Forside Blog Side 350

På lørdag er en lokalhistorisk dag

Strandby var en meget driftig by i 1950’erne. Det er der lavet en fotoudstilling over. Her ses Holger Østergaards værksted i 1959.

FARSØ/ULLITS: På lørdag den 12. november afholder de lokalhistoriske arkiver landet over, Arkivernes Dag.

Således også her i lokalområdet, hvor bl.a. Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og omegn markerer dagen med åbningen af hele to udstillinger. For at få plads nok har arkivet lånt lokaler i Farsø Rådhuscenter til formålet.

LÆS MERE OM LOKALARKIV FARSØS UDSTILLING HER

Den ene udstilling er jubilæumsudstillingen for Farsø Søanlæg. Den anden udstilling er Husene i Strandby i 1950’erne. Sidstnævnte udstilling vil på Arkivernes Dag være udvidet med avisudklip fra Strandby samt fotos fra 1954 og opefter, som er indsamlet af Henning Andersen.

Også i Ullits vil lokalarkivet have åben på Arkivernes Dag.  Her er det muligt at kigge forbi og evt. indlevere materiale, som kan have interesse for eftertiden.  

SE ANNONCEN FOR ARKIVERNES DAG HER

Den traditionelle juletræstænding med julemanden er tilbage

På næste torsdag tænder julemanden Farsøs julebelysning. Den stolte tradition er tilbage og samtidig glæder det, at hele byens julebelysning ophænges og opsættes, da man kun har energibesparende LED-lys

FARSØ: I to år har julemanden, grundet corona-restriktioner, afholdt sig fra at samle familierne på Store Torv til julelystænding. Men i år er han og den populære tradition tilbage!

Julelysene tændes på næste torsdag
På næste torsdag tændes julebelysningen i Farsø. Der varmes op til tændingen med salg af julelækkerier og julesang på Store Torv. Desuden er der mulighed for rundture i midtbyen med julemandens røde veterantraktor og vogn. Ikke at forglemme skal børn aflevere deres julesok i julemandens værksted. Værkstedet har julemanden indrettet i centerbuen – forhallen til Farsø Rådhuscenter mod Søndergade.

Julemanden tænder
Kl. 17.00 ankommer julemanden selv i et andet af hans yndlingskøretøjer, nemlig hans røde brandbil. Her vil han tage imod børnene på Store Torv, og kort tid efter stige ombord i en lift for at blive hejst til toppen af det store juletræ på Store Torv, og på magisk vis tænde byens julebelysning. Vel nede igen vil der være nissedans og julesange omkring træet.

Den gode stemning følges op af Kimbrergarden, der vil spille på Store Torv og på Centergangene. Butikkerne vil i øvrigt have åbent til kl. 19.00, ligesom der vil være salg af aftensmad både på Store Torv og på Centertovet.                

Hele byens julebelysning kommer op
Selvom der i den seneste tid, landet over, har været stor diskussion om der skal være julelys i gaderne eller ej, så er den skepsis manet til jorden. I hvert fald i Farsø, hvor al julebelysning er energibesparende LED-lys.

-Beregninger viser et meget lavt elforbrug, og derfor skal juleglæden ikke tages fra os her i mørket, fortæller formand for Farsø Handelsstandsforening, Rasmus Dige, der også er koordinator for julebelysningen i Farsø.     

Derfor går Farsø Handelsstandsforening og de mange frivillige hjælpere på lørdag i gang med at opsætte og ophænge julebelysningen, så den er klar til at blive tændt af julemanden på næste torsdag.

Rasmus Dige kan fortælle, at det store træ på Store Torv, som julemanden altså tænder julebelysningen fra, stammer fra en villahave på Høgevej.

Det er efterhånden svært, at skaffe de store træer, derfor bliver træet udfor kirken i Nørregade i år et såkaldt led-flagstangslys. Som noget nyt, vil den nordlige rundkørsel også få flagstangslys ved Aldi. Desuden vil lystæpperne over centergangene i Farsø Rådhuscenter blive udskiftet til nye LED-energibesparende. Desuden vil de store træer i øst og vest-indgangen få monteret LED-lyskæder. Det har de ikke haft før.

Vi kan derfor nu med god samvittighed sige, at samtlige julekæder, der indgår i handelsstandens julebelysning er på energibesparende LED, siger Rasmus Dige              

Den komplette julebelysning vil således komme op i år, guirlander, parasoller, kæder i træer m.v.                     

Kæmpe nisserne hører til
Afslutningsvis skal også nævnes de store halmballenisser, som er et vartegn for Farsø i juletiden. Også de vil blive opsat på lørdag på Kræn Spillemandsplads i Farsø midtby.

Bakkegårdens Børnehave er indtaget af håndværkere

En gengribende renovering af Bakkegårdens Børnehave er i gang. En af de større opgaver er det nye tag, der netop er blevet lagt på. Renoveringen fortsætter indtil februar næste år. Imens er børnene genhuset i Kometen på Stationsvej.

FARSØ: Sidste efterår fyldte Bakkegårdens Børnehave 40 år.

Igennem de fire årtier har rigtig mange børn gået i børnehave her. Det slider selvsagt på lokaliteterne. Desuden er også vuggestuebørnene kommet til, som kræver en anden indretning af huset.   

Efter at have taget tilløb i efterhånden nogle år, er den omfattende renovering af Bakkegården i gang. Den gik i gang i midten af september. Ifølge tidsplanen finder renoveringsarbejdet sted frem til februar næste år.

Der pågår større opgaver såsom udskiftning af taget, nyt loft og el, ny gulvbelægning, gulvvarme i vuggestuen, nye indvendige døre, renovering af toiletterne, nye armaturer, ABA-anlæg og ventilation til garderober. Nye ting kommer der også til, såsom tilbygning af depot og garderobe, et uopvarmet udeværksted og depot samt udeadgang til toilet.

Imens renoveringen finder sted er bakkegårdens børn og personale genhuset i Kometen på Stationsvej.

Bakkegårdens leder Jane Bleiken fortæller, at børn og voksne har fundet sig godt til rette det midlertidige sted der størrelsesmæssigt svarer til Bakkegårdens lokaler.

Dog savner de 12 vuggestuebørn og 46 børnehavebørn deres udeområde, som ikke er så optimalt ved Kometen.

Derfor tager de tit på tur i Søanlægget og besøger de andre børnehaver Højgården og Valhalla for udeleg.

Nu hvor der også er ryddet op omkring Bakkegården, så er børnene naturligvis også meget nysgerrige på hvordan arbejdet skrider frem med den ”nye” Bakkegården.

-Så vi kigger jævnligt forbi, fortæller Jane Bleiken, der regner med at den ”nye” børnehave kan tages i brug i slutningen af februar eller starten af marts næste år.       

Forundring i Vester Hornum – skolebestyrelsen ønsker at lukke egen skole

Ud over skolens p.t. 103 elever på 0-9 årgang er der også LBO og børnehave tilknyttet skolen.

VESTER HORNUM: Meget overraskende har skolebestyrelsen på Vester Hornum Skole meldt ud at den ønsker at lukke skole og LBO og børnehave med udgangen af dette skoleår. Årsagen er et faldende elevtal.

Udmeldingen har meget naturligt skabt forundring og stor debat i byen og på byens facebook. Her står der også, at der i dag onsdag er der indkaldt til forældremøde. 

Formand for skolebestyrelsen Henrik Petersen forklarer om situationen:

-Vi vil på mødet onsdag orientere om, hvorfor en samlet skolebestyrelse desværre ser en lukning af skole og LBO som en nødvendig beslutning for vores børn. Kort fortalt handler det om, at børnetallet på skolen falder år for år og det gør, at vi ikke længere vil kunne stå inde for den pædagogiske kvalitet, som vores børn har krav på. Er et flertal af forældrene uenige med os og ser en anden løsning, vil vi respektere dette og trække os fra bestyrelsen. Der skal i så fald afholdes nyt valg til skolebestyrelsen.

I de 12 år jeg har været formand for skolebestyrelsen, har vi hvert eneste år kæmpet for skolen. Tanken om en lukning af vores skole og andre mindre skoler er ikke ny, heller ikke for politikerne. Så jeg kan med sikkerhed sige, at vi med vores initiativ ikke har givet politikerne en idé, der ikke har været tænkt før. Jeg kan også sige, at politikerne allerede har sat en debat om ny skolestruktur på dagsordenen længe før vores initiativ.

Vi har til forældremødet på onsdag afsat tid til debat og har allieret os med Kristian Lorenzen, der vil være ordstyrer. Så vi vil meget gerne tage debatten med alle forældre i skole og LBO.

Hvis der er opbakning til skolebestyrelsens forslag, vil vi som by have en stor opgave i at bevare foreningslivet og sammenholdet på den anden side af lukningen. Det er en kamp, jeg som foreningsaktiv selv vil tage del i. Det er lykkedes mange andre steder. Det kan det også hos os, hvis vi står sammen.

Vester Hornum Skole har p.t. 111 elever fordelt på 0-9 årgang.

Boligbyggeri på lystbådehavnen skrider planmæssigt frem 

Lige nu er Aars Boligforening i fuld gang med opførelse af med 6 stk. 3- værelses udlejningslejligheder på Fjordvej i Hvalpsund i forbindelse med Lystbådehavnen. Boligerne er på hver 90m2 og har egen carport. De 6 boliger med træbeklædning opføres som rækkehus i et-plan

HVALPSUND: I slutningen af juni blev det første spadestik taget til 6 nye boliger på lystbådehavnen i Hvalpsund, opført af Aars Boligforening.

Her ses de nye boliger fra syd-siden, hvor der anlægges terrasser. Det er endnu ikke afklaret hvad der bygges på nabogrunden – Marina-grunden      

Arbejdet skrider planmæssigt frem og beboere vil kunne flytte ind i marts/april måned 2023.

Inden de nye boliger meldes klar, vil der også blive anlagt bump og fortov langs p-pladsen på lystbådehavnen.

Desuden vil fortov og gadebelysning på den omlagte del af Fjordvej også blive planlagt. Ventetiden skyldes, at Vesthimmerlands Kommune lige nu er i gang med at vælge imellem det rigtige projekt for yderligere boliger i området, nemlig på Marina-grunden. Grunden har været i budrunde og 5 bygherrer har budt ind med projekter.  

LÆS OGSÅ: 5-bud på Marina-grund

Corona- og influenzavaccinationer i høj kurs 

NORDJYLLAND: Efterårets vaccinationsindsats mod covid-19, influenza og pneumokoksygdom har været i gang i halvanden måned, og nordjyderne tager i høj grad imod vaccinationstilbuddene, hvilket er medvirkende til at skabe immunitet i befolkningen.

Stor vaccinationstilslutning i målgruppen
På de 11 regionale vaccinationscentre og hos de praktiserende læger er der allerede blevet vaccineret 73 procent af den aldersbaserede målgruppe, når det kommer til vaccination mod Covid-19. Hele 75 procent er blevet vaccineret mod influenza, og 35 procent er vaccineret mod pneumokoksygdom.

– Helt overordnet set betyder det, at det jo går rigtig godt, og mange nordjyder er blevet vaccineret. For alle tre vacciner ligger Region Nordjylland med helt fremme i forhold til tilslutningen, siger Anders Cinicola, chefkonsulent i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland med ansvar for udrulningen af vaccinationsprogrammet. 

God mulighed for at finde vaccinationssted
For borgere, der er i målgruppen for vaccination mod covid-19, influenza eller pneumokoksygdom, er der stadig masser af ledige tider og god mulighed for at lade sig vaccinere.

Det er muligt både at lade sig vaccinere på de regionale vaccinationscentre, hvor der findes et i hver nordjysk kommune – der er god plads og ledige tider den næste måneds tid. Herefter vil kapaciteten gradvist blive nedskaleret.

Det er også muligt at lade sig vaccinere hos en lang række praktiserende læger.

Personer over 50 år kan blive vaccineret mod covid-19. Samtidig kan personer på mindst 65 år blive vaccineret mod influenza og pneumokoksygdom. Derudover kan personer i særlig risiko for alvorligt forløb med én eller flere af de tre sygdomme blive vaccineret.

Visse pårørende samt sundheds-, social og plejepersonale med tæt kontakt til personer i øget risiko, kan blive vaccineret mod covid-19. Sundhedspersonale kan også blive vaccineret mod influenza.

Endeligt er det også muligt for børn mellem 2 og 6 år at blive vaccineret mod influenza hos en praktiserende læge. Vaccinen til børn gives som en næsespray, der sprøjtes op i hvert næsebor. Denne vaccine er specielt udviklet og godkendt til børn.

Leg med lighter satte ild til efterskole

Det var uforsvarlig omgang med en lighter, der fik en elevfløj til at brænde ud på Farsø Efterskole.

STISTRUP: I går mandag kl. 17.06 blev der slået alarm om brand på Farsø Efterskole, hvor der var gået ild i en værelsesfløj. Alle elever blev hurtigt evakueret, så der ikke skete personskade.

To drenge på 16 og 17 år, som er elever på skolen, har erkendt, at de legede med en lighter på det værelse, hvor ilden opstod.

Værelsesfløjen blev kraftig beskadiget af branden og sod og røg. Fløjen havde fire værelser med i alt 8 elever. Eleverne vil blive genhuset i en midlertidig pavillon.

Et år efter: Hesselvang opfatter sig stadig som Danmarks bedste

Hver onsdag er der erindringsdans på Friplejehjemmet Hesselvang og alle beboere inviteres på dansegulvet.

HVALPSUND: Det er nu et år siden at landsorganisationen Danske Seniorer kårede Friplejehjemmet Hesselvang til Danmarks bedste plejehjem.

Hæderen kan ikke gives til samme plejehjem to år i træk, men det ændrer ikke ved at Hesselvang stadig opfatter sig som landets bedste plejehjem.

LÆS OGSÅ: Friplejehjemmet Hesselvang er kåret som Danmarks bedste

Livsglæde at komme på Hesselvang
Mange betegner det at komme på plejehjem som noget negativt, men på friplejehjemmet Hesselvang er det lige omvendt, her er livsglæde.

Da Farsø Avis aflægger besøg et år efter hæderen, fornemmes netop denne livsglæde.

Allerede ved fordøren lyder en glad melodi ”Lille Sommerfugl”, måske mest kendt i Bjørn Tidmands version fra 1968.

Musikken stammer fra salen, hvor erindringsdans netop er startet op igen. Her er en stor del af Hesselvangs beboere samlet sammen med en flok frivillige og personale. Hvad enten man er siddende i en kørestol eller støtter sig til en rollator, så kommer man på dansegulvet. Det skal de mange hjælpere nok sørge for. Ansigterne lyser op i store smil og der synges med.             

Sådanne glade dage er der mange af på Hesselvang.   

-Der er fællesaktiviteter så godt som hver dag, fortæller leder Pia Nielsen, og det skaber en helt særlig stemning i huset, så alle ønsker at være med.

Alle skal få de oplevelser, de kan
Det stemmer godt overens med friplejehjemmet vision: ”Alle skal få de oplevelser, de kan”

Det kan også betyde et spil kort, en tur ”ud i det blå” med friplejehjemmets bus, eller en tur ned i byen. Som mange sikkert også ved, deltager friplejehjemmet hvert år i optoget i forbindelse med Havnefesten. Flere førstepladser beviser, at man går op i at være med, og bruger tid på det. Adskillelige temafester arrangeres der også på stedet.

Aktiviteterne kan friplejehjemmets 24 beboere dog ikke klare selv. Der god hjælp fra de ca. 35 frivillige, der kommer på stedet fordi de kan lide det. Hertil kommer de 32 ansatte, der klarer det praktiske med beboerne, men også er med i alle oplevelserne.

Jeg er endt i smørhullet
 Alle beboere har store og rummelige lejligheder med egen terrasse. Bliver man inviteret indenfor, bliver man budt velkommen med ”Kom indenfor, og se hvor dejligt jeg bor”. Ud over de lyse og venlige lejligheder, så bliver man også draget af omgivelserne udenfor. Natur – masser af natur, men også geder og høns, en musikhave, drivhuse som beboerne selv kommer i og meget mere.

Som Per Pedersen, der i en artikel her i avisen, sidste år i forbindelse med udnævnelsen til Danmarks bedste plejehjem, betegnede det: ”Jeg er endt i smørhullet”. Det synes han stadig.

Frihed under ansvar
Som friplejehjem har man særlige friheder, nemlig at indrette sig på beboernes præmisser. I Hesselvangs identitet finder man nærvær, aktivitet, fællesskab med andre og at man tager ansvar for hinanden.                   

For at dette kan gå op i en højere enhed, har personalet ikke de samme snævre faggrænser som man typisk har på et kommunalt plejehjem.

-Vi har en flad organisation, fortæller Pia Nielsen. Her hjælper vi hinanden og er fælles om opgaverne. Hos os spiser personalet også sammen med beboerne. Vi er som en stor familie.

Pia Nielsen er flittig til at give medarbejderne ros og anerkendelse for deres iderigdom, deres respekt for de ældres ønsker og for deres fleksibilitet.

-Medarbejderne har friheden til at komme med en ide og udføre den. Der er ikke langt fra idé til handling og bestyrelsen er hurtige beslutningstagere, siger Pia Nielsen og tilføjer: Ikke at forglemme har vi vores 35 frivillige, der med deres engagement gør det et godt sted at være og komme.       

Så er der snart jul igen

Egnens første - og et af de største, nemlig julemarkedet i Strandbyhallen er ved at gøre klar til at finde sted søndag den 13. november.

STRANDBY: Traditionen tro, er det Strandby der er først med juleforberedelserne med afholdelsen af det populære julemarked i Strandbyhallen. Det finder sted på søndag.

Efter et par år, hvor julemarkedet enten har været helt aflyst og sidste år var nedtonet grundet coronarestriktioner, så er Strandbyhallen i år tilbage til normalen og bliver fyldt med alt hvad der hører julen til.

-I år har der været usædvanlig rift om standene, som var udsolgt på lidt under gen en måned. Flere har henvendt sig forgæves og er endt på venteliste, fortæller koordinator for julemarkedet Henning Christensen og fortæller videre: 

Der er rigtig meget kunsthåndværk, som vil være oplagte julegaveemner. Der kan nævnes: strik, filt, huer, trøjer, sjaler, dukke- og bamsetøj, puder, julepynt, legetøj, kirkegårdspynt og -kranse, dørpynt, adventskranse, kalenderlysdekorationer, juletræspynt, indendørs og udendørs dekorationer, værtindegaver, pakker til julepakkespil, kort til enhver lejlighed, hjemmelavede nisser og trolde, patchwork og hjemmestrikkede ting, glasperler, Forever Living, muleposer, smedejern, keramik, betonfigurer, fuglehuse, småkager og meget mere.

I alt vil der være 45 udstillere fordelt på 55 stande. Mange af udstillerne er nye i forhold til sidste år. Så der er meget nyt at se på i år

-De senere år har vi oplevet et mærkbart løft af kvaliteten af varerne. Så vidt jeg kan fornemme så bliver det mindst lige så godt i år, siger Henning Christensen.

Når man har været rundt i hallen og set og rørt ved varerne og handlet, så er der som sædvanlig muligt at sætte sig i julecafeen og hygge sig med gløgg og æbleskiver, et stykke smørrebrød, en kop kaffe eller the m.v. inden man går en ny tur rundt i hallen.

Der er amerikansk lotteri. Julemanden plejer også at komme forbi.

Julemarkedet i Strandbyhallen er anderledes. Der er lagt meget vægt på julehyggen og at gæsterne har lyst til at blive i lang tid. Som mange af gæsterne siger: ”ingen jul, uden julemarked i Strandbyhallen”

-I år har vi heldigvis ingen begrænsninger i forhold til Corona. Der vil dog være mulighed for sprit til hænderne i indgangen og i baren. Så alle kan være trygge ved at besøge julemarkedet i år, slutter Henning Christensen.

SE ANNONCEN FOR JULEMARKEDET HER

Farsø Sygehus i front med nyt system til knækirurgi

FARSØ: Som de første i Norden er Aalborg Universitetshospital Farsø nu i gang med at anvende en ny type system til knækirurgi.

Systemet gør det muligt for sygeplejerskerne og kirurgerne at se direkte på en skærm, hvilke processer der skal udføres i operationen i realtid samt hvilket udstyr der skal bruges i de kommende trin.

Dermed kan man forbedre træningen af personalet og højne patientsikkerheden, da det sikres, at der følges den samme procedure hver gang.

Selve proceduren er udarbejdet specifikt til Farsø og systemet er implementeret af Johnson & Johnson, som specifikt har valgt at samarbejde med Farsø grundet det høje niveau i ortopædkirurgien og grundet det forholdsvis store antal operationer.

Systemet ikke er indkøbt til Ortopædkirurgien i Farsø, men vil i et halvt års tid være på prøve i operationsstuen som erfaringsudveksling mellem kirurger og Johnson og Johnson.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.