Forside Blog Side 323

Godt at lokalarkivet fortæller den rigtige historie

Der var ”fuldt hus” til åbningen af særudstillingen i Farsø Rådhuscenter

FARSØ: I anledning af 150- året for Johs. V. Jensen og Vesthimmerlands Kulturuge 10 var der her til eftermiddag åbning af en særudstilling med lokalhistoriske fotos med navnet ”Farsø fra bondeby til stationsby 1873 til 1950.

Udstillingen finder man i Farsø Rådhuscenter, og ved åbningen var der stuvende fyldt med interesserede i udstillingslokalet.

Bag udstillingen står Johs. V. Jensen Museet i samarbejde med Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn. Det er museumsleder Peter Hørup, der har tilrettelagt, har fundet billederne og har skrevet ordene til såvel udstilling som bogen der knytter sig til.

Peter Hørup, Museumsleder for Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet, Farsø

”Jeg skal forsøge, at være på forkant – også selvom jeg er historiker og arbejder med fortiden. Derfor gad jeg nok vide, hvordan Chat GBT kan hjælpe mig i forhold til denne introduktion. Chat GBT er en online information, hvor skolebørn kan få skrevet en stil for sig eller få lavet et referat af en lang bog som de så kan indtaste. Jeg gav Char GBT en enkel besked ”Fortæl om Farsøs historie” og ”Hvad er forholdet mellem Johs. V. Jensen og Farsø. Jeg vil sige, at det er en lidt alternativ virkelighed som beskrives”.
Peter Hørup, Museumsleder for Johannes V. Jensen og Thit Jensen Museet, Farsø      

Det var derfor også Peter Hørup der bød velkommen og knyttede en morsom anekdote omkring korrekte data i forbindelse med lokalhistorie. Ligesom mange andre har Peter Hørup nemlig afprøvet Chat-GPT, som på det seneste har været til stor debat omkring valide data. Peter Hørup kunne konstatere at en søgning på Farsø by og Johs. V. Jensen gav en helt anden ”historie” end vi kender den.

Han kunne bl.a. meget morsomt fortælle, at Chat-GBT fortæller Farsø er en færgeby ved Limfjorden og især er kendt for sit kloster. Omkring Johs. V. kunne det fortælles, at han kun boede i Farsø i en del af sin barndom, da familien flyttede til Vestjylland i 1884.

-Det er derfor rigtig godt, at vi har lokalhistorisk arkiv, så den virkelige og rigtige historie ikke bliver fordrejet af algoritmer og robotter, lød det fra Peter Hørup.

Museumsleder for Vesthimmerlands Museum, Broder Berg

Museumsleder for Vesthimmerlands Museum, Broder Berg, som var udstillingens åbningstaler fortalte også om vigtigheden af de lokalhistoriske arkiver og de mange frivillige timer der bliver lagt i at registrere billeder og historier til eftertiden. Men også for at kunne lave en udstilling som denne.

Udstillingen ”Farsø fra bondeby til stationsby 1873 til 1950” viser byens udvikling fra 150 beboere til 1.150 beboere, og hvem som bor her. Farsø blev en af de nye ”byer-på-landet”. Udviklingen falder sammen med fotografiets udbredelse og perioden er derfor uhyre veldokumenteret og viser historien og den identitet der knytter sig til bygninger i Farsø. Ud over fotos af huse, så er der også fotos af familier som dokumenterer de sociale skel og hvordan de boede.  

Den lokalhistoriske udstilling i Farsø Rådhuscenter er åben i butikkernes åbningstid.   

Hvalpsund Færgekro genindtræder i hotelkæde

Wellness ophold er et af de nyeste skud på stammen hos Hvalpsund Færgekro og derfor har Hvalpsund Færgekro genindmeldt sig i hotelkæden Small Danish Hotels, der netop markedsfører wellness ophold sammen med gourmet, golf samt møde- og konferencefaciliteter.

HVALPSUND: Hvalpsund Færgekro har tidligere været medlem af hotelkæden ”Small Danish Hotels” og er det nu igen.

Det skyldes at hotelkæden stemmer godt overens med Hvalpsund Færgekros nye koncept med hensyn til wellness. For halvandet år siden udvidede færgekroen nemlig med et rooftop wellness bestående af en spa, en sauna og et loungeområde opbygget ovenpå kroens selskabslokaler med en flot udsigt over Limfjorden.

Grunden til at Hvalpsund Færgekro også har været med tidligere, er at Small Danish Hotels tilbyder skræddersyede ferie- og weekendophold med fokus på blandt andet wellness, gourmet, golf, vandring og cykling.

Small Danish Hotels er landets største hotelkæde for privatejede overnatningssteder og tæller knap 70 kroer, hoteller, slotte og badehoteller, hvoraf de fleste tilbyder møde- og konferencefaciliteter. Hotellerne er fordelt over hele Danmark.

Selvom overnatningsstederne er vidt forskellige, er nøgleordene de samme; den personlige gæstfrihed, fokus på kvalitet samt øje for de små detaljer, der sætter rammerne om et behageligt ophold.

Partnerskabet skal være med til at styrke kroens markedsføring og tiltrække nye gæster.

– Hvalpsund Færgekro passer rigtigt godt ind i vores medlemsskare. Ejernes personlige engagement er drivkraften, og det er helt i tråd med hotelkædens dna. Samtidig udvider vi kapaciteten i et populært ferieområde, hvor kroens charmerende beliggenhed gør den attraktiv for både ferie- og weekendgæster. Efterspørgslen på kroophold i Danmark er stor, og den klassiske kro vil uden tvivl være med til at styrke vores position på markedet, siger Finn Kræfting, som er administrerende direktør i Small Danish Hotels.

Den kgl. privilegerede Hvalpsund Færgekro har siden 1669 ligget i vandkanten ved Limfjorden tæt på naturskønne områder med nem adgang til førsteklasses golfbaner, vandreture på de himmerlandske heder, sælspotting i Limfjorden og en våd tur på snapseruten.

Hotelparret Lotte Gaarddal og Peder Holm Pedersen på Hvalpsund Færgekro ser det samtidigt som et aktiv at være en del af noget større.

– Vi genindtræder i Small Danish Hotels, fordi vi tror på, at det vil være gavnligt for forretningen. Igennem hotelkædens branding og markedsføring kan vi trække flere gæster til, og vi bliver mere synlige over for mulige nye gæster blandt andet via Small Danish Hotels’ loyalitetsprogram, Benefits. Vi får desuden adgang til et fantastisk netværk af kolleger i branchen. Til gengæld bidrager vi med en, for kæden, vigtig placering i smørhullet af Himmerland, siger hotelparret samstemmende.

Kulturugen på Ullits Skole mundede ud i en skolefest

5.-6. klasse øvede skuespillet ”Prinsessen på (t)ærten” i Kulturugen, som blev opført foran kammerater og familie til skolefesten på Ullits Skole.

ULLITS: Ullits Skole havde valgt at bruge Kulturuge-10 som optakt og forberedelse til den årlige skolefest på skolen.

5.-6. klasse skulle opføre skolefestens skuespil. Skuespillet hed ”Prinsessen på (t)ærten”. Handlingen var en masse forviklinger om det gamle eventyr i en moderne udgave.

Eleverne blev sat på en hård prøve med indøvning af replikker og kulissefremstilling, inden selve kulturugen, hvor der blev arbejdet på scenen hver dag. Eleverne havde gjort klar til ugen, torsdagen før i madkundskab med kagebagning, sådan at blodsukkeret blev holdt oppe. Det blev til nogle fantastiske dage, hvor eleverne viste, hvor selvhjulpne de er. På det sociale område skete der også mange ting – eleverne fandt deres styrkesider og havde tilsammen et kæmpe overblik. En oplevelse, som helt sikkert styrke det sociale sammenhold resten af skoleåret inden 6. klasse drager videre fra Ullits skole.

3.-4. klasse startede ugen med konceptet “Til middag hos”. Eleverne skulle forberede og afholde en god middag, hvor værtskab, en god menu og underholdning var omdrejningspunktet.

Onsdag og torsdag havde de travlt med at klargøre diskotek, skydetelt samt andre aktiviteter, boder, skilte, vagtplaner og ikke mindst pyntning af skolen med ‘’prinsessen på (t)ærten’’ som tema.

I 1-2. klasse arbejdede de i ugens løb med fortællingen ”Pinocchio”, både som tekst og film. Børnene fik vendt og drejet historien, og undersøgt hvilke følelser, der er på spil i Pinocchios rejse. Der blev fremstillet hjemmelavede dukker af den lille trædreng. For 1.-2-klasse sluttede ugen fredag med en teatertur til Aalborg for at se stykket ”prof”.

0.klasse arbejdede for sig selv i kulturugen. Eleverne startede med at gå en tur i køkkenet og fremstille en rigtig lækker menu. Der blev snittet, kogt og braset, så de fik fremstillet en rigtig lækker menu. Ellers gik ugen på forskellige kreative ting. Der blev også tid til besøg fra de kommende skolebørn fra Børnehuset.

Fredag var der oprydning på skolen og i Minihallen efter skolefesten. Ellers var der råhygge i klassen.

Lægehuset i Hornum overtager Ranum patienter

Regionsklinikken i Ranum lukker. Den har siden 2019, som en midlertidig ordning, været drevet af Region Nordjylland. Nu overtager Lægehuset i Hornum patienterne fra Ranum og en forudsætning for overtagelsen er, at klinikken i Ranum lukker og patienterne transporterer sig til Lægehuset i Hornum. Foto: Region Nordjylland.

RANUM/HORNUM: Siden 2019 har Region Nordjylland drevet Regionsklinik i Ranum. Regionsklinikker er en måde, hvorved en region kan sikre lægedækning i et område, såfremt der ikke kan findes en læge, som ønsker en kapacitet.

Det er nu lykkedes Region Nordjylland efter annoncering at imødekomme en ansøgning fra praktiserende læge Søren Donslund om at få tildelt den kapacitet, som er i Regionsklinik Ranum.

1800 patienter skifter læge
Søren Donslund driver i forvejen Lægehuset i Hornum, og hvor han har to kapaciteter. Med klinikken følger også de cirka 1800 patienter, der er tilknyttet Regionsklinik Ranum.

– Vi er meget glade for, at Søren Donslund har vist interesse for at overtage kapaciteten. Det er med til at sikre, at patienterne får en kontinuitet i deres behandling og kontakt med lægen, siger Anny Winter (V), medlem af Regionsrådet og Vurderingsudvalget.

Det har været en udfordring at sikre lægedækningen i den nu forhenværende regionsklinik, og med overdragelsen af kapaciteten vil patienterne opleve en større kontinuitet særligt i lægebemandingen.

Klinikken i Ranum lukkes
I forbindelse med overdragelsen af kapaciteten vil klinikken i Ranum lukke. Fremover vil patienterne derfor skulle til Lægehuset i Hornum for at møde deres læge.

I forbindelse med overtagelsen af klinikken, har det også været en forudsætning at samle aktiviteten i Hornum. Der vil derfor ikke være klinik i Ranum mere. Der har været dialog med Vesthimmerland Kommune i løbet af processen, og Sundhedssamarbejdsudvalget som består af region og kommuner har godkendt flytning af kapaciteten, før det regionale Vurderingsudvalget har godkendt ansøgningen om tildelingen.

– Søren Donslunds vil fortsat køre sygebesøg i Ranum klinikkens dækningsområde, så man kan fortsat få hjælp lokalt, hvis det kræves, selvom regionsklinikken lukker. For os har det handlet om at sikre et godt lægetilbud til borgerne omkring Ranum, og det mener vi, at vi gør ved at overdrage kapaciteten til Søren Donslund, siger Anny Winther.

Derudover bliver Søren Donslund også tilknyttet som plejehjemslæge for beboerne på plejehjemmet i Ranum.

Ser frem til at møde de nye patienter
Søren Donslund har været praktiserende læge i Hornum siden 2007. Han er glad for at have fået tildelt kapaciteten og til at overtage ansvaret for de cirka 1800 patienter, som har været tilknyttet Regionsklinik Ranum.

– Mit personale og jeg ser frem til at tage imod de nye patienter i klinikken i Hornum, siger Søren Donslund.

I lægehuset er der allerede sygeplejersker og yderligere en læge ansat, og han vil ansatte yderligere en læge eller finde en kompagnon til klinikken.

Patienter tilknyttet Regionsklinik Ranum vil automatisk modtage et nyt, gult sundhedskort med posten, forventeligt i løbet af uge 9/10.

Regionsklinik Ranum har sidste åbningsdag 10. marts 2023.

Sådan faldt Adrian fra Rumænien til hos Torben fra Farsø

Adrian Bosancu fra Rumænien (tv.) er lager- og logistikansvarlig i direktør Torben Thorsens virksomhed Thorsen-Teknik i Farsø. Foto: Erhvervsstyrelsen

FARSØ: Ét særligt paradoks har i årevis drillet arbejds¬markedet og erhvervslivet: Mange virksomheder uden for de større byer har svært ved at tiltrække højtuddannet arbejdskraft. Samtidig går mange højtuddannede ledige – og det gælder især kandidater med udenlandsk baggrund.

Godt match af højtuddannede udlændinge og lokale virksomheder
Men det kan lade sig gøre at matche ledige udlændinge og virksomheder, der mangler højtuddannet arbejdskraft. Og her kan man især lære noget af erfaringerne i EU-projektet Go Vest i Vesthimmerlands Kommune. Projektet har på tre år matchet 15 ledige kandidater med en længerevarende uddannelse og udenlandsk baggrund med virksomheder i Vesthimmerlands Kommune og flere andre nordjyske kommuner.

Direktør Torben Thorsen, som ejer og driver Thorsen-Teknik i Farsø, har nydt godt af indsatsen i Go Vest. I 2021 landede to af projektets ledige dimittender med udenlandsk baggrund i hans virksomhed, som er specialiseret i præcisions-GPS’er til landbruget. Efter flere år med voldsom vækst havde virksomheden stort behov for højtuddannet arbejdskraft – og gerne udlændinge af hensyn til Thorsen-Tekniks mange engelsktalende kunder.

Anden sproglig og kulturel baggrund
Det stillede krav til både dimittenderne og virksomheden, siger Torben Thorsen:

-Det kræver noget af både de ansatte og den virksomhed, de lander i. Medarbejderen skal gå ind i det med hud og hår – blandt andet med at vise en vilje til at lære dansk, og virksomheden skal gå lige så helhjertet ind i at integrere medarbejderen. Udenlandske medarbejdere har en anden sproglig og kulturel baggrund, og deres tilgang til arbejdet er ofte anderledes. Begge vores ansatte gik hurtigt i gang med danskundervisning, og det er et vigtigt signal at sende til sin arbejdsgiver.

Adrian er flyttet til med familien
En af de to nyansatte er rumænske Adrian Bosancu, som er lager- og indkøbsansvarlig. Han bor i Aalestrup med sin hustru, der er tandlæge, og to døtre på fem og syv år. Trygheden i en mindre by, hvor parret bor tæt på børnenes skole og børnehave, tiltaler ham, og han er glad for den flade organisation i de danske SMV’er:

-Man får hurtigt ansvar, og ledelsen viser dig tillid. I starten havde jeg det svært på grund af sproget, men min direktør sagde, at jeg bare skulle bruge mine kompetencer og lære det stille og roligt. Efter et halvt år havde jeg fundet mig til rette, og nu tænker jeg, at jeg sagtens kan være her i mange år.

Samarbejde med 40 lokale virksomheder
Kirsten Heisz fra Væksthimmerland, der har arbejdet med Go Vest projektet forklarer:

-Det har i flere tilfælde været virkelig svært at finde kandidater med den helt rigtige baggrund til jobåbningerne. Vi oplevede især, at rigtig mange kandidater havde udfordringer med dansk, og samtidig var virksomhederne generelt ikke modne til at tage imod udenlandsk arbejdskraft.”

Derfor satte Go Vest ind med et langsigtet, opsøgende arbejde over for op mod 40 af kommunens virksomheder. Desuden sendte projektet udvalgte kandidater i Go Vest på intensiv danskundervisning.

-Det flyttede virkelig noget, og i 2022 kom resultatet nærmest som en ketchupeffekt, og vi landede over projektets målsætning, siger Kirsten Heisz.

Har lært at tale dansk
Adrian Bosancu deltog først i holdundervisning og fik senere individuel undervisning. Det er han taknemlig for i dag:

-I København tales der i højere grad engelsk i virksomhederne, men hvis man vil arbejde uden for København, er det vigtigt at kunne tale dansk. Mit ønske har hele tiden været at tilpasse mig det danske samfund, og jeg har brugt meget tid på danskundervisning. Jeg taler måske ikke perfekt dansk endnu, men nok til, at jeg er integreret i mit team og kan deltage i snakken i pauserne.

I Thorsen-Teknik er Adrian Bosancu i dag en medarbejder på lige fod med alle andre for direktør Torben Thorsen. Han roser Go Vest for en stor og vedholdende indsats for at finde den helt rigtige medarbejder til virksomheden – og hjælpe med integrationen.

-Jeg kunne godt have ringet til jobcentret, men i deres database står der ingen med den specialviden, vi havde brug for. Go Vest havde en database over ledige udlændinge, og samtidig tilbød de at hjælpe med integrationen af vores nye ansatte, slutter Torben Thorsen.

Go Vest projektet begyndte i september 2019 og sluttede med udgangen af 2022. EU’s Socialfond har støttet projektet med ca. 2 mio. kr. Vesthimmerlands Kommune har været operatør på projektet, og Jobcenter Vesthimmerland og Erhverv Væksthimmerland har deltaget som partnere.

Historisk aften i Thit Salen

Der er billeder fra "Det gamle Hvalpsund"

FARSØ: Det er efterhånden en tradition, at Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og omegn med stor succes gennemfører en lokalhistorisk aften med mange tilhørere i Thit salen.

På tirsdag er arkivet klar med endnu en historisk aften i Thit Salen. Den finder sted umiddelbart efter foreningens generalforsamling – og dermed er alle uanset medlemskab af arkivet meget velkomne til at dukke op.

Den historiske aften består af to dele – et foredrag af Per Lyngby og fotos fra Hvalpsund fra 1950´erne.

Fodbold og foreningsliv i Farsø

Per Lyngby fortæller om Farsø Boldklubs historie siden stiftelsen i 1904. Ud over fodboldkampene, har der været mange andre aktiviteter og mange ildsjæle og personligheder, der har haft indflydelse på klubbens udvikling, og foreningslivet i Farsø.

Efter kaffepausen viser Bendt Thorup billeder fra Hvalpsund fra 1950èrne, og Søren Skovgaard Madsen supplerer med gode historier om de viste huse og forretninger, samt de mennesker der dengang prægede byen.

SE ANNONCEN FOR DEN HISTORISKE AFTEN HER

Den første skole ude i Rummet

I klasselokalerne var der eksperimentarier og udstillinger om Rummet. Som det ses blev der ikke sparet på effekterne.

FARSØ: Også Farsø Skole har deltaget i Kulturuge 10. Hele skemaet fra mandag til torsdag har, for samtlige årgange på skolen samt specialklasser, været tilegnet temaet ”Rummet”.

Det er lærer Lise Sørensen, der er kommet på temaet.

-Det kommer sig af, at den danske astronaut Andreas Mogensen, for anden gang skal op i Rummet her efter sommerferien.

Ligesom Andreas Mogensen forbereder sig godt til rumturen, så har lærerne og elever på Farsø Skole også været i gang længe med at planlægge deres tur i rummet, som altså fandt sted i Kulturugen og kulminerede i en Kulturfest – altså en skolefest torsdag aften. Skolefesten var for hele skolen, som ikke er prøvet før.   

Her kunne alle elever på tværs af årgange udforske hinanden klasseværelser, der dokumenterede hvad eleverne havde beskæftiget sig med i ugen. Ved at følge en ”Rød Tråd” kom man hele vejen rundt på skolen. 

Udstillinger om Mælkevejen

4.-6. årgang havde opbygget Mælkevejen med planeter præsenteret i mange forskellige materialer.

Skoleleder Lennart Roland Petersen som astronaut

Indskolingen havde blandt sendt skoleleder Lennart Roland Petersen og viceskoleleder Morten Kjeldgaard Thygesen ud i rummet som astronauter. Eleverne prøvede også selv, at forberede sig på at være astronauter ved at skifte tøj i et ultra-lille telt og køre med robotter.

Selfie-stationen som astronaut
Til Kulturfesten blev der fremført musik.

Ved Kulturfesten optrådte elever med musik og sang i gymnastiksalen. I fællessalen var der salg af sandwich og sodavand. 9. klasse lavede diskotek med laserlys og kl. 19 blev der skudt en raket af.

Outline formår at holde på seniorguldet

En ny undersøgelse fra Great Place to Work® viser, at ældre medarbejdere og medarbejdere med mange års anciennitet hos Farsø virksomheden Outline Vinduer har en særligt høj trivsel. Det glæder vinduesproducenten, som med en seniorordning gør en ekstra indsats for at fastholde seniorguldet med de mange års erfaring. Her ses (t.v.) 67-årige Kim Lange, som har været ansat hos Outline i 20 år – heraf af de fleste som kørende sælger. Han ses med salgschef Claus Petersen Koch.

FARSØ: ”Jeg gør en forskel på arbejdspladsen, og mit arbejde giver mening”: Sådan lyder det fra 96 procent af medarbejderne med mere end 20 års anciennitet hos Outline Vinduer i Farsø i en ny undersøgelse fra Great Place to Work.

Undersøgelsen består af godt 60 spørgsmål, og sammenholder man svarene fra medarbejdere med mere end 20 års anciennitet, lander den totale tilfredshedsscore på 93 procent, mens den tilsvarende ligger på 90 procent for medarbejdere, der er 55 år eller derover – procentdele, der ligger langt over landsgennemsnittet på henholdsvis 71 og 69 procent.

Tallene glæder Sarah Nauer-Newstead, HR business partner i Outline Vinduer, for seniorguldet – som hun kalder dem – er skattede medarbejdere i virksomheden.

– Hos Outline er vi bevidste om vigtigheden af at fastholde seniorguldet. Det er ofte dem, der har den højeste anciennitet i virksomheden og dermed fungerer som kulturbærere. De gemmer også på vigtig viden opbygget over tid, som man ikke bare kan erstatte med en ny medarbejder. Derfor er det glædeligt at se, at både vores medarbejdere over 55 år og dem med mere end 20 års anciennitet scorer os højt på samtlige parametre.

Seniorordning skal bidrage til fastholdelse
En af de medarbejdere, der holder fast i Outline, er 67-årige Kim Lange, som har været ansat i virksomheden de sidste 20 år. Han startede egentlig på virksomhedens kontor, men fik hurtigt mulighed for at blive kørende sælger. Kim Lange er især glad for de faglige udfordringer, som arbejdet giver ham, og så synes han, ledelsen passer godt på sine medarbejdere.

– Fagligt har jeg ramt det, jeg holder allermest af at arbejde med, for jeg elsker at komme ud til vores kunder og fremvise et dansk kvalitetsprodukt. Ledelsen viste mig masser af tillid, da de gav mig muligheden for at blive kørende sælger, og det er min opfattelse, at de altid lytter til den enkelte medarbejder i virksomheden og giver dem en position og nogle rammer, der gør dem trygge og glade. Vi er mange, som har været i Outline i mange år, så vi kender også hinanden godt og giver plads til hinandens forskelligheder. Det vil jeg ikke på samme måde kunne finde på en ny arbejdsplads, siger Kim Lange.

Aktiv seniorpolitik
Hos Outline er det netop medarbejdere som Kim Lange, man gerne vil beholde, og Sarah Nauer-Newstead forklarer, at en aktiv seniorpolitik er et af de tiltag, som skal gøre det attraktivt at blive i virksomheden.

– Vi har arbejdet med en seniorpolitik de sidste par år, som har til formål at fastholde vores store andel af medarbejdere over 50 år. Seniorpolitikken skal især tage vare på de medarbejdere, der er tæt på folkepensionsalderen, ved at skabe fleksible arbejdsvilkår tilpasset den enkelte medarbejder, afslutter Sarah Nauer-Newstead.

Outline samler løbende op på de erfaringer, man gør sig i arbejdet på at fastholde seniorer, og udruller en seniorpolitik 2.0 i nærmeste fremtid. Den nye seniorpolitik vil tage udgangspunkt i rapporter fra blandt andet Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og BrancheFællesskaberne for Arbejdsmiljø, og flere medarbejdere er også inviteret ombord for at give input og idéer.

Johannes V. Jensens Farsø

Denne bog udkommer i forbindelse med den lokalhistoriske udstilling i Farsø Rådhuscenter

FARSØ: I hele 2023 markeres 150-året for Johs. V. Jensens fødsel i Farsø. Med en lang række arrangementer og udstillinger hen over året ønsker Johs. V. Jensen Museet i Farsø at sætte fokus på bysbarnet og hans skribentvirksomhed.

Og således også her i Vesthimmerlands Kulturuge, hvor der på lørdag vil være åbning af en lokalhistorisk udstilling om Johs. V. Jensens fødeby Farsø og byens udvikling i de år han levede, nemlig fra 1873 til 1950.

Der er gravet ned i en righoldigt billed- og arkivmateriale fra årene. Det er museumsleder Peter Hørup der har lavet udstillingen, hvortil der også er udgivet en bog. Fotos til såvel udstilling som bog er stillet til rådighed af Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og omegn.

I Johs. V. Jensens Himmerlandshistorier, hvori Farsø naturligvis også indgår, går byen under navnet Graabølle og Kjeldby.

Udstillingen holder til i Farsø Rådhuscenter i lokalet overfor Bog & Ide. Der vil være åbningstale ved museumsdirektør Broder Berg, Vesthimmerlands Museum.

SE ANNONCEN ÅBNINGEN AF UDSTILLINGEN HER

Advarsel: Falske 500 kr. sedler i omløb

VESTHIMMERLAND: Nordjyllands Politi har igennem de seneste par uger modtaget og efterforsket i alt 9 anmeldelser vedrørende falske 500 kr.-sedler.

Sådan lyder advarslen fra efterforskningsleder, politikommissær Mikkel Brügmann, der tilføjer, at de falske pengesedler er blevet indløst i forskellige butikker, der alle er beliggende i Vesthimmerland.

Indløst i butikker i Farsø, Aars og Ranum
Der har, uddyber politikommissæren, været 6 tilfælde af indløste falske sedler i butikker i Aars, mens der har været 2 i Farsø – samt én i Ranum.

-Sedlerne er ved første øjekast meget vellignende. Det kan komme bag på nogen, så jeg kan godt forstå, at der kan være nogle, der er blevet overrumplet, siger Mikkel Brügmann, der fortsætter: Men vær kritisk; for nærstuderer man dem, så kan man nemlig godt fornemme, at der er tale om en anderledes type af papir – og sedlerne mangler også flere af deres specielle kendetegn. Så det er muligt at spotte svindlen.

Vær opmærksom
Politikommissæren opfordrer derfor både borgere og butikker til at udvise særlig opmærksomhed, når man får overdraget pengesedler, særligt en 500 kr.-seddel. ”Og,” tilføjer han, ”ligger man aktuelt inde en 500 kr.-sedler, så kan man med fordel kaste et ekstra blik på dem for at verificere deres ægthed.”

Er man i tvivl om ægtheden af ens pengesedler, så kan man læse nærmere på nationalbanken.dk, eller man kan kontakte sin bank.

Ring 114 med oplysninger
-Kommer man – eller er man allerede kommet i besiddelse af falske pengesedler – så hører vi selvfølgelig gerne om det, da det vil give os mulighed for at følge sporet bagud.

Kontakt politiet på telefon 114, ligesom man også gerne må kontakte politiet, hvis man har oplysninger af betydning for sagen.

Efterforskning i gang
Efterforskningslederen kan ikke kommentere i detaljer på politiets specifikke undersøgelser af de konkrete anmeldelser.

-Men falske penge er en meget alvorlig sag, så vi efterforsker i alle anmeldelserne, og vi har i den forbindelse undersøgt flere spor. Men desværre har det ikke indtil videre ført os frem til et gennembrud i efterforskningsarbejdet – hvilket også er en af grundene til, at vi nu går ud og advarer borgerne om det her, så de kan være ekstra opmærksomme, så de ikke bliver ofre for svindlen, lyder det afslutningsvist fra Mikkel Brügmann.

Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.