KFUM spejdere var på combi-lejr

ULLITS: Det er en årlig tradition at KFUM spejderne fra Ullits og Vegger mødes til en fælles efterårslejr – Combi-lejren. Den fandt sted forrige weekend på lejrskolen i Næsby.

Årets tema var dinosaurer, og for de største af spejderne, juniorer og trop, som mødtes om fredagen, var opgaven blandt andet at bygge en tidsmaskine, som kunne sende dem 67.000 år tilbage i tiden. Lørdag morgen ankom de yngre spejdere, ulve og bævere, hvorefter alle blev inddelt i patruljer på tværs af grupper og alder – deres nye ”familier” på rejsen til ”dino-tiden”.

Der graves efter dino-fosiler

Lørdag og søndag var fyldt op med løb, samarbejdsøvelser og spejderaktiviteter, hvor der blev bygget dino-grotter med rafter, tøjret dinosaurer med knob, lavet masser af kreative dinoprojekter, gravet efter fossiler og meget mere. Søndagsprogrammet startede tidligt med morgenløb før solopgang, hvor der var brug for både varme trøjer og lommelygter.

En flok trætte men glade spejdere kunne afslutningsvis vende tilbage til nutiden søndag eftermiddag.

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: