FARSØ/AARS: Efter et par Corona-år var der i 2022 igen stor aktivitet i Aars Svømmeklub og mange opgaver for klubbens frivillige. Svømmeklubben, der har tæt på 1.100 medlemmer, benytter svømmehallerne i Farsø og Aars til deres 82 hold, som er fordelt på 42 forskellige holdtyper, så alle uanset alder og niveau har mulighed for at finde et hold.
I Farsø Svømmehal har klubben i 2022 udvidet med 2,5 timer ekstra ugentligt, så det er blevet muligt, at tilbyde både Baby holdundervisning, Float Yoga samt Gus og Svøm
-Året har budt på mange nye tiltag, så klubben favner endnu bredere, og sætter en tyk streg under, at Aars Svømmeklub er en breddeklub med tilbud for alle, lød det fra klubbens formand Jimmy Krøier Sørensen, på klubbens generalforsamling i sidste uge, hvor over 60 medlemmer og forældre dukkede op.
Af nye hold i 2022 har vi oprettet babyhold med et undervisningsforløb over 11 uger med Line Østrup som træner. Det er blevet en stor succes, men det er en udfordring at finde gode svømmetider.
Line har i øvrigt været meget aktiv med at få udvidet klubbens holdtilbud, for hun har både taget en Aqua Zumba og Yogauddannelse, så vi kan tilbyde Aqua Zumba og Float Yoga. Aqua Zumba er blevet en succes mens Float Yoga er så nyt, at vi ikke har fået det markedsført endnu. Alle tre holdtyper er for øvrigt primært i Farsø Svømmehal, hvor vi har nemmere ved at finde svømmetider, selvom det også er svært i Farsø.
Vores nye Aqua Spinning instruktør Sussi er nyuddannet gusmester, så for at udnytte dette, har vi oprettet et ”Gus og Svøm” hold med Sussi som instruktør ligeledes i Farsø. Det er der blevet taget godt imod.
Vi har de seneste år prøvet at få startet et Vandpolo hold op, men det er lidt op ad bakke måske skyldes det også, at holdet får dårlige træningstider. Vi forsøgte med bedre haltider i Farsø uden held I stedet oprettede vi i efteråret et nyt hold i Farsø for ”Rigtige mænd og kvinder” med tilskud fra DGI. Det blev en større succes end forventet med 20 voksne på forskellige niveauer.
Jeg er mest for elektroniske løsninger, men må indrømme, at vores gode gamle 10 turs klippekort med brug af hultang er blevet en kæmpe succes Det giver medlemmerne mulighed for at supplere deres holdundervisning med andre typer motionshold på de tidspunkter, der passer det enkelte medlem. Vi har ca. 90 medlemmer der har købt klippekort til enten baby eller voksenhold i denne sæson.
Vore kære konkurrencesvømmere er uundværlige i en stor breddeklub som Aars Svømmeklub. Uden deres store indsats i svømmeklubben var der ingen svømmeundervisning. Udover konkurrencesvømmernes 44-55 ugentlige træningspas er det nemlig dem der står for undervisningen af hovedparten af klubbens svømmeundervisningshold for både børn og voksne. Derfor skal der fra bestyrelsen lyde en stor tak for jeres kæmpe arbejdsindsats for klubben, og det er en fornøjelse at se jeres gå-på-mod.
På generalforsamlingen var der også kåring af årets træner og årets fighter. Årets fighterpokal blev tildelt Ida Borg Andersen og Årets træner2022 blev Line Østrup Mortensen. Line er i øvrigt den træner, der har flest hold i svømmehallen i Farsø.