Forside Blog Side 37

KT-Service fejrer 25 år – fra landbrugsmaskiner til golfbaner

En lokal golfklub tilbød KT-Service en særlig opgave, som førte firmaet i en ny retning fra salg af landbrugsmaskiner til salg af specialmaskiner til grønne områder og golfbaner.

FLEJSBORG: Det startede med landbrugsmaskiner, men i dag er det også specialmaskiner til grønne områder og golfbaner, der fylder hos KT-Service på Svenstrupvej.

Den 1. februar 2026 markerede firmaet en særlig milepæl med en sammenkomst for nuværende og tidligere medarbejdere.

Startede med salg af landbrugsmaskiner
KT-Service blev stiftet i 2001, da indehaver Kenneth Thomsen fik til opgave at sælge brugte maskiner fra en lokal landmand, han tidligere havde arbejdet hos. Siden har virksomheden udviklet sig markant – fra landbrugsmaskiner til også omkring 150 specialmaskiner til pleje af grønne områder.

-Jeg synes næsten, vi lige er gået i gang, og nu er der gået 25 år, siger Kenneth Thomsen om jubilæet.

Sammenkomsten søndag den 1. februar kom som en overraskelse for medarbejderne, der ikke vidste, hvad anledningen var. Kun to af dem gættede, at det var et jubilæum. Formålet var at takke de mange medarbejdere for deres indsats gennem årene.

Fra én opgave til landsdækkende service
Vendingen mod specialmaskiner begyndte i 2017, da en lokal golfklub spurgte KT-Service, om de kunne klippe roughen mere effektivt end klubbens egne maskiner. Svaret var ja – og i dag har virksomheden 14 Orkel-slagleklippere, som både lejes ud og sælges til golfklubber, biodiversitet og naturpleje over hele landet.

-Det er bare en effektiv maskine, fortæller Kenneth Thomsen om den første opsamlervogn fra Orkel. Selv om produktionen af disse vogne er stoppet, sørger KT-Service for at skaffe reservedele og holde maskinerne kørende.

Bred vifte af specialmaskiner
Ud over Orkel-vognene har KT-Service et stort udvalg af specialmaskiner, herunder vertikalskærere, dybdeluftere og topdressere. Mange af dem er brugte, men stadig klar til intensivt arbejde på golfbaner og grønne områder.

-Vi forsøger at have den maskine på lager, man er på udkig efter. Derfor har vi mange forskellige at vælge imellem, siger Kenneth Thomsen.

Firmaet beskæftiger i dag fire medarbejdere udover indehaveren og leverer bl.a. maskiner til de lokale golfbaner samt til andre golfklubber i hele landet og udlandet.

Med 25 år i maskinbranchen kan KT-Service i dag se tilbage på en rejse fra landbrugsmaskiner til også at omfatte specialiseret service for grønne områder – en udvikling, som både kunder og medarbejdere sætter pris på.

/cf

Uden hjælp kan det være slut med blå spejdere i Farsø

DDS Spejderne der holder til i spejderhuset i Søanlægget er på udkig efter en ny formand, da nuværende formand Per Havbro stopper efter 20 år. Billedet er fra Mindeparaden 4. maj 2025.

FARSØ: De blå spejdere i Farsø, som hører under Det Danske Spejderkorps, holder til i smukke og historiske rammer i spejderhuset i Søanlægget.

Gruppen har for tiden et fornuftigt antal spejdere og ledere, men til gengæld står den overfor samme problem, som mange andre foreninger oplever i disse år: Der mangler folk til at tage sig af bestyrelsesarbejdet. Og ikke mindst kommer gruppen til at mangle en formand, da formanden gennem de seneste 20 år, Per Havbro, har meddelt, at han stopper på posten ved generalforsamlingen i næste måned

Formand stopper
-Jeg har efter 20 år som formand for Spejdergruppen i det skønne sø-anlæg besluttet at jeg stopper som formand for spejdergruppen og som bestyrelsesmedlem. Det betyder at jeg stopper som formand når vi kommer til generalforsamlingen i marts, skriver Per Havbro i et brev til spejdernes forældre.

Umiddelbart har denne henvendelse ikke kastet nogen løsning af sig, og det kan få afgørende betydning for gruppens fremtid. Er der ikke nogen fuldtallig bestyrelse og ingen formand, vil gruppen reelt skulle opløse sig selv. Det får betydning for ikke blot spejderarbejdet men også for en lang række kulturelle arrangementer i Farsø, som de blå spejdere er involveret i: 4. maj parade, Sankt Hans og flere andre aktiviteter.

Rækker ud til forældre og bedsteforældre
-For at spejdergruppen kan bestå fremover, skal vi have fundet nogle forældre, bedsteforældre eller andre, der brænder for friluftsliv og at gøre en forskel for børn og unge ved at tage en bestyrelsespost i Spejdergruppen, siger Per Havbro, som stadig vil være tilknyttet gruppen i en hjælpefunktion ved forskellige arrangementer – og også vil bistå en eventuel ny formand med at komme ind i arbejdet.

Det er den afgående formands håb, at der er tidligere spejdere eller andre med interesse, som vil komme på banen.

Formandspostens opgaver er administrativt at deltage i og lede bestyrelses- og ledermøderne, være tovholder på post fra division, samt være ansvarlig for at børneattesterne på lederne altid er gyldige. Formandens opgaver klares i et samarbejde med de øvrige bestyrelsesmedlemmer, og det har gennem årene fungeret gnidningsfrit og godt, når de skal arrangeres 4. maj-parade, juletræstænding og lignende.

Håber afløser kan findes
-Jeg har gennem årene haft virkelig mange fantastiske oplevelser med spejdere såvel som leder og bestyrelsesmedlemmer, og håber også, at vi finder en afløser, så det fantastiske arbejde, der gøres for børnene, kan fortsætte, slutter Per Havbro.

/pl

Nye klaver toner på Højgården

Plejecenter Højgården har fået et nyt el-klaver, som er betalt af Lions Farsø, som har skænket kr. 15.000 til Højgårdens Venner til indkøb af klaveret. Spillende på klaveret ses Tamara Søndergård, som har udvalgt det. Bagerst fra venstre Peter Møller fra Lions Farsø, i midten plejecenterleder Lene Arved og til højre formand for Højgårdens Venner, Kjeld Nøhr.

FARSØ: I sidste uge kiggede Peter Møller fra Lions Club Farsø forbi Plejecenter Højgården for at nyde tonerne fra plejecentrets nyerhvervede klaver.

Det er nemlig Lions Club Farsø, der med salg af Forfatterbyens kuponhæfte sidste år, har besluttet at donere klaveret til plejecentret.

Fællessang og musik har en høj prioritet på stedet, og derfor vil klaveret blive benyttet når lejligheden byder sig, og man har en pianist til stede.

Nøje udvalgt
El-klaveret er udvalgt af Farsø kirkes organist Tamara Søndergaard, der hver anden torsdag, når der afholdes gudstjeneste i fællessalen på Plejecenter Højgården, sætter sig til klaveret for at spille til salmerne.

El-klaveret har hun fundet i en klaverbutik i Århus. Det er et kvalitetsklaver af mærket Roland, at det er hvidt er lidt en tilfældighed, men det passer flot ind i fællessalen, og er let at skubbe frem og stille tilbage igen.

-Klaveret har en flot regulær klang og spiller rummet godt op, fortæller Tamara Søndergaard, der demonstrerer at klaveret også egner sig til at spille til et gospelkor, hvis et sådant skulle kigge forbi. Men ellers er klaveret til fri brug for musikanter, når Højgårdens Venner eksempelvis afholder underholdningseftermiddage med indbudt musik. Klaveret står også klar, når Bente Saarup spiller til Skt. Hans og 2. søndag i advent.

I forbindelse med den officielle overdragelse af klaveret i sidste uge gav Tamra Søndergaard et nummer på klaveret, som Peter Møller og Kjeld Nøhr med stor tilfredshed lyttede til.

Mange får gavn af klaverets toner
Det er langt fra kun beboere på plejecentret der deltager i aktiviteterne og arrangementerne på Højgården. Der kommer også mange fra byen, ligesom pårørende til beboere deltager.

At mange får gavn af klaverets toner, har gjort at Højgårdens Venner, som egentlig er modtager af donationen på kr. 15.000 fra Lions Farsø, har valgt at anskaffe det nye klaver.  

Det falder også godt i tråd med Lions formål, som er en humanitær organisation, hvor 1/3 af donationerne går til lokale formål.

-I Lions Farsø er det dog nærmere 2/3 der kommer lokalområdet til gode, det skyldes vore gode lokale aktiviteter. som såvel lokale virksomheder som lokale borgere bakker op om, fortæller Peter Møller.

Både formand for Højgårdens Venner, Kjeld Nøhr og centerleder på Plejecenter Højgården, Lene Arved, takkede for gaven, som man har nydt siden starten af december, hvor klaveret første gang blev taget i brug.

/cf

Farsø Efterskoles nye forstander er startet

Farsø Efterskoles nye forstander Erik Stensgaard Poulsen er vendt tilbage til efterskoleverdenen, som han føler sig stærkt forbundet med. Da han så den ledige forstanderstilling på Farsø Efterskole kunne han ikke lade være med at søge den. Han havde hørt meget godt om efterskolen i Stistrup.

STISTRUP: Farsø Efterskole har fået ny forstander. Sidste mandag tiltrådte Erik Stensgaard Poulsen officielt stillingen, men både elever og medarbejdere havde allerede mødt ham ugen forinden, hvor han deltog i skolens skitur.

Glæder sig til opgaven
Den nye forstander glæder sig til opgaven og til at lære både elever, medarbejdere og forældre at kende. Med stor motivation og engagement ser han frem til at videreudvikle Farsø Efterskole og være med til at skabe en meningsfuld og lærerig hverdag for skolens ordblinde elever.

Har arbejdet med ungdomsskole i 12 år
Erik Stensgaard Poulsen kommer senest fra en stilling som viceskoleleder ved Silkeborg Kommunale Ungdomsskole, hvor han har været ansat i 12 år. Her har han blandt andet været afdelingsleder for GFU – grunduddannelse for unge udlændinge i alderen 14 til 22 år – med ansvar for ledelse, administration og koordinering af undervisning og personaleressourcer.

Var tidligere forstander på Venø Efterskole
Inden tiden i det kommunale system var han forstander på Venø Efterskole, en almen efterskole med 96 elever. Med ansættelsen på Farsø Efterskole vender han dermed tilbage til efterskoleverdenen – et område, han føler sig stærkt forbundet med.

Ramt af efterskolebacillen igen
– Jeg blev ramt af efterskolebacillen igen. Mange ting i stillingsopslaget matchede mig, og jeg kunne se mig selv i skolens værdier, menneskesyn og pædagogiske tilgang, siger han.

Både Venø Efterskole og Farsø Efterskole ligger ud til Limfjorden, og ifølge den nye forstander minder skolerne på flere måder om hinanden – blandt andet i forhold til valgfag inden for udeliv og brugen af naturen og fjorden som læringsrum. Samtidig lægger han vægt på, at efterskoler skal spille tæt sammen med det lokale område.

Pendler fra Silkeborg til Stistrup
Privat bor Erik Stensgaard Poulsen i Silkeborg, og pendler dagligt til Stistrup – en tur på cirka en time og ti minutter.

– Bilen kører næsten sig selv, så jeg kan lytte til podcasts imens – lige for øjeblikket om ordblindhed, naturligvis, fortæller han med et smil.

En skole med et godt renommé
Han fremhæver Farsø Efterskoles gode renommé, moderne faglokaler og stærke faglige miljø. Skolen er tæt på at være fuldt belagt og har 26 medarbejdere, heraf flere specialuddannede undervisere med særlige kompetencer inden for undervisning af ordblinde. Nogle af lærerne er selv ordblinde og fungerer som rollemodeller for eleverne.

– Eleverne møder voksne, der vil dem. Mange medarbejdere har været her i mange år og har hjerte for både skolen og eleverne, siger han.

Som ordblinde efterskole adskiller Farsø Efterskole sig ved at kombinere boglige fag med mange valgfag, rejser og et rigt efterskoleliv. Mange elever bliver på skolen i weekenderne for at deltage i aktiviteter, og fællesskabet spiller en stor rolle.

Erik Stensgaard Poulsen overtager ledelsen af en veldrevet og moderne ordblinde efterskole, som netop har taget denne nye fløj i brug som blev bygget sidste år.

Ordblinde kæmper ofte mere end andre
– Ordblinde elever kæmper ofte mere end andre, og tingene kommer ikke af sig selv. Til gengæld er de meget vedholdende. Her får de selvværd, føler sige ligeværdige og får adgang til de rette læringsmidler, blandt andet gennem Nota, hvor bøger kan oplæses, forklarer han.

I Danmark findes der omkring 20 ordblinde efterskoler, og Erik Stensgaard Poulsen kendte allerede til Farsø Efterskole, inden han søgte stillingen. Flere i hans netværk kunne anbefale skolen og pegede på de høje faglige kompetencer blandt medarbejderne.

Ved at gøre klar til kommende skoleår
Farsø Efterskole er i øjeblikket i fuld gang med forberedelserne til det kommende skoleår. Skolen har netop deltaget i efterskolemesse i Aalborg og skal senere på måneden til Odense. Derudover afholdes der løbende besøgs- og informationsaftener for kommende elever og deres familier.

– Jeg ser meget frem til samarbejdet med medarbejdere, elever og bestyrelse og til at blive en del af et stærkt fagfællesskab omkring unge ordblinde, siger den nye forstander.

/cf

At skøjte på søen er et hit – FOTOS & VIDEO

Siden 30. januar har det været sikkert at skøjte på Farsø Sø. Dette foto er fra i lørdags.

FARSØ: Det er rigtig mange år siden, at vi har haft en så langvarig periode med frost, at Farsø Sø er frosset til sikkert skøjteløb.      

Skøjteklar siden 30. januar 
Vinteren har haft sit frosne tag siden starten af januar. Det betød, efter daglige målinger, at søen den 30. januar kunne meldes skøjteklar. Vesthimmerlands Kommune har efterfølgende taget målinger, men koncentrerer sig nu ”kun” om halvdelen af søen, som er afmærket med snestokke.

Efter snefald fredag, måtte voksne også på isen for at skovle baner fri til skøjteløberne.

Inden for det afmærkede område blev isen i sidste uge målt til 17 centimeter, hvilket vurderes tilstrækkeligt til færdsel på isen. Det henstilles derfor til at ophold og skøjteløb udelukkende foregår inden for dette område.

Bjørn har skaffet skøjter
Som beskrevet her i avisen i sidste uge, har lokale Bjørn Jakobsen, grebet fat i sine kontakter og har skaffet 40 par skøjter til gratis udlån. Hver dag, siden den 1. februar, har frivillige voksne i et par timer stået for udlånet af skøjterne ved søen og har holdt øje med skøjteløberne ude på søen.

Initiativet har vakt stor begejstring, for langt de fleste børn har ikke tidligere prøvet at skøjte på søen. Hos de voksne bringer skøjtningen også gode minder frem fra de vintre de kunne begive sig ud på skøjter på søen. Det er også disse gode barndomsminder, der har fået Bjørn Jakobsen, til at skaffe skøjterne, for gad vide hvor mange år der igen går, før der kan skøjtes på Farsø Sø igen.

Ifølge Farsø Avis’ arkiv, skal vi helt tilbage til 2011, hvor der sidst har kunnet skøjtes længerevarende på Farsø Sø.

Husk, man kun må færdes på isen, så længe dette skilt står ved søen. Kommunen tager løbende målinger af is tykkelsen indenfor det afmærkede område.

Kig efter skiltet
Spændende bliver det hvor lang tid endnu, at isen er sikker. Man skal derfor holde øje med skiltet ved søbredden. Er det væk, må man ikke begive sig ud på isen.

/cf         

Selvom der faldt ny sne i slutningen af sidste uge til kælkning på kirkebakken i Farsø Søanlæg, så trak skøjtning på søen mere.

        

Ny beskæftigelsesreform giver ændringer i Vesthimmerlands Kommune

VESTHIMMERLAND: Regeringen og flere partier har indgået en aftale om en omfattende reform af beskæftigelsesindsatsen under navnet “Mere værdighed, Større frihed og Færre regler”.

For Vesthimmerlands Kommune betyder det både nye måder at hjælpe borgere på og økonomiske besparelser.

Som udgangspunkt bliver flere målgrupper samlet og indsatsen bliver mere individuelt tilpasset.

Reformen indføres i to faser
Første fase: Lovændringer fra 1. februar og 1. juli 2026. Her fjernes blandt andet revalidering, jobrotation og ressourceforløb. Kommunen får mere frihed og nye digitale muligheder, fx brug af kunstig intelligens til jobsøgning.

Anden fase: Nye regler forventes at træde i kraft 1. januar 2027, med blandt andet fem nye målgrupper, mere fleksible tilbud til borgere og forenkling af regler for unge dagpengemodtagere.

Sparer ca. 15,5 mio.
På landsplan skal reformen spare 2,6 milliarder kroner i 2030. Vesthimmerlands andel bliver ca. 15,5 millioner kroner, fordelt over flere år med størst effekt i 2026 og 2027.

Med den nye beskæftigelsesreform kan borgerne i Vesthimmerland se frem til en mere skræddersyet hjælp til jobsøgning og uddannelse, mens virksomheder i Vesthimmerland får lettere adgang til kommunens virksomhedsservice. Samtidig får kommunen større frihed til at organisere indsatsen lokalt, så den passer til områdets behov.

/cf

Vesthimmerland byder ind på opgaver i forbindelse med sundhedsreformen

Vesthimmerland er godt repræsenteret i det nye Sundhedsråd Limfjorden. Formand for rådet er regionrådsmedlem Pia Buus Pinstrup. I rådet sider også regionrådsmedlem Jakob Dyrman(t.h). Fra Vesthimmerlands Kommune sidder ny formand for Sundhedsudvalget, Lars Andresen.

VESTHIMMERLAND: Den nye sundhedsreform skal understøtte mere nærhed, samarbejde og mere lighed i sundhedsvæsenet til alle borgere.

Flere behandlinger skal foregå tæt på borgeren og ressourcerne skal fordeles bedre efter behov, så der kan opnås mere lighed i sundhed. Samtidigt skal reformen omstille sundhedsvæsenet, så det er rustet til fremtidens behov.

Det er besluttet i sundhedsreformen, at fra 1. januar 2027 flyttes myndigheds- og finansiereringansvaret for fire sundhedsopgaver fra kommunerne til regionerne. 

Det drejer sig om Patientrettet forebyggelse, Den specialiserede rehabilitering, Akut sygeplejen og Sundheds – Omsorgspladser.

Samarbejde på tre opgaveområder
Vesthimmerlands Kommune har administrativt tilkendegivet, at kommunen har interesse i eventuelt at indgå i horisontale samarbejdsaftaler på tre opgaveområder (sundheds- og omsorgspladser, akutsygeplejen og patientrettet forebyggelse), men under forudsætning af at der kan opnås enighed om de konkrete vilkår, herunder økonomi.

Derfor har sundhedsforvaltningen nu fået til opgave at udarbejde nogle udkast til samarbejdsaftaler med Region Nordjylland på disse tre området.

Udgangspunktet for de tre opgaver er
Med udgangspunkt i bloktilskudsandelen og fordelingsnøglen er den forventede økonomi ske ramme pr. 1. januar 2027 cirka 2,8 mio. kr. til patientrettede forebyggelse i Vesthimmerlands Kommune.  I Vesthimmerlands Kommune er patientrettet forebyggelse placeret i Sundhedscenter Vesthimmerland i Farsø og hos to decentrale enheder – Blære Multicenter i Blære og Uhrehøje Plantage i Farsø..

Der arbejdes med en fordelingsnøgle baseret på demografi. Det betyder, at der forventes etableret 17-19  Sundheds- og Omsorgspladser  i Vesthimmerlands Kommune.  Geografisk foreslås Vesthimmerlands Kommune, at pladerne placeres på Plejecenter Højgaarden. Her er der i dag 20 kortidspladser. På matriklen vil der være plads til, at kommunen på sigt etablerer midlertidige pladser med henblik på at sikre faglig og driftsmæssige synergier mellem pladserne.

Og endelig forventes det, at der er en økonomisk ramme på cirka 2,7 mio. kr. årligt vedr. akutsygeplejen i Vesthimmerlands Kommune.  

Tidsplanen for implementering er ret snæver. Opgaverne skal være trådt i kraft 1. januar 2027, så der er et år til at forberede. En samarbejdsaftale med Region Nordjylland vil være klar til Byrådets godkendelse i marts måned.

Vigtigt at borgerne er i centrum
Sundhedsudvalget har allerede arbejdet med det på sit første møde.

-Det er vigtig vi har borgerne i centrum. Det er også vigtigt, at når sundhedsreformen er blevet implementeret, at borgerne kan mærke en positiv forskel i sundhedsvæsenet. Det vil vi holde øje med i sundhedsudvalget, lyder det fra formand for Sundhedsudvalget i Vesthimmerlands Kommune og medlem af Sundhedsråd Limfjorden, Lars Andresen.

/cf

Vesthimmerland har siden 2022 modtaget 412 fordrevne ukrainere

VESTHIMMERLAND: Vi nærmer os snart 4 års dagen for starten på krigen i Ukraine.    

I den forbindelse har Vesthimmerlands Kommune lavet en status på modtagelse af og indsats for fordrevne fra Ukraine der er kommet til Vesthimmerland. 

Loven om midlertidig opholdstilladelse til personer fordrevet fra Ukraine (Særlov) blev vedtaget i marts 2022, og giver ukrainere en hurtig og midlertidig opholdstilladelse med ret til at arbejde og få adgang sociale ydelser, hvilket fraviger almindelige asylregler. Loven forlænget flere gange og gælder p.t. frem til 17. marts 2027.

Vesthimmerlands Kommune har siden marts 2022 modtaget i alt 412 fordrevne ukrainere, fordelt på 282 voksne og 130 børn (under 18 år).

Uddannelses- og Arbejdsmarkedsafdelingen har ansvaret for modtagelse og indsats. Dette omhandler: modtagelse, igangsættelse af ydelser m.m., boligplacering, opfølgning, tilbud om danskuddannelse, en beskæftigelsesrettet indsats med formidling til job- og virksomhedspraktikker, vejledningsforløb som bl.a. omfatter kultur- og arbejdsmarkedsforståelse, jobsøgning m.m.

Opgaverne løftes i samarbejde mellem Integrationsteamet samt afdelingen Center for Kompetence og Afklaring (CKA).

I relation til den beskæftigelsesrettede indsats har Vesthimmerlands Kommune opnået god effekt idet der pr. november 2025 var 191 ukrainere (16 – 66 år) i beskæftigelse svarende 70%. Data er indhentet fra Jobindsats.dk

Beskæftigelsesudvalget i Vesthimmerlands Kommune har taget orienteringen til efterretning.

/cf

Vesthimmerland har indgået indkøbsfællesskab med nabokommuner

Borgmestrene fra de tre himmerlandske kommuner klippede snoren til indvielsen og markerer starten på et forpligtende samarbejde, hvor kommunerne samler deres udbuds- og indkøbsfunktioner i én fælles enhed med base i Hobro. Fra venstre ses Per Bach Laursen, Vesthimmerlands Kommune, Jesper Greth, Rebild Kommune og Jesper Skov Mikkelsen, Mariagerfjord Kommune.

VESTHIMMERLAND: Borgmestrene fra Vesthimmerland, Rebild og Mariagerfjord indviede i fredags kommunernes nye indkøbsfællesskab – ved navn ”Indkøb Himmerland”.

Det tværkommunale initiativ får hjemme i Hobro og skal varetage indkøb og udbud for de tre himmerlandske kommuner.

Ved indvielsen havde borgmester i Vesthimmerlands Kommune, Per Bach Laursen, særlig fokus på et øget samarbejde med og fokus på lokale virksomheder.

– For os er det vigtigt, at ”Indkøb Himmerland” bliver en dør, der er lettere at gå ind ad for virksomhederne. Med én samlet indgang kan vi skabe mere gennemsigtighed og bedre dialog, og det giver også lokale virksomheder bedre forudsætninger for at byde ind på kommunale opgaver, udtaler han.

Går sammen om indkøb
De tre kommuner beskriver indkøbsfællesskabets fordele med, at man med den ny fælles enhed samler kræfterne for at få mere velfærd for pengene.

Snerydning, skolemøbler, legepladser, tandproteser og fødevarer. Det er indkøb, som borgere møder i deres hverdag, og som er afgørende for, at velfærden fungerer.

– Det her handler i bund og grund om at bruge vores fælles ressourcer klogere. Når vi går sammen om indkøb, undgår vi at lave det samme arbejde tre gange, og samtidig får vi mulighed for at løfte kvaliteten af opgaven, siger borgmester i Mariagerfjord Kommune, Jesper Skov Mikkelsen.

Fra parallelle processer til fælles løsninger
Indtil nu har de tre kommuner hver især lavet deres egne udbud og indkøbsaftaler. Det har betydet parallelle processer, forskellige arbejdsgange og et vist administrativt dobbeltarbejde. Med ”Indkøb Himmerland” samles langt hovedparten af kommunernes indkøb i én enhed.

Samarbejdet omfatter stort set alle varer og tjenesteydelser, som kommunerne sender i udbud, alt fra helt almindelige kontorartikler til forbrugsvarer på pleje- og dagtilbudsområdet. Enkelte tekniske områder som bygge- og anlægsopgaver og visse IT-kontrakter ligger fortsat udenfor, men ellers vil det meste af det, som kommunerne køber ind i hverdagen, nu blive håndteret fælles.

Samarbejdet skal også gøre det lettere for virksomheder at samarbejde med kommunerne. Med ”Indkøb Himmerland” får leverandører én tydelig indgang og bedre mulighed for dialog og vejledning gennem udbudsprocesserne. Det skal understøtte virksomhederne i at byde ind, så der også fortsat kan handles lokalt.

Gevinst over tid
For borgerne vil den nye indkøbsenhed ikke nødvendigvis kunne mærkes fra den ene dag til den anden. Indkøb Himmerland er ikke skabt for at gøre administrationen billigere her og nu, men for at skabe bedre overblik og mere professionel styring på længere sigt.

 – For mig handler Indkøb Himmerland om mere end indkøb. Det handler om at stå sammen og bruge vores fælles kræfter klogt. Når vi gør det, bliver vi stærkere, og det kan mærkes i den velfærd, vi leverer til borgerne, siger borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth.

Når flere kommuner gennemfører udbud sammen, kan ét fælles udbud erstatte flere separate. Det reducerer arbejdet med analyse, dialog og udbudsmateriale og betyder, at opgaverne kan løses hurtigere og med færre administrative ressourcer.

14 medarbejdere samles i Hobro
Den nye enhed samler 14 medarbejdere i et fælles fagligt miljø i Hobro.

Indkøbssamarbejdet var til politisk behandling i Byrådet 27. november sidste år, hvor Kirsten Moesgaard, VesthimmerlandsListen spurgte indtil hvor mange medarbejdere fra Vesthimmerland der indgår i samarbejdet. Hun stemte for øvrigt imod indkøbssamarbejdet. 

Svaret fra borgmester Per Bach Laursen var at 3,2 medarbejdere flyttes fra Rådhuset i Aars til Hobro. Han tilføjede at indkøbsområdet er et meget kompleks område, og det er meget specialiserede medarbejdere, der sidder med indkøb.  

/cf  

Kundernes opbakning udløser monstertruck til Gedsted

GEDSTED: Kunderne i Min Købmand i Gedsted kan i løbet af året se frem til en noget usædvanlig oplevelse, når en monstertruck kommer på besøg i byen. Arrangementet er resultatet af en landsdækkende konkurrence i Dagrofas Min Købmand-kæde, hvor kundernes opbakning var afgørende.

Ifølge købmand Michael Frederiksen var konkurrencen en slags popularitetsmåling blandt kædens butikker. Deltagelsen var frivillig, og konceptet var enkelt: Et opslag om konkurrencen blev lagt på Facebook, og den butik, der fik flest likes, løb med sejren.

– Jeg syntes, det kunne være fedt for hele byen at få besøg af en monstertruck og samles om noget sjovt. Og det synes byen heldigvis også, siger Michael Frederiksen.

Hans opslag opnåede 270 likes, hvilket sikrede Gedsted sejren i konkurrencen.

Selve arrangementet har endnu ikke fået en fast dato, men foruden monstertrucken vil konkurrencens sponsor, Carlsberg, også være til stede og servere energidrikken Monster. Derudover vil Michael Frederiksen selv sørge for gratis sodavand som et mere børnevenligt alternativ.

Der findes omkring 160 butikker i Min Købmand-kæden, og ifølge købmanden deltog næsten 90 procent i konkurrencen. Min Købmand i Gedsted har en stærk lokal opbakning.

– Vi har mange trofaste kunder. Cirka 75 procent kommer her fast, og mange handler her, når de alligevel har ærinde i byen, så jeg klager ikke, siger Michael Frederiksen.

/cf

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.