FARSØ: Det er rigtig mange år siden, at vi har haft en så langvarig periode med frost, at Farsø Sø er frosset til sikkert skøjteløb.
Skøjteklar siden 30. januar
Vinteren har haft sit frosne tag siden starten af januar. Det betød, efter daglige målinger, at søen den 30. januar kunne meldes skøjteklar. Vesthimmerlands Kommune har efterfølgende taget målinger, men koncentrerer sig nu ”kun” om halvdelen af søen, som er afmærket med snestokke.

Inden for det afmærkede område blev isen i sidste uge målt til 17 centimeter, hvilket vurderes tilstrækkeligt til færdsel på isen. Det henstilles derfor til at ophold og skøjteløb udelukkende foregår inden for dette område.
Bjørn har skaffet skøjter
Som beskrevet her i avisen i sidste uge, har lokale Bjørn Jakobsen, grebet fat i sine kontakter og har skaffet 40 par skøjter til gratis udlån. Hver dag, siden den 1. februar, har frivillige voksne i et par timer stået for udlånet af skøjterne ved søen og har holdt øje med skøjteløberne ude på søen.
Initiativet har vakt stor begejstring, for langt de fleste børn har ikke tidligere prøvet at skøjte på søen. Hos de voksne bringer skøjtningen også gode minder frem fra de vintre de kunne begive sig ud på skøjter på søen. Det er også disse gode barndomsminder, der har fået Bjørn Jakobsen, til at skaffe skøjterne, for gad vide hvor mange år der igen går, før der kan skøjtes på Farsø Sø igen.
Ifølge Farsø Avis’ arkiv, skal vi helt tilbage til 2011, hvor der sidst har kunnet skøjtes længerevarende på Farsø Sø.

Kig efter skiltet
Spændende bliver det hvor lang tid endnu, at isen er sikker. Man skal derfor holde øje med skiltet ved søbredden. Er det væk, må man ikke begive sig ud på isen.
/cf

