HVALPSUND: I juli måned satte Vesthimmerlands Kommune Fjordvej 18 i Hvalpsund, måske bedre kendt som Marina-grunden, til salg.
Planen er, at der skal opføres nye boliger på grunden.
I salgsannoncen lød det: Måske den bedst beliggende grund i hele Hvalpsund, og en af de bedste i hele kommunen udbydes nu til salg. Fra grunden er der ugeneret og fri panoramaudsigt over Limfjorden og marinaen.
Uanset denne indbydende beskrivelse blev der ikke sat en mindstepris.
Budfristen udløb den 16. september og på det seneste økonomiudvalgsmøde blev 5 bud åbnet.
-Da det var et lukket punkt kan jeg ikke fortælle yderligere, siger kommunaldirektør Henrik Kruuse, da Farsø Avis ringer til ham.
-Der går ca. en måneds tid endnu førend mere meldes ud, lyder det videre.
Det skyldes, at de fem bud skal gås igennem, og sikres at de lever op til lokalplanen for området. Lokalplan blev efter et par borgermøder og høring vedtaget i juni 2014, efter at have været 3 år undervejs. Der var mange indsigelser og man fandt det vigtigt at tage hensyn til borgere og omgivelser.
I planen står bl.a. at området er udlagt til tæt, lav bebyggelse, hvilket vil sige højst 6,5 meter. Desuden er bebyggelsesprocenten sat til højst 60 %. Med i handlen forpligter køber sig desuden til at nedrive den nuværende 1.600 m2 store Restaurant Marina, som lukkede i sommeren 2021. Det er for egen regning. Herunder hører også bortskaffelse, byggemodning og fundering.

