Høj puls på Farsø Skole

FARSØ: Mere end 400 løbere for Farsø Skole deltog i Farsø Løbet forrige onsdag.

Som et nyt tiltag på Farsø Skole, løbetrænede hele skolen i ugen op til Farsø Løbet. Hver morgen var 1. og 2. lektion afsat til løbetræning. 547 elever, inklusiv alle lærere, pustede hele ugen for at trimme formen inden den store test onsdag aften: 6,3 km gennem Farsøs gader. Her var deltagelsen dog frivillig for elever såvel som personale. Flot var det derfor at mere end 400 elever og lærere tog udfordringen op og valgte at møde op onsdag aften.

Farsø Skoles vandt da også konkurrencen om at deltage med det største hold. For øvrigt det største hold, der hidtil har stillet op til Farsø Løbet. Holdet stillede op i nye ens løbetrøjer med logoet for et nyt projekt i Farsø: Et samarbejde mellem Farsø Skole, Sparekassen Farsø og lokale foreninger under mottoet: ”Sundhed, trivsel og læring”. Deltagelsen i løbet var projektets første tiltag inden for det nye samarbejde.

På skolen foregik løbetræningen i ugen op til løbet afdelingsvis. Indskolingen løb på cindersbanen på Farsø Stadion hver dag og her blev der noteret op til 50 omgange for de flittigste. Derefter var de yngste i gang med forskellige lege, hvor løb naturlig var en stor bestanddel.

Mellemgruppen løbetrænede i Farsø Søanlæg og konkurrerede her i hvor mange omgange de kunne nå om søen. To dage inden Farsø Løbet var mellemgruppen ude at teste ruten for Farsø Løbet sammen med Overbygningen. Overbygningens træning var de fleste af dagene lange løbeture, som også omfattede nogle ture omkring søen.

– Dagene med træning har været præget af højt humør for eleverne og lærerne, endvidere har lærerne udvist stort engagement for at gøre træning så sjov som muligt og for at opmuntre og inspirere eleverne til at yde det lidt ekstra, når det gjorde ondt, fortæller lærer Kristian Færge.

Deltagelsen i løbet og træningen op til har været en super oplevelse for hele skolen, en styrkelse af fællesskabet og en oplevelse som helt sikkert er brugbar fremover. På skolen summer det af lyst til at dele ud af oplevelser fra løbet: ”Hvad blev din tid?”, ”Det var godt nok hårdt på Gråbølle,” Så du da jeg kom i mål?”, ”Jeg klarede det sgu!” osv., fortæller Kristian Færge videre.

Alt i alt må deltagelsen ses som en kæmpesucces. Initiativtagerne på skolen håber at deltagelse og tilhørende træning kan blive en fast tradition for Farsø Skole i mange år fremover

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: