Kundernes opbakning udløser monstertruck til Gedsted

GEDSTED: Kunderne i Min Købmand i Gedsted kan i løbet af året se frem til en noget usædvanlig oplevelse, når en monstertruck kommer på besøg i byen. Arrangementet er resultatet af en landsdækkende konkurrence i Dagrofas Min Købmand-kæde, hvor kundernes opbakning var afgørende.

Ifølge købmand Michael Frederiksen var konkurrencen en slags popularitetsmåling blandt kædens butikker. Deltagelsen var frivillig, og konceptet var enkelt: Et opslag om konkurrencen blev lagt på Facebook, og den butik, der fik flest likes, løb med sejren.

– Jeg syntes, det kunne være fedt for hele byen at få besøg af en monstertruck og samles om noget sjovt. Og det synes byen heldigvis også, siger Michael Frederiksen.

Hans opslag opnåede 270 likes, hvilket sikrede Gedsted sejren i konkurrencen.

Selve arrangementet har endnu ikke fået en fast dato, men foruden monstertrucken vil konkurrencens sponsor, Carlsberg, også være til stede og servere energidrikken Monster. Derudover vil Michael Frederiksen selv sørge for gratis sodavand som et mere børnevenligt alternativ.

Der findes omkring 160 butikker i Min Købmand-kæden, og ifølge købmanden deltog næsten 90 procent i konkurrencen. Min Købmand i Gedsted har en stærk lokal opbakning.

– Vi har mange trofaste kunder. Cirka 75 procent kommer her fast, og mange handler her, når de alligevel har ærinde i byen, så jeg klager ikke, siger Michael Frederiksen.

/cf

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: