VESTER HORNUM: I forbindelse med Min Købmands fødselsdagsfejring med veterankøretøjer i dag søndag, så var der også en anden gruppe køretøjer der koblede sig på arrangementet, nemlig motocrossere.
Det er nemlig sådan, at der alene i Vester Hornum er ca. 15 børn og voksne som interesserer sig for sporten og som kører i Aars Moto Cross klub.
En familie er så bidt af sporten at 3 generationer kører med.
Det var i sin tid Svend Anker Jensen, som de fleste kender som en del af Vester Hornum Smede og VVS forretning, der tog sine børn og andres børn fra byen med ud i grusgraven, så de kunne køre ræs der. Han kørte også selv.
For ca. 20 år siden blev grusgraven lukket og i stedet søgte man til Aars Moto Cross klub, hvor Svend Ankers børnebørn Mikkel på 7 år og Anker på 4 år kører.
Der er også nyudvikling indenfor motocross. Blandt de mange udstillede motocrossere i søndags i Vester Hornum fandt man også El-motocrossere, som især børn kører på. Der er ganske vist ikke den kendte motorlyd, men de kan køre lige så stærkt.
Peter Jensen, der er far til Mikkel og Anker fortæller at de to knægte kunne køre motocross før de lærte at cykle.
