Forside Blog Side 1171

1.100 tog tilbage til 80’erne

FARSØ: Der var tale om ren 80’er nostalgi da Håndboldens Venner i aften inviterede til 80’er fest i Dronning Ingrid Hallerne.

I alt 1.100 Vesthimmerlændinge havde taget imod invitationen, hvor det ene 80’er hit efter det andet fyrede igennem hallerne.     

Kl. 22.00 gik et af 80’ernes største danske navne Rocazino på scenen. ”All my love”, lød det fra forsangerinden Ulla Cold ud over den nostalgiske forsamling og mange fik ungdommen tilbage – i hvert fald for en stund, mens andre nød hitsene fra Rocazino for første gang.   

Efter fem kvarters ørehængere fra Rocazino fortsatte festen på dansegulvet, hvor det ene musikønske efter det andet tilgik DJ Peter Christensen bag pulten. I træningshallen, hvor der tidligere på aftenen var blevet indtaget 80’er buffet fra Hotel Farsø af knap 350 VIP-gæster, blev nattefesten leveret af orkestret Back to the 80’s, der også kunne sætte gang i danseskoene.

Læsebånd på Vester Hornum skole

Vester Hornum skole

VESTER HORNUM: De næste tre uger er der "læsebånd" på Vester Hornum skole.

Hver dag, har eleverne på Vester Hornum skole afsat 20 minutter til at læse i. Dette sker udover den almindelige undervisning og skulle gerne lokke eleverne til at læse mere.

Det vil sige, at alle på skolen, helt fra børnehave klassen og til 9. klasse, skal læse 20 minutter hver dag. Nogle gange må eleverne selv vælge den bog de vil læse i, men i fysisk, tysk eller andre fag bliver der læst det, der hører til faget.

Alma, Christine A og Michelle fra 8. klasse fortæller at det er hyggeligt at sidde og læse lidt engang i mellem og på den måde også få lidt afveksling fra de almindelige timer.

Der er delte meninger om læsebåndet blandt eleverne, men langt de fleste er positivt indstillet over for det. Lærerne er begejstrede for læsebånd, da det kan lokke eleverne til at læse mere.

Kæmpenisser har indtaget Farsø midtby

Kæmpe nisser på Lille Torv i Farsø

FARSØ: Idag, som også var dagen for tændingen af Farsø julebelysning, gjorde mange store øjne – især børn, da man ikke kunne undgå at få øje på to kæmpenisser på Lille Torv foran Torvet 1.

Disse flere meter høje kæmpe Nisser pryder Lille Torv op til jul. Bag ideen står Farsø Handelsstandsforening, der har fået hjælp af Produktionsskolen Kongshøj for få dem lavet.

De to kæmpenisser, udført i halmrundballer, er kommet til torvepladsen med hjælp fra Produktionsskolen Kongshøjgaard. Særligt lægger man mærke til nissernes venlige ansigtsudtryk og flotte beklædning, som produktionsskolens elever har stået for. Nissernes flotte klædedragter er udført af i alt 90 meter stof, som sikkert ikke har været let at håndtere i symaskinerne. 

Farsø er i det hele taget kendt for sine overdimensionerede julepåfund, som vækker opsigt fra både nær og fjern. Hvem husker ikke også Danmarks største kalenderlys og julemandens kane på taget af Torvet 1.      

Krydset Svingelbjergvej/Fabriksvej gøres mere sikkert

Krydset Svingelbjergvej-Fabriksvej

FARSØ: Som trafikanten, der dagligt kører på vejen mellem Farsø og Svingelbjerg allerede har opdaget, er der en ombygning i gang af krydset Svingelbjergvej – Fabriksvej.

Vigepligten er ændret i krydset Svingelbjergvej/Fabriksvej. Fremover skal trafikanterne holde tilbage for trafikken på Fabriksvej. Ud over hajtakker, er Svingelbjergvej blevet forlagt på en kortere strækning ud for Søndergården 11.

Trafikanterne på Fabriksvej har hidtil skullet holde tilbage for trafikanterne på Svingelbjergvej, når de mødes i krydset. Da trafikanterne på Svingelbjergvej fremover skal holde tilbage for trafikanterne på Fabriksvej vil afmærkning på kørebane blive ændret og der vil blive opsat skilte, der informerer borgerne om de nye vigepligtsforhold.     

Samtidig forlægges Svingelbjergvej på en kortere strækning udfor ejendommen Søndergården 11, så det ikke er muligt fremover at køre lige over i krydset.

Bilister, der af gammel vane af ubetænksomhed vil køre lige igennem på Svingelbjergvej bliver i de første måneder advaret om den ændrede vigepligt af store gule advarselstavler.

Der er sket 3 alvorlige trafikuheld de seneste 9 år, hvor bilister på Fabriksvej har overset vigepligten. Vigepligten bliver ændret, da der er mere trafik på Fabriksvej og det er samtidig er en fremtidssikret løsning hvor Fabriksvej i højere grad får en rolle som omfartsvej end det er tilfældet i dag.

Julemarkedet i Strandby er først

Julemarked Strandby

STRANDBY: Ganske vist har vi kun vendt de første blade i kalenderen for november måned, men julen nærmer sig – og hurtigere end vi aner.

Julemanden vil naturligvis også være til julemarked i Strandby på søndag.

Til juletraditionen hører de populære julemarkeder, som findes i enhver by. For at kunne nå dem alle og for ikke at konkurrere mod hinanden, er flere af novembers weekender taget i brug.

 

På søndag lægger Strandby ud med sit julemarked. Strandby Hallen har plads i alt 55 stande, der i år sågar er udvidet med yderligere 6 stande i cafeteriaet.

 

Traditionen tro er hallen fyldt med alt der hører julen til og lidt mere til. Til et godt julemarked hører masser af nisser, dekorationer, kranse, kirkegårdspynt, juletræer, lys og gaveartikler til både store og små. Hårde, bløde og smukke artikler. Kort sagt, så oser Strandbyhallen af jul og stemning hele søndagen.

 

Hele dagen er julecafeen åben. Her kan gæsterne hvile og hygge sig med gløgg og æbleskiver eller lidt mad.  Traditionen tro vil der også være lidt musikalsk underholdning både i form af julemusik og korsang. Nogle meget dygtige unge piger kommer og giver nogle prøver på deres store sangtalent.

 

Strandby Borgerforening har også en stand, hvor de modtager julesokker fra børnene. Med lidt held får julemanden tid at fylde sokkerne, så børnene kan hente deres sokker lidt senere på måneden.

 

Umiddelbart inden julemarkedet lukker, er der lodtrækning om en kransekage på entrebilletten. Samtidig udtrækkes der to vindere blandt de mange, som har støttet Strandby hallen med støttekontingent.

Kender du Vitskøls historie?

Vitskøl Kloster

VITSKØL: For mange Vesthimmerlændinge ligger Vitskøl Kloster smukt Limfjordens bred og efterlader en fornemmelse af mystik og spørgsmål.

Er du interesseret i Vitskøls historie, kan du få den fortalt tirsdag aften på Vesthimmerlands museum.

Klosteret og kæmpekirken der aldrig blev færdig var i middelalderens Vesthimmerland egnens ubetinget største arbejdsplads og magtcentrum af national betydning. Det sidste er en påstand; men det kan ikke være en tilfældighed at netop stedet ved Bjørnsholm ås udløb i Limfjorden blev givet af kong Valdemar den Store i 1158 til Cisterciensermunkene til bygning af Nordens største kirkebyggeri. Det var i hvert fald planen!

Med Middelalderdagene på Vitskøl i skolernes efterårsferie har klostret fået stærkt øget opmærksomhed og bl.a. det har inspireret Vesthimmerlands Museumsforening til sætte fokus på Vitskøl Klosters historie med foredrag og aktiviteter i samarbejde med bl.a. Vesthimmerlands Museum.

Det første foredrag belyser kirken og klosteret ud fra et bygningshistorisk perspektiv.

Hugo Støttrup Jensen, der er bosiddende i Vognsild, har sammen med Karsten Lyngsie og Jesper Hjermind fra Viborg Stiftsmuseum igennem en årrække arbejdet intenst med Vitskøls bygningshistorie, og de planlægger i den forbindelse at udgive en bog om det middelalderlige kloster til vinter.

Vesthimmerlands Museumsforening er ret stolte over at Hugo Støttrup Jensen vil give en lokal forsmag på bogen ved foredraget på Vesthimmerlands Museum i Aars i aften. I museumsforeningens efterårsprogram skriver foredragsholderen bl.a.:

Alle der har besøgt Vitskøl Kloster fornemmer stedet storhed ikke mindst, når man står ude i klosterkirkens store ruin, der blev fremgravet i årene 1895-98. Egentlig er litteraturen om klostret sparsom. Måske er mange af de ting vi i dag hører og måske selv genfortæller mere skrøner end fakta.

Nationalmuseets arkitekt C. M. Smidt, der gennem næsten 50 år (hele sit voksne liv) udgravede og istandsatte vor store historiske ruiner, skrev som en ung mand i 1903 om kirkeruinens østpart, som han var i gang med at efterudgrave og restaurere: "Står man en dag på dette sted, en dag når solen skinner og giver kraftigt lys og stærke skygger til denne mangfoldighed af former og lader apsidernes granitsatte sokler træde frem med deres koncise, fantastiske tegning, da forstår man den blanding af primitiv kraft og højtudviklet kultur, der taler ud af dette sjældne mesterværk, desværre kun et brudstykke af et mesterværk.

Børnehavebørn pynter op hos Farmas

Børnehaven Valhalla hos Farmas

FARSØ: Tidligere på året aflagde børnehavebørnene fra Valhalla besøg hos Farmas for at kigge nærmere på deres traktorer, maskiner, 4 hjuls crossere m.v. Det blev en rigtig god dag, hvor samtlige børn ”afprøvede” samtlige køretøjer i Farmas haller.

15 børn fra børnehaven Valhalla har pyntet Farmas store juletræ til deres julemarked

Den gode oplevelse har nu afstedkommet, at børnene straks sagde ja til at pynte Farmas kæmpe juletræ Det pyntede træ skal bruges i forbindelse med Farmas årlige julemarked, som finder sted den 20. november.

Børnene har brugt op til flere dage og stor kreativitet med at lave pynt til Farmas træ. I mandags kiggede 15 børn forbi for at få pynten på plads på træet – ganske vist med lidt hjælp fra de voksne, for at få pynten helt til tops.

Oprykning til serie 1

FARSØ: Efter den mest jævnbyrdige og spændende turnering i mange år, lykkedes det i weekenden FUIKs 1. hold herrer, at sikre sig oprykning til Serie 1.

FUIK’s 1. hold herrer har sikret sig oprykning til Serie 1.

Turneringen har budt på et utal af lige kampe. Holdene har vundet og tabt på kryds og tværs, og efter at det sidste spark blev taget i weekenden, var der kun 6 point mellem FUIK på 1. pladsen og Skals på sidstepladsen.

Før de sidste 3 spillerunder rykkede FUIK dog fra det øvrige felt, og havde derved ikke mindre end 3 matchbolde, men holdet skulle helt hen til sidste spillerunde, før det lykkedes, at sikre sig oprykningen.

De mange spændende kampe har også betydet, at opmærksomheden omkring holdet er vokset fra kamp til kamp. Holdet har oplevet en stor opbakning fra både publikum og Elitefodbold Farsø (sponsorerne) igennem hele efterårssæsonen – både på udebane og hjemme. Dette har været et ekstra krydderi oveni oprykningen, og en opbakning som har været helt uvurderlig for holdet.

Det unge hold med Jens Bojer og den øvrige trænerstab i spidsen, har gjort et fantastisk stykke arbejde, og det er med stor forventning, at FUIK ser frem til den nye sæson, hvor håbet er, at der  holdes sammen på tropperne, så holdet kan få lov at fortsætte den gode udvikling.

2009 har været en fantastisk sæson for FUIKs Seniorhold, idet det tidligere også er lykkedes klubbens 1. hold damer at sikre sig oprykning til Jyllandsserien samt 3. hold herrer oprykningen til serie 4.

Stor spørgelyst i valgcafe i Farsø Rådhuscenter

Valgcafe Farsø Rådhuscenter

FARSØ: Spørgelysten fra borgerne var stor. Det var også hele formålet med den valgcafé og det vælgermøde, der idag var arrangeret i Farsø Rådhuscenter.

Samtlige opstillede lister til kommunalvalget og 24 kandidater til byrådet var til stede sammen med 5 lokale regionskandidater. 

Dermed var der rig mulighed for at komme i dialog med samtlige lister og partier for at få svar på konkrete spørgsmål, som kan gøre det lettere at få sat krydsene den 17. november.

Der var stor ros til arrangøren fra såvel kandidater som borgere for arrangementet. – Det er i sandhed noget helt andet end at stå på gaden eller ude i forsamlingshusene, lød det fra flere kandidater. Dermed mentes, den upåtrængende måde at henvende sig til borgerne på. I Farsø Rådhuscenter var det nemlig, for en gangs skyld, borgerne der henvendte sig til kandidaterne.  

At denne valgkamp adskiller sig fra tidligere, især med hensyn til kommunalvalget var tydelig. Det var ikke partiprogrammer, men i større grad personlige holdninger fra kandidaterne omkring konkrete problemstillinger i Vesthimmerland, der blev spurgt ind til.

Det skulle også vise sig på Valgmødet, der blev afholdt halvvejs i valgcafeen. Med Vesthimmerlands trængte økonomi som omdrejningspunkt, blev der bl.a. stillet spørgsmål omkring fyringer og kvalitet i hjemmeplejen.  

Et af de spidsindige til politikerne lød. Da kommunerne sidst var fattige kommuner havde man goder som Falck, sygehus, børnepasning, ældrepleje m.v., som der blev skåret ned på i de gode tider. Får vi de gamle goder igen, nu hvor det igen er en fattig kommune?. Dette rundede spørgsmål omkring akutberedskabet, Farsø Sygehus, borgerservice m.v.    

Andre centrale spørgsmål i den forbindelse gik på den fremtidige skolestruktur, forebygning af mobning, juniorklubberne m.v. 

Også holdninger til bygning af et nyt Rådhus i Aars blev der spurgt ind til, ligesom en dato for åbningen af Johs. V. Jensen museet efterlystes. 

Alle politikers svar overordnet set, er at man må forholde sig til Vesthimmerlands nuværende økonomiske situation og rationalisere derefter. I den forbindelse angreb borgerne kommunens ledelsesstil og forkerte disponering af penge. Især blev den kendte sag om den fyrede skoleinspektør Kaare Maul bragt på bane.  

Valgmødet sluttede med 30 sekunder til hvert parti eller liste, hvor man igen fik lejlighed til at opsummere sine mærkesager, som borgerne efterfølgende også kunne spørge yderligere ind til, på den fortsatte valgcafé.   

Siel og Lilholt giver julekoncert i Farsø kirke

julekoncert

FARSØ: Der er næppe noget mere stemningsfyldt og smukt end en julekoncert i en kirke.

1. søndag i advent har Farsø Handelsstandsforening arrangeret en stemningsfuld julekoncert i Farsø kirke med fløjtenist Tine Lilholt, pianist Knud Erik Trane og sangerinden Tina Siel.

I slutningen af denne måned – nærmere bestemt 1. søndag i advent er der lagt op til en rigtig flot og hyggelig koncert i Farsø Kirke. Der bliver tale om et helt nyt koncept bestående af 2 særdeles fremtrædende nordjyske piger i dansk underholdning. Nemlig den dygtige fløjtespiller Tine Lilholt og sangerinden Tina Siel.

Pigerne har sammensat et flot repertoire, hvor publikum vil stifte bekendtskab med traditionelle og nyere julenumre. Der bliver tale om henholdsvis samspil samt enkeltstående solistnumre. Det hele går op i en højere enhed, sammensat at den dygtige pianist Knud Erik Trahne.

Sangerinden Tina Siel fra Frederikshavn udgav sin første CD i 1997, og siden da har hun turneret i hele landet såvel som i udlandet, blandt andet sammen med Kandis og Bjørn & Okay. Hun har været på koncertturneer i Caribien, Thailand, Østrig, Norge, Sverige og på Grønland. På hendes album "Lidt af mit liv" fra 2007 medvirker bl.a. brødrene Klaus og Knud Erik Thrane. Sidstnævnte har siden 2002 været Tina Siels faste pianist ved kirkekoncerter og andre musikalske arrangementer i Danmark.

Tine Lilholt var i en lang årrække med i Lars Lilholt Band. Hun stoppede med bandet i 2007 og har siden udgivet CD’en Dreamscapes, ligesom hun har kastet sig sin gamle passion for maleri. Ofte går musikken og maleriet hånd i hånd, som når hun f.eks. kombinerer en udstilling med en koncert.

Det er Farsø Handelsstandsforening, der står som arrangør af kirkekoncerten, hvor der givetvis vil blive rift om de godt 200 billetter, som sættes til salg fra næste torsdag i Sparekassen Farsø hovedafdeling i Farsø.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.