FARSØ: Idag, som også var dagen for tændingen af Farsø julebelysning, gjorde mange store øjne – især børn, da man ikke kunne undgå at få øje på to kæmpenisser på Lille Torv foran Torvet 1.
De to kæmpenisser, udført i halmrundballer, er kommet til torvepladsen med hjælp fra Produktionsskolen Kongshøjgaard. Særligt lægger man mærke til nissernes venlige ansigtsudtryk og flotte beklædning, som produktionsskolens elever har stået for. Nissernes flotte klædedragter er udført af i alt 90 meter stof, som sikkert ikke har været let at håndtere i symaskinerne.
Farsø er i det hele taget kendt for sine overdimensionerede julepåfund, som vækker opsigt fra både nær og fjern. Hvem husker ikke også Danmarks største kalenderlys og julemandens kane på taget af Torvet 1.