Forside Blog Side 322

Her er de nye ”bysløjfer”- FOTOS

Pæle med blå vejvisningsskilte er allerede på vej op i bybilledet.

HVALPSUND: Som nævnt i sidste uges Farsø Avis får Hvalpsund nye markerede ruteforløb gennem byen.

LÆS OGSÅ: Nye ruteforløb på vej i Hvalpsund

Formålet er at etablere forbindelsesveje (bysløjfer) til allerede eksisterende stiforløb på Lovns. Der kommer 5 sløjfer.

Hessel”: Støder til den blå rute ved Kongshøjgård og Hessel ”Valøre Hage”: Støder til den blå rute ved fjorden ”Illeris/Rotholm Plantage”: Støder til banestien Hvalpsund – Nibe nord for campingpladsen ”Lovns Sø”: Bliver markeret når Kirkestien syd om Lovns Sø bliver farbar igen. ”Lodhøj Plantage”: Kommer til at forløbe i kanten af golfbanen til plantagen og erstatter den nuværende hvide rute

Ruterne markeres med blå piktogrammer med hvide pile. Slut destinationen er skrevet med hvid skrift. For at alle kan finde tilbage til Hvalpsund bymidte er der sat retur skilt på med teksten ”Bymøbel”

På Hesselvej vil der være adgang til det nye knudepunkt bag Dagli’ Brugsen, som vil blive udstyret med et ”bymøbel”- altså et opholdssted og infoplancher med stiforløbene i og omkring Hvalpsund.

Bymøblet kommer til at stå ved Brugsen/Hesselvej og der bliver gennemgang ved Dagli’ Brugsens P-Plads.

Fuldt hus til Historisk aften i Thit Salen

Der var fuldt hus til Historisk Aften, som fandt sted i Thit Salen. Formand for Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn, Bendt Thorup havde fundet luftfotos frem fra Hvalpsund fra 1950’erne. Han blev assisteret af barnefødt Hvalpsund borger Søren Skovgaard Madsen, der kunne fortælle om de familier og forretninger der holdt til i husene.

FARSØ: Her til aften afholdte Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn generalforsamling med efterfølgende Historisk Aften i Thit Salen.

Først på aftenen mødte 55 medlemmer op til formandsberetning og de øvrige punkter på dagsordenen.

Formand Bendt Thorup aflagde beretning og kunne fortælle, at arkivet i 2022 stod bag markeringen af Farsø Søanlægs 100 års jubilæum. Det betød en særudstilling på arkivet og senere i Rådhuscentret, men ikke mindst en markering i Farsø Søanlæg, hvor over 100 personer mødte op til borgmestertale og afsløring af fire historiske skilte.

Ellers har arkivet deltaget i handelsstandsforeningens fire Hot Sommer mandage, ligesom det er blevet til en række foredrag med historiske billeder. Arkivet var også behjælpelig med en fotoudstiling omkring Strandby i anledning af Strandby IF’s 90 års jubilæum. En udstilling som først blev udstillet i Strandby i forbindelse med jubilæet og senere i Farsø.

Arkivet har også været behjælpelig med fotos og data til udstillingen fra Johs. V. Jensen og Thit Jensen Museets hånd omkring Farsø by’s udvikling fra 1873 til 1950, som havde åbning forleden og nu er udstillet i Rådhuscentret.

De mange billeder og data kan ikke udlånes hvis de ikke bliver registret. Det sørger frivillige på arkivet for, der også deltager i kurser herom. For øjeblikket er der over 15.000 billeder registret som man kan kigge på. Hertil kommer 850 arkivalier. En ny bogskanner gør, at arkivet nu lettere kan skanne gamle protokoller ind, som det kommende år især står på. Bendt Thorup kunne også fortælle at arkivet har fået ny hjemmeside, hvor man ud over de mange billeder også kan finde 79 historier om Farsø.                    

Efter generalforsamlingen stimlede det til med lyttere til den Historiske Aften. Her var det ikke kun borgere fra Farsø men også Hvalpsund.

Thit salens sæder slog ikke til, så ekstra stole blev sat ind til de 121 deltagere.

Først fortalte og viste Per Lyngby billeder om Farsø Boldklub, senere kendt som FUIK. Interessant var det, at han kunne afsløre de mange boldbaner, som i de første år var, græsmarker der blev brugt af Farsøs ”fodboldgale” inden at fodbolden endte først nord for søen(som på den tid blev kaldt Vesthimmerlands flotteste stadion) og siden på Farsø Stadion ved hallen. Per Lyngby kunne fortælle at fodboldklubben også afholdt baller i stor stil, som skæppede godt i klubkassen. Per Lyngby fremhævede også profiler som gennem tiden har haft stor betydning for klubben. Flere sportslige profiler, bl.a. Per Krøldrup blev også fremhævet.    

Farsøs oprindelige stadion nord for søen

       

Herefter fulgte luftfotos fra Hvalpsund i 1950’erne. Bendt Thorup havde fundet billederne frem, mens Søren Skovgaard Madsen var kaldt til assistance for at fortælle mere om de familier og forretninger der holdt til i husene. Husene langs Tingvej og Sundvej blev gennemgået et for et, med få afstikkere til Hesselvej og Illerisørevej. Gennemgangen viste ligesom i alle andre byer på den tid, at ”hovedgaden” bød på alle de forretninger og håndværk man havde brug for. I Hvalpsund var der dog et ekstra – og markant ekstra håndværk, nemlig fiskeriet. I 1960 var der over 60 fiskebåde i Hvalpsund Havn. Tankevækkende var det også, at der ikke før 1910 fandtes en Hvalpsund by. Den opstod først da banen blev ført til byen.     

150 mødte op til tips om søgning af fondsmidler

150 personer fra Vesthimmerlandske foreninger var her til aften mødt op til infomøde på Rådhuset i Aars omkring fondsansøgninger.

VESTHIMMERLAND: Det kom bag på Kultur- og Fritidsforvaltningen at der var så stor interesse for at få et indblik i hvordan foreninger kan søge fondsmidler. Men meget positivt – forstås.

For egentlig var mødet sat op til at skulle afholdes i administrationsbygningen i Farsø for forventeligt 30-40 interesserede. Men tilmeldingerne strømmede ind, og ved 150 deltagere måtte man sige stop, for så var også kantinen på Rådhuset i Aars fyldt til sidste plads.

Vesthimmerlands Kommune har købt licens til fondsdatabasen Fonde.dk, der giver overblikket over hvilke fonde der kan søges i Danmark. På den måde gør det, det lettere for visionære foreningsfolk at søge midler til deres projekter. Især i en tid, hvor fonde efterspørger på ansøgninger, da de ellers ikke kan få pengene delt ud.  

Bag Fonde.dk står Rasmus Munch sammen med en kompagnon. Han var inviteret til Vesthimmerland for at give de 150 deltagere tips til hvordan man laver den gode og givende fondsansøgning. Ørerne var spændt ud blandt deltagerne, der sugede inputsene til sig.

Efter 3,5 time var deltagerne klædt betydeligere bedre på til at lave og sende ansøgninger afsted.

I løbet af mødet blev sløret også løftet for flere projekter som der er gang i i Vesthimmerland lige nu, ligesom der også kunne erfaringsudveksles ved bordene, da forsamlingen var en blanding af nybegyndere og erfarne udi fondsansøgninger. Men alle fik noget med derfra

Valhalla får Yggdrasils skov

Gårdbørnehaven Valhalla får nu også sin egen skov med navnet Yggdrasil.

FARSØ: 250 træer fordelt på frugttræer og andre sorter træer kommer snart til at udgøre Yggdrasils skov i forbindelse med gårdbørnehaven Valhalla i udkanten af Farsø by.

Gårdbørnehaven har søgt Friluftsrådets pulje om træerne. I ansøgningen stod der tilskud til udendørs læringsrum, der skal danne ramme om børns udeliv og læring om træarter. De kr. 35.000 er givet til træer, støttepæle, skilte og bænke.

I dette område langs Valhallas hegn mod Baldersvej og det bagvedliggende læbælte vil de 250 træer blive plantet.

Leder af Valhalla, Birte Pedersen, fortæller, at den nye skov vil blive plantet langs børnehavens hegn mod Baldersvej og det bagvedliggende læbælte. Der vil, når vejret tillader det, her i foråret blive indkaldt til en arbejdsdag med forældre, hvor træerne vil blive plantet, men hvor der også vil blive gjort plads ved at fjerne en udtjent tipi. 

Birte Pedersen forklarer frugttræerne kommer til at bestå af æble, pære, blomme, kirsebær, morel og eventuelt også nogle bærbuske sammen med altså eg, bøg, ask og andre sorter træer som børnene ved bl.a. at kigge på bladene kan lære mere om. Frugterne kan børnene naturligvis gå og spise af, lave til grød eller dyrene kan spise dem.

De mange forskellige træer har til formål at give børnene viden om træer og planter, ligesom de allerede gør det med gårdbørnehavens dyrehold i stalden ”Udgård”. Der vil derfor også blive bygget runde bænke om nogle af træerne til ophold og som uderum.                   

Hvad betyder Yggdrasil?:
I den nordiske mytologi spillede verdenstræet Yggdrasil (eller livets træ) en central rolle. Træet voksede i verdens midte og havde rødder, som bredte sig til de forskellige verdener. Den ene rod nåede til Asgård, asernes hjem, den anden til Jotunheim med jætterne, og en tredje rod strakte sig til Hels dødsrige.    

Sejlerskole med fokus på sikkerhed

Med til sikkerhed hører naturligvis redning. Derfor lånte Nautilus forrige lørdag Farsø Svømmehal til at øve redning og afprøve redningsflåde og redningsveste, som heldigvis sjældent er i brug.

HVALPSUND: For lederen af sejlerskolen i Nautilus-Hvalpsund, Dan Cort Jørgensen, er sikkerheden for alle der færdes på og i vandet i højsædet.

-Jo mere man ved om at færdes på havet, både m.h.t. sejlads og sikkerhed, jo større bliver glæden ved at sejle, siger han.

Sejlerskolen tager til maj i år hul på sin 9. sæson. I sommerperioden øves der praktisk sejlads hver mandag, og i vintermånederne dygtiggør sejlerne sig teoretisk.

Klubben har løbende gennemført duelighedsundervisning inden for de seneste 9 år. Sejlerne i Nautilus-Hvalpsund er dermed nogle af de bedst uddannede sejlere i Danmark, set i forholdet til klubbens størrelse – ganske flot!.

Dan Cort Jørgensen fortæller, at i vinteren 2022/23 valgte sejlerskolen at udbyde ”Yachtskipper 3 uddannelsen”. Det er niveauet lige over duelighedsuddannelsen og uddannelse har været efterspurgt. At det kunne lade sig gøre skyldes Jens Aage Jensen. 

Jens Aage Jensen er tidligere kaptajn, navigationslærer, forfatter til flere navigationsbøger og har uddannet over 4000 sejlere både i duelighed og yachtskipper 3, så med ham ved ”roret” kunne vi trygt ”søsætte” yachtskipper 3 uddannelsen. Pensum er meget omfattende med både udenadslære af søvejsregler (færdselsregler til søs), sejladsplanlægning og i sikkerhed.

Undervisningen blev afsluttet med fokus på sikkerhed. Klubben havde lånt Farsø Svømmehal så deltagerne kunne afprøve en redningsflåde, kombineret med et tjek om redningsvestene nu også fungerede som de skulle. På Falck stationen i Farsø fortalte et andet klubmedlem, brandmand Lars Stilling om brandbekæmpelse og demonstrerede forskellige slukningsmetoder. Efterfølgende fik deltagerne selv lov til at prøve kræfter med brandslukning, med diverse brandslukkere. Nu venter den endelige eksamen til maj og i mellemtiden skal sejlbådene klargøres og søsættes.

Hvis der opstår brand ombord er det også vigtig at vide hvordan man agerer. Det blev vist ved Falck stationen i Farsø af klubbens kyndige brandmand Lars Stilling.

Mary benyttes som genvej

Færgen Mary

HVALPSUND: Lige for øjeblikket er Virksund dæmningen spærret for gennemkørsel, grundet vejarbejde. Det betyder, at skal man eksempelvis til Skive, så vil det være klart en genvej at benytte Hvalpsund-Sundsøre overfarten. Ellers går omvejen omkring Viborg.

Derfor lyder det brug færgen!.

Overfarten har derfor også frem til den 24. marts udvidet med ekstra overgange fra henholdsvis Sundsøre kl. 5.15 og fra Hvalpsund kl. 5.30 for at imødekomme de mange billister, der benytter genvejen over sundet.

Gammelt inventar fra HimmerLand får helt nyt liv

Sustainability Koordinator i HimmerLand, Michelle Møller Jensen giver videre

GATTEN/ULLITS: Når det kommer til at udvide faciliteter i HimmerLand, er der fuld fart på.

I takt med at resortet på Lars Larsens Vej 1 udvider med en lang række nye faciliteter – senest Larsens Sportsbar & Bistro med helt nye bowlingbaner, er der således en masse gammelt inventar, der skal skiftes ud med noget nyt. Noget af det inventar, der er kommet i overskud, er blandt andet et legeland, spiseborde, caféstole, sofaer og barstole, som nu får et nyt liv andre steder i Vesthimmerlands Kommune.

Til andres glæde
En række lokale aktører i Vesthimmerlands kommune får således glæde af inventaret.  

En af dem, der har stået i spidsen for, at det gamle inventar kunne få et nyt hjem, er HimmerLands Sustainability Koordinator, Michelle Møller Jensen.

-Hvordan kan inventaret gavne et andet sted, og hvordan kan andre får glæde heraf?, tænkte Michelle Møller Jensen, da hun først blev gjort opmærksom på projektet. Som en del af inventaret var både legeland, spiseborde og caféstole, der alt sammen er blevet doneret til gode formål.

Inventar foræret til lokale aktører
Det var derfor både med henblik på det miljømæssige, men også det sociale aspekt i form af, at det kunne skabe glæde hos andre, som fyldte for Michelle Møller Jensen. På den måde blev der således skabt kontakt til forskellige instanser i lokalsamfundet, hvoraf Danmission, Asylcenter Vesthimmerland, Mor Roligs Mad og Hjælpeteam, samt Vuggestuen Påfuglen i Gedsted takkede ja til hver især at overtage en del af inventaret – og det glæder Michelle Møller Jensen.

-Det her med, at vi kunne bidrage med noget, var helt klart min personlige motivation. Vi havde nogle resurser, som vi kunne bidrage med til organisationer, og på den måde støtter vi lokalsamfundet ved at donere til nogle, som er trængte, siger hun.

Flere læs trailere blev fyldt med inventaret fra bowling

Mor Rolig fra Ullits siger tak
En af dem, som fandt interesse i inventaret fra bowling, var Anette Rolighed Nielsen, der står bag Mor Roligs Mad og Hjælpeteam, hvorigennem hun hjælper udsatte med tøj og indbo. Hun modtog blandt andet spisestole og caféborde, som altså nu har fået et nyt liv.

-Det der med at hjælpe, det er noget, man bare gerne vil. Og når vi har muligheden for at få så meget hjælp gennem donationer fra virksomheder, så er vi også forpligtede til at gøre en indsats, så længe vi kan, siger Anette Rolighed Nielsen og fortsætter:

Anette Rolighed Nielsen fra Mor Roligs Mad og Hjælpeteam er overordentlig glad for donationen fra Himmerland

Der er et behov
-Der er et behov, og det er stigende. Jeg bliver i hvert fald ved, så længe der et behov, jeg kan dække.

Hendes engagement i frivilligt arbejde begyndte i en Facebookgruppe, hvor tanken: ”Det kan jeg da egentlig godt lige hjælpe med det der,” strejfede hende. Senere rakte en af hendes bekendte fra kommunen ud til Anette Rolighed Nielsen, hvorefter hun hurtigt indledte sin indsats i forhold til at afsætte ting til de trængte – og i dag har organisationen været nødsaget til at anskaffe sig et lager for at have plads til de mange donationer.

Tak til virksomheder der donerer til genanvendelse
Anette Rolighed Nielsen lægger vægt på vigtigheden i, at virksomheder donerer ting til genanvendelse, og siger:

-Det er jo ekstremt givende at kunne hjælpe og at kunne se, at det hjælper. Og så er det jo et skulderklap af de store, at virksomhederne også kan se, det gavner at give ud.

Kulturpris til Hessels Venners laug

Vesthimmerlands Kulturpris 2023 gik til Hessels Venners laug. Formand for Hessels Venner, Bodil Nymark (i midten) modtog prisen på vegne af laugene på Herregården Hessel. For overrækkelsen stod formand for Vesthimmerlands Kulturråd, Gitte Thillemann (til venstre)og næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget, Jane Bonnerup. Foto: Vesthimmerlands Kommune.

VESTHIMMERLAND: Som afslutning på Vesthimmerlands kulturuge var der her til eftermiddag overrækkelse af Kulturprisen 2023 i Musikhuset ALFA i Aars.  

Prisen blev overrakt af formand for Vesthimmerlands Kulturråd, Gitte Thillemann, og næstformand i Kultur- og Fritidsudvalget, Jane Bonnerup.

Hessels Venners Laug vandt prisen for at formidle historien og fortidens levevis gennem underholdning, oplevelser og et væld af håndværk for alle aldersgrupper og nationaliteter.

Formand for Hessels Venner, Bodil Nymark modtog prisen på vegne af laugene på Herregården Hessel.  

Valgt blandt 5 indstillinger
Fra Gitte Thillemann, lød det således:  

For en måneds tid siden sad vi til kulturrådsmøde og skulle åbne mailen med indstillinger til dette års kulturpris. Der er altid en vis spænding ved det øjeblik, for hvor mange indstillinger er der, er det kompetente personer, der bliver peget på og bliver det svært at træffe det rette valg.

Det viste sig, at der var 5 indstillinger, der alle var seriøse og kompetente prismodtagere og det blev et svært valg. Skulle det være “De 7 foreninger” der arrangerer foredrag, Viktor Weiss, der har været kulturaktiv i mange sammenhænge, eller Hessels Venners laug, der viser gamle håndværk, Bogcaféen i Hvalpsund, der krydrer foredrag og musik med kaffe og kage eller Snapseriet fra Løgstør, der ved en masse om snapsefremstilling?

Hvad er kultur?
Kultur er sådan en pudsig, mangesidet diamant, der skinner i alle mulige farver. Det kan være svært at beskrive en sådan diamant og lige så svært er det at definere helt klart, hvad kultur er.

Kultur kan nemlig være farver, former og følelser. Kultur kan være smage, lyde, lugte, erindringer og oplevelser. Kultur er fortid, nutid og fremtid, men også barndom, voksenliv og alderdom.

Kultur er overalt og altid og det er måske lige netop derfor, det er så svært med ord at beskrive og forklare begrebet kultur.

Dette års kulturprismodtager er faktisk i berøring med mange af disse sider af kulturbegrebet.

Årets prismodtager er kendt for engagement, hårdt arbejde – tit med sved på panden, men ofte med gode råd og en tår kaffe. Årets prismodtager er altid god for en historie og oplysning om det, der er gang i, for prismodtageren er dedikeret til det, der foregår. Det ligger prismodtageren stærkt på sinde at formidle god og alsidig kulturel viden til de, der gerne vil høre, lære og prøve de aktiviteter, der bydes på.

Hvad enten man møder årets prismodtager en varm sommerdag eller en frysende kold efterårsdag, vil man i det rette element kunne blive øjenvidne til et sandt fyrværkeri af oplevelser for alle sanser, for der er både noget at se på og lytte til men ofte kan man smage og dufte ja endda fornemme mange stemninger i det, der sker.

Laugene leverer et gedigent stykke kulturformidling
Modtageren af Kulturprisen 2023 er naturligvis Hessels Venners Laug.

I har gennem efterhånden mange år formået at formidle et stykke dansk kultur på en levende, engageret og fængslende måde. I begyndte med nogle få håndværkslaug, men har stille og roligt øget udbuddet af laug. Alle laug sætter en stor ære i at bevare både historien og kulturen i det håndværk eller den arbejdsgang, det omfatter, men også at formidle håndværket videre.

Respekt for kokkepigen, der får børn til at ikke blot smage på fedtemadder men også erklære, at det bare smager mega meget bedre end boller med smør.

Eller vaskekonen, der får granvoksne familiefædre til at vaske mamelukker og hænge dem på tørresnoren for ikke at glemme trædrejeren der hjælper den lille udenlandske dreng med at dreje håndtag til det sjippetov som søster lige har slået sammen med rebslageren ude i gården.

Når smeden bliver belært af den gamle pensionerede smed om, hvordan man sådan helt rigtigt lavede hesteskoene eller når væversken og den unge pige diskuterer trend og islæt og uldens kvalitet.

Et er hvad hver enkelt laug præsterer og formidler, men når så alle laug går sammen, så opstår den store, sammenhængende kulturformidling af høstdage eller pløjedage for blot at nævne et par aktiviteter. Pludselig bliver det nemmere at forstå, hvordan livet var tidligere.

Når både klædedragt, håndarbejde, håndværk og madlavning går op i en højere enhed, bliver det nemmere at forstå, hvad vores forfædre har været udfordret af og har kunnet glædes ved.

Det Hessels Venners Laug præsterer er et gedigent stykke kulturformidling kombineret med en god gang underholdning og smittende humør til alle aldersgrupper og alle nationaliteter, for når I viser jeres håndværk, er sproget mindre vigtigt, for det at se og måske selv prøve, forklarer alt.

Hessels Venners Laug – I er så afgjort værdige modtagere af Kulturprisen 2023

Flot vinterdække i marts – FOTOS

Ankeret på Fiskerihavnen

HVALPSUND: Selvom kalenderen siger forår, så lagde der sig i denne uge et flot snedække over landskabet. Sneen kom ad flere gange, og med frost såvel om natten som om dagen, blev den liggende.

Disse billeder er taget lørdag eftermiddag – og det var sidste chance, for allerede søndag eftermiddag begyndte det at tø. Mandag faldt der regn sammen med lune temperaturer. Det betød, at det hvide snedække forsvandt i løbet af få timer.

Badeanlægget
Fjordvej
golfbanen
Illeris Plantage

Nye ruteforløb på vej i Hvalpsund

Her er den nye skiltepæl ved Fjordvej, der viser vej til naturstierne i udkanten af Hvalpsund by. Man kommer til at gå at den nye bysløjfe langs promenaden på Fjordvej og videre langs stranden ved campingpladsen til banestien hvor netop Illieris og Rotholmen Plantage starter.

HVALPSUND: I forbindelse med områdefornyelsen i Hvalpsund har en arbejdsgruppe arbejdet med naturstier og ”bysløjfer”.

I forvejen er der flere afmærkede stiforløb omkring Hvalpsund og på Louns Halvøen. Det er arbejdsgruppens ønske at binde dem sammen med nye historiske ruter i byen og få et knudepunkt ved Dagli Brugsen, hvorfra man kan begive sig ud på de nye eller allerede etablerede stiforløb.

Eksempelvis arbejdes der på stiforløbet, som den nye promenade langs Fjordvej bliver en del af, fra Remisen via lystbådehavnen, langs stranden ved campingpladsen og frem til den allerede etablerede banesti.
LÆS OGSÅ: Her er de nye ”bysløjfer”

Pæle med blå vejvisningsskilte er allerede på vej op i bybilledet. Blandt andet ved Remisen ved Fjordvej og på Hesselvej.

På Hesselvej vil der også være adgang til det nye knudepunkt bag Dagli’ Brugsen, som vil blive udstyret med et ”bymøbel”- altså et opholdssted og infoplancher med stiforløbene i og omkring Hvalpsund.     

Bag Dagli’ Brugsen og ved vandværkspladsen på Hesselvej etableres det nye knudepunkt for stierne i og omkring Hvalpsund. Der vil blive etableret et bymøbel – altså et opholdssted og infoplancher med stiførløbene.
Farsø Avis
Privacy Overview

This website uses cookies so that we can provide you with the best user experience possible. Cookie information is stored in your browser and performs functions such as recognising you when you return to our website and helping our team to understand which sections of the website you find most interesting and useful.