerne opføres i 3 forskellige ”sløjfer” i området, hvor boligtypen i hver sløjfe vil fremstå ensartet i udformning og proportioner og opføres med et fælles internt materialevalg, der binder bebyggelsen visuelt sammen. Der må være mindre variationer i udformning, såfremt bebyggelserne i det enkelte delområde overordnet fremstår som en helhed.

Området ligger imellem den nye sportshal – som lige nu er under opførelse og Gatten by.

Boligerne kan opføres i 1½ etage – dog 2 etager for den sydligste sløjfe længst fra Gatten.

Der er særligt fokus på at skabe et attraktivt område, hvor den omkringliggende natur inddrages. Mellem bebyggelsen åbner lokalplanen op for at der etableres grønne arealer. Der skal etableres regnvandsbassiner til håndtering af overfladevandet i området. Regnvandsbassinerne udformes som naturlige søer og på en måde, så de indgår som et naturligt element i området. Således vil regnvandsbassinerne skabe en rekreativ oplevelsesværdi og kunne understøtte områdets biodiversitet samtidig med at det vil minimere risikoen for oversvømmelse.

Herudover giver lokalplanen mulighed for en ny hotelbebyggelse med op til 20 værelser i to etager ned mod Herredsbækken. Hotellet skal fungere som en anneksfløj til HimmerLand resort særligt henvendt til sportsgæster.

Det tidligere bowlingcenter ved Gatten Møllevej, der i dag af HimmerLand anvendes til opbevaring og lager vil blive bevaret.

Kommunen slukker ikke for vej og julebelysning

VESTHIMMERLAND: Den nuværende situation med energimangel i Vesteuropa medfører, at alle energiforbrugende installationer bør vurderes, og hvor det er fysisk muligt og forsvarligt, kan en reduktion finde sted.

Balancen mellem trafiksikkerhed, borgertryghed, hygge, æstetik og nødvendig energireduktion skal dog altid vurderes.

I medierne drøftes det i øjeblikket, at andre kommuner vil ændre belysningsniveauet svarende til det niveau, som Vesthimmerlands Kommune faktisk har haft de seneste ca. 12 år.

Vesthimmerlands Kommune har de sidste ca. 12 år slukket for ”hver anden (33%)” mast hele sommeren og om natten i vinterperioden. Der er ikke kendskab til, at andre kommuner indtil nu har slukket en del af gadebelysningen, efter der er skiftet til LED lyskilder.

På den baggrund har Teknik- og Miljøudvalget besluttet, at det nuværende belysningsniveau fastholdes, idet Vesthimmerlands Kommune i forvejen har reduceret vejbelysningen og ligger på et af de laveste niveauer.

Det bemærkes, at gevinsten ved at reducere yderligere, herunder på julebelysningen, er yderst begrænset. Udgiften til julebelysning i hele kommunen er beregnet til at andrage kr. 7.700,- baseret på 50 dages tænding. Kigger man på pyntelys og lys i anlæg og parker er der muligvis en besparelse

Stigende affaldsgebyr sendes til hjørne

VESTHIMMERLAND: I sidste uge havde Teknik- og Miljøudvalget affaldsgebyret for 2023 fra Vesthimmerlands Forsyning til behandling.

Ny indsamlingsordning fra 1. januar
På gebyrbladet var der lagt op til større stigninger for alle boligtyper, hvilket skyldes den nye indsamlingsløsning, der blev godkendt af Byrådet i december sidste år.

Den nye indsamlingsordning indebærer, at der fra årsskiftet også særskilt skal indsamles madaffald, mad- og drikkevarekartoner og blød plast (sidstnævnte fraktion skal indsamles sammen med hård plast).

Ekstra container til alle husstande
Renovest har derfor indkøbt og udleveret én ekstra container til alle husstande, som i dag har 3 containere. Ved etageboliger, rækkehuse og sommerhuse sker der en opgradering eller udvidelse af de nuværende affaldsøer.

Renovests budget for 2023 indeholder i forhold til 2022-budgettet for indsamlingsordninger en stigning på 10,041 mio. kr. (ekskl. moms) i betalingen fra Vesthimmerlands Kommune.

Udgifter i forbindelse med indsamling af den “nye” fraktion madaffald er takstmæssigt koblet sammen med gebyret for indsamling af restaffald som et samlet gebyr vedr. “dagrenovation”.

Udgifter i forbindelse med indsamling af de “nye” fraktioner blød plast samt mad- og drikkekartoner er takstmæssigt koblet sammen med gebyret for indsamling af genanvendeligt emballageaffald m.v., der i forvejen dækker indsamling af papir, pap, glas, metal og hård plast.

52 til 66 tømninger
Som følge af at antallet af årlige tømninger hos den typiske boligejendom forøges fra i dag 52 stk. til fremover ca. 66 stk. er skelpladsrabatten forøget tilsvarende fra i dag 130 kr. til fremover 162,50 kr. Skelpladsrabatten forudsætter, at grundejer sætter sine beholdere frem til skel for tømning.

Stigning på 425 kr. svarende til 12,3%
Forslaget til det nye gebyrblad vil give en årlig merudgift på typisk 425 kr. for langt de fleste husstande, svarende til en stigning på 12,3% – dog lidt mindre for boliger i flerfamilie-ejendomme samt husstande, der opfylder krav for skelplads-rabat.

Sommerhuse skal selv aflevere ved affaldsøer
Sommerhusejere vil ikke opleve synderlig ændring i udgiften, men derimod en praktisk ændring ved at afhentning af restaffald ved huset ophører ved den nye indsamlingsløsning. I stedet henvises i sommerhusområder fremover til aflevering ved fælles affaldsøer.

For høj stigning i energikrisetid
Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget finder dog stigningen for høj i en tid, hvor også el- og varmepriser er stigende.

Man har derfor sendt gebyrbladet tilbage til Vesthimmerlands Forsyning, med henblik på en ny gennemgang af mulige reduktioner af taksten.

KFUM spejdere var på combi-lejr

Vulkanudbrud var skyld i at dinosaurerne uddøde

ULLITS: Det er en årlig tradition at KFUM spejderne fra Ullits og Vegger mødes til en fælles efterårslejr – Combi-lejren. Den fandt sted forrige weekend på lejrskolen i Næsby.

Årets tema var dinosaurer, og for de største af spejderne, juniorer og trop, som mødtes om fredagen, var opgaven blandt andet at bygge en tidsmaskine, som kunne sende dem 67.000 år tilbage i tiden. Lørdag morgen ankom de yngre spejdere, ulve og bævere, hvorefter alle blev inddelt i patruljer på tværs af grupper og alder – deres nye ”familier” på rejsen til ”dino-tiden”.

Der graves efter dino-fosiler

Lørdag og søndag var fyldt op med løb, samarbejdsøvelser og spejderaktiviteter, hvor der blev bygget dino-grotter med rafter, tøjret dinosaurer med knob, lavet masser af kreative dinoprojekter, gravet efter fossiler og meget mere. Søndagsprogrammet startede tidligt med morgenløb før solopgang, hvor der var brug for både varme trøjer og lommelygter.

En flok trætte men glade spejdere kunne afslutningsvis vende tilbage til nutiden søndag eftermiddag.

3 generationer bidt af motocross

4-årige Anker Jensen elsker motocross ligesom resten af familien.

VESTER HORNUM: I forbindelse med Min Købmands fødselsdagsfejring med veterankøretøjer i dag søndag, så var der også en anden gruppe køretøjer der koblede sig på arrangementet, nemlig motocrossere.

Det er nemlig sådan, at der alene i Vester Hornum er ca. 15 børn og voksne som interesserer sig for sporten og som kører i Aars Moto Cross klub.

En familie er så bidt af sporten at 3 generationer kører med.

Det var i sin tid Svend Anker Jensen, som de fleste kender som en del af Vester Hornum Smede og VVS forretning, der tog sine børn og andres børn fra byen med ud i grusgraven, så de kunne køre ræs der. Han kørte også selv. 

For ca. 20 år siden blev grusgraven lukket og i stedet søgte man til Aars Moto Cross klub, hvor Svend Ankers børnebørn Mikkel på 7 år og Anker på 4 år kører.

Der er også nyudvikling indenfor motocross. Blandt de mange udstillede motocrossere i søndags i Vester Hornum fandt man også El-motocrossere, som især børn kører på. Der er ganske vist ikke den kendte motorlyd, men de kan køre lige så stærkt.

Peter Jensen, der er far til Mikkel og Anker fortæller at de to knægte kunne køre motocross før de lærte at cykle.     

Hvad købmanden ønsker – skal han få – FOTOS

Købmand Michael Frederiksen fik dirigeret de over 50 veterankøretøjer på plads på Krogstrupvej.

VESTER HORNUM: Hvad ønsker en 4 årig sig på sin fødselsdag? Masser af biler, knallerter og motorcykler.

Her er der altså ikke tale om et ønske fra 4-årigt barn, men derimod fra en købmand, som driver lokal købmandsbutik i Vester Hornum på 4. år.

Også veteranknallerter og motorcykler fra Aalestrup Classic kiggede forbi – her i kortege gennem Vester Hornum.

Købmand Michael Frederiksen gør hvert år en dyd ud af at markere og fejre købmandsbutikkens fødselsdag. Det skyldes, at butikken for fire år siden blev reddet af lokalbefolkningen og han i det hele taget blev købmand i Vester Hornum.

Også sidste år ønskede han at veterankøretøjer var med til at fejre butikken. Og nu hvor over 50 køretøjer igen i år kiggede forbi, så kan man vist sige, at der er startet en tradition – og en hyggelig en af slagsen!.

38 veteranbiler var til skue
20 knallerter og 2 motorcykler blev udstillet på Krogstrupvej

Med Krogstrupvej afspærret til udstilling af køretøjerne, sol til at få køretøjerne til skinne og de lokale FDF-spejdere til at stå for burgere og drikkevarer, ja så var der lagt an til fødselsdag – og mange kiggede selvfølgelig forbi.

Michael Frederiksen havde igen i år fået hjælp af Tina Knudsen fra Flejsborg til at invitere veterankøretøjerne fra Aalestrup Classic.

Michael Frederiksen havde igen i år fået hjælp af Tina Knudsen fra Flejsborg til at invitere ejere af veterankøretøjer til at kigge forbi.

Som medlem af Aalestrup Classic, tog det ikke lang tid at få sendt invitationen ud. Dagen startede for 80 personer med morgenkaffe hos Tina i Flejsborg. Købmanden havde naturligvis sørget for rundstykker og kaffe til at starte dagen ud på fra kl. 9.00. En time senere begav de mange køretøjer sig i kortege mod Vester Hornum og passerede forbi købmandsbutikken videre mod Hornumbro inden turen gik mod byen igen. Denne gang ad Krogstrupvej, hvor køretøjerne blev parkeret sirligt ved siden af hinanden.

Dagen igennem blev der snakket veteranbiler, knallerter og motorcykler. Ved middagstid blev der serveret burgere af spejderne, som gav et fint bidrag til spejderkassen.

Ja, sådan hjælper man hinanden i en lille by, hvor man er afhængig af hinanden og bakker op om sin lokale købmandsbutik.

Det er vel nærmest unødvendigt at fortælle, at købmanden var rigtig godt tilpas med dagen.

Stenca Solutions med egen produktion.

Indehaver Sten Hunt Guldberg på fabrikken Stenca Production i Ranum.

RANUM: Stenca Solutions har med virkning fra 1. oktober 2022 selv overtaget produktionen af Stenca Pipe produkterne.

Produktionen er hidtil udført af Salling Plast i Ranum. Som følge af omstrukturering af Salling Plast er der opstået en unik mulighed for at Stenca Solutions selv kan overtage produktionen.

Stenca Solutions overtager produktionsapparatet i Ranum på Idrætsvej og fortsætter nu produktionen med egne medarbejdere.

Sten Hunt Guldberg – indehaver af Stenca Solutions – udtrykker stor tilfredshed med, at man med denne ordning kan fastholde produktionen i Vesthimmerland og være med til at sikre arbejdspladser i området. Stenca Solutions har haft et godt samarbejde med Salling Plast, men ser også med tilfredshed på at man med denne ordning kommer endnu tættere på produktionen af produktet.

Stenca Pipe er et unikt produkt til isolering af rør til anvendelse on- og offshore i bl.a. kraftvarmeværker, skibe, olieboreplatforme og PFSO-enheder.

-Med et marked – hvor der i større og større omfang efterlyses grønne løsninger, har vi her et produkt der i høj grad kan bidrage til fremtidens løsninger, udtaler indehaver Sten Hunt Guldberg.

Stenca Solutions hovedkontor er beliggende i  Aalborg Øst og handler med termisk isolering, letvægtspaneler og døre til offshore/maritime industrien og produkter til brand- og vandbeskyttelse af kabel- og rørgennemføringer.

Så er valgplakaterne oppe

Når der udskrives valg, er Kurt Friis Jørgensen altid klar til at tage sin tørn for sit parti Venstre, når det angår ophængning af valgplakater. Her er det på Th. Eriksens Vej i Farsø og den lygtepæl han altid vælger som den første.

FARSØ: I dag kl. 12.00 måtte der hænges valgplakater op i lygtepælene.

Der var derfor aktivitet at spotte fra lokale vælgerforeninger, der havde opgaven med at synliggøre de lokale folketingskandidater.

Præcis kl. 12.00  havde Kurt Friis Jørgensen fundet trappestigen frem og tog trinene op til den første lygtepæl på Th. Eriksens Vej i Farsø. I øvrigt hans yndlingslygtepæl, da det altid er den første ”pæl” der får en valgplakat for Venstre, hvad enten det er for andre i partiet eller ham selv. Som optakt til kommunalvalget i november sidste år, var det en plakat for ham selv han hængte op, men denne gang er det for partikollegaen og folketingskandidaten for Himmerlandskredsen, Marie Bjerre.

-Vi er 4 hold afsted med i alt 200 plakater – altså til 100 lygtepæle. Jeg tager selv de 30 pæle her i Farsø og Ullits, lød det Kurt Fris Jørgensen fra toppen af trappestigen, mens hans hjælper gik i forvejen for at tage beslag på lygtepælene.

Kurt Friis Jørgensen klarer det med at hænge valgplakater op med et snuptag. Han har gjort det mange gange før. Her på pladsen ved Farsø Rådhuscenter

Der var ganske vist ikke kamp om lygtepælene i midtbyen på dette tidspunkt. Der var måske prioriteret anderledes.

Kort tid efter udskrivelsen af folketingsvalget i onsdags kunne man se bannerreklamer i landskabet. Her på en privat mark ved krydset Hornumvej/Torupvej/Mølgårdsvej, nord for Farsø.

Socialdemokraterne og deres folketingskandidat for Himmerlandskredsen, Flemming Møller Mortensen, havde således kort tid efter udskrivelsen af valget i onsdags, fået sine bannere opsat inde på en privat mark ved krydset Hornumvej/Torupvej/Mølgårdsvej.

Det er fuldt lovligt, mens valgplakaterne skulle vente til lørdag.

Vesthimmerland har tilbagegang i erhvervsvenlighed

VESTHIMMERLAND: Dansk Industris (DI) rapport om lokal erhvervsvenlighed for 2022 er udkommet. Det er 13.gang at DI foretager undersøgelser om kommunernes erhvervsvenlighed/erhvervsklima.

Vesthimmerlands Kommune har opnået en samlet placering som nummer 45 ud af 93 kommuner. Det er en tilbagegang på 6 pladser fra 2021, hvor kommunen placerede sig på en 39. plads.

Mere end 7.900 virksomheder over hele landet har i år vurderet deres kommunes indsats på en lang række områder med relevans for virksomhedens erhvervsvilkår.

I Vesthimmerlands Kommune har 66 virksomheder svaret på undersøgelsen, dette dækker over minimum 3.225 private arbejdspladser i kommunen, og svarer til 26 pct. af den private beskæftigelse.

I evalueringen af kommunernes erhvervsvenlighed bedømmes kommunerne i følgende ti overordnede kategorier: Overordnet erhvervsvenlighed, Infrastruktur og transport, Arbejdskraft, Uddannelse, Sagsbehandling, Grøn udvikling, Brug af private leverandører, Digitale rammer, Skatter, gebyrer og erhvervsarealer, samt Information og dialog.

Kommunens bedste placering er i kategorien “Uddannelse”, hvor kommunen indtager en 13. plads ud af de 93 kommuner. Kategorien dækker blandt andet over andel af elever, der søger direkte ind på en erhvervsuddannelse efter 9. og 10. klasse, kvaliteten i de kommunale folkeskoler, kompetencedækning i folkeskolerne og andelen af 25 – 64 årige med en uddannelse efter grundskolen.

I kategorien “Arbejdskraft”, der dækker over kommunens indsats for at opfylde virksomhedernes behov for kvalificerede medarbejdere og jobcenterets samarbejde med virksomhederne, er kommunen på en 27. plads, der er en tilbage gang på 8 pladser sammenlignet med 2021, men det er 23. pladser bedre end placeringen i 2020.

Det kan i øvrigt bemærkes, at kommunen i kategorierne “Overordnet erhvervsvenlighed” og “Infrastruktur og transport” er faldet tre pladser, fra henholdsvis en 32. plads til en 35. plads og fra en 74. til en 77. plads. Overordnet erhvervsvenlighed dækker over virksomhedernes tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed og om virksomheden vil anbefale kommunen til andre. Infrastruktur og transport dækker blandt andet over, pendling, køreplanstimer pr. indbygger, udgifter til vejnet, det kommunale vejnet og mulighederne for kollektiv trafik.

I kategorien “Sagsbehandling” er kommunen faldet fra en 38. til en 39. plads i 2022.  Kategorien dækker over sagsbehandlingstider for byggesager og miljøsager, andel af afsluttede sygedagpengeforløb af under to måneders varighed, og om virksomhederne oplever en kompetent og effektiv sagsbehandling i forhold til byggesager, miljøforhold og sygedagpengesager.

Kommunen falder 20 pladser i kategorien “Grøn udvikling”. Kommunen er nu placeret på en 26. plads mod en 6. plads i 2021. Hertil skal det bemærkes, at der sket en ændring i indikatorerne, så de ikke er sammenlignelige med 2021 tallene. Det er alene to af spørgsmålene til virksomhederne, der kan sammenlignes med 2021 tal.

For kategorien “Brug af private leverandører”, er det ligeledes gældende, at de statistiske indikatorer er ændret fra 2021 til 2022, og dermed ikke kan sammenlignes. I denne kategori går kommunen fra en 74. plads til en 76. plads i 2022.

Kommunen falder 10 pladser fra 49. til 59. pladsen i 2022 i kategorien “Digitale rammer”. Her er det ligeledes gældende, at de statistiske indikatorer ikke kan sammenlignes. Virksomhederne har svaret på spørgsmål om kommunens digitale erhvervsservices, og her er der en relativ stor tilbagegang.

I kategorien “Skatter, gebyrer og erhvervsarealer” falder kommunen fra en 31. plads i 2021 til en 62. plads i 2022. Kategorien dækker blandt andet over byggesagsgebyr, kommunal udskrivningsprocent, erhvervsbygningsareal, sikring af erhvervsgrunde med plads til udvikling, hensyn til erhvervslivet i den lokale planlægning og niveauet af de kommunale erhvervsskatter, afgifter og gebyrer.

Slutteligt falder kommunen fra en 29. plads til en 38. plads i kategorien “Information og dialog”. Kategorien dækker over dialogen mellem erhvervslivet og kommunens politikere, mellem erhvervslivet og kommunens embedsmænd og kommunens formidling af væsentlig information til virksomheden.

De adspurgte virksomheder i Vesthimmerlands Kommune mener, at kommunen bør prioritere kategorierne “Arbejdskraft”, “Uddannelse” og “Sagsbehandling” højest, mens også “Infrastruktur og transport”, “Erhvervsarealer og -områder”.

“Brug af private leverandører” bør i følge virksomhederne prioriteres højt.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.