FARSØ: Siden 12. september sidste år, har børn og vuggestuebørn fra Bakkegårdens Børnehave været genhuset i SFO – Kometen på Stationsvej. Det skyldes, at den 42 år gamle børnehave på Bakkegårdsvej har gennemgået en gennemgribende renovering.
-En af de større opgaver har været et helt nyt tag, men også husets opholdsareal er blevet forøget med ca. 20 m2, fortæller Bakkegårdens leder, Jane Bleiken.
Renoveringen har længe været tiltrængt
Igennem de nu over fire årtier har rigtig mange børn gået i børnehave her. Det slider selvsagt på lokaliteterne. Desuden er også vuggestuebørnene kommet til, som kræver en anden indretning af huset.
Ud over førnævnte, er også det meste endevendt indendørs, såsom nyt loft og el, ny gulvbelægning, gulvvarme i vuggestuen, nye indvendige døre, renovering af toiletterne, nye armaturer, ABA-anlæg og ventilation til garderober.
Og som før nævnt, en udvidelse af fællesrummet som er gjort mulig ved at inddrage en tidligere overdækket terrasse. Ud over mere plads bidrager det også til et helt andet lysindfald i fællesrummet.
Glæder sig mest til gulvvarmen
-Det vi glæder os allermest til – udover at næsten alt indvendigt er nyt, er dog gulvvarmen, de nye badeværelser og de nye garderobeskabe. Det bliver en rigtig stor fordel i dagligdagen, siger Jane Bleiken.
Men også de nye udefaciliteter såsom tilbygningen af et uopvarmet udeværksted og depot samt udeadgang til toilet er ønsker, som længe har stået på ønskesedlen, og som nu er opfyldt.
I denne uge indrettes børnehaven
Det er vinterferie i denne uge, hvilket betyder at børnene ikke er i børnehave eller vuggestue. Det betyder, at personalet kan få flyttet legetøj og alt det andet der bruges i dagligdagen fra Kometen til Bakkegården. På mandag møder børnene ind i Bakkegårdens Børnehave og Vuggestue igen. Det glæder vi os rigtig meget til. Det er et halvt år siden vi har været her sidst, flere vuggestuebørn har endnu aldrig været her. Det bliver rigtig spændende.
Selvom vi har haft det rigtig godt i Kometen glæder vi os også til at komme tilbage. Bakkegården har p.t. 47 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn.
Genhusning har også haft fordele
Vores midlertidige genhusning har også haft fordele fortæller Jane Bleiken. Vi har fået øjnene op for andre måder at indrette på og hvordan stuerne kan arbejde sammen. Vi har også haft en rådgiver fra Børn i Bevægelse indover, som forhåbentlig kan munde ud i en DGI certificering af børnehaven.
Officiel indvielse følger senere
På et tidspunkt vil den ”nye” børnehave på Bakkegårdsvej blive officielt indviet, og det som børnene glæder sig allermest til er at en morfar til et af børnene har givet børnehaven et trylleshow.