Forside Blog Side 327

Turismeprojekt hjælper virksomheder med at gå forrest i grøn omstilling

Fra venstre: Destinationsdirektør i Destination Himmerland Johanne Bugge, Direktør i Miljømærkning Danmark Martin Fabiansen, CEO i HimmerLand Mette Ravn og Hotelchef i HimmerLand Jane Andersen i forbindelse med svanemærkecertificeringen forleden. Foto: Destination Himmerland.

HIMMERLAND/GATTEN: Bæredygtighed og grøn omstilling er mere aktuelt end nogensinde. Turisterne efterspørger i stigende grad bæredygtige tiltag og produkter i deres valg af ferieform og feriested.

Destination Himmerland vil gerne bidrage til at imødekomme denne efterspørgsel, bl.a. gennem projektet “Next Step Himmerland”.

Grøn omstilling og bæredygtighed
“Next Step Himmerland” er et 4-årigt projekt støttet af Danmarks Erhvervsfremmestyrelse i samarbejde mellem Destination Himmerland, Vesthimmerlands kommune, Mariagerfjord Kommune og Miljømærkning Danmark. Projektet har til formål at øge turismeerhvervets viden om grøn omstilling og bæredygtighed og bidrage til at denne viden omdannes til konkrete handlinger og aktiviteter.

HimmerLand meldte sig som en af de første
En af de første virksomheder, der involverede sig i “Next Step Himmerland” projektet var HimmerLand, som nu har gennemført forløbet. Hos HimmerLand startede målet om at opnå certificering med Svanemærket tilbage i efteråret 2021 efter at være blevet introduceret til tankegangen i projektet. Forleden overrakte Direktør Martin Fabiansen fra Miljømærkning Danmark certifikat med Svanemærket til CEO i HimmerLand Mette Ravn.

Når en virksomhed certificeres med Svanemærket betyder det blandt andet, at der gennemføres energi- og CO2 reducerende tiltag, sorteres effektivt for genanvendelse af materialer, arbejdes aktivt med at forebygge madspild og at der bruges miljømærkede produkter til den daglige rengøring, opvask og tekstilvask.

-“Next Step Himmerland er et spændende og innovativt projekt, og det er glædeligt at se, at det første forløb nu er kommet i mål. Den grønne omstilling er vigtigere end nogensinde, og her er Svanemærket et oplagt redskab for virksomheder at tage i brug. HimmerLand har arbejdet ambitiøst og målrettet, og jeg håber, at flere virksomheder vil følge trop og på den måde være med til at fremme en mere bæredygtig udvikling i Nordjylland, siger Martin Fabiansen, Direktør i Miljømærkning Danmark.

Flere virksomheder er i gang
Ved at deltage i “Next Step Himmerland” kan man som virksomhed bl.a. få hjælp til konkrete handlingsplaner til at omstille sin virksomhed (eller dele af den) til at blive mere bæredygtig. I HimmerLands eksempel resulterede forløbet i, at de valgte at ansøge om at blive certificeret med Svanemærket.

Flere virksomheder i Himmerland er nu igang med “Next Step Himmerland” forløb – alle med målet om at styrke den grønne omstilling.

Destinationsdirektør Johanne Bugge udtaler: -Vi er stolte af, at det første forløb i Next Step Himmerland nu er godt i mål og glæder os til at hjælpe flere virksomheder – store som små – videre i deres rejse mod mere bæredygtighed og grøn omstilling. For Destination Himmerland er bæredygtighed en rejse, som vi er på i fællesskab med vores turismeerhverv. Vi vil gerne gøre en forskel og være med til at sikre, at vi udvikler turismen samtidig med, at der tages hensyn til omgivelserne – både i forhold til miljø, klima og vores lokalsamfund.

Next Step Himmerland er støttet af Danmarks Erhvervsfremmestyrelse.

Fakkeloptog et år efter

Borgmester Per Bach Laursen og Oksana Petroke i front for fakkeloptoget. Foto: Vesthimmerlands Kommune

VESTHIMMERLAND: -De menneskelige tab og flygtningestømmene har været enorme. Ca. 8 mio. ukrainere er flygtet fra krigens rædsler. Ca. 4 mio.er flygtet til Polen. I Danmark har vi taget imod ca. 33.000 og i Vesthimmerland har vi taget imod 277.

Sådan lød det fra Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen, foran Rådhuset i Aars, her sidst på eftermiddagen, hvor han var inviteret af en kreds omkring Aars kirke, bestående af både danske og ukrainske kræfter, til at tale på 1-årsdagen for krigens start mellem Rusland og Ukraine.

-I Vesthimmerland har Byrådet fra invasionens første dage været enige om at vi skulle gøre alt hvad der stod i vores magt for at sikre de ukrainske flygtninge gode forhold i Vesthimmerland.

Det glæder mig at vores forvaltninger i Vesthimmerlands Kommune er gået helhjertet ind i opgaven med at sikre ordentlige forhold og vilkår for flygtningene.

For et år siden tænkte vi vel alle at krigen vil blive kortvarig. Det viste sig hurtigt at det var ønsketænkning. Krigen har nu varet i et år og en snarlig afslutning er svær at få øje på.

En stor tak skal gå til civilsamfundet i Vesthimmerland. Alle de mange frivillige – lige fra selvbestaltede små grupper, hvor herboende ukrainere i særdeleshed har markeret sig. Men også velorganiserede organisationer som Dansk Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og mange, mange flere.

Der skal også lyde en stor tak til de virksomheder i Vesthimmerlands kommune, der har medvirket til at vi i dag har over 100 ukrainske flygtninge i arbejde.

Tak for jeres indsats der har givet genlyd over hele Danmark. Tusind Tak, lød det fra borgmesteren.

Fakkeloptoget med afgang fra Rådhuset i Aars, hvor også det ukrainske flag var hejst side om side med Vesthimmerlands Kommunes flag i sympabti. Foto: Vesthimmerlands Kommune.

Efter talen foran Rådhuset, hvor Per Bach Laursens tale blev oversat til ukrainsk af Oksana Petroke, gik godt 100 personer, størstedelen herboende ukrainere, i fakkeloptog fra rådhuset til Aars Kirke, hvor der var arrangeret en lystændingsceremoni for fred i Ukraine.

Stor aktivitet og rekordstort antal holdtilbud i svømmeklubben

Her ses Årets fighter, Ida Borg Andersen (til venstre) og årets træner Line Østrup Mortensen (til højre). Sidstnævnte har en stor del af svømmeholdene i Farsø Svømmehal.

FARSØ/AARS: Efter et par Corona-år var der i 2022 igen stor aktivitet i Aars Svømmeklub og mange opgaver for klubbens frivillige. Svømmeklubben, der har tæt på 1.100 medlemmer, benytter svømmehallerne i Farsø og Aars til deres 82 hold, som er fordelt på 42 forskellige holdtyper, så alle uanset alder og niveau har mulighed for at finde et hold.  

I Farsø Svømmehal har klubben i 2022 udvidet med 2,5 timer ekstra ugentligt, så det er blevet muligt, at tilbyde både Baby holdundervisning, Float Yoga samt Gus og Svøm

-Året har budt på mange nye tiltag, så klubben favner endnu bredere, og sætter en tyk streg under, at Aars Svømmeklub er en breddeklub med tilbud for alle, lød det fra klubbens formand Jimmy Krøier Sørensen, på klubbens generalforsamling i sidste uge, hvor over 60 medlemmer og forældre dukkede op.

Af nye hold i 2022 har vi oprettet babyhold med et undervisningsforløb over 11 uger med Line Østrup som træner. Det er blevet en stor succes, men det er en udfordring at finde gode svømmetider.

Line har i øvrigt været meget aktiv med at få udvidet klubbens holdtilbud, for hun har både taget en Aqua Zumba og Yogauddannelse, så vi kan tilbyde Aqua Zumba og Float Yoga. Aqua Zumba er blevet en succes mens Float Yoga er så nyt, at vi ikke har fået det markedsført endnu. Alle tre holdtyper er for øvrigt primært i Farsø Svømmehal, hvor vi har nemmere ved at finde svømmetider, selvom det også er svært i Farsø.

Vores nye Aqua Spinning instruktør Sussi er nyuddannet gusmester, så for at udnytte dette, har vi oprettet et ”Gus og Svøm” hold med Sussi som instruktør ligeledes i Farsø. Det er der blevet taget godt imod.

Vi har de seneste år prøvet at få startet et Vandpolo hold op, men det er lidt op ad bakke måske skyldes det også, at holdet får dårlige træningstider. Vi forsøgte med bedre haltider i Farsø uden held I stedet oprettede vi i efteråret et nyt hold i Farsø for ”Rigtige mænd og kvinder” med tilskud fra DGI. Det blev en større succes end forventet med 20 voksne på forskellige niveauer.

Jeg er mest for elektroniske løsninger, men må indrømme, at vores gode gamle 10 turs klippekort med brug af hultang er blevet en kæmpe succes Det giver medlemmerne mulighed for at supplere deres holdundervisning med andre typer motionshold på de tidspunkter, der passer det enkelte medlem. Vi har ca. 90 medlemmer der har købt klippekort til enten baby eller voksenhold i denne sæson.

Vore kære konkurrencesvømmere er uundværlige i en stor breddeklub som Aars Svømmeklub. Uden deres store indsats i svømmeklubben var der ingen svømmeundervisning.  Udover konkurrencesvømmernes 44-55 ugentlige træningspas er det nemlig dem der står for undervisningen af hovedparten af klubbens svømmeundervisningshold for både børn og voksne. Derfor skal der fra bestyrelsen lyde en stor tak for jeres kæmpe arbejdsindsats for klubben, og det er en fornøjelse at se jeres gå-på-mod.

På generalforsamlingen var der også kåring af årets træner og årets fighter. Årets fighterpokal blev tildelt Ida Borg Andersen og Årets træner2022 blev Line Østrup Mortensen. Line er i øvrigt den træner, der har flest hold i svømmehallen i Farsø.

Farsø Rådhuscenter inviterer til 34 års fødselsdag

FARSØ: På næste onsdag/torsdag udsender Farsø Rådhuscenter en stor fødselsdagsavis til hele Vesthimmerland i anledning af centrets 34 års fødselsdag.

Den største fest på året
Som for mange andre, er ens fødselsdag det største der sker på året, sådan er det også for Farsø Rådhuscenter, som vil fejre fødselsdag over fire dage i næste uge, nemlig torsdag, fredag, lørdag og søndag.  

Masser af fødselsdagstilbud i butikkerne
Derfor er der lagt op til gode fødselsdagstilbud i butikkerne. Fødselsdagshandler der sågar kan udløse gavekort fra butikkerne, vin eller slik.     

Vind gavekort og gevinster  
Fredag, sætter centrets butikker nemlig sammenlagt gavekort og gevinster for kr. 12.900 på højkant. For at komme i betragtning til den ekstra gave, skal man kunne fremvise en bon fra en handel i en af centrets butikker, fredag, på minimum 300 kr., så kan man være heldig at vinde et af de mange gavekort fra butikkerne eller Farsø vin. Søndag er det børnenes tur, hvor de ved at fremvise en bon fra en i en af centrets butikker, søndag på minimum kr. 200 kan spinne på lykkehjulet og har 50% chance for at vinde gavekort eller en slikpose.       

Tilbud det er værd at køre efter
I øvrigt er butikkerne, søndag, klar med endnu flere ”gaver” i form af særlige ”søndagstilbud” som er tilbud som er værd at køre efter.

Derudover er der også underholdning ved Kimbrergarden samt salg af meget billige othellolagkager og blomsterbuketter på programmet lørdag.

Hold øje med fødselsdagsavisen
Læs meget mere om Farsø Rådhuscenters fødselsdag og alle tilbuddene fra butikkerne i fødselsdagsavisen, som ender i din postkasse på næste onsdag/torsdag.

Inspiration til vinterferie aktiviteter

VESTHIMMERLAND: Vi er nu midt i børmenes vinterferie. På dette tidspunkt er ideerne måske ved at slippe op.  

Men fortvivl ej, i Farsø Avis er der inspiration at hente til vinterferiens sidste dage.   
SE HER

Nu kan børnene flytte tilbage til Bakkegården igen

Efter 5 måneders gennemgribende renovering af Bakkegårdens Børnehave og Vuggestue, kan børnene nu rykke tilbage til Bakkegårdsvej. De kan møde ind igen her fra på mandag, efter at personalet i denne uge har travlt med at får legesager og alt det andet der tilhører børnehaven flyttet fra Stationsvej til Bakkegårdsvej.

FARSØ: Siden 12. september sidste år, har børn og vuggestuebørn fra Bakkegårdens Børnehave været genhuset i SFO – Kometen på Stationsvej. Det skyldes, at den 42 år gamle børnehave på Bakkegårdsvej har gennemgået en gennemgribende renovering.

-En af de større opgaver har været et helt nyt tag, men også husets opholdsareal er blevet forøget med ca. 20 m2, fortæller Bakkegårdens leder, Jane Bleiken.   

Renoveringen har længe været tiltrængt
Igennem de nu over fire årtier har rigtig mange børn gået i børnehave her. Det slider selvsagt på lokaliteterne. Desuden er også vuggestuebørnene kommet til, som kræver en anden indretning af huset.  

Ud over førnævnte, er også det meste endevendt indendørs, såsom nyt loft og el, ny gulvbelægning, gulvvarme i vuggestuen, nye indvendige døre, renovering af toiletterne, nye armaturer, ABA-anlæg og ventilation til garderober.

Og som før nævnt, en udvidelse af fællesrummet som er gjort mulig ved at inddrage en tidligere overdækket terrasse. Ud over mere plads bidrager det også til et helt andet lysindfald i fællesrummet.  

Glæder sig mest til gulvvarmen
-Det vi glæder os allermest til – udover at næsten alt indvendigt er nyt, er dog gulvvarmen, de nye badeværelser og de nye garderobeskabe. Det bliver en rigtig stor fordel i dagligdagen, siger Jane Bleiken.   

Men også de nye udefaciliteter såsom tilbygningen af et uopvarmet udeværksted og depot samt udeadgang til toilet er ønsker, som længe har stået på ønskesedlen, og som nu er opfyldt. 

I denne uge indrettes børnehaven
Det er vinterferie i denne uge, hvilket betyder at børnene ikke er i børnehave eller vuggestue. Det betyder, at personalet kan få flyttet legetøj og alt det andet der bruges i dagligdagen fra Kometen til Bakkegården. På mandag møder børnene ind i Bakkegårdens Børnehave og Vuggestue igen. Det glæder vi os rigtig meget til. Det er et halvt år siden vi har været her sidst, flere vuggestuebørn har endnu aldrig været her. Det bliver rigtig spændende.

Selvom vi har haft det rigtig godt i Kometen glæder vi os også til at komme tilbage.  Bakkegården har p.t. 47 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn.

Genhusning har også haft fordele
Vores midlertidige genhusning har også haft fordele fortæller Jane Bleiken. Vi har fået øjnene op for andre måder at indrette på og hvordan stuerne kan arbejde sammen. Vi har også haft en rådgiver fra Børn i Bevægelse indover, som forhåbentlig kan munde ud i en DGI certificering af børnehaven.      

Officiel indvielse følger senere
På et tidspunkt vil den ”nye” børnehave på Bakkegårdsvej blive officielt indviet, og det som børnene glæder sig allermest til er at en morfar til et af børnene har givet børnehaven et trylleshow.         

Populær afdeling i Farsø Boligselskab er fyldt 25 år

FARSØ: Afdeling 8 i Farsø Boligselskab, bedre kendt som almenboligerne på E. Rabøls Vej, har nu eksisteret i 25 år.

Farsø Boligselskabs afdeling på E. Rabøls Vej – tidligere Th. Eriksens Vej, har eksisteret i 25 år, og det blev markeret i afdelingen sidste onsdag.

Det er en af de mere populære afdelinger i boligselskabet, hvor der næsten altid er venteliste, og ganske få fraflytninger med mindre det er grundet naturlig afgang.

De tre beboere, som har boet i Farsø Boligselskabs afdeling 8 gennem alle 25 år, ses her ved flagstagen, hvor flaget naturligvis var oppe i forbindelse med 25 års fejringen sidste onsdag. Fra venstre ses Erik Kristensen, Solveig Jensen og Vera Nielsen. Bagerst ses formand for Farsø Boligselskab Stinne Jensen, der i dagens anledning havde en lille gave med til de meget trofaste beboere.

3 beboere har boet her i alle 25 år
Faktisk har 3 af de nuværende beboere boet der ligeså længe som boligerne har eksisteret. De flyttede alle ind i 1998 og kunne ikke drømme om at bo andre steder.

En af de tre er Vera Nielsen, der sammen med sin mand flyttede ind i den første bolig der stod færdig 15. februar 1998.  

-På det tidspunkt var der endnu ikke lagt fliser og anlagt haver og der gik yderligere et år inden at alle boligerne stod færdige, fortæller Vera Nielsen.  

Vera har boet flere steder i Farsø by, men aldrig så længe som på E. Rabøls Vej. Hun så faktisk så meget frem til at bo så centralt i byen, at hun og manden lod sig skrive op til boligen inden opførelsen af den var gået i gang.

Formanden bor også på E. Rabøls Vej
Stinne Jensen, der i dag er formand for Farsø Boligselskab og siden 2010 selv har boet på E. Rabøls Vej, husker også opførelsen af afdeling 8 ganske tydeligt, mens hun henter et fotoalbum frem.

-Her kan du se et foto fra spadestikket fra 5. august 1997, og alle dem som var mødt op.

Her ses et billede fra 5. august 1997, hvor spadestikket til afdelingen blev taget. De første boliger stod færdige og klar til indflytning knap syv måneder senere, nemlig den 15. februar 1998.

På billedet er også hendes mand, murermester Tage Jensen, der på det tidspunkt var formand for Farsø Boligselskab, men også de to forrige formænd for selskabet nemlig E. Rabøl Jørgensen og Ruth Mejdahl, der forestod selve spadestikket, mens lokale håndværkere der var hyret ind til byggeriet, borgmester m.fl. kiggede til.     

Populært sted at bo
Og ligesom Vera Nielsen kan Stinne Jensen konstatere, at afdeling 8 er populært sted, at bo.          

Afdelingen består af 28 boliger fordelt på 10 rækkehuse. Desuden har afdelingen et meget brugt fælleshus, som er det eneste hus der stammer fra før 1998, nemlig fra dengang Th. Eriksen drev entreprenørvirksomhed på grunden. Ovenpå fælleshuset findes afdelingens  29. bolig nemlig en 1. sals lejlighed.  

Her kan man sagtens bo alene
Det er hovedsagelig seniorer der bor i afdelingen. I fem af boligerne bor der par, resten bor alene.

-Men det at bo alene er ingen sag her fortæller Vera Nielsen, for vi har så meget sammenhold. Når der er fødselsdag inviterer vi hinanden på kaffe og kage i fælleshuset. Den første tirsdag i måneden mødes vi fast til en kop kaffe og et spil kort. Men vi fejrer også sommerfest, sommerspisning, julefrokost m.m.    

Men man kan også være for sig selv, for alle boliger har egen have og terrasse.

Der er 3 forskellige størrelser boliger på E. Rabøls Vej. Selv bor Vera Nielsen i en 2 vær. bolig på 83 m2.

-I starten var vi jo to, men nu passer lejlighedens størrelse også perfekt til mig alene, fortæller Vera Nielsen.  

Sidste onsdag blev afdelingen fejret
Sidste onsdag mødtes beboerne igen i fælleshuset. Datoen var 15. februar og fejring af afdelingens 25 års jubilæum. Alle mødte frem til kaffe og i dagens anledning var der også boller og en pyntet brunsviger til kaffen.

Der blev talt om afdelingens mange fortrin. Den meget centrale placering midt i byen tæt på indkøb og klubhuset, og så mærker man alligevel ikke man bor inde midt i byen. For der er luft, ro og sol – når den er fremme på himlen. Desuden er det et stort plus med et-plans boliger med egen terrasse og have.   

Navneskiftet i 2017
Desuden blev der også talt om vejens navneskifte. Fra 1998 til 2017 boede man nemlig på Th. Eriksens Vej 5a-5å. Men efter en ny bekendtgørelse om vejnavne og adresser, hvor man ikke må anvende æ ø og å som supplerende bogstav i adressen, så blev man enig om at tildele vejen ind til afdelingen et nyt selvstændigt vejnavn. Valget faldt på E. Rabøls Vej med numrene 1-30.    

Attraktive ejerboliger på vej på Marinagrunden

På Marinagrunden opføres der 7 dobbelthuse med i alt 14 ejerboliger.

HVALPSUND: Sidste sommer satte Vesthimmerlands Kommune Fjordvej 18, bedre kendt som Marina-grunden, til salg i budrunde.

Det skete efter at Restaurant Marina lukkede forrige sommer, og kommunes 50-årige lejemål for grunden udløb her ved årsskiftet. 

Den ikoniske restaurantbygning, med en af Hvalpsunds bedste udsigter, må nu vige pladsen for nye helårsboliger.

Kommunen modtog 5 bud på grunden, som skal være til boligformål.

Valget faldt på boligprojektet fra tømrermester Torben Halkjær fra Aalestrup, der nu har erhvervet grund og Restaurant Marina-bygning, der som det første, står til at blive revet ned i løbet af marts og april måned.

7 dobbelthuse fordelt på 14 ejerboliger
Torben Halkjærs projekt går på opførelse af 7 dobbelthuse, altså i alt 14 boliger, der vil blive solgt som ejerboliger i første række ved lystbådehavnen i Hvalpsund med panoramaudsigt over Limfjorden.

-Der er altid liv i Hvalpsund, og der er mulighed for oplevelser både i byen og den flotte natur omkring Louns halvøen, fortæller Torben Halkjær, der selv har et virkeligt godt kendskab til Hvalpsund, i det han selv nu på 16. år har sommerhus i Hvalpsund.

Egentlig havde jeg tiltænkt dette projekt til min hjemby Aalestrup, som der lige nu også er interesse i at flytte til. Men da jeg så, at Marina-grunden stod til salg, og den var udlagt til helårs bebyggelse, så var det da noget jeg lige ville kigge nærmere på, siger Torben Halkjær.

Det har han gjort sammen med sin læremester, Carsten Maltesen, der har hjulpet med at se muligheder, og finde de gode ideer og løsninger.

-Carsten har lavet byggetegninger, og han har tegnet nogle huse, der er rigtig godt indrettet, roser Torben Halkjær.

Projektet præsenteres ved Åbent Hus arrangement
Det er Arkind Arkitektur og Indretning fra Viborg der hjulpet med visualisering af projektet. Og det er disse visualiseringer og plantegninger som vil blive vist frem for interesserede i forbindelse med et Åbent Hus arrangement den 4. marts. Her vil de blive udstillet i Marinabygningen, som man kan komme ind i en sidste gang.

Alle med panoramaudsigt over lystbådehavn og Limfjorden
Marina-grunden udgør i alt 5.300 m2, og det giver god mulighed for at vinkle de 7 dobbelthuse på den måde at de alle får en fantastisk udsigt over Limfjorden. Det betyder naturligvis, at boligerne har høje vinduer og døre mod vandsiden, så udsigten udnyttes bedst muligt.

De fire forreste dobbelthuse er i 1-plan, mens de 3 bagerste er 2-plan. Det betyder, at 2 plans husene har den uhindrede udsigt fra 1 sal, der desuden er udstyret med balkon.

De to hustyper er forskelligt indrettet, men således at opholdsrummene vender mod vandet og udsigt over lystbådehavnen, fortæller Torben Halkjær.

Dette er udsigten fra 1 salen i de bagerste boliger. 

Vedligeholdelsesfrie materialer
Omkring byggematerialer fortæller han at husene opføres i sten og tagbelægningen er tagpap.

-De fleste købere ønsker i dag i så vidt muligt omfang et vedligeholdelsesfrit hus. Derfor har jeg valgt teglsten fremfor træ, selvom jeg er tømrermester. Havneområdet er udsat for vind og vejr, og ingen har lyst til at svinge malerpenslen hver 3 eller 4 år. Desuden er det også helårshuse og ikke sommerhuse der er tale om.

3 værelses ejerboliger i boenhed med fælleshus
Boligerne er på 103 til 120 m2 og de er alle 3 værelses boliger med 2 soveværelser, stue/køkken og badeværelse. Hver bolig vil også få sit eget opbevaringsskur og p-plads ved boligen. 

Midt i bo-enheden opføres der desuden et fælleshus med køkken, toilet og et ekstra værelse til overnattede gæster   

Marinabygning nedrives i næste måned
Som før nævnt, så går nedrivningen af Restaurant Marina bygningen i gang allerede i næste måned.

Ligesom mange andre er Torben Halkjær spændt på hvad der gemmer sig under den nuværende bygning. Den er nemlig opført, der hvor Hvalpsund Teglværk tidligere lå.

-Jeg er overbevist om, at der gemmer sig en del teglsten under bygningen og på grunden. Og hvad der ellers gemmer sig af historiske fund i relation til teglværket må tiden vise.

Det er Torben Halkjær selv der skal stå for nedrivningen af bygningen, som han dog får hjælp af nedbrydningsfirmaet Brdr. Nielsen fra Pederstrup til.

Første boliger klar til jul
-Jeg håber byggegrunden står klar lige op til sommerferien. De første boliger skal gerne stå klar til indflytning inden jul.     

For selve salget af boligerne han har allieret sig med EDC Danebo Farsø & Aars, som også vil være til stede i forbindelse med Åbent Hus arrangementet den 4. marts.   

SE ANNONCEN FOR ÅBENT HUS HER

Gunderup Fiskesø har fået nye forpagtere

Torben Pedersen (forrest) og Thomas Hedegaard, som er brødre, har forpagtet fiskesøerne i Gunderup for de kommende 5 år.

GUNDERUP: Den 1. januar fik Gunderup Fiskesø forpagtere. Det er indehaverne Lene og Karl Emil Nielsen der har lavet en 5-årig forpagtningsaftale med Torben Pedersen og Thomas Hedegaard, der er brødre.

Torben og Thomas driver i forvejen Kinnerup Put & Take nord for Vodskov, som de også har en forpagtningsaftale på.

Interessen for lystfiskeri stammer fra barnsben
Interessen for lystfiskeri stammer fra barnsben, hvor deres far tog de to drenge med ud at fiske ved åer og put & take. Den fælles interesse for lystfiskeri deler de stadig den dag i dag, men som hobby og fritidsinteresse.

Torben som bor i Ulsted er landmand og Thomas som bor i Nørresundby er murer.

De er begge enige om, at de bruger lystfiskeriet og naturen til at slappe af i.

Thomas Hedegaard gør en fiskestang klar

Fik kendskab til Gunderup i efteråret
Kinnerup Put & Take, som kun omfatter en sø, og er en hel del mindre end fiskesøerne i Gunderup, har brødrene drevet det seneste års tid. Det var også herigennem at de fik kendskab til Gunderup.

Efter 23 år med fiskesøer og en butik med salg af grej til lystfiskeri, jagt og outdoor besluttede Lene og Karl Emil Nielsen sidste efterår at sætte fiskesøer og butik til salg.

Kort tid efter henvendte Torben og Thomas sig. Ikke for at købe, men for at forpagte fiskesøerne.

Ikke interesseret i grejbutikken
Butikken er ikke noget for os, fortæller Thomas Hedegaard. Det har vi ikke erfaring med. Det ligger langt fra at være landmand og murer, erkender de to brødre.

Derfor startede Lene og Karl Emil Nielsen kort tid efter et opstartsudsalg op i butikken. Varelageret er endnu ikke tømt. De sidste varer sælges via butikkens webshop.

Her til formiddag bød brødrene velkommen til en ny sæson. Vejret var perfekt lystfiskervejr og det lokke mange til søerne for at få ørred på krogen.

Sæsonstart på en søndag
Men i dag var butikken dog åben, i forbindelse med at fiskesøen havde sæsonstart under de nye forpagtere. Det flotte vejr tiltrak i stor grad lystfiskerne og i løbet af de første timer fik en lystfisker tre ørreder på krogen.

Selvom Torben og Thomas ikke selv stod og fiskede ved søerne, så nød de dagen, fik en god snak med lystfiskerne og bød på rundstykker og kaffe.

Flere gange i løbet at dagen blev der også hældt nye forsyninger af ørreder i søerne.

I den kommende tid vil der blive sat i omegnen af 200 kg ørreder ud i søen om ugen.

-Vi sætter ud i forhold til det antal fiskekort vi har solgt. Fiskekortene købes på stedet og afregnes pr. time, fortæller Thomas Hedegaard.

Spændte på 1. sæson
Torben og Thomas er meget spændte på den kommende sommer, for Gunderup Fiskesø besøges i stor grad af egnens turister. I højsæsonen, som er juni, juli og august har søerne ca. 100 lystfiskere om dagen

-Det kender vi ikke fra Kinnerup, som hovedsagelig bruges af lokalområdet og lystfiskere fra Aalborg. Men vi har helt klart en ide om, at vi kan skabe en synergi, så lystfiskere besøger såvel Kinnerup som Gunderup. Vi kan da se et par kendte ansigter fra Kinnerup som er dukket op med deres fiskestang her i Gunderup i dag.

Her kan der renses fisk

Thomas Hedegaard fortæller at man også gerne tager imod grupper – og sågar skoleklasser ved fiskesøerne. I den forbindelse kan vi tilbyde en introduktion til lystfiskeri og udlejning af fiskestænger hvis man ønsker det.

“Otto” var måske blæst for meget op

Byggepladshegnet ved Sundhedens Hus i Farsø fik et pust af "Otto"

VESTHIMMERLAND: Selvom der kom vindstød af stormstyrke og måske nogle enkelte stød af orkanstyrke i den nordlige del af kommunen fredag eftermiddag og aften, så var der ikke meget ”Stormen Otto” fik fat i. 

I Farsø havde “Otto” ganske vist lagt et byggepladshegn ned ved Sundhedens Hus, men det skyldes et stort banner på hegnet der tog imod det ekstra vindtryk. Ellers var væltede affaldscontainere og grene fra træerne, det eneste spor ”Otto” efterlod sig.      

Væltede affaldscontainere i Hvalpsund
Nedblæste grene ved sygehuset i Farsø

Så det gik ikke så galt, som det så ud til før “Stormen Otto” blæste hen over Nordjylland. Alligevel frarådede Nordjyllands Politi i to timer fredag aften al unødig kørsel.   

I Nordjylland fik Politiet 126 henvendelser fredag, der relaterede sig til stormen. Det var alt fra nedfaldne tagsten, en tagryg der var blæst af, væltede træer til gene for trafikken, usikre stilladser til en trykket gavl.  

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.