Forside Blog Side 1149

Nyt værtshus åbnede i lørdags

FARSØ: En ny cafe/værtshus åbnede i lørdags i Farsø. Mange benyttede lejligheden til at kigge indenfor i løbet af dagen.

Her Lone Christensen uden for Farsøs nye cafe/værtshus. Her vil stedets nye navn blive placeret, når det bliver afsløret i den kommende weekend.

Hvad stedet skal hedde er endnu uvist. Lone Christensen, som er medindehaver og daglig leder fortæller, at man har bedt stedets gæster om at finde et passende navn.

 – Der er allerede kommet rigtig mange spændende og sjove forslag. En del forslag vidner om, at mange kan huske at bygningen for mange år siden rummede Farsø Brugsforening, fortæller Lone Christensen.

Lone Christensen vil nu udvælge tre af de indkomne forslag, hvorefter det vil være op til husets gæster, at vælge det navn, som femover skal stå på facaden i Søndergade.

Åbningstiderne bliver dagligt fra kl. 10.00 til 22.00, men vil ved særlige lejligheder være udvidet. Første gang vil være på fredag i forbindelse med Søkoncerten, hvor værtshuset vil holde åbent til langt ud på natten.

Loftet faldt ned
Dagen før åbningen, nærmere bestemt fredag aften, fik Lone Christensen et chok af de helt store. Alt var klar til næste dags reception, og hun skulle netop til at tage hjem, da loftet pludselig faldt ned i store dele af lokalet. Heldigvis var der kun få personer tilstede, som alle slap uden skrammer, men dog lettere chokerede. Gode råd var dyre, men med hurtig hjælp fra en lokal håndværker fik man sat bjælker op under loftet støttet af ”soldater”. Så det var en lidt speciel indretning der mødte receptionsgæsterne om lørdagen.

Der blev festet i Ullits

ULLITS: Hvis der er noget man forstår i Ullits, så er det at samle sig om de ting der har stor betydning for sammenholdet og byens aktiviteter – og så gør det selvfølgeligt ikke noget, at det hele er lidt festligt. Dette er byfesten i Ullits arrangeret af De Samvirkende Foreninger i Ullits et synligt bevis på.

Husmødrene Tove Douglas og Anette Vorre Sørensen skulle piske ¼ piskefløde i en pose til en lagkage i konkurrencen 2 fag frem.

Så er lagkagen færdig.

15 kasser blev det til for flaskedrengene i ”To fag frem”,

Byfesten har netop været igennem et femdages program, hvor såvel børn som voksne har været flittige besøgende og sikkert også flittige deltagere i de mange konkurrencer på festpladsen ved Ullits Minihal.

Byfesten startede ud en dag tidligere end de foregående år, for at give plads til et nyt programpunkt, nemlig en motions gå/løbetur, som mange friske borgere også valgte at deltage i, for hyggens skyld.  

Traditionen tro blev der onsdag aften afholdt byfestgudstjeneste med koret ”A piece of cake” Denne aften blev en kæmpe succes med fuldt hus i Gl. Ullits Kirke til underholdende toner. Efterfølgende deltog 60 -70 kirkegængere i medborgerhuset til kaffe og kage.

Torsdag aften var Ullits Minihal fyldt med omkring 100 bankospillere, hvor mange var heldige at vinde købmandsposer med lækkerier og kødpakker. Udover bankospillet var der fem heldige støtteaktionærer til Ullits Minihal, som hver vandt kr. 500,-.

Fredag aften stimlede byens borgere til Ullits Minihal, for at se den ”berygtede” Ullits Revy 2010. Samtlige stole og gymnastikmadrasser i hallen blev fyldt af 200 spændte borgere. Alle var meget tilfredse med revyen, hvor der bl.a. blev vist mange eksempler på, at hjemmehjælperne efterhånden er meget pressede i deres arbejde. Revyholdet kunne også bevise, at det absolut ikke behøver at være kedeligt at blive gammel, hvis blot man tilslutter sig ”Quindernes klub” og danser til ”Så går vi til enkebal”. Aftenen igennem blev der jublet, grinet, sunget og klappet til de mange flotte indslag, som var med på programmet og blev udført af et fantastisk spillende revyhold, som havde Bent Nielsen til at hjælpe med de musikalske rytmer.

Lørdagen startede med rigtig dejligt vejr, og hos Spar købmanden blev der serveret rundstykker og kaffe imens man kunne se på de søde og pyntede dyr, der var med i børnedyrskuet. Det blev svært for dommerne at udvælge een vinder, så alle fik en første præmie. Ærespræmien gik dog til to små søde kaniner, hvor Tobias og Natasja have pyntet buret til dem.  Desuden var omkring 10 private sælgere mødt frem med fyldte bagagerum for at sælge, hvad de fundet frem.

Kl. 13.00 åbnede byfestpladsen ved Ullits Minihal. Det blev en ganske våd åbning. Trods en del regn og vind om eftermiddagen, valgte Ullits borgerne at iklæde sig regntøjet og ikke svigte festlighederne.

Dysten ”2 Fag Frem” blev næsten afviklet i tørvejr. Inden for tømrerfaget bestod dysten i at save ud på øjemål og lave en ramme på 100 x 50 cm uden at nogle af pindene måtte være lige lange. Tonny Pedersen kunne her få det grå hold i førerposition mod Per Justesen´s orange hold.

Lene og Jens Kristian Knudsen fra Spar købmanden skulle dyste i at svare på priser fra deres butik, hvilket fik det grå hold til at bevare fører positionen.. Husmødrene Tove Douglas og Anette Vorre Sørensen skulle piske ¼ piskefløde i en pose. Også her vandt det grå hold med hjælp fra Tove Douglas. Tidligere Flaskedrenge fra Spar købmanden skulle stable Ølkasser. Det grå hold, som bestod af Christian Madsen og Nikolaj Plow kunne ikke klare det orange hold, som bestod af Mikkel Bøgelund og Mathias Buus der klarede 15 kasser.  ”To fag frem”s sidste dyst var skift af et punkteret hjul på tid. Her vandt Christian Madsen fra det grå hold over Mathias Buus fra orange hold. Det vil sige, at det grå hold fik sejren 4-1.

Efter lokaldysten blev Ullits borgerne inviteret på ”SUMBA” af pigerne fra Club West.

En anden nyhed: ”Ullits vandballon Lotto”, blev der spillet godt på og til slut blev de to vindere, Rasmus Boutrup og Sanne Henriksen.

Byfestens tegne konkurrencen blev vundet af Mathilde Vestergaard og Caroline Liltorp Justesen.

Byfestens dartkonkurrence blev vundet af: 1: Brian Lund 2: Arne Andreasen og 3: Søren Henriksen.

Også Aars Modelflyveklub kom forbi med deres modelflyvere, der dog ikke kom op at flyve i det regnfulde og blæsende vejr. I stedet blev de udstillet i mini hallen.

Alt i alt blev byfestens sidste dag en rigtig god dag, hvor nogle af aktiviteterne ikke blev til noget, da vejret ikke helt var godt i Ullits.

Lørdag aften fik alle rigtig god mad fra Ullits Kro og derefter var der feststemning og dans til Natpatruljen til ud på natten.  

Byfestudvalget ser tilbage på en rigtig god byfest 2010.

En jubilæ’lig dag i Hvalpsund

HVALPSUND: 100 år er en imponerende høj alder, hvad enten man taler om et menneske eller en forretning. Derfor var en stor del af Hvalpsunds borgere da også mødt talstærkt frem i sidste uge, da byens brugsforening kunne fejre sit 100 års jubilæum.

Omkring 75 Hvalpsund borgere lyttede til Søren Skovgaard Madsens flotte jubilæumstale, som gav et godt indblik i brugsforeningens første 100 år.

Som et meget underholdende element optrådte Det Flyvende Kuffertcirkus på Jubilæumsdagen.

Både formand og uddeler har været meget trofast overfor Hvalpsund Brugsforening, og dette fik både Bente Jensen, som har været tilknyttet bestyrelsen gennem 33 år og uddeler Per Bisgaard gennem 16 år, en stor påskønnelse for.

Jubilæumsdagen blev fejret med jubilæumstale, kaffe og lagkage samt kuffertcirkus om eftermiddagen. Om aftenen deltog 170 af brugsforeningens kunder i en fællesspisning i anledning af jubilæet, i det opstillede telt på Dagli’ Brugsens parkeringsplads, hvor også en hoppeborg til børnene blev flittigt brugt.      

Et jubilæum er jo en glædens dag
Sådan lød indledningen på Jubilæumstalen, fremført af hvalpsund borgeren Søren Skovgaard Madsen.    

– Og det er jo som bekendt sundt, at fejre fødselsdag. Som statistikken viser, bliver de der fejrer flest fødselsdage, jo ældst.

Det er et sundhedstegn, at Hvalpsund Brugsforening kan fejre sin 100 års dag. Og det vel og mærke i så fin en form, aldrig før været så stor, aldrig før været så fin, aldrig før været så tjekket.

I eventyr får Prinsen som regel Prinsessen og det halve kongerige. Men hvis Hvalpsund Brugsforening er Prinsen, har han ikke fået det halve kongerige, nej han har kæmpet for sit kongerige, som nu eneste dagligvareforretning i sit kongerige – Hvalpsund.

Jeg husker tydeligt historien om købmanden, der opførte bygningen, hvor nu Lord Nielson har til huse. Han ville være købmand på stedet, men det varede kun en kort tid, der var jo heller ingen by. Byerne, de tre små samfund herude – Louns, Øen/Illerisøre og Hole havde jo deres købmænd, ja den i Hole var vel næsten en købmandsgård, her kunne bønderne købe så at sige alt, hvad der i det daglige var nødvendigt for dem. Her var salg af gødning og frø. En landmand kom en dag og skulle have nogle gulerodsfrø. Købmanden mente han havde en pose som lå oppe på loftet den          måtte han gerne få. Landmanden gik glad hjem og såede de dejlige frø, dagene gik der kom ingen gulerødder op, til sidst gik bonden hen til købmand Sørensen og klagede over de frø som nok var for gamle. Ved nærmere eftersyn lå posen med gulerodsfrø stadig på loftet, men der manglede en pose med kommen. Det var dengang, så langt tilbage, som først i 1900 tallet.

Brugsforenings tanken var jo ikke helt ny, den første Danske Brugsforening blev startet i Thisted i 1866 – initiativtageren var sognets præst og den fik navnet: Thisted Arbejderforening. Derefter gik det stærkt Brugsforening efter Brugsforening så dagens lys over det ganske land.

En del år før var det første andelsmejeri startet. Forenings og andelstanken var født – og den var kommet for at blive.

Jeg husker tydeligt historien om mændene – Kræn Overgaard og Jens Baadsgaard, der begyndte at snakke om at starte en brugsforening i bygningerne ved Sundvej/Illerisørekrydset, som var ideelle og ledige ja og ikke det uvæsentlige, – billigt til salg.

De fik mange andre mænd med på tanken, både mænd fra Øen – Louns og Skovbakker. Kvinderne kunne ikke rigtig se det fornuftige i projektet, man havde jo købmænd, som man var tilfreds med. Men selvfølgelig fik mændene deres vilje gennemført.

Husk det er over et hundrede år siden, som jeg lige har udtrykt, det var før verden gik af lave – ja før kvinderne fik valgret. Ja man skulle næsten ikke tro, at kvinderne havde et navn dengang – i de gamle medlemslister så langt op, som i 1920 er et kvindeligt medlem bogført som: Jens Madsens enke. (Kristine Madsen var hendes navn)

De fire hjørnebygninger
Den efter tiden store og flotte bygning – den første af de fire hjørne bygninger blev med navnet Hole og Omegns Brugsforening en realitet.

Et levedygtigt projekt kan man her efter 100 år konstatere.

Som i alle andre eventyr og situationer, må man igennem op og nedture. I 1910 kunne der mønstres 75 medlemmer, de 75 medlemmer havde samlet købt vare for kr. 17.789,70 og de fik i dividende udbetalt kr. 1.452,83. F.eks. havde førstelærer Justesen købt varer for kr. 441,89 og fået udbetalt 35,35 i dividende- jeg fandt også min bedstefar han havde købt for kr. 460,77 og fået udbetalt kr. 36,86 i dividende.

Det er desværre ikke muligt at finde navne på de første Brugsforenings uddelere, men det menes at Pedersen var den første, og der var så en senere, som hed Karlsen. I perioder var Brugsens situation meget kritisk, det er jo klart, når brugerne ikke tjener penge, ja så bliver det ikke til megen handel.

Der var barske tider, for en slagteko kunne man opnå den formidable sum af 35 kr. – ja og en spand sild kunne erhverves for 5 øre.

Men der kan nok nævnes flere grunde til, at Hvalpsund Brugsforening kom for at blive – da landbrugskrisen var værst, blomstrede fiskeriet, ja selv under den svære tid i fyrrene, klarede man skærene.

Stor kontinuitet
Men en god grund til, at man kan fejre 100 års jubilæum er den store kontinuitet.

Selvfølgelig har der været udskiftning i bestyrelsen, det siger sig selv, men mange formænd og bestyrelsesmedlemmer har taget en lang og god tørn. Blaabjerg, Bent, Per. Er det ikke fantastisk siden 1930, hvor der næsten kun har været fremgang år efter år, at der kun været disse tre uddelere, og ham der er der nu er jo en ung mand, som mindst og let kan holde en snes år endnu.

Inden der er for mange der begynder at rette på mig, så ved jeg godt at der var fire år i halvfemserne, hvor Per(Bisgaard) var ude at prøve vingerne andet steds, men Hvalpsund Brugsforening kunne ikke undvære ham, og så var det jo så heldigt, at han heller ikke kunne undvære den. Og så har mange gode medarbejdere udført et godt solidt arbejde, jeg nævner ingen navne – for ingen nævnt, ingen glemt. 

Ja hvad mener I?. Kan I forstille jer. Her hvor vi befinder os, lå der en gård bygget af kampsten, med port i laden, her ud til vejen. Denne gård udgjorde, sammen med en anden ejendom samt 4 -5 huse, området her. At nogen så på hjørnet, hvor vejen går ned til Øen/Illerisøre, kunne finde på at bygge en efter den tid stor og flot bygning. Var det galmandsværk, som mange mente? Nej det var fremsynethed. Få år efter blev Hotellet bygget, den røde bygning – så den gule manufakturhandel – også den hvide bagerforretning.

Det var fremsynethed så det basker. Mange år har de været brugt, været omdrejningspunkt for mange borgeres indkøb, fester m.m.

Hvalpsund ikke by før 1910
Hvalpsund var jo ikke by før 1910. Hvalpsund blev navnet på sundet imellem Salling og Vesthimmerland.

Navnet Hvalpsund kommer af de mange sælhunde hvalpe, som her solede sig på den lange tange. ærgedriften hed Hvalpsund, her boede færgemanden, og ville man fragtes over sundet fra Salling til Vesthimmerland måtte man hejse et flag/signal. Så roede færgemanden over og hentede de rejsende.

Jernbanen kom også til Hvalpsund i 1910, og det var naturligt at kalde den nye station Hvalpsund.

Hvalpsund færgehavn og fiskeri havn var snart en realitet, og pludselig stod hus ved hus, Illerisøre var bygget sammen med Hole, og der var snart huse helt ned til den gamle færgekro.

I 100 års Jubilæumsskriftet står der, at omegnen betragter os herude, som uvorne noget ”hvalpet” – det ry har vi levet godt med i mange år. Vi er præget af naturen, præget af fjorden, snart barsk, snart smilende.

I tiden da Hole og omegns Brugsforening så dagens lys, skrev vor store digter Johs. V. Jensen: Der er skovløst, fuldstændig åbent land, som vinden suser hen over, som over en tagrygning. Den blæst der kan stå her, dage og uger i træk med stadig samme styrke, som en usynlig bjælke i luften, må man vist søge sådanne steder hen som til Tibets højslette for at finde magen til. Jeg har da aldrig været på nogen plads i verden hvor det blæste værre, mere vedholdende og til alle tider på året, end her. – Det var Johs. V. Jensen der oplevede et skovløst Vesthimmerland.

I den natur har slægt efter slægt fundet sig tilpas – det er ikke Sallings fede lerjord bønderne her på egnen har haft udbytte af, her er der blevet knoklet og slidt. Her har fiskere igennem tiderne i barskt vejr slidt for sit udkomme, og her har de forskellige handlende måtte indrette sig meget efter vekslende op- og nedgangs tider.

Hvor er det flot – godt timet, at man her på 100 års dagen kan mønstre den flotteste forretning i miles omkreds.

Et stort tillykke til Hvalpsund Brugsforening – til uddeler, personale og bestyrelse. Godt gået!.

Nu sejler Mary igen

HVALPSUND: Det viser sig, at løse og knækkede bolte på fremdriftsskruerne, var årsagen til at færgen Mary i sidste uge måtte indstille sejladsen mellem Hvalpsund og Sundsøre.

Den større reparation skyldes den hårde isvinter, som har været hård ved de skruer, som færgen bruger som fremdrift. Derfor var det kun et spørgsmål om tid, inden et regulært driftsstop ville være indtruffet, hvilket ikke ville være godt i sommertravlheden med turister over sundet.

På søndag, kan man for øvrigt få sig en gratis tur over sundet med Mary i anledningen af Torvedagen i Hvalpsund.       

Vestrup skole fik en flot afslutning på emneugen

VESTRUP: Der var ikke noget at tage fejl at. Der skulle ske noget i Vestrup i sidste uge. Et kæmpe cirkustelt var blevet rejst på græsset foran Vestrup skole.

Eleverne på Vestrup skole havde bl.a. indøvet musicalen ”Orla Frøsnapper”, som blev opført ved den årlige skolefest, som afslutning på skolens emneuge.

Anledningen var afslutningen på Vestrup elevernes emneuge og den årlige skolefest.

I torsdags, hvor der ved middagstid, hvor der var til generalprøve på musicalen "Orla Frøsnapper", var der mødt 150 tilskuere frem. Tilskuerne fik en fin oplevelse og kunne nyde de mange sangindslag og musik fremført af skolens elever.

Til selve skolefesten, om aftenen, mødte der 225 elever, forældre og søskende op og alle fik en god aften

Forældrene fra 6. klasse havde sørget for et kæmpekagebord til alle de fremmødte, og efter ”Orla Frøsnapper” kunne eleverne danse til et stort opsat diskotek i skolens gymnastiksal.

Seje drenge på Sunds sø

HVALPSUND: Sejlklubben Nautilus, Hvalpsund har i den forgangne weekend haft fire drenge fra junior afdelingen til jolle-stævne på Sunds Sø.

Fire juniorsejlere fra Sejlklubben Nautilus, deltog sidste weekend i et sejlerstævne på Sunds Sø. De kom hjem med meget fine resultater.

Allerede torsdag startede forberedelserne til stævnet, da alle joller, sejl m.m. skulle pakkes sammen og sættes på trailere. Flittige forældre var mødt op. Uden forældre opbakning var det ikke muligt at kommer af sted.

Lørdag morgen mødtes alle ved Sunds Sø med en del ”sommerfugle” i maven. For to af drengene var det første gang de deltog i et sejlerstævne.

Vejret var lige som ønsket – fin vind og solskin. Jollerne blev hurtigt gjort klar og efter en kort information og skippermøde sejlede alle deltagerne af sted.

Juniorafdelingens træner Steen Pedersen, Hvalpsund havde forinden kørt klubbens egen ledsager-båd til Sunds.

Steen Mejlby, Svingelbjerg – også træner, var på søen sammen med drengene hele weekenden for at give mad og drikke samt gode råd i pauserne. En af de større piger fra Nautilus`s juniorafdeling, Liv fra Ullits, var weekendens hjælpetræner. 

I løbet af lørdagen blev der sejlet nogle meget gode sejladser.

Det at sejle på søvand (ferskvand) er meget forskelligt fra saltvand, da jollerne ligger mere tungt i vandet. Det betød for drengene, at de skulle sejle noget anderledes end normalt på fjorden i Hvalpsund. Vindforholdene på søen er også anderledes end på fjorden. Der skal blæse en kraftig blæst før bådene kommer i vandet. I Hvalpsund derimod, kommer ingen junior sejlere på vandet, hvis vinden er over7 – 8 m/pr.sek.

Midt på eftermiddagen kunne alle deltage ved ”sejl-for-sjov” på Sunds Sø. Dansk Sejlsports Union var dukket op med en større trailer med flere forskellige sejlsportsremedier og sejlertøj til gratis udlåning. ”Sunds Sejlklub” udlånte også både. Dette arrangement morede alle deltagere sig enormt meget med. De surfede, blev trukket på gummiring efter en stor speedbåd, sejlede kano/kajak og ikke mindst blev der badet i søen.

Søndag morgen mødtes alle igen ved søbredden i Sunds. Vinden var løjet helt af og derfor var alle spændte på, om der kunne sejles.

Der blev dog til 2 enkelte sejladser, hvorefter alt blev aflyst. Derefter ventede både sejlere og forældre spændt på weekendens endelige resultater, som blev meget fine.

 

Handel og Hygge

FARSØ: Ligesom så mange gange før, så var vejret meget sommerligt og byen sort af mennesker til By Night i Farsø.

Store Torv fyldt med mennesker By-Night

Udstilling af oldtimers

Wenche Hartmann og Band på Center Torvet

Det var fredag aften, aftenen inden grundlovsdag og lukkede butikker, og derfor skulle der handles og hygges.

Først kunne aftenmaden indtages på Store Torv eller på Centertorvet, hvor der blev spillet livemusik af enten Farsø’s egen syngende bager eller country sangerinden Wenche.

En øl eller en sodavand skulle der da også skylles ned, inden at færden gik videre By Night. For børnenes vedkommende til High Jumperen eller til Klatretårnet på Store Torv, mens de voksne kunne begive sig til butikkernes bagagerumssalg eller til et kig på en række skinnende ”oldtimer” biler som stod parkeret foran sparekassebygningen.         

Handlen gik dog også lystigt i butikkerne, for ud over en efterfølgende lukkedag i butikkerne, skulle der jo også tænkes på en gave til far.         

Hvalpsund Brugsforening fejrer sit 100 års jubilæum

HVALPSUND: Idag, den 9.juni er det præcis 100 år siden at brugsforeningen i Hvalpsund blev dannet.

For 100 siden var der en vis modstand mod brugsforeningens dannelse, da der i forvejen var købmand og andre forretninger til indkøb til husholdningen.

 

I dag er Dagli’ Brugsen, Hvalpsunds eneste tilbageværende dagligvarebutik, der også driver postbutik, brødudsalg, håndkøbsmedicinudsalg og lotto. Dermed er den byens omdrejningspunkt og skal fejres i 100 året.

 

Markeres på festlig vis

Dagli’ Brugsen tog ganske vist allerede fat på 100 års jubilæumsaktiviteterne for nogle måneder siden. Det skete i forbindelse med udvidelse af lager og butik. Udvidelsen blev markeret på festlig vis. Og mindst lige festligt bliver det, når brugsforeningens bestyrelse inviterer til jubilæumsfest på onsdag.

 

Jubilæumsdagen kommer til at foregå med tale af Søren Skovgaard Madsen, musikalsk underholdning af Samuel Frederiksen, børneunderholdning af ”det flyvende kuffertcirkus” og endelig en jubilæumsmenu.

 

Jubilæumsskrift og jubilæumsvin

Flag og glade mennesker vil være fundet frem til en festlig dag, hvor der også være salg af Brugsforeningens jubilæumsskrift, udarbejdet i anledning af 100 året, og Hvalpsund Vinen, som også er udkommet i en særlig jubilæumsudgave.  

 

Alt tegner til en festlig dag i Hvalpsund. 

Klar til årets byfest

ULLITS: I aften tager årets byfest i Ullits sin start. Det bliver en fest på fem dage, modsat fire dage tidligere, hvor programmet ikke lader stå tilbage, at der er tale om årets fest, hvor hele Ullits og omegn er inviteret.

Der er fest for både børn og voksne, når borgerne i Ullits i denne uge holder byfest

Mange nyheder
Ullits borgerne er gode til at give arrangørerne af byfesten tips til fornyelser af byfestprogrammet, som det da også bærer præg af i år.

Ikke færre end 11 nyheder er der at finde på årets byfestprogram, hvor den største nyhed er at byfesten starter ud allerede tirsdag. Dette sker med motion, hvor der er mulighed for en gå- eller løbetur med start fra Skt. Hans pladsen overfor Sparkøbmanden

Dagen efter er der aftengudstjeneste i Gl. Ullits kirke med koret ”A Piece og Cake. Efterfølgende er der kaffebord i Ullits medborgerhus.

Torsdag aften finder det populære bankospil sted i Ullits Minihal med efterfølgende udtrækning af støtteaktier.

Ullits Revyen
Fredag er det Revy aften, hvor 11 lokale aktører, vil lede publikum gennem årets store og små begivenheder i Ullits og omegn – alle fremført med et glimt i øjet og med en humoristisk drejning.

Lørdag den store dag
Lørdagen er som sædvanlig byfestens store dag, hvor der traditionen tro, lægges ud med fælles kaffebord med rundstykker ved Spar købmanden.

Imens de voksne tager sig af kaffebordet, er børnene indbudt til enten at komme med deres kæledyr til børnedyrskue eller med deres aflagte legetøj, som de kan sætte på salg. 

Herefter åbner Byfestpladsen ved Ullits Minihal. På festpladsen vil der være et hav af aktiviteter og smådyster på børnenes præmisser. Bl.a. konkurrencer i flødebollekast, støvlekast og fiskedam– og naturligvis hoppeborge og Ullits kendte vandgynge m.m.

For de voksne vil der være mulighed for at få sig en hyggesnak i pavillonen, sammen med en øl, en kop kaffe, en is eller en grillstegt pølse . 

Nyt på lørdagsprogrammet er bl.a. Ullits Vandballon lotto, ”Find Nøglen” og lokaldysten ”To fag frem” mellem henholdsvis Tømrer og Mekaniker og Flaskedreng og Landmand. Vandballon lotto kræver vist en forklaring, men går kort og godt ud på at der sælges nummererede lottokuponer. Numrene udtrækkes, og der skydes til måls mod en vandballon, der ”indeholder” en gevinst.  

I løbet af eftermiddagen vil Club West optræde med Sumba og desuden vil Aars Modelflyveklub kigge forbi med deres modelflyvere, som vil blive sendt i vejret, hvis det ellers tillader det. 

Slutter af med festaften med levende musik
Lørdag aften slutter byfesten af med fællesspisning, musik og dans i den nyrenoverede Ullits Minihal, hvor byfestkomiteen forventer, at de fleste Ullits borgere vil være med til at sætte et festligt punktum for Ullits Byfest anno 2010

For den levende musik står Nat-patruljen, så der skal nok komme gang i danseskoene i Ullits.      

De samvirkende foreninger står bag
Bag byfesten i Ullits står de Samvirkende Foreninger. Byfestudvalget består af: Kurt Vestergaard –Ullits Borgerforening, Karsten Bjerre og Hanne Langbak– Ullits Minihal, Conni Bengtson og Per Wolf Pedersen- Hallens Aktivitesudvalg, Ida Ravn Hansen – Familie & Samfund, Torben Nøhr – Ullits Gymnastikforening og Betina Vestergaard – Ullits Badmintonklub.

Byfestudvalget opfordrer alle til at pynte byen med flag. Og samtidig ønsker de alle i Ullits og omegn en rigtig god byfest.                                 

Børnehavebørn siger tak for lån

VESTER HORNUM: Siden Sparekassen Farsø lukkede sin afdeling i Vester Hornum, har der været store forhold for byens børnehave børn. Sparekassen har nemlig velvilligt stillet de tomme lokaler til rådighed for børnehaven lige omme på den anden side af gaden.

Nu er perioden ovre, og Vester Hornum Børnehave siger tusind tak til sparekassen for lån af lokaler.

Her ses børnehavebørnene foran deres lånte lokale.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.