Forside Blog Side 1139

Gave fra Auktionsgruppen til Vester Hornum skole

VESTER HORNUM: Aktionsgruppen i Vester Hornum fik i forbindelse med ”Åben By” arrangementet i Vester Hornum i foråret lavet et luftfoto. Luftfotoet blev taget ud over skolegården med alle fremmødte, inkl. lokalpolitikere.

Skoleinspektør Asger Hald og viceinspektør Helle Bæk ses her foran Vester Hornum skole med billedet fra ”Åben by” arrangementet.

I anledningen af Vester Hornum skoles jubilæum er en forstørret udgave af billedet blevet overrakt til skoleinspektør Asger Hald og viceinspektør Helle Bæk, som også havde det store smil på eftersom mere end 500 var meldt til spisning i hallen til jubilæumsfesten i lørdags.

Det pågældende luftfoto er også kommet som postkort som kan købes hos købmanden i Vester Hornum.

”Tænk nu hvis jeg var ….”

FARSØ Farsø skoles ADHD afdeling er netop startet med et kunstprojekt, med temaet ” tænk nu hvis jeg var… ”Projektet, som sker i samarbejde med Galleri 14, betegnes af dem selv som et kunstprojekt med store armbevægelser.

Eleverne fra Farsø skoles ADHD afdeling har netop indledt et samarbejde med Galleri 14. Projektet er navngivet ”Tænk nu hvis jeg var …?

– Tænk nu hvis jeg var en astronaut.  Så ville jeg tage min rumraket og flyve til månen, her ville jeg sidde og spise astronaut is og måne grus.  Jeg ville løfte min hånd og vinke til alle jer andre nede på jorden.  I ville kigge op og tænke at månen så anderledes ud, men kun jeg ville vide at det var mig i kunne se. Hvis jeg var astronaut ville mit liv se helt anderledes ud.

Hvem har ikke prøvet at forestille sig at være en anden, og det er med netop dette udgangspunkt børnene skal male, fortæller lærer fra Farsø skole Elisabeth G. Dollerup. Temaet er valgt bredt så børnene ikke bliver bundet i en opgave, men får mulighed for at lade fantasien råde.  Hvert barn får udleveret et stort lærred som skal danne rammen om” læring gennem aktiv deltagelse”. De vil under processen få udleveret forskellige materialer som kan anvendes på lærred, herunder maling, kul, vinduesmaling, polyfylla og hvad de ellers finder på hen af vejen. Det handler om at lade sig rive med, lade sig forundre og lære gennem aktiv deltagelse.  Det fantastiske ved at lave et sådant projekt med børn er deres umiddelbarhed, og det der gør dem til unikke kunstnere er deres evne til at være i processen uden at tænke på produktet. Noget som de fleste voksne kunne lære af.

En del af processen er også at vise børnene andre kunstners værker og kunstformer. Netop derfor er det et rigtigt fint og givende samarbejde skolen har etableret med Galleri 14.

Børnene vil som start på projektet blive vist rundt i Galleri 14, hvor formand for Galleri 14 gruppen, Laila Eskedal forklare om de forskellige værker. Noget som allerede har vækket en spirende interesse og nysgerrighed blandt de mindste. Som afslutning på projektet vil der blive lavet en fernisering af alle børnenes billeder i Galleri 14, hvor forældre og andre interesserede er velkomne.

Høj puls på Farsø Skole

FARSØ: Mere end 400 løbere for Farsø Skole deltog i Farsø Løbet forrige onsdag.

Som et nyt tiltag på Farsø Skole, løbetrænede hele skolen i ugen op til Farsø Løbet. Hver morgen var 1. og 2. lektion afsat til løbetræning. 547 elever, inklusiv alle lærere, pustede hele ugen for at trimme formen inden den store test onsdag aften: 6,3 km gennem Farsøs gader. Her var deltagelsen dog frivillig for elever såvel som personale. Flot var det derfor at mere end 400 elever og lærere tog udfordringen op og valgte at møde op onsdag aften.

Farsø Skoles vandt da også konkurrencen om at deltage med det største hold. For øvrigt det største hold, der hidtil har stillet op til Farsø Løbet. Holdet stillede op i nye ens løbetrøjer med logoet for et nyt projekt i Farsø: Et samarbejde mellem Farsø Skole, Sparekassen Farsø og lokale foreninger under mottoet: ”Sundhed, trivsel og læring”. Deltagelsen i løbet var projektets første tiltag inden for det nye samarbejde.

På skolen foregik løbetræningen i ugen op til løbet afdelingsvis. Indskolingen løb på cindersbanen på Farsø Stadion hver dag og her blev der noteret op til 50 omgange for de flittigste. Derefter var de yngste i gang med forskellige lege, hvor løb naturlig var en stor bestanddel.

Mellemgruppen løbetrænede i Farsø Søanlæg og konkurrerede her i hvor mange omgange de kunne nå om søen. To dage inden Farsø Løbet var mellemgruppen ude at teste ruten for Farsø Løbet sammen med Overbygningen. Overbygningens træning var de fleste af dagene lange løbeture, som også omfattede nogle ture omkring søen.

– Dagene med træning har været præget af højt humør for eleverne og lærerne, endvidere har lærerne udvist stort engagement for at gøre træning så sjov som muligt og for at opmuntre og inspirere eleverne til at yde det lidt ekstra, når det gjorde ondt, fortæller lærer Kristian Færge.

Deltagelsen i løbet og træningen op til har været en super oplevelse for hele skolen, en styrkelse af fællesskabet og en oplevelse som helt sikkert er brugbar fremover. På skolen summer det af lyst til at dele ud af oplevelser fra løbet: ”Hvad blev din tid?”, ”Det var godt nok hårdt på Gråbølle,” Så du da jeg kom i mål?”, ”Jeg klarede det sgu!” osv., fortæller Kristian Færge videre.

Alt i alt må deltagelsen ses som en kæmpesucces. Initiativtagerne på skolen håber at deltagelse og tilhørende træning kan blive en fast tradition for Farsø Skole i mange år fremover

Bilværkstedet genåbner i midtbyen

FARSØ: Automekaniker Erik Lund har netop genåbnet sit bilværksted på Lassensvej under navnet ”Det Bette Bilværksted”.

Automekaniker Erik Lund har genåbnet sit autoværksted på Lassensvej under navnet ”Det Bette Bilværksted”

Erik Lund havde ellers med salget af Farsø Bilværksted til Autogaarden for 2 år siden indstillet sig på at arbejde som lønmodtager frem for som selvstændig, men denne tilvænning skulle vise sig at være sværere end som så. Efter en kortere periode hos Autogaarden, ganske vist med egen base på Lassensvej, besluttede Erik Lund at skifte til automekanikerværkstedet ABS i Støvring sidste år.

For at spare den daglige køretur frem og tilbage til Støvring og udnytte de gode værkstedsfaciliteter på Lassensvej, som han stadig ejer, har Erik Lund nu besluttet at starte op igen for sig selv, som selvstændig automekaniker.

Der udføres reparationer på alle bilmærker og så er den centrale beliggenhed midt i byen heller ikke helt uvæsentlig for ”Det Bette Bilværksteds” kunder.

Erik Lund vil foreløbigt være alene i værkstedet, men ønskesituationen for ham vil være, at finde en partner der på sigt kunne være interesseret i at føre værkstedet videre.

Bankpakker trækker resultatet i minus for Sparekassen Farsø

FARSØ: En god solid basisdrift ender efter nedskrivninger og tab i et plus på 1,7 mio. kr., men efter udgift til bankpakker slutter resultatet for første halvår med et minus på 7,9 mio. kr. efter skat.

Sparekassedirektør Mogens Jensen er ikke tilfreds med underskuddet for første halvår. Han forventer derimod et lille positivt resultat i andet halvår med de usikkerheder den økonomiske krise og udviklingen i samfundet indebærer

Dette er den korte version af resultatet på Sparekassen Farsøs halvårsregnskab, som blev præsenteret for pengeinstituttets repræsentantskab i aftes.   

Konsolidering og en stabil basisdrift
Første halvår 2010 har været præget af en konsolidering og en rolig udvikling efter plan og budgetter for 2010, siger direktør Mogens Jensen. Den basale drift er fortsat sund med godt styr på omkostningerne. Vi har ikke nogen væsentlig kursgevinst på aktier og obligationer, fordi vi har været forsigtige med en tro på stigende renter, men det er gået modsat på grund af økonomiske problemer for enkelte lande i Sydeuropa.

Tab og nedskrivninger på kunder er mindre end sidste år, men fortsat på et meget højt niveau. Her deler vi skæbne med kunderne og lokalområdet. Tabene fordeler sig på både erhvervs- og privatkunder, og vi bruger dagligt mange kræfter på at rådgive og hjælpe kunderne og samtidig formindske sparekassen tab.

Samlet set giver driften et lille plus på 1,7 mio. kr. før udgiften til bankpakke 1.

Bankpakker giver tryghed men koster på indtjeningen
Den solidariske deltagelse i bankpakke I, der udløber 30.september 2010 har kostet godt 10 mio. kr. i første halvår. Deltagelse i Bankpakke II med tilførsel fra staten af 130 mio. kr. hybrid kernekapital giver et solidt økonomisk fundament, men det koster også på indtjeningen. Den danske stat har samtidig bevilget en garanteret låneramme på 2 mia. kr., hvoraf vi i løbet af 2010 har udnyttet 1,5 mia. kr. ved at udstede obligationer, siger Mogens Jensen. Det giver en tryghed, men det koster som sagt på indtjeningen her og nu.

Sund drift, solvens og likviditet:
Sparekassen har fortsat en sund økonomi med en god basisindtjening.  Solvensen er på 16,4 %. og solvensbehovet er på 10 %. Det giver en stor positiv margin, der giver den fornødne tryghed og frihed. Det samme gælder sparekassens likviditet, hvor vi har en overdækning på hele 236,5 %.

Forventninger til årets resultat
Vi forventer et lille positivt resultat i andet halvår med de usikkerheder den økonomiske krise og udviklingen i samfundet indebærer.

Konklusion
Vi er naturligvis ikke tilfreds med et underskud for første halvår. Det positive er, at driften fortsat er sund, og vi har et solidt økonomisk fundament at bygge videre på. Det fortsat lave renteniveau har kostet lidt på indtjeningen, og vi oplever fortsat problemer for vore kunder, der ender med nedskrivninger og tab i sparekassen. Vi har været forsigtige og skabt økonomisk tryghed i form af Bankpakker, og det koster lige netop i disse år.

Vi vil fortsat bruge kræfterne på at give kunderne en god personlig rådgivning og være den aktive dynamiske samarbejdspartner i lokalområdet, slutter direktør Mogens Jensen.

 

Nu indvies Landbohaven ved Plejecenter Højgården

FARSØ: Længe har beboere, dagcenterbrugere, pårørende, personale og andre med tilknytning til landbohaven ved Plejecenter Højgården set frem til den dag, hvor haven officielt ville være klar til indvielse

Fra rejsegildet på pavillonen i Landbohaven ved Højgården.

Her er Hilmar og Just i gang med at skrubbe de gamle mælkejunger i Landbohaven.

Tiden er nu kommet, og det er med meget stor glæde at Aktivitetsgruppen og Højgården byder ”udenfor” i den grønne oase. Der er vist heller ingen tvivl om, at der i forbindelse med indvielsen i dag tirsdag, fra midt om formiddagen vil være liv og feststemning i haven.

Arrangementet vil givetvis få en hel del bevågenhed, idet der fra projektets spæde start har været utrolig mange mennesker involveret. Det gælder lige fra planlægning, anlæggelse, indretning og ikke mindst det store men absolut nødvendige praktiske havearbejde med at hakke, luge og rense for ukrudt.

Beboere og dagcenterbrugere har fra første dag kæmpet om vinduespladserne i Terapien. Her har de haft stor interesse i at følge anlægsgartnernes og håndværkernes arbejde skride frem.

Derfor er det også Aktivitetsgruppens og Højgårdens store håb, at rigtig mange med interesse for landbohaven lægger vejen forbi Højgården for at deltage i festligheden, og nyde det fine resultat der er kommet ud af alle bestræbelserne.

Landbohaven begyndte at tage form allerede i 2007, hvor der i første omgang blev søgt fondsmidler og søgt de nødvendige tilladelser som skulle være på plads. Siden er udviklingen gået slag i slag med at skabe en dejlig grøn oase, til glæde for havens brugere. Det har været en stor udfordring, men også en særdeles spændende opgave.

Et fristed med gamle landbrugseffekter
Grundtanken med landbohaven har fra første dag været, at omdanne den store græsmark bag Højgården til et grønt fristed med gamle landbrugseffekter som vækker minder for bl.a. beboere og dagcenterbrugere, da de typisk har været vant til at leve i et område, hvor der er natur med højt til himlen, marker, skove og fjord.

Kulturarv fra de ældre givet videre til børn og yngre generationer, er også en stor gevinst for begge parter når de mødes til aktiviteter og samvær i haven. For beboere som flytter i bolig på Højgården, er der ligeledes den mulighed, at de kan medbringe en kær plante eller staude fra deres egen have, så de stadig kan værne om den i fremtiden.

I centrum af haven er der bygget en stor pavillon. Den har allerede vist sig at være rammen for mange samværsstunder, hvor man dels kan være inde med tag over hovedet, men alligevel også ude midt i den grønne oase, da der er glasruder hele vejen rundt.

Et af de store ønsker, der endnu er til indretningen af haven, er at få lavet et springvand. Området er forberedt og omkranset af de skønneste roser, men aktuelt står haven og mangler et par gamle møllesten, hvor det vil give en fantastisk nostalgisk stemning at se og høre vandet risle ned ad de gamle sten. Måske lykkes det en skønne dag, men ellers er tanken med haven dog også den, at haven skal være et sted der er i stadig udvikling og aldrig bliver helt færdig, snare end den skal betragtes som en museumshave.

Stor støtte
Der har siden starten været rigtig mange, som har støttet haven med enten fondsmidler, pengedonationer eller givet bidrag i form af forskellige gamle effekter og tjenester.  Også fin mediedækning har haven fået fra tid til anden. Det er med stor taknemmelighed at disse gode håndsrækninger er modtaget, da de tilsammen har skabt en helhed som beboere, dagcenterbrugere, pårørende og personale dagligt har meget fornøjelse af. Uden disse har det været svært at få projektet op at stå.

Efterhånden er det også lykkedes at få etableret praktisk hjælp til at passe haven. Det er rigtig dejligt, da haven fortjener at fremstå vel plejet og smuk.

Selve indvielsen med klipning af den røde snor vil blive foretaget af formand for sundhedsudvalget, Kirsten Moesgaard, og formand for socialudvalget, Kurt Friis Jørgensen.

Når denne højtidelighed er overstået, vil der blive fremvisning af Landbohaven med servering af et mindre traktement rundt om i haven, godt hjulpet på vej af repræsentanter af Højgårdens Venner. Denne formiddag vil der også kunne lyttes til festlige harmonikatoner, spillet af Aksel Jacobsen.

”Så er det blot vores store ønske, at vejrguderne er med os og giver solskinsvejr, netop også denne dag” lyder det samstemmende fra de to initiativtagere af Landbohaveprojektet, Dorthe Bredtoft og Alice Skals.

Rypevej har fået egen flagallé

FARSØ: Handelsstandsforeningen i Farsø har naturligvis en flag allé til at pryde hovedgaden med når der er særlige aktiviteter i Farsø by. Men mere ualmindeligt er det at en villavej har sin egen flagallé

Rypevej har fået deres helt egen flagallé, som vil blive sat op i forbindelse med fødselsdage og andre festlige begivenheder blandt vejens beboere.

Men ikke desto mindre er det hvad Rypevej i Farsø har fået. Tre beboere fra vejen er kommet med ideen og har fået den ført ud i livet, således at der kan sættes flag op ved festlige lejligheder og fødselsdage.

Forrige lørdag blev projektet fuldført med nedgravning af rør foran hver parcel og vejens børn var med hele vejen for at tage mål og regne ud hvor flagene skulle stå.

Til sidst blev samtlige flag hejst og alle vejens beboere kunne se det flotte syn.

Lige nu er vejen børn i gang med at lave en fødselsdagsliste, således at flagene kan blive brugt ved enhver festlig begivenhed.              

Ny præst indsættes i Louns, Alstrup og Strandby sogne

LOUNS/ALSTRUP/STRANDBY: Idag indsættes Eva Gundersborg Lauridsen som ny sognepræst for Louns, Alstrup og Strandby sogne.

Eva Gundersborg Lauridsen indsættes idag søndag som ny præst for sognene i Louns, Alstrup og Strandby. Her ses hun foran Strandby kirke.

Embedet har været ledigt siden starten af sommerferien, men aftalen med Eva Gundersborg Lauridsen kom hurtigt på plads efter et møde med hvert af de tre menighedsråd.

Eva Gundersborg Lauridsen blev færdiguddannet teolog fra Århus Universitet i 2001. Herefter fik hun et embede som præst for tre sogne i Vestjylland. Efter fem år som præst i Vestjylland besluttede hun sig imidlertid for at videreuddanne sig som coach. Hun blev ansat i et HR-firma som coach og psykolog.

Efter nu fire år som ansat i det private erhvervsliv er hun klar til at vende tilbage til præstegerningen – mange erfaringer rigere omkring samtaleteknik og sjælesorg.

45 årige Eva Gundersborg Lauridsen flytter ind i præstegården i Louns sammen med sin 6 årige datter i løbet af september måned, efter at den blevet sat i stand. Indtil da, tager hun turen til sognene fra sit nuværende hjem på nord Salling.

Eva Gundersborg Lauridsen glæder sig meget til at møde menighederne og lokalbefolkningen. Området er utroligt smukt naturmæssigt. Det faldt jeg straks før, fortæller Eva Gundersborg Lauridsen og det tror jeg også jeg gør for lokalbefolkningen, som hun er meget optaget af at lade sig engagere med.

Farsø bibliotek bliver også ”åbent bibliotek”

FARSØ: Mange kender det ’åbne bibliotek’ fra Aalestrup, hvor det i et års tid har været muligt at lukke sig selv ind og bruge biblioteket uden at personalet er til stede.

Ligesom biblioteket i Aalestrup bliver Farsø bibliotek et åbent bibliotek, hvilket betyder, at man bl.a. som låner kan lukke sig selv ind og bruge biblioteket uden personalet er tilstede.

I løbet af efteråret 2010 og foråret 2011 etableres der også ’åbne biblioteker’ i Farsø, Løgstør og Aars, og dermed udvides åbningstiden betragteligt.

Det åbne bibliotek betyder ikke, at man bliver overladt til sig selv. Der vil stadig være hjælp at hente hos personalet en stor del af tiden, og den betjente åbningstid udvides, så det fremover vil være muligt at få hjælp 35 timer om ugen. Samtidigt bliver åbningstiderne ens på kommunens fire biblioteker, så det er lettere at huske for de borgere, der kommer på mere end ét bibliotek.

Ændringen træder i kraft fra på mandag, og især borgere i Farsø kan se frem til en markant bedre mulighed for at besøge biblioteket. Her udvides den betjente åbningstid med hele 13 timer om ugen.

Nye hoveder
Med den udvidede åbningstid følger ’nye hoveder’ i alle fire biblioteker, da personalet hver især nu vil være tilknyttet mere end et bibliotek. Vesthimmerlands Biblioteker har 16 dygtige medarbejdere med mangeartede kompetencer, som alt i alt giver brugerne de bedste muligheder for at få hjælp og vejledning.

Bibliotekschef Bo Jacobsen udtaler: – Overordnet set er det vores ambition, at alle borgere i Vesthimmerland skal have så gode muligheder som overhovedet muligt for at benytte kommunens biblioteker. Et led i denne strategi er etableringen af ’åbne biblioteker’ med lang åbningstid i en kombination af selvbetjening og åbningstider, hvor personalet kan træffes. Vi føler os sikre på, at det nye koncept bliver til gavn og glæde for borgerne, slutter Bo Jacobsen.

Pokerfjæs ved spillebordene

FARSØ FESTEN: Lørdag eftermiddag er der en fast tradition for de spilleglade

19 deltog i pokerturneringen, som var en ganske pæn fremgang i forhold til sidste års 7 deltagere. Der blev således spillet ved flere borde og derfor måtte en streg overdommer træde til i skikkelse af guldbageren Allan Lausten, der sørgede for at der ikke gik for meget pokerfjæs over spillet.

Vinder af pokerturneringen blev Ivan Petersen. 

Ved den efter efterfølgende rafleturnering med 20 deltagere, blev det Brian Veje, der blev indehaver af turneringens vandrepokal.      

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.